" - Sintemal alle Schrift Christum zeiget"

Af Johannes Horstmann. Tidehverv, 1979, s.18-24+30-35.

I sin artikel "ob sie Christum treiben", i Tidehverv for marts april 1978, bebrejder Knud Møller mig, at jeg i min afhandling i Præsteforeningens Blad nr. 3-4 1975 "Bibelen som kanon og Kristusvidnesbyrd og kanoneksegesens mulighed" går ud fra, at bibelens skrifter driver på Kristus, hvorved jeg, selv om jeg heri "tilsyneladende også indarbejder sætningen: Om de driver på Kristus, alligevel afviser at gøre alvor af den ved at foregive, at denne bestemmelse går på hele bibelen som kanon og ikke på dens enkeltskrifter og enkeltudsagn", og hvorved jeg havner i en "særdeles raffineret form for fundamentalisme". En sådan bebrejdelse kommer ikke just som en overraskelse for mig, hvad Knud Møller også godt er klar over. Den har jeg hørt mange gange før, og jeg ved, at det i dagens tidehvervs-grundtvigianske Danmark ikke er muligt at tale om bibelen, som jeg gør, uden derved at komme til at provokere denne bebrejdelse, og det var jeg også vidende om, da jeg holdt det foredrag, som bagefter blev til den nævnte afhandling, der nu bliver angrebet. Men hidtil har bebrejdelsen, hvor den er forekommet, for mig alene kunnet være et vidnesbyrd om - det er fremgået af de angribendes måde at argumentere på, og Knud Møllers artikel betyder ingen undtagelse fra denne regel - at det, som jeg virkelig siger eller i det mindste intenderer at sige, er blevet mistolket. Dette skulle nu ikke i sig selv umuliggøre en videre fornuftig samtale med Knud Møller, men først er der et par ting, jeg må have sagt netop for at rydde vejen for den fortsatte samtale. Knud Møllers artikel er noget skæmmet af, at det saglige opgør på visse steder og i et vist omfang synes at vige for en interesse for den taktiske manøvre i diffameringens tjeneste. Anderledes kan jeg ikke forstå det, at han, efter at han har omtalt, at jeg i afhandlingen citerer det kendte Luther udsagn om den hellige skrift som den bog, der gør alle andre bøgers visdom til dårskab, fortier - i hvert fald i første omgang fortier - at jeg også og med lige så stor emfase citerer det ligeså kendte udsagn om at bedømme skrifterne, om de driver på Kristus eller ikke, og således giver det udseende af, at det er ham, Knud Møller, der bringer dette meget relevante udsagn ind i diskussionen, for derpå at sige, at han ikke mener, at der er nogen modsætning mellem de to udsagn, og at de godt kan stå ved siden af hinanden. Da det netop er dette, jeg siger i min afhandling ved at anføre to rækker af Luthercitater, der lyder, som om de måtte udelukke hinanden, og jeg ydermere gør klart, at de ikke både kan, men også må stå ved siden af hinanden, hvor det er den korsfæstede Kristus, som skriften vidner om, og at de tilmed udsiger det samme, hvorfor skal der så hos de læsere af Tidehverv, der ikke har haft lejlighed til selv at læse min afhandling i Prf. Bl., skabes det indtryk, at jeg føler mig utilpas ved Luthers kanonkritiske udsagn, derved at det påstås, at jeg "utvivlsomt holder mest af det første udsagn" (om bogen, der gør alle andre bøgers visdom til dårskab), hvorved det insinueres, at jeg skulle have en vis reserve overfor det andet (om at prøve skrifterne)? Jeg kan vanskeligt finde nogen anden begrundelse for en sådan fremgangsmåde, end at det drejer sig om en taktisk manøvre i diffameringens tjeneste. Knud Møller må ønske, at jeg skal fremstå for alt folket som en fundamentalistisk mørkemand, der vil undgå ubehagelige kritiske spørgsmål til bibelen og derfor kræver et sacrificium intellectus af dens læsere. Og hvorfor fremstiller han mig i slutningen af sin artikel som en lusket person, der er interesseret i at hemmeligholde baggrunden for, at han "på trods af alle vanskeligheder, som han også selv ser og forsøger at imødegå, vil fastholde, at bibelen som sådan er kanon." Når det overhovedet ikke er en sådan fastholden ved bibelen som kanon, der er min interesse i den omtalte afhandling - den kanon, som jeg taler om, er ikke en sådan, som kan fastholdes - så kan det dog vel ikke have noget med hemmeligholdelse af min baggrund at gøre, at jeg hverken snakker om det, som er udenfor min interesse, eller om baggrunden for dette? Skulle det mon være, fordi Knud Møller ikke selv er fri for at være ude på taktiske manøvrer, at han her tillægger mig den samme interesse? Tyv tror, som bekendt, at hvermand stjæler. Hvad er der, som jeg kunne og skulle sige mere ligeud, end jeg har gjort? Har jeg i min artikel i Prf. Bl. gjort andet end at tænke lidt over, hvad det kan betyde, at det er den bibel, som vidner om Kristus, der er prædikengrundlag, kanon, og hvad det vil sige at læse bibelen under forudsætning af, at Kristus vil søges i den? Og skulle der ikke være tilstrækkelig baggrund for at tænke over disse ting i den omstændighed, at jeg er præst og har til opgave at prædike om søndagen? Behøver jeg virkelig at sige den slags ting, som jeg må gå ud fra, at enhver fornuftig læser kan sige sig selv? Hvorfor giver Knud Møller sig til at efterforske årsagen til den "særdeles raffinerede form for fundamentalisme" i det tankeforløb, der er lagt frem i min artikel, i hemmeligholdte motiver hos mig - ved hvilken særlige form for motivforskning han dispenserer sig fra den mere nærliggende opgave at høre efter, hvad jeg virkelig siger, og på forhånd umuliggør den reelle samtale - i stedet for at samtale med mig på lige fod om det, som dog enhver kan se her må være sagen, nemlig hvad det egentlig vil sige at læse bibelen til salighed, d. v. s. læse den som det, den virkelig er, hvor det er Kristus, den vidner om? Skulle det mon være muligt at finde Kristus i skriften, uden at den læses til salighed? Hvorfor giver Knud Møller det udseende af, at han vil samtale med mig om det, som er mit anliggende, når det, som han alligevel synes at interessere sig for, er at få etiketten fundamentalist sat på mig, så at intet fornuftigt menneske herefter skal komme på den tanke at høre alvorligt på, hvad jeg siger om bibelen? Det gælder i Danmark, som det gør i den engelsk talende verden, at "fundamentalism is a bad word: the people to whom it is applied do not like to be so called. It is often felt to be a hostile and opprobrious term, suggesting narrowness, bigotry, obscurantism and sectarianism" (James Barr: Fundamentalism p. 2). Knud Møller må selvfølgelig mene om mig, hvad han vil, og jeg forlanger virkelig ikke, at han skal være enig med mig. Men jeg er nødt til at forlange, at han, før der skal kunne være tale om en reel samtale imellem os, hører efter, hvad det er, jeg siger, i erkendelse af, at mit spørgsmål også er hans eget spørgsmål, og ikke i stedet nærlæser sig væk fra det eller giver sig til at spekulere over årsagen til, at jeg taler, som jeg gør, og slår sig på den i vore dage meget benyttede fremgangsmåde: at forstå sin samtalepartner bedre, end han forstår sig selv, hvorved man sætter sig på ham i bedrevidende selvvelbehagelighed og nødvendigvis bringer al virkelig samtale til ophør. Dette være nu sagt som et bidrag fra min side til tilvejebringelse af reelle samtalevilkår og til bandlysning af den taktiske manøvres anvendelse i det theologiske opgør. Og trods al uenighed er Knud Møller dog vel enig med mig i, at en samtale i Tidehverv - og på ethvert andet sted - skal være reel og ikke skinsamtale og pjat.

Og så til den sag, vi skal tale om. Knud Møllers hovedanklage imod mig er altså, at jeg - oven i købet tydeligvis! - forstår Luther udsagnet om bogen, der gør alle andre bøgers visdom til dårskab sådan, at det er "bibelen som bog, som netop de skrifter, den indeholder, der er fyldt med guddommelig visdom, således at et menneske i ethvert skrift skal kunne høre Kristus forkyndt". Der er orthodoxiens og fundamentalismens forståelse af Luther, som Knud Møller hermed pådutter mig, men hvor har jeg givet udtryk for, at jeg læser Lutherordet på den måde? Er det ikke langt mere nærliggende at tolke det ud fra den konsekvens, som Luther selv på det pågældende sted drager af, at bibelen er på denne måde: "Derfor skal du også straks give slip på din egen mening og forståelse og i stedet knæle ned og i sand ydmyghed og alvor bede Gud om ved sin kære søn at skænke dig den helligånd til at opfylde og lede dig og give dig forstand". Den skrift, som for orthodoxien er den rigdom, at mennesket har Kristus i denne guddommelige Kristusvidnende skrift, den bringer for Luther mennesket den fattigdom, hvori det må søge Kristus og af skriften lade sig lede til ham. Det er dog to helt forskellige ting. Og det skulle også være klart, at den hele skrift, der viser Kristus, er noget helt forskelligt for Luther og for orthodoxien. Mens den hele skrift for denne sidste er et åbenbaringsdepositum, som Gud har betroet kirken, er den for Luther en befaling til at lytte til Guds tale, eller den er det sted, hvor Gud befaler mennesket at lægge øret til, fordi her viser skriften som Guds vartegn, at hans visdom er nærværende. Når der tales om den hele skrift, menes der en guddommelig helhed. Derfor lader den sig ikke kvantitere eller definere og indeslutte i en skriftsamling, som mennesker, der har Gud i den, kan manipulere med. Men for det menneske, der ikke kan have Gud og er nødt til at vide, at det ikke kan det, og for hvem Gud er forsvundet, er den netop som udvortes skriftsamling et vartegn, som Gud har givet til at være hos mennesket i gudsforladtheden, og hvori han siger: Læg øret til her.

Det er helt rigtigt, som Knud Møller hævder, at jeg, når jeg taler om bibelen, om kanon eller den hellige skrift - disse ord er for mig synonymer - går ud fra, at den vidner om Kristus. Gjorde jeg ikke det, ville det nemlig ikke være bibelen, kanon eller den hellige skrift, jeg talte om. Men Knud Møller har - og her er det mig, der må sige tydeligvis - ikke forstået, hvad jeg mener med disse ord. Han er der straks med sin orthodoxt forståede skriftsamling og tror, at det er sådan, at jeg mener det, og det er klart, at det ikke giver nogen mening at gå ud fra, at den vidner om Kristus, hverken i sin helhed eller i sine enkelte dele. Man kan ikke engang få den til at gøre det, hvor nidkært man end bedømmer, om den gør det. Vil jeg ikke gå ud fra, at denne bog vidner om Kristus, så kan jeg umuligt nogensinde komme til at tale om denne bog, men så taler jeg udelukkende om et religionshistorisk dokument, som i almindelig tale også går under navnet bibelen. Og selv om jeg indtil dommedag skulle gennemstudere dette religionshistoriske dokument på kryds og på tværs og anvende al min flid på at endevende alle de ord, som religionsstifteren Jesus af Nazareth selv angives at have talt, så ville det ikke være muligt for mig nogensinde at finde så meget som et eneste Kristusvidnesbyrd deri. Så snart der er tale om den skrift, der vidner om Kristus, er det troen eller Kristusbekendelsen, der taler. Og hvor troen ikke taler, der kan der ikke tales om noget Kristusvidnesbyrd i skriften eller om at bedømme skrifterne, om de driver på Kristus. Udenfor troen og bekendelsen - for fornuften - er der ingenting, der hedder Kristusvidnesbyrd, ingenting, der hedder hellig skrift - andet end i religionshistorisk mening - ingenting, der hedder bibelen som kanon og lære- og prædikengrundlag. Kun en religiøs tale, hvori mennesket Jesus har en eller anden plads. Der er heller ingenting, der hedder Kristusforkyndelse. Og hvor der ingenting er, der hedder Kristusvidnesbyrd eller kan være det, der skal heller ingen kunne søge eller bedømme, hvorvidt et sådant findes der. Det synes desværre at være overset af Knud Møller. Han vil ikke om bibelens Kristusvidnesbyrd sige dass. Men det får den virkning, at han heller ikke kan komme til at sige ob - han kan bare bilde sig ind, at han gør dette. Hvor der tales om Kristusvidnesbyrd, der er der sagt dass af dette vidnesbyrd selv, eller det er ikke Kristusvidnesbyrd, der tales om. Dette vidnesbyrd kan ikke skilles fra dette dass. Der kan ikke tales om det som en mulighed, før det har sat sig selv som en virkelighed.

Da Knud Møller selv øjensynlig er glad for Luthers fortale til Jakobsbrevet, men ikke rigtig under mig at få del i den samme glæde, bliver jeg nødt til at gå lidt ind på, hvad det egentlig er, der står i den. Men det kan her være nyttigt med nogle forkundskaber i Luthers måde at tale om bibelen på, og derfor skal jeg tillade mig først at anføre nogle karakteristiske sætninger, som er hentet fra hans prædikener over Joh. 17. Det hedder her: "Han udskiller og udsender dem til, at de skal prædike evangeliet, og dermed indsætter han de kære apostle til lærere og prædikanter, hefter og binder os alle ved deres mund, så mange vi er, lærde og ulærde, så at enhver må ydmyge sig og finde sig i at lade sig skolemesterere og undervise af de fattige fiskere og høre dem, som hører han vor herre Kristus selv. Thi det er sandelig meget sagt, når han siger: "Jeg sender dem, ligesom du har sendt mig"; som han ovenfor også har sagt, og vi har hørt, at det er en fortræffelig og stor kunst at tro, at Kristus er sendt af Faderen til verden, det vil sige, at du kan sætte din samvittighed fast derpå og uden at tvivle agte og høre hvert ord, der udgår af hans mund, som om du nu hører Faderens stemme til dig fra himlen, hvilket vi, hvis vi kunne tro det med alvor, ikke ville slå hen i vejret, som den store flok, både lærere og disciple, gør, som priser Guds ord højt og dog gøgler og leger med det, som om en eller anden skomager havde talt det, men handle med det i ydmyghed og ærbødighed og stor taknemlighed og anse det for den dyrebareste skat . . . Her har du et stærkt vidnesbyrd om, at hvo, som hører Kristi mund og ord, han hører hans ord, der med et åndedræt har skabt himmel og jord, ja, bærer og opholder dem med en finger, og et sådant ord, hvori han viser og åbenbarer dig sit hjerte og sin vilje og dertil tilbyder dig al sin nåde og godhed, kort sagt det, hvori vor frelse og salighed, hjælp, trøst, beskæmmelse og sejr i al nød står, og som både djævelen og verden samt alle skabninger må vige for. Se, netop det samme siger han om apostlenes mund og prædiken: Ligesom du har udsendt mig, således sender jeg også dem, det vil sige, som de har hørt mig, således skal de også høre mine disciple, og på et andet sted siger han til dem: "Den, som hører eder, hører mig". Derfor må vi se St. Peter, St. Paulus og alle andre, som har et sådant vidnesbyrd, på munden, så at dit hjerte forlader sig så trygt derpå og lader det gælde for ligeså meget, som hørte du det blive forkyndt af englene fra himlen eller af Gud selv. Se, således er de kære fiskere og ulærde folk kronet til lærere, ja, af den høje majestæt blevet indviet til præster eller biskopper, hvad aldrig er vederfaret nogen lærd, vis eller helgen på jorden ..... Lad paven fremføre en tekst, der gør ham til lærer som apostlene her, så vil vi også høre ham. Kristus siger, at hans apostle og prædikanter skal lære og prædike netop det, som han har lært og prædiker, og havde Paulus nu prædiket noget andet, mere eller mindre, end Kristus selv, så var hans prædiken ikke af en Kristi apostel, men menneskeord og lærdom. Paulus fra Tarsus er vel et menneske, men når han viser sig som Paulus, Jesu Kristi tjener og apostel, da hører du ikke blot et almindeligt menneskes, men Guds og den herre Kristi mund, som har lagt ham sit ord i munden. Thi det kaldes alene menneskelærdom, som et menneske selv har bragt frem og fundet på, ligesom det hedder menneskegerning, kraft og visdom, som stikker i mennesket selv og kommer fra dets egen evne, og ikke det, som Gud over og udenfor naturen har virket i ham ... Derfor siger vi således: Apostlene har været mennesker, det er sandt, men de har ikke talt som mennesker. Thi det er en helt anden sag at være et menneske og at tale af Guds befaling, kraft eller visdom. Mennesker vil vi høre, men ikke som mennesker af egen drift, forgodtbefindende og forstand. Det hedder derfor hos Peter, 1. Pet. 4: "Om nogen taler, han tale som Guds ord; har nogen en tjeneste, han tjene, eftersom Gud forlener ham styrke dertil". Derfor har han sagt til apostlene, at de ikke må tale andet, end hvad han har befalet dem, og at man ikke skal modtage og høre noget andet menneske, hvem det ellers er. Summa, vi taler ikke om menneskepersonen, men om befalingen og embedet. Derfor betyder det ingenting, hvor hellig du er, at man af den grund skulle høre og tro dig og din prædiken være bedre og gælde mere. Vi vil ikke høre, hvad den hellige mand St. Paulus, men hvad Kristi tjenere og apostle siger. Jeg spørger ikke efter, hvor hellig du er, men hvad du prædiker og af hvem du har fået befaling" (E. A. 50,241-244 passim).

Det var forkundskaberne. Og nu til fortalen til Jakobsbrevet. De ord, som her er de afgørende, lyder sådan: "En rigtig apostels embede er, at han prædiker om Kristi lidelse og opstandelse og embede og opbygger det på troens grund, som han selv siger Joh. 15,27: I skal vidne om mig. Og deri stemmer alle retskafne hellige bøger overens, at de alle sammen prædiker og fremhæver Kristus. Det er også den rette prøvesten for bedømmelsen af alle bøger, at man ser efter, om de fremhæver Kristus eller ikke, eftersom hele skriften viser Kristus (Rom. 3,21), og Paulus ikke ved andet end Kristus (1. Kor. 2,2). Hvad der ikke lærer Kristus, det er endnu ikke apostolisk, fordi Peter eller Paulus lærer det. Men hvad der prædiker Kristus, det er til gengæld apostolisk, selv om Judas, Hannas, Pilatus og Herodes gjorde det". Det turde være klart, når man sammenholder dette med "forkundskaberne", at der for det første ikke er tvivl om, at den Luther, der, når han skal bestemme det apostoliske, spørger både efter prædikenens genstand og efter, hvem befalingen til at prædike kommer fra - at begge dele findes i orden hører med til at prædike Kristus - ikke intenderer at give udtryk for den common sense visdom, at "sandheden er liflig selv i en rødhåret svenskers mund". Hvad Luther vil sige er ikke, at det apostoliske er et forkyndelsesindhold, som er uafhængigt af de personer, som Kristus har udvalgt og sendt, førstehåndsvidnerne, for det er dem, der har befalingen til at prædike ham, men han vil sige, at det apostoliske ikke henter og ikke kan hente sin myndighed fra den forkyndende person selv, hvor hellig og kristelig han end er, men udelukkende fra ham, der har givet den forkyndende person sin befaling, og kun i det omfang, den forkyndende person er lydig mod denne befaling. Luther spiller ikke evangeliet ud imod apostlene, han intenderer ikke at gøre apostlene overflødige ved at forstå det apostoliske som et af dem uafhængigt forkyndelsesindhold - det er en moderne misforståelse, som derved kommer til at afsløre, at den også mener noget andet med det at forkynde Kristus end Luther - men han ønsker at rette opmærksomheden mod, hvad det er, som gør dem til apostle, og hvad det er, som er deres apostolicitet, nemlig det, at det er i de ord, som apostlene taler på hans befaling - og kun deri - at Kristus vil kendes. Søger man derfor ikke Kristus i apostlenes af ham selv befalede prædiken, men lader apostlenes liv som hellige mennesker legitimere og garantere deres ords kristelighed, så bruger man dem ikke som apostle, og det er ikke apostlenes prædiken om Kristus og derfor heller ikke Kristus selv, man hører. Men for det andet bliver det også klart - og det hænger sammen med Luthers forståelse af apostlene som dem, til hvis mund Kristus har bundet os - at mulighedsbetingelsen for, at vi kan bedømme skrifterne, om de driver på Kristus, er, at alle retskafne hellige bøger stemmer overens deri, at de alle sammen prædiker og driver på Kristus. Luther angiver så tydeligt, at det ikke skulle kunne misforstås, begrundelsen for, at det er den rette prøvesten for bedømmelsen, at man ser efter, om de driver på Kristus eller ikke: Da hele skriften viser Kristus, sintemal alle Schrift Christum zeiget. Netop fordi alle Schrift, alle retskafne hellige bøger, viser Kristus - ikke bare som en mulighed, men som en virkelighed - er forudsætningen til stede, for at de enkelte skrifter kan bedømmes. Uden denne forudsætning ingen sådan bedømmelse eller mulighed for bedømmelse. Det at bedømme skrifterne, eftersom de driver på Kristus, er altså af Luther forstået helt på linje med det, som han siger, når han taler om, at Kristus vil søges i skriften, for det er ham, den vidner om. At det er på denne måde, hans ord om at bedømme skrifterne vil forstås, får man bekræftet i hans fortale til N. T., som er samtidig med fortalen til Jakobsbrevet. Efter at have undervist den enfoldige i, hvad han skal vente af denne bog, for at han ikke skal søge bud og love i den, men evangelium og Guds løfter, og fremstillet dens indhold som "et glædeligt budskab, et jubelråb, som ved apostlene har lydt over hele verden om den rette David, der har stridt imod og overvundet synd, død og djævel og derved gjort alle dem, der er indfanget af synden, plaget af døden og overvundet af djævelen, retfærdige, levende og salige uden egen fortjeneste; derved har han skaffet dem fred og atter bragt dem hjem til Gud", og formanet dem til at læse Det nye Testamentes bøger på denne måde, skriver Luther: "Ud fra alt dette kan du nu rigtigt bedømme alle bøger og ved sammenligning finde de bedste. Thi især er Johannes' evangelium, Paulus' breve, navnlig Romerbrevet, og Peters første brev den rette marv og kerne i alle bøgerne". "Ud fra alt dette", altså ikke for at komme hen til alt dette.
Det er på denne baggrund, at Jakobsbrevet i den samme fortale til N. T. bliver kaldt et rigtigt stråbrev, og meningen er tydeligvis den, at grundvolden er lagt, nemlig Kristus, men Jakob bygger på denne grundvold med dårligt bygge materiale. Men uden at grundvolden er lagt og det manifesterer sig ikke i en Kristusforkyndelse, som er udenfor og uafhængig af skriften, men i selve det, at alle Schrift Christum zeiget kan det overhovedet ikke komme til en bedømmelse af de enkelte skrifter. Dette at er for Luther naturligvis ikke en kendsgerning for fornuften, som mennesket kan sidde inde med, men det er en guddommelig befaling til at søge Kristus netop her. Uden dette at bliver det at bedømme skrifterne, om de driver på Kristus, med nødvendighed til det, at mennesket ved egen fornuft og kraft skal finde Kristus i skriften, og den Kristus, som mennesket således selv skal finde, er ikke den sande Kristus, er ikke ham, som "alle Schrift zeiget". Så meget skulle herefter være klart, at det er noget helt andet, Luther taler om, når han vil, at skrifterne skal bedømmes, om de driver på Kristus eller ikke, end det, som Knud Møller synes at læse i hans ord. Luthers ob er muliggjort af et foregående guddommeligt dass. Det har Knud Møller ikke forstået. Han går ud fra og han har mange meningsfæller i dagens Danmark, der sammen med ham tror, at de repræsenterer det lutherske, skønt det på dette punkt i virkeligheden er rationalismens eller sværmeriets forståelse, de udtrykker at dette ob er og kan være fornuftens ob. Var det det, ville det være helt i sin orden at fordre, at der ikke må være et dass, der går i forvejen, for så måtte dette dass gøre enhver bedømmelse af skrifternes Kristusvidnesbyrd til spilfægteri. Det være langt fra mig at anklage Knud Møller for ikke at være konsekvent ud fra hans egne forudsætninger. Men har man først set, at det i den bedømmelse af skrifterne, som Luther taler om, ikke gælder om, at fornuften skal finde ud af, om der over hovedet er et Kristusvidnesbyrd i bibelen, og hvor dette er, hvis det er der, for derved at komme frem til en mindre skriftsamling, som man kan holde sig til, og hvor man kan være på sikker grund hvordan skulle vel fornuften kunne bedømme, om et skrift driver på Kristus og ikke på djævelen, som sandelig godt forstår, om det skal være, at optræde i Kristi skikkelse? så er det helt anderledes. I skriften taler de apostle, til hvis mund Kristus har bundet den hele verden. Men det er ham og ikke dem, der taler i deres ord om ham; han vil høres i deres ord. Det at bedømme skrifterne, om de driver på Kristus, er ikke noget andet end at være lydig mod hans vilje til at blive hørt i apostlenes ord, eller det er at skulle søge Kristus i skriften, fordi det er ham, den vidner om. At dette skulle have noget at gøre med at stille det krav til bibelen som forhåndenværende skriftsamling, at den skal vidne om Kristus for den, der møder den med dette krav og det synes at være dette, som Knud Møller anser for min mening vil ikke gå op for mig. Hvad Luther giver udtryk for i fortalen til Jakobsbrevet er ikke noget, der står i et vist spændingsforhold til det syn på skriften som Guds ånds bog, som man ellers møder hos ham, men det er netop dette skriftsyn. Og i modsætning til, hvad Knud Møller synes at mene, holder jeg meget af denne fortale, fordi den er en ypperlig hjælp til at forstå, hvad Luther mener med, at skriften er klar, og at den vidner om Kristus. Han mener ikke det, som orthodoxi og fundamentalisme mener og som desværre også synes at være det eneste, som Knud Møller kan forstå derved, at dømme ud fra hans bemærkninger om lignelsen om den rige mand og Lazarus nemlig at der findes et på objektiv måde konstaterbart indhold, som er dette Kristusvidnesbyrd, men han mener, at skriften viser den korsfæstede og fornedrede Kristus, han, som fornuften og den objektive betragtning ikke kan kende eller modtage som Kristus, men som vil søges i skriften og i og med og under denne søgen findes af troen. Og til at søge Kristus i skriften hører naturligvis også at bedømme de enkelte skrifter, om de driver på Kristus eller ikke hvordan skulle vel noget menneske uden denne bedømmelse kunne søge Kristus i hans apostles ord?

Fordi skriften er klar med Guds ånds og ikke med menneskefornuftens klarhed derved at den vidner om Kristus, eller fordi apostlene er sendt af ham som hans vidner i verden om en Kristus, hvis vilje det er selv at tale i deres ord, eller fordi alle Schrift Christum zeiget, derfor kan mennesker i verden søge Kristus i skriften, og derfor kan og skal de bedømme, hvad de læser i den, om det driver på Kristus. Finder de så ikke Kristus i det, som de læser og de finder ham aldrig i kraft af deres egen læsning så har de naturligvis ikke hørt skriftens eget vidnesbyrd. Men kommer de således til at stå overfor en for dem dunkel tekst, hvori de ikke kan finde Kristus, så hjælper skriftens klarhed dem ved netop således at sende dem hen til en anden tekst, hvori de kan finde ham. Skriftens klarhed er en sådan hjælpende klarhed, der hjælper det menneske, der søger Kristus i skriften, til også at finde ham, men ikke på den måde, at det giver mennesket ret eller pligt til at forstå det, som det ikke kan forstå den skrift, der viser Kristus, lader sig ikke kommandere til at gøre dette på menneskets måde, så at det at finde Kristus skulle komme i stand ved et samarbejde mellem det foreliggende passive Kristusvidnesbyrd og menneskets aktive interpreterende fornuft men på den måde, at den vejleder det menneske til Kristus, som finder sig i at blive vejleder af den, og det vil sige, som ikke bilder sig ind, at det ved sin egen fornufts søgen skal kunne finde Kristus nogetsteds i skriften og således er virkelig søgende og villig til at lade sig vejlede. Et udtryk for, hvordan Luther forstår det at blive vejledet af skriften finder man i hans skrift "Vom Abendmal Christi, Bekenntnis" (Clemen Ausgabe 3,457): "For det første, at man i Guds gerninger og ord skal tage fornuft og al klogskab til fange, som St. Paulus siger 2. Kor. 10, og lade sig lede, føre, undervise og mestre, for at vi ikke skal blive Guds dommere i hans ord, for vi taber med sikkerhed vor dømmen i hans ord, som ps. 50 siger det. For det andet, når vi nu giver os til fange og bekender, at vi ikke begriber hans ord og gerning, at vi så giver os tilfreds og taler om hans gerning enfoldigt med hans ord, som han har foreskrevet os at tale derom og lader os det foresige, og ikke tager os for at tale anderledes og bedre derom med vore ord. For vi fejler med sikkerhed, hvor vi ikke enfoldigt siger ham efter, som han siger os for, ligesom et barn siger efter sin fader trosbekendelsen og fadervor. Thi her gælder det om at gå i mørke og i blinde og alene hænge ved ordet og følge det". Så meget er klart, at der for Luther ikke kan blive tale om, at skriftens læsere nogensinde kan få det forhold til den, at de selv skal dømme, om der er noget Kristusvidnesbyrd i den. At forstå sig selv som stillet i et sådant forhold til skriften er det samme som simpelthen at nægte, at den er skrift, og ar den som skrift viser Kristus. Den, der ikke går ud fra, at skriften vidner om Kristus og søger ham deri ud fra denne forudsætning, han finder ham ikke noget steds, hvor meget han end søger ham. Hvis han finder Kristus som resultat af en sådan søgen, er det hans egen eller andres indbildning om Kristus, han finder.

Knud Møller anker over, at kanonbegrebet hos mig trænger helt ind i sagens midte: "Kanon bliver ligesom den nødvendige melleminstans imellem skriften og troen, den instans, der er nødvendig for begge dele". Hvorfor skriver Knud Møller nu sådan noget? I min artikel i Pr. Bl. forklarer jeg, hvad jeg forstår ved kanon, således: "Bibelen er kanon derved, at den vidner om Kristus eller viser Kristus. Dens kanonicitet kan ikke løsrives fra det indhold, som den bærer frem. Kanoniciteten er intet mindre end det, at det åbenbarede gudsord selv åbenbarer sig, taler". Det er klart, at jeg hermed har distanceret mig overfor orthodoxiens og fundamentalismens brug af kanonbegrebet. Men hvorfor vil Knud Møller ikke forstå det, som jeg siger om kanon, ud fra det kanonbegreb, som jeg selv definerer? Det havde dog ellers været rimeligt at gøre dette i et som jeg håber reelt opgør med mig? Knud Møller hævder, at kanon og kanon er to ting, på den ene side skriftsamlingen, på den anden side Kristusforkyndelsen, og at jeg med urette gør de to kanon begreber til et uden at oplyse noget om, hvordan det går til. Nej, det oplyser jeg ikke noget om af den simple grund, at det overhovedet ikke er et sådant foretagende, jeg er ude på, hvor to forskellige kanonbegreber skal forenes. Sådan noget kan der blive tale om for Knud Møller, fordi kanon for ham har spaltet sig i to komponenter, skriftsamlingen og Kristusforkyndelsen. Og i det stykke reflekterer han det 19. århundredes theologi, der talte om protestantismens formale princip, den hellige skrift, og dens materiale princip, retfærdiggørelsen ved tro og talte på denne måde, fordi det, som for Luther var en enhed, ikke længere blev forstået, og fordi det heller ikke blev forstået, hvad Luther mente, når han talte om den hellige skrift, fordi orthodoxiens skriftforståelse var bestemmende for al tale om bibelen også der, hvor man ikke ville være orthodox, men liberal. Hvor der overhovedet menes noget med at tale om kanon, kan der selvfølgelig ikke blive tale om at forene to forskellige kanonbegreber og gøre rede for, hvordan en sådan forening kommer i stand. Det ville være det samme som at nægte, at der er noget, der hedder kanon. For mig er kanon "skriften, idet den viser Kristus", og den kanon kan og vil ikke vide af nogen anden kanon ved sin side, som den først skal forenes med. Hvor kanon har spaltet sig i skriftsamling og Kristusforkyndelse, er det sikkert, at man prøver på at se kanon fra et sted, hvorfra kanon ikke kan ses, og den indtrådte spaltning er kanons straf for denne forvorpenhed. Kanon vil kun lade sig se der, hvor den bliver anerkendt som det, den er, kanon. Hvor tit skal jeg gøre theologer opmærksom på, at for fornuften, for den historisk kritiske bibelvidenskab, er der intet, der hedder eller kan hedde kanon. Når man f. eks. taler om kanons historie og i den forbindelse mener skriftsamlingen, og måske skriver bøger herom, så er det klart, at man fører uegentlig tale. Den kanon, som er, hvad den er ved at vise Kristus, vil fungere som kanon og kan selvfølgelig ikke være genstand for historisk kritisk behandling, kan overhovedet ikke komme indenfor den objektiverende videnskabs synsfelt. Men kanon er heller ikke Kristusforkyndelse på den måde, som Knud Møller mener det, det vil sige noget fra skriftsamlingen adskilt og af den principielt uafhængigt. Kanon er nemlig apostlenes mund, som Kristus har bundet den hele verden til, og hvori han selv vil tale til verden. Når orthodoxi og fundamentalisme siger, at kanon er skriftsamlingen, som mennesker har i hånden og kan administrere, så siger jeg nej, for kanon er det, at skriften vidner om Kristus og således er skrift. Og når Knud Møller og de mange i samtiden, der tænker som han, siger, at ikke skrift samlingen, men Kristusforkyndelsen er kanon eller konstituerer kanon, så siger jeg også nej, for kanon er det, at skriften vidner om Kristus og derved selv er Kristus forkyndelsen. Er det virkelig så besynderligt, at den således forståede kanon trænger sig helt ind i sagens midte, som Knud Møller klager over, at kanon gør hos mig? Er det ord, som Kristus selv taler i sine udvalgte vidners mund, ikke sagens midte? Hvad kan være mere centralt placeret end Kristi egen tale? Og skal det være anderledes der, hvor der drives ordentlig theologi? Mon ikke jeg har ret i, at Knud Møllers kritik her kommer af, at det er ham, der ikke helt har kunnet slippe den orthodoxistiske eller fundamentalistiske forestilling om kanon som noget fra skriften i dens funktion som Kristusvidnesbyrd forskelligt den objektive skriftsamling, som fornuften, som professoren, som præsten arbejder med, den, om hvilken man kan spørge, som man gjorde det i den Rahtmannske strid, om den ikke er Guds ord også extra usum omend denne forestilling er ham ubehagelig og han derfor, så snart han hører mig sige kanon, straks mener, at det må være noget sådant, jeg mener? Men det er virkelig ikke sådan, at jeg mener det. Hvad kanon er bliver kun forståeligt der, hvor skriften faktisk vidner om Kristus, altså fungerer som kanon. Hvor skriften ikke således selv siger, at den vidner om Kristus, selv siger sit dass, der vil alt det, som siges om skriften og dens Kristusvidnesbyrd, være omklamret positivt eller negativt af orthodoxismens misforståelse, som er identisk med kanon efter fornuftens forståelse af, hvad kanon er. Og det hjælper ikke det mindste, om man læser bibelen historisk kritisk, for at gøre det er bare den liberale variant af orthodoxiens bibellæsning, der overtager hele dennes misforståelse. Fundamentalisme og historisk kritisk bibellæsning er to alen af et stykke, selv om de optræder som fjendtlige brødre.

Men når nu skriften som Guds ånds bog selv sørger for, at den vidner om Kristus, og således anbringer sig selv som lad mig bare bruge ordet fundament og også selv forklarer, hvad dette fundament er hvilket sidste bedes bemærket af Knud Møller, da det ingenlunde er ligegyldigt, hvis han ellers har interesse for at forstå, hvad jeg mener og uden at dette sker, hører ingen noget Kristusvidnesbyrd i den, må det så alligevel ikke på forhånd være afgjort, at der er dette vidnesbyrd i den, så at der aldrig kan blive tale om nogen virkelig bedømmelse af de enkelte skrifters Kristusindhold? Hvordan man end vender og drejer det, er så ikke den foreliggende skriftsamling på forhånd accepteret som guddommelig i den skikkelse, hvori den kirkelige tradition har over leveret den, og indebærer det ikke et urimeligt knæfald for og guddommeliggørelse af den kirkelige tradition? Knud Møller synes at tænke på denne måde, men han overser derved, at dette fundament eller dette dass er guddommeligt. . Han synes ikke at have forstået, at netop sådan er det sagt, at det er selve Kristusvidnesbyrdet som sådant, der er dette fundament, men at dette sandelig også implicerer, at det er et dass, som fordrer tro og over hovedet kun giver mening for troen. Og hvad der her er genstand for tro, altså Kristusvidnesbyrdet i skriften, det dass, som dette vidnesbyrd nødvendigvis er der, hvor det overhovedet gør sig kendt, hyller sig altid i tvetydighed for mennesket, så at dets nærværelse betyder et spørgsmål eller en fordring om afgørelse. Det, som er genstand for tro, fritager ikke for ansvar og afgørelse, men det sætter tværtimod deri som en ufrakommelig nødvendighed. Netop det, at Gud er nærværende som den Gud, der åbenbarer sig og det er han virkelig der, hvor skriften viser Kristus, ellers er der overhovedet ikke tale om noget Kristusvidnesbyrd i den nødvendiggør den bestandige søgen efter ham, troens bestandige afgørelse, at han virkelig er nærværende, fordi han selv i sit ord siger, at han er det. "Søg Herren, mens han findes, kald på ham, den stund han er nær" (Es. 55, 6). Netop der, hvor Gud findes, er muligheden til stede for at søge ham og dermed også befalingen til at gøre det, og netop når han er nær, er muligheden til stede for at kalde på ham og fordringen om at gøre det. Det er lige det omvendt af, hvad fornuften tænker om den ting. Fornuften mener, at når Gud findes, er det hverken muligt eller nødvendigt at søge ham hvordan skulle man vel kunne søge noget, som allerede findes og er soleklart til stede og den mener også, at når Gud er nær, er det ikke muligt eller nødvendigt at kalde på ham, for det kan man begribeligvis kun gøre der, hvor han er borte. Hensigten med at kalde på ham kan jo kun være at få ham til at komme nær. Sådan tænker fornuften. Men når det er Gud, der siger, at han findes og er nærværende, bliver det hele vendt om, så at det nu netop giver mening at søge ham og kalde på ham. På samme måde går det til der, hvor skriften viser Kristus, fordi dette er Guds nærværelse som Gud for mennesket. Hvor Gud er nær med sit ord og sin sandhed, lyder fordringen om at vogte sig for de falske profeter, om at prøve ånderne, om de er af Gud, for netop der kommer antikristerne, der påtager Satan sig en lysengels skikkelse. Det er den guddommelige nærværelses at, der både gør det muligt og nødvendigt at bedømme om. Men denne bedømmelse er derfor også kvalitativt forskellig fra fornuftens bedømmelse.

For Knud Møller opløser bibelen sig - som det ovenfor blev sagt i på den ene side en skriftsamling og på den anden side en Kristusforkyndelse, og hvor dette er udgangspunktet, må det naturligvis blive en opgave i skriftsamlingen at udskille det, som er Kristusvidnesbyrd og det, som ikke er det. Dette kan lade sig praktisere, fordi man mener, at man uafhængig af skriften har en Kristusforkyndelse, der kan lære en, hvem Kristus er. Fordi Knud Møller tænker på denne måde og endda synes at mene, at dette skulle være at tænke i overensstemmelse med Luther må han finde, at min fremgangsmåde indeholder en modsigelse: jeg postulerer fra begyndelsen med urette, at alt i skriften er Kristusvidnesbyrd, og kan derfor ikke for alvor indlade mig på reelt at bedømme, om det nu også er Kristus, de enkelte skrifter vidner om. Jeg gør dermed bibelen til er ufejlbart fundament, som kritikken ikke må røre ved. Dertil kan jeg kun sige, at det er en fejllæsning, men at den ikke er til at undgå, hvor bibelen således har spalter sig og man ikke er opmærksom på, hvad det siger om læseren selv, at den har gjort det. Når Luther taler om den klare skrift og om, at den vidner om Kristus, eller han siger, at den er Guds ånds bog, så er det, fordi dette Kristusvidnesbyrd har gjort sig således gældende for ham, at han har været nødt til at høre det Bibelen har ved sin klarhedsskænkende klarhed gjort det umuligt for ham at stå denne klarhed imod. Klarheden er en virksom klarhed, et lys, der skinner i mørket. Det, at skriften vidner om Kristus, er for Luther ikke det, som Knud Møller synes at mene, at det er, nemlig at der er visse afsnit af bibelen, som man, hvis man læser dem ret, kan få til at stemme overens med, hvad man ellers ad anden vej kender til Kristus og evangeliet, men det er, at denne skrift giver sig til at tale med en sådan myndighed om det at være menneske og at være det for Gud, at den nøder sin læser der selvfølgelig læser den ud fra medbragte forestillinger fra den kirkelige tradition eller fra sine omgivelser overhovedet, om, hvad evangelium og hvem Kristus er til at foretage en fuldstændig revision heraf. Det er noget sådant, der sker for Luther under hans beskæftigelse med Rom. 1,17, og som får ham til at skrive, at da han bankede vedholdende på hos Paulus på det pågældende sted og ved Guds barmhjertighed fik øje på ordenes sammenhæng og forstod Guds retfærdighed som den retfærdighed, i kraft af hvilken den retfærdige lever ved Guds gave, nemlig af tro, og derved følte sig genfødt og som gennem åbne døre kommet ind i paradis, "da viste der sig straks for mig et andet ansigt gennem hele skriften". Denne klarhedsgivende klarhed er skriftens klarhed, som Luther forstår den. Den har intet at gøre med at postulere, at alt i den foreliggende skriftsamling med djævelens vold og magt skal vidne om Kristus, hvad enten det gør det eller ej, sådan som Knud Møller vil have mig til at mene. Men den har noget at gøre med, at Luther er kommet til at se og forstå, hvad skriften egentlig er, at den, selv om den er skrevet af mennesker med blæk og på papir, ikke er menneskers, heller ikke fromme menneskers, men Guds ånds bog, og at den derfor har en klarhed, der er sådan, at den trænger igennem al menneskets egen dunkelhed, så at det er umuligt at skjule sig for den. Det er virkelig Guds ord, som møder mennesket i denne bog, og hvor Gud taler, der er hans sandhed den virkelighed, hvori mennesket befinder sig og der kan der for mennesket aldrig blive andet at gøre end at anerkende denne virkelighed, fordi også protesten imod den ikke kan undgå at betyde en anerkendelse.

Skriftens klarhed er altså for Luther ikke en hvilende metafysisk egenskab ved bibelen, som den bliver det for orthodoxien, men klarheden er den klarhedsskænkende handling, hvori skriften gør sig gældende for sin læser som Guds ånds bog, som Kristusvidnesbyrd. Den er ikke en klarhed, der så at sige ligger til afhentning for menneskets fornuft, dersom det ellers måtte behage denne at fatte interesse derfor, men klarheden er identisk med det, at skriften viser Kristus. Klarheden er skriften i dens funktion som Guds ånds bog, og skriften fungerer som sådan i og med, at den bærer sit Kristusvidnesbyrd frem i prædikenen. Skriftens ydre klarhed er "anbragt i ordets embede", siger Luther i De servo arbitrio. Skriften er klar i og med den handling, at den kommer til orde i prædikenen. Her må der indtrængende advares imod en misforståelse, der meget let sniger sig ind. Det er ikke sådan, at skriftens ydre klarhed sorterer under fornuften, mens den indre klarhed er helligåndens domæne. Den ydre klarhed er det, at skriften i ordets embede, i Kristusforkyndelsen, viser Kristus, vidner om ham, og således udspreder den guddommelige klarhed. Og sådan kan der naturligvis ikke tales om skriften, uden at det er troen eller bekendelsen, der taler. Hvordan skulle vel noget menneske kunne påstå, at skriften viser Kristus, undtagen i troens bekendelse? For Knud Møller synes det, som om han ved skriftens ydre klarhed mener, at der er en hovedsag i den, som også er klar for fornuften. At Luther ikke forstår den ydre klarhed på denne måde, kan man bl. a. se af en af hans Tischreden, hvor det hedder sådan: "Ved I ikke, at alt i den hellige skrift efter fornuftens dom er løgn" (E.A. 57, 87). Der er i sådanne ord ikke tale om en hovedsag eller sandhed, som også fornuften kan kontrollere tilstedeværelsen af, men fornuften kan ikke sige andet, end at alt i skriften befinder sig i løgnens dunkelhed. Den ydre klarhed gør sig gældende i verden alene i prædikenen om Kristus, men den kan til gengæld heller intet dække for "efter at seglet er brudt og stenen er væltet fra graven, og den allerdybeste hemmelighed forkyndes".

Det er den samme tankegang, der ligger til grund, når Luther i fortalen til Jakobsbrevet siger, at hele skriften vidner om Kristus. Det betyder ikke en påstand om, at Kristusvidnesbyrdet som hovedsag ligger til afhentning for fornuften i skriftsamlingen, for exegeter og andet godtfolk, men det betyder, at der, hvor skriften er, der er den som den, der gør sig selv gældende som vidnesbyrd om Kristus. Der lyser den med den guddommelige klarhed, som Kristusvidnesbyrdet nødvendigvis selv er, og skænker derved klarhed til alle, som er i dunkelheden, hvor den kommer frem. Men at skriften er en sådan guddommelig bog, forstår ingen uden helligånden, og derfor kan der kun forkyndende tales ret om den. At skriften er hvad den er, derved at den vidner om Kristus, betyder, at den selv afgrænser sig overfor al anden skrift, så at der hos dens læsere aldrig kan blive mere end en relativ interesse for at få markeret en udvortes grænse for skriften. Skriften afsluttet som skriftsamling kan der ikke ligge nogen vægt på. Det er der, hvor man ikke længere har nok at gøre med selv at lytte til Kristusvidnesbyrdet i skriften, at interessen for dens ydre afgrænsning dukker op som f. eks. i Tridentinum. Hvor man taler om skriftsamling og får problemer med den, er det, fordi man er ude på at have Kristusvidnesbyrdet i sin besiddelse i stedet for at lytte til det. For Luther er det tilstrækkelig, at den skrift, som han naturligvis ikke har på anden måde, end at den kirkelige tradition har overleveret ham den, viser ham Kristus og dermed også viser ham, hvad bibelen overhovedet er, nemlig et vartegn, som Gud har givet, og hvorved han giver til kende, at her er han nærværende. Men det er Guds nærværelse, der tilkendegives ved dette vartegn, og den kan ikke konverteres til en menneskelig besiddelse. Hvor Gud er nærværende og taler, kan mennesket kun anerkende denne nærværelses virkelighed ved at sige: Tal Herre, din tjener hører. Der kan det kun sige til den skrift, der viser Kristus: Doce me. Men den Kristus, som skriften viser, er den korsfæstede og fornedrede, ikke den herlige og ligefrem kendelige, og derfor kan mennesket ikke sige dette doce me til skriften, undtagen idet det selv bedømmer, om det, som det forfinder i den, driver på Kristus. Den, som her bliver undervist af Gud, er virkelig menneske for ham, og Gud underviser mennesket, idet han respekterer det som der menneske, han har skabt det til at være, og taler til det på dets menneskesprog og derfor ved at lade mennesket selv bedømme det, som han siger til det, om det er hans tale, om det driver på Kristus.

Men Luther glemmer ikke, at den Kristus, som skriften viser, også er skriftens dominus et rex. Det, at skriften vidner om ham, er, at han selv vidner om sig selv. Men skønt skriftens vidnesbyrd er hans eget vidnesbyrd, og skønt apostlenes mund er hans egen mund, så afstår han dog ikke dermed dette vidnesbyrd til skriften, så at den skulle kunne vidne om ham på egen hånd og uafhængig af ham. Luther siger i den store Galaterbrevskommentar (Svensk oversættelse p. 281 f): "Men Kristus er skriftens og alle gerningers herre. Han er også herre over himlen, jorden, sabbaten, templet, retfærdigheden, liv, vrede, synd, død og alting. Og om denne forkynder Paulus, hans egen apostel, at han for min skyld er blevet synd og forbandelse. Jeg får altså at høre, at jeg ikke på nogen anden måde har kunnet blive befriet fra min synd, død og forbandelse end gennem hans død og blod. Deraf drager jeg med største vished og med fuld overbevisning den slutning, at det er Kristus og ikke mine gerninger, som skal besejre min synd, død og forbandelse. Og fornuften kan på naturlig vej tvinges til at erkende, at Kristus ikke er min gerning, at hans blod og død ikke er en kåbe, en rager isse, faste eller munkeløfte, at hans sejr, som han har givet mig, ikke er en karteuser. Hvis altså han er prisen for min genløsning, hvis han er gjort til synd og forbandelse for at retfærdiggøre og velsigne mig, så bryder jeg mig ikke om skriftsteder, om man også anfører seks hundrede for gerningernes retfærdighed imod troens og siger, at skriften modsiger sig selv. Jeg har skriftens ophavsmand og herre, og jeg vil hellere holde mig på hans side end at tro på sådant". Det kunne synes, som om Luther her kan tænke sig skriften som den, der ikke vidner om Kristus eller vidner imod ham, men at han ikke mener det sådan, viser fortsættelsen, hvor det hedder: "Men skriften kan umuligt være selvmodsigende undtagen for ufornuftige og forhærdede hyklere. For de fromme og indsigtsfulde vidner den for sin herre. Derfor må vore modstandere se til, hvordan de får den ifølge deres udsagn selvmodsigende skrift til at stemme. Jeg forbliver hos skriftens ophavsmand". Det, at Kristus er skriftens herre og konge, betyder for Luther, at han selv påtager sig ansvaret for, at skriften virkelig vidner om ham, og hvordan den gør det. Den Kristus, der har bundet sig til at ville kendes i apostlenes mund og dermed i skriftens vidnesbyrd, men som forbliver skriftens overordnede, han vedkender sig netop skriftens vidnesbyrd og holder fast ved det, hvor det ser ud, som om han går imod det. Hvor menneskets fornuft bemægtiger sig skriften og river den løs fra sin konge og herre og lader den være kanon på egen hånd og selv bestemme, hvad for en Kristus den vil vidne om og dette sker, hvor kætteri og falsk profeti under påberåbelse af, at bibelen er kanon og viser Kristus, udlægger den efter deres eget hoved der bliver det nødvendigt at hævde Kristus imod skriften, hvilket altså for Luther vil sige vranglærens falske udlægning af den. Men det således at hævde Kristus imod skriften har intet at gøre med nedvurdering af skriften, men det er lige tværtimod at gøre skriften gældende som det, den virkelig er i sit embede som skrift, nemlig vidnesbyrd om Kristus. Det har intet at gøre med at sætte skriften til side til fordel for en Kristusforkyndelse ved siden af skriften, som er af højere dignitet end den, men det er, at skriftens herre og konge selv griber ind og sørger for, at den ikke med hans godkendelse kan blive brugt til støtte for den falske profeti. Derfor vil skriften ikke forstås imod, men for Kristus, derfor vil den henføres til ham, eller det er den falske profeti eller djævelen, der udlægger skriften. Det hører til selve skriftens definition, at den viser Kristus. Der kan ikke være nogen anden skrift til end den, som gør det når Kristus. er dens herre og konge. Og fordi Luther regner med, at Kristus er skriftens dominus et rex ikke bare af navn, men også af gavn, har han ikke den bekymring, som plager Knud Møller, at skriften som udvortes skriftsamling skal blive sat absolut og derved blive til et krav om sacrificium intellectus ved at fordre Kristus erkendt også i tekster, hvori læserne ikke med ærligheden i behold kan finde ham. Denne bekymring er på forhånd elimineret derved, at skriftens vidnesbyrd om Kristus ikke kan være til undtagen i enhed med Kristi vidnesbyrd om sig selv. Det er ham, som er skriftens herre og konge, der peger hen på skriften og siger, at den vidner om ham og dermed gør den til sin skrift. På anden måde kan det ikke siges, at skriften vidner om ham. Og dermed har han. overtaget ansvaret for, at der ikke bliver andet end vidnesbyrd om ham at finde i den, og dermed sørger han. for, at den, der søger ham i skriften, også finder ham, når han søger efter hans, Kristi, forstand på, hvad det er at søge. Og mon ansvaret for, at det virkelig bliver Kristusvidnesbyrd, der bliver fundet i skriften af den, der søger, egentlig kan ligge noget bedre sted end hos ham,. der er dominus et rex scripturae?

Det er af afgørende vigtighed at gøre sig klart, at det, som for Luther giver bibelen dens myndighed som kanon Luther bruger selv undertiden udtrykket fundament, så jeg føler mig i godt selskab, når Knud Møller kommer frem til, at jeg i hvert fald de facto også gør det ikke er den udvortes begrænsning til en samling af skrifter, hvis antal og apostoliske oprindelse er fastslået af kirken, sådan som det er for Tridentinum, og som det også er for orthodoxi og fundamentalisme, men derimod, at den vidner om Kristus, et at, der indfinder sig med det samme, hvor der er talt om skriften som Kristusvidnesbyrd. Det er i virkeligheden forståelsen af dette at, som er Knud Møller og mig imellem. Knud Møller mener, at jeg siger at sådan, at det udelukker, at jeg for alvor kan sige om, mens jeg hævder, at kun der, hvor der er sagt at, kan der blive tale om også at sige om. Og når Knud Møller misforstår min mening, når jeg hævder dette, hænger det sammen med, at jeg mener noget andet med at end han og derfor også med om. Det er ikke helt så billigt, som Knud Møller mener, at komme til at tale om, at skriften vidner om Kristus fornuften kan ikke gøre det og heri røber han, at det er ham, der på det afgørende sted deler forudsætning med fundamentalismen. Han mener, at der er steder i skriften, der "udtrykkelig lægger Kristusvidnesbyrdet frem", mens andre steder ikke gør dette, bl. a. historien om den rige mand og Lazarus, men som man dog kan prædike over, når man vel at mærke henter evangeliet frem af hele N.T.'s sammenhæng hvad dette så ellers måtte betyde. Knud Møller kommer ved at tale om denne sammenhæng til at afsløre, at han regner med en kanon af samme art som fundamentalismens, blot noget mindre af omfang og fremkommet ikke gennem kirkens afgørelse, men gennem den enkelte bibellæsers kritiske udskillelse af alt stof, der ikke stemmer overens med den omtalte sammenhæng i N.T., som igen stemmer overens med den Kristusforkyndelse, som er uafhængig af skriften, og som den enkelte må høre på eget ansvar, og som er den, der konstitueret skriften som kanon. Men på den måde skal ingen kunne finde noget Kristusvidnesbyrd i skriften. Hvor fornuften søger dette vidnesbyrd og hvorfor skulle fornuften ikke gøre det? Skriften taler jo med ord, som også fornuften kan forstå der trækker Kristusvidnesbyrdet sig bort. Den fornuft, der vil bedømme skrifterne, om de driver på Kristus i betydning af at opdage Kristus, hvor man ikke på forhånd kan være vis på, at han er at finde, den fornuft, der ved at ville opdage Kristus i skriften ligesom paven og Erasmus går ud fra, at skriften er dunkel, den kan ikke finde Kristus, fordi den ikke kan søge ham. Finder den ham eller mener den at gøre det da er det kun theorien om Kristus, men ikke Kristus, den finder, den theori om ham, som fornuften sidder inde med i forvejen, f. eks. under navn af en af skriften uafhængig Kristusforkyndelse. Hvordan skulle vel fornuften kunne foretage en sådan bedømmelse, når ingen kan kende Kristus uden ved helligånden? Kristus kan ikke opdages, ham kan man ikke vide noget om. Bedømt af fornuften, om den ellers vil være kritisk, er der ikke en sætning i den hele bibel, der vidner om Kristus. Selv de evangelier, der taler om Jesus af Nazareth, vidner ikke dermed om Kristus. Har mon jøderne ikke ret til at opfatte Jesus som en af deres egne som en lærer, der er kommet fra Gud? Hvem kan afdisputere dem retten dertil? Og de Paulusbreve, der taler om retfærdiggørelse ved tro uden lovens gerninger, vidner ikke dermed om Kristus. Hvem kan nægte nogen retten til ud af Paulus at læse en mulighed for selvforståelse, der har klædt sig i et tidshistorisk klædebon, der kan og skal afstrejfes, for at det indhold, der bliver tilbage, skal have universel gyldighed? Også i ikke kristen religiøsitet kan der tales om det at være udleveret til guddommens nåde.

Men det er altsammen fornuftens bedømmelse af skriften, der er tale om, så længe skriftens eget vidnesbyrd ikke gør sig gældende og dermed forandrer alt både målestokken hvorudfra der bedømmes, og selve den gerning at bedømme. Men hvordan kan nu sådan noget gå til? Er skriften ikke klar? Og er den klar, da viser den Kristus, for det, skriften viser Kristus, er jo dens klarhed? Det er netop skriftens klarhed dens guddommelige klarhed der sørger for, at fornuftens klarhed bliver til dunkelhed, så at den ikke kan finde Kristusvidnesbyrdet i skriften, for at dette vidnesbyrd selv kan gøre sig gældende der, hvor fornuften har løbet panden imod og derved er sat ud af spillet. Hvor der tales om skriftens Kristusvidnesbyrd, er det troens tale, der føres. Og det at bedømme skrifterne, om de driver på Kristus eller ikke, er intet andet end at søge Kristus i skriften, hvilket alene er troens gerning eller troen selv. Den Kristus, som har sagt, at han vil lade sig finde der, idet han har bundet sig til apostlenes mund, eller idet han har sendt dem til verden som sine vidner, han vil lade sig finde der, hvor fornuften ikke kan finde ham, eller der, hvor fornuftens læsning af skriften ikke kan blive andet end en vandring i mørket. Så kan det at høre skriften vidne om Kristus ikke komme i stand ved menneskets egen fornuft og kraft. Men prisen for at kende Kristus er altid den, at fornuften bliver både blind og døv, ikke ved et sacrificium intellectus, hvilket er fornuftens egen præstation og fornuftshovmodets maximum, men ved at blive stillet overfor den guddommelige klarhed, som skriftens Kristusvidnesbyrd selv er.

I diskussionen efter Knud Møllers foredrag på Krabbesholm henledte jeg opmærksomheden på, at den indledende beskrivelse i min afhandling i Prf. Bl. af den orthodoxe theologi som "en theologi, der vidste, hvad theologi var eller i det mindste mente at vide det og som derfor kunne sidde sikkert i sadelen og også vide med sig selv, at den kunne gøre det", var ironisk ment, hvad Knud Møller ikke syntes at have opfattet. Han havde øjensynlig forstået mig sådan, at det i denne beskrivelse drejede sig om den theologi, der for mig var idealet, den, som jeg bestræbte mig for at genskabe under nutidens vilkår. Min brug af ordet kanon havde åbenbart givet ham denne opfattelse. Da jeg er alvorligt bange for, at denne indledende beskrivelse med fradrag af det ironiske for en hel del læseres vedkommende har fungeret som et bestemmende fortegn for deres læsning af alt, hvad jeg ellers har skrevet om bibelspørgsmålet, skal jeg her forsyne den med en forklarende note. Min hensigt med indledningen om orthodoxiens skriftforståelse og dens opløsning var at tydeliggøre den historiske situation, som jeg selv befinder mig i i mit forhold til bibelen og som jeg ikke kan andet end antage også må være situationen, som de mange andre, for hvem den historisk-kritiske læsning af bibelen på samme måde har været en selvfølge og den eneste mulighed, befinder sig i og i denne situation sker det, at jeg bliver nødt til at stille det kritiske spørgsmål, hvad det egentlig er for en bibel, jeg således læser, når jeg læser den historisk-kritisk. Kommer jeg ikke ved selve denne måde at læse på til at forandre den skrift, jeg læser, så at den i hvert fald ikke kan være en skrift, der vidner om Kristus? Tvinger den historisk kritiske læsning mig ikke til at modforudsætte, at der overhovedet kan være en skrift til, der gør noget sådant? Betyder min historisk kritiske læsning af bibelen ikke, at jeg forsyner mig selv med skyklapper, så at jeg ikke kan få øje på det, som den skrift, der vidner om Kristus, egentlig vil tale om? Lukker jeg ikke bibelen i, samtidig med at jeg med min historisk kritiske læsning bestræber mig for at lukke den op? Kommer den historisk kritiske læsning af bibelen ikke, samtidig med, at den er min eneste vej til den, til at hindre min forståelse af den i stedet for at fremme den? Og kommer den ikke derved selv til at dele skæbne med orthodoxiens måde at læse den på, den måde, som den ellers har dømt som falsk, fordi den arbejdede ud fra visse antagelser om bibelens beskaffenhed af supranaturalistisk, metafysisk art og ikke ville læse den, som man læser enhver anden bog? Og kan den historisk kritiske læsning så, selv i dens radikaleste skikkelse, nogensinde gøre andet end at parasitere på orthodoxiens skriftopfattelse, så at den, hvor denne er ædt op, også selv må opgive ævred? Binder den historisk kritiske læsning ikke den moderne exeget til en ligeså metafysisk opfattelse af bibelen som den verbalinspirationslære, der var hans orthodoxe forgængers? Det er der, hvor overbevisningen om den historisk-kritiske læsnings mulighed for at kunne give exegeten et mere virkelighedstro forhold til bibelens sag, end orthodoxien formåede, er veget, fordi en grænse har vist sig, som sætter den historisk kritiske læsning i tvetydighedens lys, at mine overvejelser vedrørende bibel og kanon og Kristusvidnesbyrd begynder. Hvor den historisk kritiske læsning begynder at fremtræde som en ligeså stor hæmning for at læse bibelen ordentligt som den gamle orthodoxi, der må spørgsmålet om, hvad den skrift egentlig er, som er exegesens genstand, nødvendigvis blive åbent og brændende. Og det lod sig jo tænke, at det i frembringelsen af denne situation er denne genstand selv, som har initiativet, og at det er den, der hindrer sin læser i at kunne komme til hvile i exegetiske theorier og systemer af orthodox eller historisk kritisk art ved at føre sin læser hen til en grænse, hvor han bliver nødt til at erkende, at han her har med en genstand at gøre, som ikke er tilgængelig for hans måde at læse den på, hvilken måde han end benytter sig af. Og det kunne jo være, at det er det, at denne genstand, bibelen, handler med sin læser på denne måde, der er dens virkelige kanonicitet. Det er overvejelser af denne art, der har ligget bagved det, som jeg gennem årene har talt og skrevet om bibel spørgsmålet, og det var for at få min behandling af dette i afhandlingen i Prf. Bl. set i den belysning, som denne baggrund forhåbentlig kunne give, at jeg forsynede afhandlingen med den omtalte af nogle, misforståede, indledning. Det er klart for mig, at hvor denne grænse for den historisk kritiske læsning af bibelen ikke har gjort sig tydeligt bemærket, og hvor denne læsning stadig gælder for non plus ultra i kritisk henseende, kan jeg ikke påregne nogen forståelse for min tale om bibel og kanon. Man vil her forveksle den med en reaktionær bestræbelse for at få orthodoxiens bibelsyn retableret. Det kommer jeg til at finde mig i. Til gengæld må jeg, hvor jeg støder på denne opfattelse af mit foretagende, stille det spørgsmål til mine kritikere, om de kritisk har gennemreflekteret forholdet mellem den historisk kritiske methode og den skrift, som er dens genstand, og som sådan ikke kan vidne om Kristus, men kun berette noget om mennesket Jesus og om urkristendommen som religion, hvilken beretning der ikke kan være nogen theologisk interesse forbundet med at beskæftige sig med. Det er selve den historisk kritiske læsning af bibelen, hvor den gennemføres konsekvent, der får en grænse til at træde frem, hvor denne måde at læse på ikke mere er nogen mulighed og denne grænse er identisk med, at genstanden for læsningen viser sig som det, den er. At jeg, fordi jeg netop ved at kritisere er blevet nødt til at være opmærksom på kritikkens grænse, skulle gå den fundamentalismes ærinde, der forbyder al kritik af bibelen, vil ikke gå op for mig. Det kritiserende at erkende kritikkens grænse er set med mine øjne ikke det samme som at modsætte sig kritikken, men tværtimod at kritisere konsekvent. Til dato har jeg da heller aldrig fra fundamentalistisk side mødt nogen form for tilkendegivelse af, at man anser mig for en forbundsfælle så indtil videre må denne mulighed nok forblive ønsketænkning hos Knud Møller. Men hvor denne grænse for kritikken toner frem og gør sig til horizont for læsningen af bibelen, er der unægtelig meget, der kommer til at se anderledes ud, end det gjorde før. Jeg har virkelig ikke det mindste at indvende imod den historisk kritiske læsning af bibelen udover, at jeg kun yderst sjældent ser den praktiseret for alvor. De allerfleste fagexegeter nøjes med at snakke om den og lade det blive ved snakken. Jeg tror, at jeg til mine kritikere tør sige, at dersom de blot vil stræbe efter at være sandt kritiske, så, om de måske ikke vil forstå mig idag, vil de nok gøre det imorgen.

Det er mit håb, at jeg hermed har givet Knud Møller et svar også på hans spørgsmål om, hvorfor jeg "på trods af alle de vanskeligheder, som jeg også selv ser og forsøger at imødegå, vil fastholde, at bibelen er kanon, at den er Kristusvidnesbyrd som sådan". Der er ikke tale om at fastholde noget trods alle vanskeligheder", men der er tale om at være opmærksom på, hvad det betyder, at skriften vidner om Kristus og at regne med, at det betyder noget, at den gør det. Knud Møller går som en selvfølge ud fra, at jeg er ude i apologetisk ærinde, siden jeg overhovedet bruger ordet kanon om bibelen, og han afslører dermed, at han har misforstået selve sigtet med det, som jeg har skrevet. Der er sket det for Knud Møller, at han så at sige har foretaget en projektion af min tale om skriften som kanon og Kristusvidnesbyrd ned i fornuftens objektiverende plan, hvorefter han gør gældende, at sådan kan man ikke tale om skriften som Kristusvidnesbyrd uden at gøre fælles sag med fundamentalismen. Og det har Knud Møller fuldstændig ret i, det kan man virkelig ikke. Men det er bare ikke skrift og kanon i denne projektion, som jeg taler om. Knud Møl1ers fremgangsmåde svarer mutatis mutandis til, at man har givet en figur i rummet og formlerne for den og så projicerer den ned i planet, hvorefter man påviser, at formlerne fra stereometrien ikke passer for denne plane figur. Og det er så rigtigt, så rigtigt, men det har bare ingen interesse i sammenhængen, fordi det ikke er den projicerede plane, men den uprojicerede rumlige figur, det drejer sig om. At det på den måde ikke kan komme til en virkelig kritisk stillingtagen til det, som jeg bar skrevet, og som jeg kan lære noget af udover at jeg må konstatere, at mange har vanskeligt ved at opfatte, hvad jeg mener, selv om jeg udtrykker mig så tydeligt, som jeg kan siger sig selv. Vil man gøre op med noget, er man nødt til først at have forstået det, man gør op med, og vise, at man forstår det. Der er ingen vej udenom. Ellers bliver opgøret med nødvendighed til et pseudoopgør.

Det er ligeledes mit håb, at det samtidig må være blevet klart, hvad der betinger "den urimelige stædighed", som Knud Møller finder "på det punkt, som når det kommer til stykket, bærer det hele". Denne "stædighed" kan jeg ikke tjene ham med at gøre nogen forandring i, og den vil forhåbentlig stadig være der, selv om det også "sneede i samfulde ni døgn" med Knud Møller den ene mere vred end den anden over, at jeg siger dass der, hvor jeg ikke må sige det, ja, selv om det også under dette langvarige snevejr føg med et lignende antal Johannes Lauridsener, der alle var ophidsede af den samme grund (se Prf. Bl. nr. 17, 1978), og selv om der ikke skulle findes nogen underjordisk betonbunker, hvor mit skrøbelige kød kunne opholde sig under et så særpræget uvejr. Det, som det her drejer sig om at forstå, er, at det absolut eneste mulige forhold til den skrift, der viser Kristus, er at sige til den "doce me". Hvor det bliver klart, at det ikke er muligt at sige andet heller ikke der, hvor skriften selv vil bedømmes, om den driver på Kristus, fordi netop dette er at sige doce me der, men også først der, er det babyloniske fangenskab, hvori orthodoxi og fundamentalisme og historisk kritisk exegese i broderligt fællesskab holder bibelen, bragt til ophør. Der ler bibelen så hjerteligt, at alle dens lænker brister. Eller der er den Guds vartegn, der angiver for at tale med Amos at "Herren brøler fra Zion, fra Jerusalem løfter han sin røst".

Lad mig slutte med et citat af Augustin fra Johanneskommentaren. "Herren siger på et sted i evangeliet, at en forstandig hører bør ligne en mand, som, når han vil bygge, graver så dybt som muligt, indtil han støder på den faste klippegrund og på den opfører det, som han vil bygge, i sikkerhed for flodens bevægelse, for at den, når den kommer, snarere selv bliver slået tilbage end ved at slå imod dette hus afstedkomme dets fald. Lad os tænke om skriften som en mark, vi vil bygge noget på. Lad os ikke være dovne og lade os nøje med overfladen, men lad os grave dybere, indtil vi kommer til klippen, for "klippen var Kristus" "Altså vidnede Moses om Kristus, Johannes vidnede om Kristus, og også de øvrige profeter vidnede om Kristus. Men foran alle disse vidner stiller Kristus sine egne gerningers vidnesbyrd. Thi også gennem disse mænd var det Gud, der vidnede om sin søn. Men Gud vidner på endnu en måde om sin søn: gennem sønnen selv viser Gud sønnen, han viser sig selv gennem sønnen. Hvis mennesket kan nå til denne, vil det ikke mere behøve nogen lampe, og idet det i sandhed graver dybere, fuldfører det bygningen på klippen". (Tr. in Ioan. 23,1,4). Og som kommentar hertil et ord af Luther: "Min theologi har jeg ikke lært på én gang, men jeg har stedse måttet forske dybere og dybere derefter. Dertil har mine anfægtelser bragt mig, den hellige skrift kan man aldrig forstå uden indøvelse og anfægtelse. Det mangler sværmerne og sektererne, at de ikke har den rette modstander, djævelen, som vel skal lære en det. Således har Paulus haft en djævel, som har slået ham på munden og ved sine anfægtelser drevet ham til flittigt at studere den hellige skrift. Således har jeg paven, universiteterne og alle de lærde og gennem dem djævelen mig på halsen, og de har jaget mig ind i bibelen, så jeg har læst den flittigt og derved endelig er kommet til den rette forståelse deraf. Hvis vi ikke har en sådan djævel, så er vi blot spekulative theologer, der kun beskæftiger sig med deres tanker og alene med deres fornuft udspekulerer, at det nu skal være sådan og sådan". (E.A. 57,99).