Reformationsfest og reformationsforlegenhed PDF Udskriv Email

Af Jesper Bacher, Tidehverv 2017 nr., s. 145-146.


Fortiden fortæller os begribeligvis noget om forgangne tider, men nutidens omgang med fortiden fortæller os også om nutiden. Den måde vi ser tilbage på, viser den måde, vi ser os selv og vores tid på. Fortiden kan af gode grunde ikke ændres. Fortiden kan imidlertid spejle nutiden, når den behandles, og ikke mindst, når den markeres eller fejres. Det gælder også markeringen af reformationen, som fylder 500 år, når man, som vanligt er, regner reformationens fødselstime eller i hvert fald dens acceleration fra den 31. oktober 1517, hvor Martin Luther offentliggjorde de 95 teser om afladen.

Her til lands er det jubilæum blevet markeret hele året, og pinsedag fejrede man en national festgudstjeneste i Haderslev Domkirke med deltagelse af dronning og statsminister, bisper og prælater, honoratiores og rangspersoner, men også mere jævne folk sad under de gotiske hvælvinger hin festlige søndag. Således også undertegne de lollandske landsbypræst, der bænket i et sidekapel blev prøvet på sit reformatoriske festhumør, som tjenesten skred frem.

 

Ankomsten var noget speciel. Hele  domkirkepladsen var  afspær ret, og to gange måtte der vises adgangskort og ID for at få adgang til kirken. Aftenen før havde der været et terrorangreb i London, hvor flere mennesker var blevet slagtet i Allahs navn. Et tankevækkende præludium til festgudstjenesten. Siden Luthers tid er Tyrken kommet noget længere end til Wiens mure. Heldigvis har han ikke længere den militære kapacitet til at belejre europæiske storbyer, men så lever han indenfor murene og kan pludselig åbenbare si ne morderiske forehavender. Men så meget desto mere grund til at fejre reformationen og genopdagelse af Guds frigørende og forløsende nåde. En kraftfuld bøn om at afværge faren fra islamisk terror ville have trukket en tråd fra reformationstid til nutid, men den slags kom slet ikke på tale i Haderslev Domkirke, så langtfra. Man skulle jo nødig støde nogen, og siden forne tider er det også gået noget tilbage for troen på Guds almagt.

I en gammel alterbog, som hører til mit embede, er der en Alle Helgens bøn til erindring af reformationen, hvor Gud takkes, fordi ”du udfriede din kristne kirke af det papistiske fængsel og mørke og lod så mildelig optændes dit sande evangelii lys ved din tro tjener, doktor Martin Luther og andre, som ham retsindig have efterfulgt i dit hellige og salige ord”. Sprogdragten er nok bedaget, men en lignende kollekt ville næppe heller være tænkelig ved reformationsgudstjenesten. Her lød det i stedet for i  indledningskollekten ”til giv os al splittelse og ringeagt for andres tro og liv”. Ringeagt for alvor og dybde i andres tro kalder bestemt på tilgivelse, men vel ikke ringeagt for et ukristeligt og formørket trosindhold? Confessio Augustana fordømmer flere kætterier, deriblandt islam. Er det dadelværdig ringeagt eller teologisk agtpågivenhed?

Skal man være økumenisk, er det åbenbart stærkt begrænset, hvor evangelisk ramsaltet man kan være. Vel har den romersk-katolske kirke og teologi undergået forandringer siden reformationstiden, men hvis paveembedet var antikristeligt i 1500tallet, er det ikke mindre antikristeligt i 2017. Man kan naturligvis mene, at reformatorerne tog fejl, men så skal man sige det klart og tydeligt. Det synes et gennemgående træk i megen reformationsfejring, at man i frygten for at fremstå selvherlig, hoverende og eks kluderende, fejer alt det anti  modreformatoriske under gulvtæppet eller relegerer det til historien. Hvis protestanter protesterer, er det ikke mod pavekirken og islam, men højest mod klimaændringer og fremmedfrygt.


Man kan også dårligt sige, at biskop over Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen, leverede en reformatorisk flammetale med sin prædiken. Tværtimod var prædikenen, trods et fyndigt Luther citat, underligt generel i sit anslag, og Kristus fremstod mest af alt som en forbilledlig humanist. Biskoppen kunne fortæl le: ”Mennesket har altid frygtet forbandelsen, tomheden, lidenskabsløs heden. Mennesker har altid villet søge sandheden, oprindeligheden, retfærdigheden. Vi  har  altid kæmpet mod skyggerne, mod mørket, mod hæsligheden”. I  Johannesevangeliet kan man ellers læse, at ”menneske ne elskede lyset mere end mørket” (Joh 3, 19) men i biskoppens prædiken lagde Kristus sig nydeligt i forlængelse af menneskehedens almindelige stræben. Om Kristus hed det, at ”Overfladiskhed og skinger snak preller af på Ham. Han er modvægten til overfladiskheden, dumheden og den griske egoisme”. Bevares, det er Kristus selvfølgelig også, men han er dog først og fremmest modvægten til  Guds fordømmelse og  den evige fortabelse. Jeg kunne ikke lade være med at sammenligne prædikenens Kristus med Luthers tale om sin frelser og verdens frelser. ”Uden Kristus ville synden og døden være vore herrer og Djævelen vor gud og fyrste”. Prøvede Peter Skov-Jakobsen bare at sige det samme i tidens sprog? I så fald var der noget, som gik min opmærksomhed forbi, og det stod ik ke just klart, hvorfor der ikke er frelse i noget andet navn end i Jesu Kristi navn. Er han Guds lam, som bærer på verdens synd, eller snarere det smukke menneske, som vil forvandle os, så vi ”tør den fortrolige samtale og kærlighedspoesien”? Så vi vælger barnets smil frem for den voksnes vold med et ordvalg, prædikanten havde lånt hos Elie Wiesel (De voldelige børn lades her ude af betragtning). Ja, biskop pen udmalede, hvad der ikke kunne ske: ”hvis vi opgav at disciplinere hin anden med økonomi og lod ansvar og medmenneskelighed  være den eneste vejledning”. Måske var det et hip til kontanthjælpsloftet, man kunne i hvert fald dårligt høre det som andet end kritik af grænsekontrol og lukkede grænser, når Peter Skov-Jakobsen endvidere formanede: ”man skulle tro, at vi europæere om nogen har lært, at den der gemmer sig bagved en mur, bagved militariserede zoner, bagved vagttårne, han vil aldrig vinde tillid, åbenhed, venlighed; men være overladt til tristheden, mistilliden og foragten for den anden” Gad vide, hvad Peter Skov-Jakobsen selv har lært af indvandringen til Europa fra den muslimske verden? Har den bare været en gevinst for tillid, åbenhed og venlighed? En mur behøver heller ik ke at være et skjul for verden, den kan også være værn om hjemmet. Mon ikke hoveddøren i Københavns bispegård fungerer på den måde?


Nå, men efter prædikenen kom det til et velklingende højdepunkt, da festmenigheden kunne lytte  til Henrich Schützs ”Jauchzet dem Herren”, men efter udgangsbøn nen fik statsminister Lars Løkke Rasmussen ordet.  Jeg  ville  egentlig godt have hørt Dronningen holde en reformationstale. Er hun ik ke vores bedste bud på Frederik den Vise, som holdt hånden over Luther og lod reformationen få frit løb i sine lande? Men det blev altså statsministeren, som i  talen også følte sig foranlediget til at gå i rette med Luther og lægge afstand til ”de af hans (altså Luthers) ord, som vi ikke kan acceptere”. Nu er det nok temmelig forskelligt, hvilke Lutherord, vi kan goutere, men statsministeren formulerede sig på denne måde: ”Jeg vil i dag sige klart fra over for Luthers beskyldninger mod jøder og muslimer. De var så grove, at jeg ikke vil citere dem. Det er ord, der ikke hører hjemme i kirken. De hører ingen steder hjemme”.

Nu er jeg med på, hvad Lars Løkke Rasmussen har i tankerne, for så vidt angår jøderne, men hvilken af Luthers beskyldninger mod muslimerne, er det han i egenskab af stats minister vil lægge afstand til? Det kan vel ikke være Luthers påpegning af den militante fare, som muslimerne, in casu det osmanniske rige, udgjorde på hans tid? Mon ikke Lars Løkke Rasmussen selv var i alarmberedskab, hvis Islamisk Stat havde lagt en jernring om Wien? Kan det så være Luthers teologiske islamkritik? Når Luther f.eks. taler om ”Tyrkens Allah, dvs. hans gud, Djævelen”, er det så ifølge rigets førstemand uden hjemstedsret i kirken eller noget andetsteds?  Jamen, det vil vi da gerne høre statsministeren argumentere for, selvsagt på Skriftens grund ikke på den politiske korrektheds grund. Ligesom det kunne være spændende, hvis statsministeren eller hans kirke historiske spindoktor ville fremdrage de konkrete Luthercitater om muslimerne, som er så forfærdelig grove, selv i deres historiske og teologiske kontekst, at statsministeren må und sige dem offentligt?


Man gik fra gudstjenesten med en underlig følelse af en smuk, men også en forblommet fejring, en reformationsforlegenhed med stadigt sideblik til alle dem, man frem for alt ikke må træde over tæerne. Bodfærdighed er ikke det samme som at være en undskyldning for sig selv. Martin Luther er selvfølgelig ikke hævet over kritik og modsigelse, og lutheranere skal ik ke glemme bjælken i deres eget øje, men hvor er den evangelisk-lutherske frimodighed, som engang talte Roma, Mekka og Geneve midt imod? Jeg spørger bare.