Klimakampp og himmelbrand PDF Udskriv Email

Af Jesper Bacher, Tidehverv 2018 nr. 3, s. 37-38


De religiøse ledere blæser til klimakamp. Det gælder også mange kirkelige ledere og kirkesamfund, og der blæses til kamp fra såvel pavestol som bispestol, fra katolikker som fra protestanter. Klimasagen er sagen, som forener på tværs af religioner og konfessioner. Kloden er i fare, og de fromme vil ikke sidde på hænderne. Der er næsten en stemning som den, der opstod efter Urban IIs berømte korsprædiken på kirkemødet i Clermont i 1095, hvor forsamlingen svarede med et Deus vult/Gud vil det. Klimasagen er dog i modsætning til korstoget ikke opstået inden for kirken og retter sig ikke mod tilhængerne af en anden religion.

Ikke at klimasagen fattes religiøs nimbus, slet ikke, men den svæver over religionerne som en slags metareligion. Den udspringer angiveligt af den nødsituation, som bryder alle skel, og kræver deltagelse fra alle gode, ansvarlige, troende mennesker med hjerte for skaberværket og de kommende generationer. Nogle vil huske, at der har været andre lignende sager i nyere kirkehistorie. Der var revolutionen i 60erne, 70erne og i 80erne freds - og nedrustningssagen. Alle gode, ansvarlige, troende mennesker måtte selvfølgelig indse det forløsende i revolutionen og det nødvendige i fredssagen og fordømme kapitalisme og atomvåben. Det var et etisk, ja, kristeligt imperativ at engagere sig og være de fattiges og fredens forkæmpere og talsmænd. Det er i det hele taget kendetegnende for retorikken, at bestemte politiske positioner hæves over den almindelige debat og får tilkendt en privilegeret position, der samtidig gør afvigelse og kritik til noget moralsk suspekt. Hvis et standpunkt simpelthen er identisk med omsorg for de fattige, for freden og klodens fremtid, så bunder modstanden enten i uvidenhed eller ond vilje. I sidste ende er man ikke bare uenig, man er vantro eller ulydig i forhold til Guds bud. En etisk hæretiker. Man skulle måske tro, at en vis ydmyghed og klædelig tilbageholdenhed efterhånden havde indfundet sig, for kirkens sager har sjældent gjort verden bedre. Revolutionerne åd deres børn, og freden blev ikke just vundet ved afvæbning og defaitisme.

Man kunne også tro, at kirkens ledere i overensstemmelse med embede og evangelium var mere optaget af at redde sjæle end at redde verden, men sådan ser det ikke altid ud. Det hænger måske sammen med, at man ikke længere tror på den evige fortabelse, men desto mere på klodens forfald. Helvedes hede bekymrer ikke nær så meget som et hedt klima. Gud frelser alligevel alle, hvis man da overhovedet håber på overjordisk og eskatologisk forløsning, mens klodens frelse er menneskehedens sag og dermed også kirkens. Kampen gælder klimaet, ikke sjælene, det timelige, ikke det evige, jorden, ikke himlen. Den truende fortabelse er klimaforandringerne, den forjættende frelse er grøn omstilling, eller skulle man sige grøn omvendelse? Klimakirken er ikke bare meteorologisk klimabevist, den er også social og politisk modebevidst, med på noderne, oppe på barrikaderne og på højde med topmødernes tale. Det er virkelig kristendom til samtiden. Ikke verdensfjerne prædikener om blodet, som renser for al synd, men verdensnære brandtaler om reduceret CO2, ikke et kors for tanken, men et ekko af verdens visdom, ikke så meget missionerende for Kristus som for miljøet, ikke en ny himmel og ny jord, men en bæredygtig klode.

Med ovenstående er der ikke sagt noget om miljøpolitik. Man kan ivre for miljøet alt det, man vil. Det er da kun sund fornuft at passe på miljøet og gøre sig mere uafhængige af fossile brændstoffer og deres til tider dubiøse leverandører, selv om nogle af os har svært ved at tro, at klimaet virkelig skulle være i menneskets hule hånd. Man må i hvert fald konstatere, at der længe før industrialiseringen har været store klimaforandringer, og hvem siger, at de ikke kommer igen, og hvordan i øvrigt skelne mellem de naturlige klimaændringer og de klimaændringer, som siges at være menneskeskabte? Er vejret altid vores skyld? Det forekommer umiddelbart en almagtsfantasi, og der er også videnskabsfolk, som forholder sig skeptiske. Den tidligere statsgeolog Jens Morten Hansen har talt om den herskende klimaalarmisme som en ny verdensreligion, ”og det internationale politiske klimapanel og dets bagland af mainstreamforskere, som forkynder ”troens renhed” og som med jordens og menneskehedens frelse som uimodsigeligt godhedsmål forfølger anderledes tænkende”. I nærværende sammenhæng handler det imidlertid ikke om klimateorier. Det handler om sammenkoblingen mellem kristentro og én bestemt klimateori, det handler om klimakampen som religionsnivellerende, det handler om de ledere og andre, der tror, at klimakampen er vigtigere end troens gode strid, eller i hvert fald giver klimakampen en plads i kirkens lære og liv, som den aldrig kan fortjene. Om en kirke, der er mere grøn, end den er kirke.

Man kan f.eks. gribe fat i den fælles appel, som blev offentliggjort i Kristeligt Dagblad den 28. november sidste år efter klimatopmødet COP23 i Bonn, forfattet af imam Abdul Wahid Pedersen, overrabbiner Jair Melchior og Roskildes biskop Peter Fischer- Møller. Her kan man læse, at når folk rammes af menneskeskabt global opvarmning uden væsentligt ansvar for det forhold, er ”vi som kristne, muslimer og jøder nødt til at sige fra og træde til”. Hvad jøder og muslimer er nødt til, vil jeg lade ligge, men ifølge en dansk biskop er det altså en følge af kristennavnet, at vi med henvisning til klimaforandringerne nødes til at sige fra og træde til, når mennesker rammes af destruktivt vejrlig.

Katastrofehjælp kan altid være på sin plads, men skal vi sige fra over for vejret, fordi det er vores ansvar? De gamle kunne folde hænderne i bøn for vejr og vind, her rettes pegefingeren imidlertid mod vores livsstil som den dystre vejrmager. Hvad så, hvis man slet ikke abonnerer på teorien om menneskeskabte klimaforandringer? Er den måske blevet et tillæg til trosbekendelsen? Et shibbolet for en ny rettroenhed? Er der ingen frelse uden for den grønne kirke? Og hvad skal man sige til et udsagn som, der er ”brug for, at trossamfund herhjemme og ude i verden sammen med andre klima- og miljøengagerede civilsamfundsorganisationer bidrager til at holde os selv og vores politikere op på forpligtigelsen til at arbejde målrettet for global bæredygtighed”. Virkelig? Måske var det snarere kirken og en og anden biskop, som skulle holdes op på forpligtelsen til at prædike evangeliet for al skabningen og kalde til omvendelse i Jesu Kristi navn. På den anden side, hvorfor skulle kirken egentlig besvære sig med det, når det andetsteds i appellen tales om: ”Den Gud, vi tror på, og som vi tilbeder på hver vores måde som kristne, muslimer og jøder”. På hver vores måde? Er måden alt, hvad der adskiller islam, jødedom og kristendom? Hvorfor i alverden strides om måden, hvorfor missionere og risikerer liv og lemmer for en måde at tilbede Gud på? Det er dog kun udenomsværker. Det afgørende må være, at vi tilbeder den levende og sande Gud og ikke fornægter og spotter ham, og det gør både muslimer, jøder og kristne ifølge appellen og dermed altså Peter Fischer-Møller (I parentes bemærket mener Roskildes primas altså, der er personsammenfald mellem Abdul Wahid Pedersens Allah, som forordner stening for de utro, og Jesu Kristi Fader, som i sin søn skærmede kvinden, der var grebet i ægteskabsbrud, ved at opfordre den syndfri til at kaste den første sten). Det er bare måden, som adskiller os, mens gudstroen og ønsket om global bæredygtighed forener os. Der er ingen Gud uden den multireligiøse Gud, og miljøforkæmpere er hans profeter!

Men er det også rigtigt? Er det ikke nytestamentlig tale, at det ikke bare er måden, men nåden, som adskiller kristentro fra al anden tro? Apostlen Johannes siger det på denne måde: ”Enhver, som fornægter Sønnen, har heller ikke Faderen. Den, der bekender Sønnen, har også Faderen” (1. Joh 2, 23-24) Men apostlen kendte jo i sin enfold kun til troskampen og intet til klimakampen. Nu om stunder må den sunde lære og den sande tro gang på gang vige og træde sagtmodigt til side for det rene miljø og den globale bæredygtighed. Til det må der bare siges, at Jesu Kristi kirke har noget uendeligt vigtigere for. Denne verdens skikkelse forgår, men kirken har det ord, som forbliver til evig tid. Eet er fornødent, og det er altså ikke FNs klimamål. Man kan mene, hvad man vil, om klima og miljø og arbejde for det, som samvittighed og indsigt byder, men kirkens sag par excellence er Jesus Kristus, verdens frelser og dommer. Himmelbranden er den globale opvarmning, som kirken er sat til sprede, blandt jøder og muslimer og til verdens ende.