Om forventningen om Kristi genkomst som ...

Af Johannes Horstmann. Tidehverv, 1985, s.13-31.

Om forventningen om Kristi genkomst som forudsætningen for god øvrighed og styrelse af landet.

En "middelalderlig tordenprædiken" om denne verdens undergang for nutidens politikere og deres vælgere.

"Der sidder ofte sådanne støtter i et kongerige eller fyrstendømme, som vel endog formåede at bære himlen, hvis Gud vilde påbyde deres visdom det. Men her er ingen, som sukker op mod himlen og søger råd og dåd hos Gud. Thi enten er de så ugudelige personer, at de ikke påkalder eller rådspørger deres samvittighed, eller de er så visse og sikre i deres egen visdom og sager, at de foragtelig forglemmer dette, som behøvede de det ikke, da de ellers er så vante til at rådslå, forstokkede som de er i deres vantro. Så må altså Herren vor Gud somme tider sidde deroppe med hænderne i skødet og tør ikke komme med i sådanne kloge folks råd, men taler imidlertid med sin engel Gabriel og siger: Kære, hvad bestiller de vise folk dog i deres rådsforsamling, at de ikke tager os med i deres råd? Kære Gabriel, far ned og tag Esajas med dig og læs dem i hemmelighed texten ind gennem vinduet og sig: Med seende øjne skal I ikke kunne se, med hørende øren skal I ikke kunne høre, og med forstandige hjerter skal I ikke kunne forstå! Tag en beslutning, og der vil intet komme ud deraf; træf en aftale, og den skal ikke stå fast, thi mig tilhører begge dele, råd og dåd". (Luther).

Hvad har forventningen om Jesu Kristi genkomst med øvrighedens styrelse af landet, med politik, at gøre? En sådan styrelse foregår jo på jorden og må være nutidig, hvis det er øvrigheden af idag, der skal. være handlende subjekt i den. Og det er meget vanskeligt at se, hvordan den fremtidige begivenhed, som Kristi genkomst i hvert fald må være, og det at tænke på den skulle kunne virke befordrende på den koncentration omkring nutidige praktiske samfundsforhold, som styrelsen af et land nødvendigvis må foregå i - tilmed da den er et trosudsagn, der som sådant selv ikke er tilfreds med at blive betragtet og behandlet som en almindelig historisk begivenhed i denne verden. Ludwig Feuerbach ønskede i sin tid at gøre kandidater i hinsidighed til studenter af det dennesidige. Og man kan vel ikke ønske, at nutidens politikere skal anvende deres tid til at spekulere over noget så metafysisk og uhåndgribeligt som Jesu genkomst fremfor at tage fat på at finde praktiske løsninger på de spændinger og konflikter i samfundets liv, der trænger sig på og kræver en løsning her og nu. Men rent bortset fra, at der ikke kan være nogen sammenhæng imellem det at regere en moderne sækulariseret stat og forventningen om Jesu genkomst, så må det siges, at hvis der skulle bestå en sådan sammenhæng, måtte man protestere derimod, fordi den måtte betyde, at kirken igen fik en mulighed for at foreskrive den verdslige øvrighed og dens politikere, hvordan de skal varetage deres embede, og noget sådant er man nødt til på forhånd at afvise. De erfaringer, som statsstyrelsen i tidligere århundreder har gjort med en politiserende kirke, der optrådte som kongers og kejseres overherre, har ikke været af en så lystelig art, at de opfordrer til at søge dette forhold mellem kirke og verdslig øvrighed etableret påny. Og hvis man siger - som det gøres i angivelsen af emnet til dette foredrag - at forventningen om Jesu genkomst er intet mindre end selve mulighedsbetingelsen for god styrelse i landet, hvad kan der så ligge deri andet, end at det er en præstestyret, klerikaliseret stat, som jeg, forledt dertil af en konservativ eller reaktionær livsholdning, har skumle planer om at genindføre, og som alle, der har lært at sondre ret mellem kristendom og politik og forstår, at der her ingen sammenblanding må finde sted, på forhånd må nægte at indlade sig med? Hvem ved ikke, at alle ordentlige theologer i Paulus' og Luthers fodspor har lært, at der ikke er øvrighed uden af Gud, og at øvrigheden derfor har et umiddelbart forhold til Gud, som kirken ikke er formidler af, og at øvrigheden derfor er i sin gode ret til at afvise en kirke, der vil foreskrive den, hvordan den skal regere? Det er ikke ønskeligt at få middelalderlige tilstande tilbage, og en middelalderlig tordenprædiken for politikere - der måske ikke engang deler den kristne tro eller, hvis de gør det, ikke er troende nok - kan man ikke vente sig noget godt eller fornuftigt af. Der må sikkert være en hemmelig sammenhæng mellem det emne, som jeg har valgt at tale om, og så Kristeligt Folkeparti, og alle fornuftige mennesker ved jo, at en kristelig politik er en contradictio in adjecto.

Når jeg indleder mit foredrag med disse selvfølgeligheder, er det ikke bare afnød og bekneb, fordi jeg ikke har noget at sige og derfor ønsker at udfylde tiden med snak, men det er i hvert fald også for at gøre mine kritiske tilhørere opmærksom på, at jeg selv har tænkt kritiske tanker af denne art, og at det netop er på baggrund af dem, at jeg føler mig tilskyndet til at tage mit emne op og tale på en lidt anden måde om øvrighed og politik, end det måske ellers er sædvanligt idag. Vel ved jeg fra ordsproget, at forord bryder ingen trætte. Lang erfaring - også den, som jeg i årenes løb har gjort fra denne talerstol - har lært mig, at meget af det, jeg siger, kan misforstås, især hvis mine tilhørere - hvad nogle af dem undertiden har gjort - nærer ønske om at tillægge mig en prækritisk enfoldighed, som jeg sandelig også gerne ville have haft, men som jeg ikke er helt så sikker på, at jeg virkelig har, som de kritiske tilhørere. For at sige det direkte og uden omsvøb: det er mig magtpåliggende at gøre mit anliggende tydeligt, og derfor er jeg nødt til at gøre en smule for at rydde en misforståelse af vejen, der ellers kunne være nærliggende af den grund, at jeg ikke altid bruger mine ord og begreber helt i den betydning, som er den gængse. Og det vil være indlysende, at der der, hvor dette ikke står klart for tilhørerne, kan opstå visse vanskeligheder, der kan hæmme eller rent ud umuliggøre en forståelse. Det er faktisk ikke orthodoxistisk theologi i forbindelse med klerikal samfundsforståelse, som jeg i det følgende vil gøre mig til talsmand for - og det af den simple grund, at et sådant foretagende i det, som er det afgørende, ikke skiller sig det mindste ud fra det, som en liberal og kritisk theologi i forbindelse med et sækulariseret, venstreorienteret, revolutionært samfundssyn også satser på, ligesom der heller ingen forskel er mellem dette sidste og den fundamentalistiske klerikalisme. Sondringen mellem det højre- og det venstreorienterede, det progressive og det reaktionære, som for så mange i nutiden nærmest synes at være selve livsgrundlaget eller i hvert fald koordinatsystemet, indenfor hvilket man er nødt til at bevæge sig, og som de behandler så fingernemt, har ingen som helst interesse for mig - bortset fra, at man der, hvor man opererer med denne forskel som noget, der er væsentligt, i mine øren angiver sig selv som en, der ikke ved, hvad den egentlige politiske opgave er, og hvad det er at regere et land. Derfor vil jeg gå til sagen på en anden måde end ved at deltage i det almindelige slagsmål mellem højre og venstre, idet jeg må tilføje, at i min bedømmelse er det en anden måde, men at jeg naturligvis bliver nødt til at overlade til mine kritiske tilhørere at afgøre, om jeg har ret eller uret i den bedømmelse.

Den kristne kirke har til alle tider bekendt troen på, at Jesus er herre. Hvad den mener med at bruge ordet herre om ham vil forstås ud fra den brug, der gøres af det i den skrift, der vidner om ham, og hvori det er den evige og uskyldige skaber, der kaldes med herrenavnet. Jesus er Guds søn, Guds væsens udtrykte billede, den, i hvem Gud selv er. Den, der ser ham, ser Faderen, og at se Faderen er at se ham, ved hvem alle ting er skabt, som har det evige livs ord, og som har al magt i himlen og på jorden, og i hvis hånd mennesket ikke er andet end støv og aske. Derimod er bibelens herre ikke en præsident eller en statsminister, som er indsat i sit embede af sine vælgere for en bestemt periode, og som har mulighed for at få sin periode forlænget, hvis han opfører sig pænt og viser sig villig til at regere på en måde, som flertallet af vælgere kan godkende som en varetagelse af deres interesser. Gud er den, overfor hvem mennesket ingen medbestemmelsesret har. Det er selve indholdet af ordet Gud, at han er al medbestemmelsesrets absolutte ophævelse. Og en sådan herre efter Guds og ikke efter menneskets forstand på, hvad en herre er - selv om ordet herre selvfølgelig er hentet fra menneskets sprog - kendes på, at han befaler, at han taler med myndighed. De skabninger, som han har skabt, er undergivet hans befaling, og de kan kun have deres liv som en befaling fra ham. At være menneske er derfor i sin tilværelse uden ophør at møde Guds befaling, som, fordi den er hans, giver, hvad den befaler, og giver i og med, at den befaler. Om sit og hvert menneskes forhold til denne Gud siger den gammeltestamentlige salmist: "Mine tider er i din hånd". Menneskets fremtid er ikke dets egen, men Guds. Mennesket lever i den løbende tid, der netop ved at være løbende hindrer det i at kunne komme til at eje sit liv og have det i sikker forvaring. Mennesket kan ikke selv tage sin fremtid, men er nødt til at modtage den, som den bliver det givet. Sådan er menneskets vilkår, og det ved hvert menneske, hvor det vil indrømme, hvad det godt ved. Og i denne uundgåelige viden om, at det er sådan, skjuler sig hans befaling, som er menneskets herre.

Forventningen om Jesu genkomst er udtrykket for troen på, at Jesus er herre i evigheden, som han er det i verden. Sådan som han er i sin genkomst, sådan og ikke anderledes er Gud herre over menneskets fremtid. Allerede nu er han herre, og derfor er han altid i forvejen på det sted hvor mennesket kommer hen. Det kommer kun derhen, hvor han, skaberen, i sin befaling giver det at komme. Der kan derfor ikke være nogen anden fremtid for mennesket end den at være hos Jesus - som den johanneæiske Jesus selv udtrykker det, idet han siger: "Fader, jeg vil, at alle de, som du har givet mig, skal være hos mig, for at de må skue min herlighed, som du har givet mig. Thi du har elsket mig før verdens grundlæggelse". I et sådant nytestamentligt udsagn bliver det gjort klart, at menneskets fremtid der, hvor Jesus er herre, er evigheden som den grænse, mennesket ikke ved sig selv kan overskride. Menneskets sande fremtid er ikke i den verden, hvis skikkelse forgår, og som ved sin forgængelighed giver mennesket en anskuelsesundervisning i, at dets fremtid i hvert fald ikke er i den, men at målet for menneskets liv er i evigheden. Og at Jesus kommer igen i synlig herlighed, at denne verden forgår og evigheden bryder frem, det er, at målet, skaberens bestemmelse for menneskets liv, træder ud af sin skjulthed i Gud. Den, som tilhører Jesus, skal da åbenbares sammen med ham i herlighed. Som Jesus i nådens rige nu giver synderen, der tror på ham, sin retfærdighed, men skjult i syndstilgivelsen, således skal han i herlighedens rige give den samme synder, der tror, delagtighed i sin egen synlige herlighed. Men Jesu genkomst i herlighed er også, at han som herre skal dømme levende og døde. Den evighed, som mennesket går i møde, og hvori dets bestemmelse skjuler sig, er kun til som dommen over det. Men at evigheden er dommen betyder ikke, at det gøres usikkert, at Gud er den nådige, der gør syndere retfærdige ved troen alene - derved måtte han i evigheden blive til en anden Gud, end han er på jorden og i tiden, han, den uforanderlige - men det vil tværtimod sige, at mennesket kun kan komme til målet for sit liv i evigheden derved, at det forbliver i troen på syndernes forladelse som sin eneste retfærdighed for Gud. Evigheden gør alt det, som nu er skjult, åbenbart. Derfor gør det også åbenbart, hos hvem troen på den uforskyldte nåde er sand, og hos hvem den ikke er det, men kun er en malet tro, som Luther kalder den, og som han advarer så indtrængende imod. At Jesus er dommeren over levende og døde ved evighedens åbenbarelse vil ikke sige, at han da skal være noget andet, end han allerede nu er i evangeliets ord, men det vil sige, at det er ham, der som den guddommelige herre afgør, om mennesket tror med den tro, der er foreningen med ham, og som derfor er virksom i kærlighed, eller det ikke gør det, men bare bilder sig ind, at det har troen. Gud er sanddru, og han vil redelighed - redelighed efter hans, efter evighedens forstand på, hvad redelighed er. Og at Jesus i sin genkomst er dommer over levende og døde udtrykker, at han er alles herre, og at intet menneske kan komme et sted hen, hvor det ikke er ham, som er dets herre og holder herredømmet fast i sin hånd. Der, hvor Jesus ved sin genkomst i herlighed ser den sande tro, ser han også troens frugter, kærlighedens gerninger, for troen kan ikke være uden frugter. Hvor han ikke ser frugterne, der ser han heller ikke troen, så der er troen med sikkerhed ikke, og der kan der derfor ikke følge andet end åbenbarelsen af den udelukkelse fra det, som er Guds mål med mennesket, som vantroen er. Det skal alle, der hører nådens evangelium, advares om på forhånd -nådens evangelium kan overhovedet ikke skilles fra denne advarsel eller advarende formaning, som selv er nåde - for at de for enhver pris må blive ved nåden og ikke forvandle den til en falsk sikkerhed ved at tro på deres egne gode gerninger eller på nådens besiddelse, men altid må søge Guds rige og hans retfærdighed først og ikke ophøre med at gøre det, sålænge livsvandringen i den verden, hvis skikkelse forgår, varer ved.

Forventningen om Jesu genkomst i guddommelig herlighed ved evighedens åbenbarelse har den betydning for tiden, at den berøver verden og menneskets liv i verden enhver absoluthedskvalitet. Når målet og meningen med menneskets liv er i evigheden, og de derfor er utilgængelige for mennesket, så kan mennesket ikke pege på noget i denne verden, hverken i fortid eller fremtid, hvorom det kan sige: "Se her eller se der er målet og meningen med mit liv", men dets livs karakter af vandring, af løb på en bane, bliver accentueret ved, at endepunkterne for banen er ukendte for mennesket. Menneskets livsvandring er ikke bare mellem fødsel og død, men også, og samtidig, mellem skabelsen i begyndelsen, Guds begyndelse, og den evighed, hvori Gud er alt i alle. Mennesket lever kun som en fremmed og udlænding på jorden, det hører andetsteds hjemme. Dets liv er et løb på en bane, som det ikke selv kan se eller forstå, og som er udenfor dets rækkevidde, en bevægelse mod en fremtid, det ikke ejer, og som det ikke selv kender eller kan tage. Sit borgerskab kan mennesket kun have i himlen, hvor Kristus , dets liv, sidder ved Guds højre hånd. Og når dets borgerskab er et andet sted end der, hvor det selv nu er, så kan det på jorden ikke være andet end en fremmed og udlænding. Forventningen om Jesu genkomst i evighedens åbenbarelse hænger således uløseligt sammen med forståelsen af, at menneskets jordiske liv er en pilgrimsvandring i udlændigheden. Hvor denne forventning blegner, ophører det jordiske liv nødvendigvis med at kunne erkendes som et løb på en bane og bliver i stedet projiceret ned i verden som et sted, hvor mennesket har slået sig til ro, hvor meget det end giver sig ud for at være en søgende, der er ude på at gribe sin egen mulighed, og hvor det siger: "Se her eller se der" og dermed gør opholdet i det, som ikke kan være andet end foreløbighed, til det blivende, til livets alvor. Der er blevet talt polemisk imod det, som man har kaldt den lutherske bodsfromheds pilgrimsmythe, fordi man deri har fundet en flugt bort fra menneskets virkelighed på den jord, hvor det er sat, og fra de ting, som hører dette jordiske liv til. Det er helt klart, at der findes en himmellængsel, der virkelig betyder mangel på troskab på jorden, ingen tvivl om det. Men den er i så fald en himmellængsel, der intet har med forventningen om Jesu genkomst i herlighed at gøre. Den er blot en længsel efter en sublimeret opfyldelse af menneskets naturlige forhåbninger, selv om den også kalder sig forventning om Jesu genkomst. Det er menneskets selvoptagne salighedsdrøm, der ytrer sig i en sådan forventning. For alvor lader det sig kun gøre at forvente Jesu genkomst i synlig herlighed derved, at mennesket er dette liv tro, men det vil vel at mærke sige at være det tro i dets forgængelighed. At leve i de jordiske gøremål som det relative, der i sig selv intet er eller kan være, og som det, mennesket nødvendigvis må slippe, og som det ikke kan forandre noget ved, det er virkelig at forvente Jesu genkomst. Det er ikke det at forlade det jordiske for på sin vandring at stile efter det himmelske i stedet, som er at forvente genkomsten. Men selve det at måtte nøjes med at leve i det jordiske som det, der ikke er noget, og gøre dette, fordi det er umuligt for mennesket at gøre nogetsomhelst andet, dette er i forventningen at bekende troen på Jesu genkomst i herlighed. Forventningen om Jesus genkomst er således ikke noget, som mennesket kan gribe til som erstatning for svigtende indsats for det ellers nødvendige at få denne verden forandret. Netop genkomstforventningen kan ikke være en trøst, hvormed mennesket kan trøste sig selv over den mangfoldighed af skuffelser og sorger og genvordigheder, som livet i verden bereder det. Alle andre ting kan være en sådan trøst, kun forventningen om Jesus genkomst kan ikke være det. Hvor den rette genkomstforventning er, sørger den selv for, at det bliver umuligt for mennesket at trøste sig selv ud af verden, fordi det ikke er muligt for det at trøste sig selv med en evighed, som er dommen. Der bliver derfor både den pietistiske himmellængsel og det, som blot er en sækulariseret udgave af det samme, kulminerende i den ideologiske socialismes verdensforvandlingsstræben, til opium for folket, til et smertestillende selvbedrag. Forventningen om Jesu genkomst holder - ved at gøre det klart, at evigheden er dommen - mennesket fast på det sted, som det ellers gerne ville slippe bort fra, nemlig der, hvor det er nødt til at se, at dets liv er en vandring, hvis kurs det ikke selv kan bestemme, og på hvilken vandring det ikke kan komme nogen vegne, fordi jo nærmere det kommer til målet for vandringen, desto mere utilgængeligt må det se, at det er, netop fordi det er et mål i evigheden. I forventningen om Jesu genkomst i herlighed eller ved at forvente den skelner mennesket mellem det absolutte og det relative, og det er også kun i denne forventning - som er der, hvor troen på Jesus som herre er, og som altså ikke er nogetsomhelst andet end den tro - at det kan skelne herimellem. At skelne mellem det absolutte og det relative er ikke den intellektuelle skrivebordsoperation, som det er blevet gjort til i den sidste menneskealder, og som mennesket kan foretage engang for alle - og som dermed røber sit familieskab med den pietistiske omvendelse som en sækulariseret udgave af denne - men det gøres muligt alene derved, at evigheden selv melder sig. Skal mennesket skelne mellem det relative og det absolutte, må det selv være der, hvor evigheden har foretaget denne skelnen for det, det vil sige, mennesket må være i troen, det må høre evangeliet, og det inde bærer naturligvis, at denne skelnen aldrig kan blive menneskets egen, men at det må være passivt lyttende, når og hvor evangeliet selv foretager den for det. Det er evangeliet, som ved sin nærværelse hos mennesket gør det frit til virkelig at leve i denne forgængelige verden, og det vil sige leve i den i tro og håb. Det er evangeliet, som sætter mennesket i stand til at se denne verden som det, den er, nemlig underlagt en forgængelighed, som det er umuligt for mennesket at forandre noget ved, og som det heller ikke skal forandre noget ved, fordi målet for dets liv ikke er i den, sætter det i stand til at leve i denne udlændighed i forventning om, at det netop her befinder sig på den vej til fædrelandet, som skaberen selv baner for det.

Yderligere er Jesu genkomst åbenbaringen af, at det er Guds forsyns styrelse, som leder den vej med mennesket, som dets liv og dets historie i verden er, til det mål i evigheden, som han har sat for det i sin visdom, og som mennesket ikke med sin fornuft kan lodde bunden i. Guds forsyns styrelse af menneskets liv er skjult, som han selv er det. I det, som fornuften og erfaringen ser, synes menneskets liv at munde ud i alt andet end evigheden. For fornuften synes menneskets liv at være en del af den synlige verden, som forgår, og derfor ikke at kunne få nogen anden skæbne end den, som er verdens. Nogen evighed lader sig ikke påvise i verden. Samtidig er menneskets fornuft dog nødt til at postulere, at selve den foranderlighed som den iagttager hos verden, er evig eller også har en evig baggrund, der låner foranderligheden sin evighed. Fordi mennesket er Guds skabning, er det nødt til at søge efter et grundlag for sit liv, som har varighed. Og da det ikke kan iagttage andet end det, som er foranderligt, har det ikke nogen anden mulighed end den at udnævne dette foranderlige til at være det evige. Mennesket kan ikke skabe det, som er evigt. Menneskets udnævnelse forandrer ingenting ved foranderligheden. Og dets forsøg herpå kommer selvfølgelig kun til at blive et udtryk for, at det hverken kan finde et sådant evigt grundlag for sit liv eller slippe for at lede efter det. Mennesket kan så søge dette grundlag i de evige idéer, som foranderlighedens verden er en afspejling af, eller det kan lede efter det i de atomer, som farer omkring i det tomme rum og indgår forbindelse med hinanden, der igen opløses. Eller det kan mene at kunne konstatere naturlove, som gælder for den hele tilværelse, og søge forandringerne i den. Eller det kan finde det, som driver historien frem, i økonomiske love, der bringer menneskesamfundet til at bevæge sig i en bestemt retning. Det er blot ikke enhver givet at være skarpsindig nok til at opdage disse love og denne bestemte bevægelsesretning, og derfor sættes de, der kan det, i stand til at hjælpe både samfundet til at blive forandret, og andre til at komme til at leve i et forandret samfund, hvilket for dem selv medfører, at de må have et rimeligt krav på at sidde inde med den magt over de andre, de kan og skal hjælpe, der er betingelsen for, at de kan udrette noget til deres bedste.

Forventningen om Jesu genkomst i herlighed siger, at den sande styrelse af menneskets tilværelse består i, at Jesus fra sin herlighed ved Guds højre hånd drager alle til sig, hvilket selvfølgelig betyder, at alle fornuftens egne forklaringer på, hvad det er, som driver historien og udviklingen frem, mister deres absolutte gyldighed. Fornuften fatter kun mennesketilværelsens overflade, og den bliver ikke andet og mere end overflade, fordi den bliver udnævnt til at være tilværelsens inderste grund. Men den måde, hvorpå Jesus fra sin højhed styrer menneskenes liv, er den, at han gør dette liv i verden til et liv i hans efterfølgelse, sådan at det at stige til "hans højheds fulde mål" er at blive ligedannet med ham i hans fornedrelse som den her i verden korsfæstede. At han drager fra sin højhed er derfor en dragelse sub specie contraria. For fornuften ser det ud, som om han slet ikke drager, i hvert fald ikke til en evig ophøjelse. Det ser ud, som om den, der indlader sig på at blive draget af ham, bliver det elendigst stillede af alle mennesker, fordi han har ladet sig lokke til at give afkald på alle rimelige forhåbninger om en god fremtid i verden, en fremtid, der vel nok kan være stærkt truet, men som der dog aldrig kan være grund til aldeles at mistvivle om, fordi denne tilværelse ikke bare indeholder den rene elendighed, men også positive ting, blot menneskene vil gøre sig den anstrengelse at lægge mærke til dem. Der er lykkeligvis også suveræne livsytringer til, der modvirker menneskenes ellers så fremtrædende ødelæggelse af deres eget liv, hvorved disse livsødelæggende mennesker får deres bevægelseshastighed øget så meget, at de når at kunne komme deres egen livsødelæggelse i forkøbet og således til trods for den formår at lede deres livs udvikling i en for dem selv gavnlig retning. Og det er jo noget, som enhver kun kan have grund til at være tilfreds med.

Således protesterer fornuften imod, at Jesus er herren, der drager alle til sig, fordi den ikke kan se andet, end at denne dragelse fører mennesket til død og undergang og ikke til nogen højhed. Fornuften vil se, den vil ikke tro. Derfor kan den ikke andet end tage anstød af, at Jesus drager mennesker til sig i sin højhed som den, der er herren, og det vil sige drager mennesker sådan, at de slet ingenting kan gøre for selv at komme til den højhed, hvortil han drager dem. Netop derved, at Jesus i evighedens ophøjelse drager til sig på den måde, at han virker denne ligedannelse med sig selv overalt, hvor han drager, og det med sig selv som den fornedrede og korsfæstede, for at mennesker således må nå til opstandelsens mål, netop derved forhindrer han, at denne dragelse kan komme til at bekræfte menneskene i deres egne naturlige forhåbninger, idet han sørger for, at hans dragelse bliver til et liv, der har den uforskyldte gaves fortegn, så at det menneske, der drages af ham, aldrig kan have anledning til andet end evigt at takke ham.

At Jesus er herre betyder, at han har al magt i himlen og på jorden - altså også på jorden, hvor han synes slet ingen magt at have eller kunne have. Hans svaghed i verden er stærkere end menneskene, for hans regeringsmåde er sådan, at han hersker midt iblandt sine fjender og nøder dem til at gøre Reneste for det, som han vil, selv om de ikke vil det eller mener, at de ikke behøver at gøre det, fordi det afgørende for dem, det betydningsfulde, er deres egen vilje. Som guddommeligt er Jesu herredømme et skjult herredømme. Han har, hvor det er skjult, netop ikke overladt til verden til sig selv, men også den er Guds rige, det sted, hvor Gud er herre. Netop der, hvor troen bekender Jesus som herre, kan og skal der tales om jorden og det jordiske som Guds rige til venstre hånd, det, som også er Guds rige, men hans timelige og ikke hans evige rige. Gud gør forskel mellem kirken og verden, mellem nådens og naturens rige. Men selv om Gud gør denne forskel, så er det ikke sådan at forstå, at han overlader naturen eller livet i verden til menneskene, mens han selv alene vil regere i kirken. Men der er ikke og kan ikke være en kirke, hvori Gud er nær med sit ord, uden at den med nødvendighed kommer til at befinde sig i en verden, som den selv er en del af, og hvori det er Gud og ikke menneskene, der regerer. Luther taler som bekendt om Guds rige til venstre hånd, når han taler om de verdslige ting og øvrigheden. Og dermed siger han tydeligt, at det er Gud og ikke menneskene, der udøver det virkelige herredømme - i verden såvel som i kirken. Men hvordan regerer Gud verden? Og hvad vil han med sin regering? Gud regerer den udvortes verden ved mennesker, ved øvrigheden som sit redskab. Og målet med hans regering er at tilvejebringe sådanne forhold blandt menneskene, at de kan være frie til at lytte til hans frelsende ord, og at de kan holde så megen fred med hinanden, at der kan være fri adgang for enhver til at høre gudsordet og til i de borgerlige forhold at kunne gøre, hvad der er ham befalet. Meningen er altså, at han, som er menneskenes herre, vil sørge for, at der i menneskenes liv med hinanden kan råde i det mindste så megen sømmelighed og orden, at der som det første og største kan være plads for, at Guds frelsende ord kan lyde. Guds regering i hans rige til venstre hånd er tilordnet hans regimente til højre hånd, hans ord, hvori han giver sig selv til kende for mennesker, der hører og tror, og dermed skaber sig en kirke. Og samtidig er hans rige til højre hånd tilordnet riget til venstre hånd på den måde, at det bliver sagt, at den verden, hvori gudsordet lyder, er hans rige til venstre hånd, og ikke bliver opfattet ret, hvis den bliver forstået på nogen anden måde. Derfor gælder det, at der ikke er øvrighed uden af Gud. Men når Paulus siger dette, er det troens tale, han fører, ikke fornuftens eller erfaringens. Han siger hermed til denne verdens mægtige, men også til disses undergivne, at de, enten de ved det eller ikke, enten det passer dem eller ej, når de udøver deres embeder, ikke kan andet end gøre tjeneste for en guddommelig herre, som de ikke selv har valgt eller kan vælge. Deres gerning som øvrighed er ikke en gerning, som de selv kan tage sig på, fordi den forekommer dem fornuftig og hensigtsmæssig. De kan ikke selv definere indholdet af deres embede. Men de må enten være lydige imod den opgave, som Gud har stillet dem, eller også må de være ulydige imod den, hvorved de naturligvis ophører med at gøre øvrighedens gerning, hvor meget de end måtte sidde inde med dens magtapparat. Det er ikke magtapparatet, der konstituerer øvrigheden, selv om den bærer sværdet, men det er lydigheden mod Gud, hvori det afgørende ligger i erkendelse af, at landet er Guds og ikke øvrighedens ejendom - hvor bevidst eller ubevidst denne anerkendelse så måtte være. Øvrigheden kan og skal forstå sig i at være Guds tjener. Men selv når den ikke gør dette, kan det ske, at den ubevidst gør det alligevel, og den kan således alligevel være ret øvrighed. Der findes ikke-kristelig øvrighed, som dog er ret øvrighed og gør øvrigheds gerning og er lydig mod Gud i denne gerning. Det, som her er det afgørende, er, at øvrigheden selv er under en lov, som den ikke har givet sig selv, og at den ikke bilder sig ind, at den er over loven, eller at den ved sin egen fornuft og vilje og gerning skaber, at der er lov i landet. Loven må være der i forvejen, for at øvrigheden kan give ordre. Øvrigheden kan og skal med sin gerning værne den gode og straffe den onde. Men den skal ikke mene, at den med sin gerning rækker menneskene betingelsen for at være sandt menneske. Den skal ikke bilde sig ind, at den ved sin politiske gerning kan virke den ophævelse af menneskets fremmedgørelse for sit liv, der er ensbetydende med frelsen, den sande menneskelighed. Som den, der er af Gud og er tjener for ham, må øvrigheden bestandig erindre sig selv om, at den er menneskelig, at den ved intet andet end det embede, som ikke er dens ejendom, men som er den betroet, adskiller sig fra dem, som den er sat til at regere over, sådan at undersåtterne som mennesker i Guds øjne altid har samme værdighed og betyder ligeså meget som de, der regerer over dem. At øvrigheden er af Gud sikrer ligheden mellem mennesker indbyrdes uendeligt meget bedre end den mest demokratiske statsforfatning, som er udtænkt af menneskers fornuft på grundlag af et minutiøst nøjagtigt lighedsprincip, i hvilket der trods hensigten altid vil være nogle, som er mere lige end andre, hvorved ligheden med det samme er gjort fuldstændig illusorisk. Idet det siges, at der ikke er øvrighed uden af Gud, siges det både til dem, der regerer og til dem, der bliver regeret: "Herren er i sin helligdom. Stille for ham al jorden". Det er vilkåret for alle, som har et embede fra Gud; så må de vide det, eller de må lade være.

At Jesus er herre kan kun siges forkyndende eller kun siges i bekendelsen af troen på ham. Og sådan er også talen om hans genkomst i herlighed forkyndelse, fordi denne tale netop ikke er andet end bekendelsen af ham som herre til Gud Faders ære. På denne måde er også talen om, at der ikke er øvrighed uden af Gud, og at øvrigheden er Guds tjener, der ikke bærer sværdet forgæves, så at ulydighed mod den er ulydighed mod Gud, kun til som forkyndende eller bekendende tale. Og hvad der er troens tale anbefaler sig til den enkeltes samvittighed og stiller dermed enhver, der hører den, i afgørelsen for eller imod. Men da troen ikke er alles, kan troens tale i stedet for at skabe tro i det hørende menneske virke forhærdelse i vantro. I stedet for at løse, som den egentlig vil, kan den komme til at binde, så at mennesket med hørende øren intet kan høre. Og således fremkommer den i nutiden herskende selvforståelse af mennesket som autonomt der, hvor troens tale nok er hørt, men ikke hørt til tro. Det autonome menneske i nutiden er kun til som det gudsfornægtende menneske. Der er i det moderne menneskes selvforståelse, fordi kristendommen er baggrunden, ikke bare tale om en ny og mere virkelighedstro filosofi eller om et resultat af den stigende oplysning, som er fulgt i kølvandet af videnskabens og teknikkens sejrrige fremmarch, men der er tale om et oprør imod Gud, om en forbandelse af ham. Der sker det, at hvor evangeliets forkyndelse af syndernes forladelse i Jesu Kristi navn lyder, der fatter mennesket ikke, at det har brug for denne tale for at kunne være sig selv, men i stedet siger det i sit hjerte, hvis det ikke også siger det med munden: Jesus, den korsfæstede er en forbandelse. Og så er det fanget og kan ikke mere gøre andet end at sige det. Mennesket har hørt om, at det i troen er en fri herre over alle ting, men det forstår nu dette, som om det selv er ejer af sit liv. Og det har også hørt om det fællesskab mellem mennesket og dets næste, som kommer i stand der, hvor evangeliet og troen er. Men det kan ikke finde sig i at måtte have dette fællesskab som en gave af Guds nåde, fordi det mener, at frelsen kun kan være der, hvor det selv råder over betingelsen for den og ved den har sin fremtid og sit liv i sikker forvaring. Og det mener ligeledes, at fællesskabet kun kan være sandt, hvor det selv skaber det ved sin egen fornuft og kraft. Mennesket behøver ikke derfor åbenlyst at forkaste eller foragte troens tale, det behøver bare at overtage den som sin egen, for at den skal være en fornægtelse og forkastelse af den. Den jord, som skaberen har befalet det at gøre sig underdanig, forstår mennesket nu som sin ejendom, som det kan gøre med, hvad det vil - og som det mener, at det således først for alvor har gjort sig underdanig og vedkender sig sit ansvar for. Kun det frie menneske, der ikke er eller kan være bundet af nogen overordnet guddommelig instans, kan mennesket for alvor kalde ansvarligt, fordi verden her bliver til, hvad mennesket selv gør den til, og mennesket selv bliver til det, som det selv afgør sig for at være. Udenom dette at være sin egen lovgiver og herre kan der ikke være nogen sand og fri menneskelighed. Men er det ikke for alvor at være ansvarlig, når mennesket også har ansvar for, at der er ansvarlighed i dets tilværelse? Er det ikke den højeste form for ansvarlighed, at mennesket giver sig selv at være ansvarligt og dermed forkaster den tilværelse i afhængighed og uden ansvar, hvori det umiddelbart forefinder sig selv, for i stedet ved sig selv at sætte, at der skal være ansvar, hvilket indebærer, at mennesket selv må føre kontrol med sig selv, om det også sætter det? Den fremtid, som kristendommen forkynder som Guds gave til den magtesløse skabning, og som troen er modtagelsen af, bliver for det autonome menneske til en fremtid, som det selv vælger, sådan at det ved sit eget frie valg lader mulighed blive til virkelighed. Mennesket skaber sig selv ved sit frie valg, og dette valg er også frelsende for mennesket, fordi fremtiden åbner sig for det i valget. Derfor kan det autonome menneske også selv sørge for, at historiens udvikling bliver til det bedre, bliver til fremskridt. Hvordan skulle det vel kunne være anderledes, når først fremtiden er kommet til at tilhøre det menneske, der vover at være frit, vover selv at vælge, hvad der skal være fremtid for det? Mennesket bevæger sig frem mod et mål, som det selv sætter sig. Enten dette mål nu forstås som den liberale kultur salighed, som det socialistiske forsorgs- eller velfærdsstatsformynderi eller som det kommunistiske klasseløse samfund, så er det mål, man stiler mod, et sådant, som mennesket selv sætter for sit liv, og som af den grund nødvendigvis må være godt - i modsætning til det usikre at måtte modtage sin fremtid af en ukontrollabel Guds hånd. Og det fællesskab mellem mennesket og dets næste, som det autonome menneske har hørt kristendommen tale om - men aldrig set en kristen leve i! - skulle det ikke have væsentlig bedre muligheder for at blive realiseret, når menneskene selv tager sig på at gøre noget for at tilvejebringe det? Er det ikke indlysende, at muligheden for den virkelige samhørighed mellem menneske og menneske, for den sande humanitet, bliver væsentlig større der, hvor mennesket ikke bare tager livet, som det er, men bevidst planlægger for fremtidens liv og i dette planlægningsarbejde sammenarbejder alle de enkeltes små interesser i en stor fællesinteresse?

Hvor det autonome menneskes selvforståelse gør sig gældende, og hvor Gud bliver forstået som hindringen for menneskets frihed og selvbestemmelse, kan øvrigheden naturligvis ikke være af Gud, og dens gerning kan ikke bestå i at være lydig mod Gud som den egentlige regent på jorden, men dens gerning bliver i stedet at være tjener for menneskets - berettigede - interesse for at gøre fremtiden til sin egen. Og det er her uden betydning, om man finder øvrighedens legitimation i fyrsteslægters arveret, eller man begrunder den med folkesuverænitetsprincippet. Det afgørende er, at der åbenlyst eller hemmeligt bliver protesteret imod, at øvrigheden er af Gud. Det er dette, der er den egentlige anstødssten, som må fjernes, for at menneskets fornuft kan finde velbehag i øvrigheden og dens gerning. Det er ligegyldigt, om man med Ludvig XIV siger: Staten, det er mig, eller man på demokratisk vis identificerer staten med folket, for i begge tilfælde er statsmagten ikke mere under loven, men over den, fordi den selv i egen magtfuldkommenhed skaber loven, og det kan ikke undgå at få indgribende betydning for selve forståelsen af det at gøre øvrigheds gerning og altså også for, hvad politik er. Øvrigheden konstitueres nu ikke mere af det embede, som den har fra Gud og ikke fra mennesker, men den konstituerer sig selv ved - legitim eller illegitim - besiddelse af magtapparatet i landet. Den er ikke mere øvrighed ved at være undergivet en befaling om at gøre den rette brug af sværdet, af den magt, som er den betroet, og som den kun kan besidde som den, der er den betroet. At være af Gud betyder der, hvor det anvendes om øvrigheden, at den ikke er eller kan være til som øvrighed af sig selv, men det autonome menneskes øvrighed må netop være til af sig selv. Og dens fornemste interesse bliver derfor altid at søge at holde sig ved magten. "Søg først magtens besiddelse, ellers kan du ikke gøre øvrighedens gerning", sådan lyder med nødvendighed grundloven for øvrigheden der, hvor den er blevet til det autonome menneskes øvrighed, og det gælder uanset om den pågældende stat er den absolutistiske fyrstestat, den åndeligt neutrale, liberale stat eller den ideologiske socialstat. Politik må under sådanne vilkår altid få det fortegn sat foran sig - uanset om den udtaler det eller skjuler det - at det, som det i første række kommer an på, er at sikre eller bevare magten, fordi selve magtens besiddelse er grundforudsætningen for al virkelig politisk gerning overhovedet. Men i det at gøre magtbesiddelsen til det konstituerende for den politiske gerning ligger der udtrykt en forkastelse af, at øvrigheden kan være af Gud, og der udtales deri en hemmelig forbandelse af Gud. Gud er en hindring for, at mennesket kan komme til at udøve øvrighedsmagt efter dets egen forstand på, hvad dette vil sige. Og det kan ikke være anderledes der, hvor mennesket ikke vil høre, at der ikke er og ikke kan være øvrighed uden af Gud, og det vil sige høre, at dette så langt fra at betyde en guddommelig godkendelse af alt, hvad den til enhver tid siddende indehaver afmagten i landet måtte finde på, betyder, at en instans, der råder over almagt, og som ser alt, uden ophør kræver enhver øvrighed til regnskab for dens embedsførelse, en kontrollerende indsats, som "ingen sniger sig forbi på ondskabs hemmelige sti". Men det autonome menneskes øvrighed kan ikke finde sig i at skulle have en sådan regnskabskrævende instans over sig, der kontrollerer, om det er hans befaling, den adlyder, eller det ikke er det. Den må derfor stræbe efter at skjule for sig selv, hvad der er det sande vilkår for al øvrighed, ved at forandre øvrighedens gerning fra at være lydighed mod denne overordnede instans til i stedet at være det ved magt og kløgt at tilvejebringe det for menneskets interesser hensigtsmæssige. Er det ikke også bedre, at øvrigheden forstår sig selv som tjener for de mennesker, som den kender, i højere grad end som tjener for den Gud, som den ikke kender? Men den øvrighed, der forstår sig selv på den måde, kan ikke gøre dette uden i forbandelse af Gud - eller uden at "samles til råd imod Herren og hans salvede og sige: Lad os sprænge deres bånd og kaste rebene af os". Det autonome menneskes udøvelse af øvrighedsmagten er, når den drages frem i dagens lys, ikke andet end oprør imod Gud, og kan heller ikke blive andet - og bliver af ham behandlet som et sådant. Og hvis øvrigheden ikke vil høre det, fordi den ikke kan lide at høre noget sådant, så skal den nok komme til at føle det og det sådan, at den skal foretrække alt andet fremfor det at være øvrighed.

Øvrighedens gerning, som ikke blot er den at styre og værge landet, men også den at udøve retten i samfundet, sørge for, at loven råder i landet - hvilket forudsætter at retten er overordnet øvrighedsmagten og uafhængig af den - bliver i det autonome menneskes selvforståelse til hensigtsmæssige bestemmelser for varetagelse af samfundets trivsel, som øvrigheden træffer efter eget skøn. Rettens udøvelse bliver så til det, at de, som har magten, tvinger de andre til at overholde de af dem trufne bestemmelser. Retten er ikke noget, som binder eller kan binde samvittighederne, men den er ren magtudøvelse. Det autonome menneske kan ikke finde sig i, at der er regler for menneskers liv med hinanden, som har en gyldighed, der ikke hidrører fra mennesket selv, når samfundet, det menneskelige fællesskab, er en skabning af menneskets egen fornuft og kraft. Kun den ret, som henter sin gyldighed fra det, som er menneskets egen, kan have gyldighed for det autonome menneske, idet det ikke giver nogen mening at antage en retsfordring som gyldig, der ikke er i stand til at legitimere sig som tjenlig for det samfundsliv, som det autonome menneske kan kalde menneskeligt. Som øvrigheden selv af det autonome menneske ikke bliver forstået som værende af Gud, sådan bliver heller ikke den ret, som øvrigheden skal udøve, forstået som den, der er af Gud og af den grund har evighedens myndighed bag sig. Og når mennesket således river retten ud af Guds hånd for at gøre den til sin egen, så sker der det, at forholdet mellem ret og magt perverteres til sin modsætning. Retten bliver nu underordnet magten for i sidste instans at blive identificeret med denne. Og hvor dette sker, er det det samme som rettens fuldstændige afskaffelse. Jeg skal ikke ved denne lejlighed gå nærmere ind på rettens problematik, men henviser til et foredrag om Gud og retten i samfundet, som jeg holdt på dette sted for et par år siden, og som senere har været trykt i Tidehverv, og nøjes iøvrigt med et par antydninger. Hvor i forholdet mellem Guds ret og kongens ret Guds ret blegner og forsvinder - først ved at blive erstattet med en naturret og en fornuftsret for efterhånden helt at forsvinde og efterlade den positive ret, den af mennesker satte ret, alene på valpladsen - der triumferer vel det autonome menneskes ret, men sejren er en Pyrrhus sejr, fordi det går så meget ud over denne ret, at den selv forsvinder som ret. Hvor der ikke er nogen anden ret end den positive af mennesker satte ret, og hvor der ikke er andet til at begrunde denne ret end magthavernes faktiske magt i samfundet, der er retten forsvundet og blevet til en illusion, selv om der stadig er jurister til, og disse uforandret vedbliver med at tale om ret. I de lande, hvor den ideologiske socialisme har magten, er retten de facto erstattet med det hemmelige politi, og det vil sige med magthavernes fuldstændige vilkårlighed, jfr. tilfældet Sakharov. Det hele retsvæsen er ikke andet end en Potemkinkulisse. Og det er helt konsekvent ud fra den socialistiske ideologis præmisser. Når mennesker selv skaber samfundet og dermed også selv skaber reglerne for deres indbyrdes forhold og samliv, så kan der ikke være nogen anden ret end menneskers egen ret, og dette betyder med nødvendighed, at der ingen ret er eller kan være. Men det er klart, at det, som kan iagttages åbenlyst i de marxistiske østlande, ikke er andet end den konsekvente videreudvikling af de samme tendenser, som også er virksomme i de vestlige landes forståelse af øvrigheden og retten. Og derfor kan et opgør med retsforståelsen i de østlige landes marxistiske system ikke foretages, uden at det samtidig bliver til en selvprøvelse for retsforståelsen hos de mennesker fra vesten, som foretager opgøret. Og det bevirker, at opgøret - hvis det er redeligt, og ellers er det ikke noget opgør - ikke kan blive til, at de retfærdige fordømmer de uretfærdige. Synet af skæven i broderens øje er altid en prædiken om en tilstedeværende bjælke i det menneskes eget øje, som foretager opgøret. Men deraf følger ikke, at man skal undlade at se skæven i broderens øje og ikke sige fra, hvor man ser den, men nok, at denne tale til broderen kun kan føres af den, der må vide sig selv stående på nøjagtig samme sted som han - og dermed virkelig er broderens broder. Sandelig skal mennesket lære at kende sig selv i mødet med sin næste, sin syndige næste. Selverkendelse må mennesket modtage fra sin næste i mødet med ham, den er ikke noget, som det kan spekulere sig frem til ved psykologisk selvransagelse. I det autonome menneskes selv- og samfundsforståelse kan retten ikke være andet end tjener for magten, der forherliger dens gerninger og kalder alt, hvad magten gør, for godt. En øvrighed, som er den til enhver tid siddende faktiske magthaver og hvis magtbesiddelse konstituerer den som øvrighed, og som ikke kan kende til en ret, der ikke stammer fra den selv, men som dog gør fordring på at udøve ret, den kan ikke have nogen anden norm for sin embedsudøvelse end den magt, som den selv sidder inde med. Den må nødvendigvis udøve retten alene ved magten, og det vil sige, at retten bliver det, som tjener til, at den øvrighed, som har magten kan fortsætte med at sidde inde med den - det er jo også det bedste for samfundet. Sic volo, sic jubeo, sit pro ratione voluntas. Tyranniet er den uundgåelige konsekvens af det autonome menneskes forståelse af retten. Den ret, som kun kan være til som den, der er af Gud, trækker sig bort fra mennesket og dets samfund, der, hvor det i sin forståelse af retten gør sig selv til Gud, til den, som sætter en ret, som ikke er lydighed mod ham og ikke behøver at være det for at kunne være ret.

Men det autonome menneskes selv- og samfundsforståelse, hvori der ikke er nogen plads for Gud - den har ligeså lidt som i sin tid Laplace i samtalen med Napoleon brug for "denne hypothese" - kan ikke undgå at få følger af den grund, at mennesket ikke ophører med at være Guds skabning og ejendom, selv om det aldrig så meget opsiger ham huldskab og troskab. Og følgerne viser sig i, at den fremtid, som virkelig kommer, aldrig er den, som det autonome menneske fra begyndelse har stilet mod, men altid noget andet, som - efterhånden - lader det erfare, at det nu har en anden herre eller andre herrer end den Gud, som det ikke ønsker at have som sin herre, og at disse andre herrers herredømme ingenlunde er et sådant, som mennesket finder behag i. Menneskets verden bliver fuld af dæmoner, som ikke lader sig beherske af menneskene, men i stedet behersker dem og tager friheden fra dem. Når samfundet, det menneskelige fællesskab, er en skabning af menneskets egen klogskab og magt, og mennesket selv overtager hele ansvaret for det og også må gøre det, så kan det at gøre øvrighedens gerning umuligt blive andet end at måtte bruge de midler, som synes tjenlige for at opholde dette fællesskab og hindre det i helt at gå i opløsning. Men dette viser sig altid ikke at være så let en opgave, som den synes de politiske arkitekter - for som sådanne må øvrighedspersonerne forstå sig selv - på forhånd at være. Og det mest nærliggende må så være at tage sig for at forandre den verden, der, som den faktisk er, synes lidet egnet til at fremme den samfundsstruktur og det fællesskab, man ønsker at skabe. Verden må laves om fra grunden af. Men også menneskene må laves om, da de jo formes af samfundsforholdene. En ny verden med et nyt menneske i bliver det nu samfundsarkitekternes, øvrighedens og politikernes, opgave at skaffe til veje. Mindre kan ikke gøre det. Og en hærskare af sociologer og socioteknikere står rede til at assistere dem - og måske ikke bare assistere dem, hvad der ikke gør livet lettere for politikerne. Hvordan skulle opgaven også kunne blive andet end denne grænseløse for en øvrighed, som vil være af sig selv og ikke af Gud, og som derfor ikke har eller kan have nogen viden om nogen grænse? Men idet øvrigheden overtager det absolutte ansvar for samfundet og for mennesket i det, bliver det nødvendigt for den først at træffe visse forberedelser til og skabe visse forudsætninger for, at den - senere - kan skabe det nye samfund. Det ville være halsløs gerning straks at gå igang med at skabe den fagre nye verden. Der må nødvendigvis gå omhyggelige overvejelser og planlægninger i forvejen, ellers risikerer man, at den verden, som skal forandres, sætter sig sejrrigt til modværge imod at blive forandret, fordi den i sin tåbelighed ikke kender sit eget bedste. Og en sådan sejrrig modstand fra kontrarevolutionære elementers side kan ikke andet end svække massernes tillid til, at den rette forandring kommer indenfor overskuelig tid. Når det afgørende slag for forandringen skal slås, må tiden være moden, må alle ting være rede, for kun i den rigtige historiske situation kan slaget virkelig lykkes. Og man må heller ikke glemme at befæste de foreløbige forandringer af verden, som allerede er opnået, sådan at der ikke fra afvigeres side skal kunne komme bagslag i et ubevogtet øjeblik. Og dertil behøver man uindskrænket magt. Netop fordi den øvrighed, der ser sin opgave i at forandre verden, er nødt til at se, at den til enhver tid er omgivet af ondsindede kontrarevolutionære elementer, der ud fra lave motiver vil sætte sig imod dens gode forehavender, føler den sig tilskyndet til og kan ikke forsvare andet end at være aldeles hensynsløs i valget af midler til at opnå sit formål. Det er dens simple pligt mod dette gode og retfærdige formål. Den må være berettiget til at foretage en teleologisk suspension af det etiske. Den må blæse på al moral og anstændighed. Det gode kan alene være det, som tjener denne øvrighed i dens stræben efter at skabe det nye samfund, og det legitimerer den uindskrænkede benyttelse af alle magtapparatets muligheder. Da det er af altafgørende vigtighed, at det nye samfund og det nye menneske i det bliver til, så må øvrigheden ikke vige tilbage for at bruge sådanne midler, der - selvfølgelig - må forekomme onde for dem, der ikke er til sinds at ville hjælpe øvrigheden i dens gode stræben. Sådanne mennesker må elimineres fra samfundet. De har heller ikke fortjent at komme til at leve i det nye samfund. I det ville de ikke kunne gøre andet end skade. Derfor er det bedst for alle - også for de pågældende selv - at de bliver fjernet i tide. Naturligvis må dette betyde, at den første fase i nyskabelsen af verden kommer til i det udvortes at have en meget betydelig lighed med netop den gamle verden, som man vil forandre - man er jo nødt til som det allerførste at overtage dens magtapparat - og det kan give anledning til, at mennesker, der intet forstår, og som ikke vil være med i nyskabelsesarbejdet, kommer med ironiske smil og ondsindede og hånlige bemærkninger om, hvor nyskabelsen egentlig bliver af, da det, som hidtil er kommet ud af øvrighedens nyskabelsestræben, ikke har nogen synderlig lighed med noget nyt og aldrig før set, men synes at være en så tro kopi af netop det gamle, at man aldrig har set nogen kopi gjort med større fotografisk lighed. Men det er, fordi ironikerne i deres ondsindethed ikke forstår vilkårene for at skabe noget virkelig nyt. Og så er der det gode ved det, at de ironiske afvigere kommer til at røbe sig selv som fjender af nyskabelsesarbejdet ved ikke at kunne se og forstå, at det faktisk er dette arbejde, der bliver gjort lige for deres øjne, og at det selvfølgelige kriterium derpå er netop de store omkostninger, som man er villig til at betale for at få det gjort. Sådan er tankegangen, og derfor er det umuligt for denne verdensforandrende øvrighedsmagt at lære nogetsomhelst af de erfaringer, den gør, og af den kritik, som andre retter mod dens gerning. Den har sandheden så godt som nogen ufejlbar pave, den er simpelthen nødt til at have den. Der kan jo ikke være noget mere virkelighedstro samfund til end det, som mennesket selv skaber og regerer over, fordi selve det, at mennesket skaber og regerer, er virkeligheden. Og når det står fast, så kan hindringerne aldrig være andre end sådanne, som kan og skal overvindes ved mere fornuft og mere teknik, ved at gå videre frem på den vej, som man allerede er inde på. Kritik af systemet kan aldrig komme fra andre end ondsindede personer, som vil standse det autonome menneskes legitime stræben efter at udføre sin opgave, og som det derfor må være en god gerning at eliminere. Det autonome menneskes politik er blevet dæmoniseret, standset i sin absolutte selvtilstrækkelighed. Og den nyskabelse af samfundet, som er målet for et sådant politisk arbejde, kan ikke blive noget andet end menneskets afskaffelse. Hvor mennesket gør sig selv til Gud, der bliver det ikke Gud, men der afskaffer det sig selv som menneske - og noget andet resultat kan der ikke komme ud af dets gerning, det sørger Gud for i sin uendelige overlegenhed.

Samtidig med den politiske øvrigheds dæmonisering kommer også rettens dæmonisering og forsvinder som ret. Når ret ikke kan være andet end kloge tvangsforanstaltninger for at få menneskers liv i samfundet til at forme sig i overensstemmelse med magtapparatbesiddernes interesse for fortsat at sidde inde med magten, så kan retten ikke andet end forsvinde, for ret kan der kun være der, hvor der ikke kan være nogen sidste begrundelse for den, som kan indses med fornuften. Retten kan kun være det, som den virkelig er, når al argumentation for den er prøvet og vejet og fundet for let, det vil sige, når den er der på forhånd som en befaling, der ikke stammer fra mennesker. Så snart retten får en rationel begrundelse, der vil være absolut, går den i opløsning ved at blive til hensigtsmæssighed. Så fortæres den af reflexionen, der tilintetgør dette rationelle grundlag. Alligevel bliver det nødvendigt at stable retten på benene igen, hvor den er gået i opløsning, for der kan ikke være menneskeligt samfund uden ret, selv om det ikke kan blive andet end rettens karikatur. Men dette forsøg på at stable retten på benene kan på sådanne præmisser ikke ske på anden måde end ved en identifikation af retten med politiet, hvorved dette bliver til det hemmelige politi. Hvor dette sker, er det et sikkert tegn på, at retten er forsvundet samtidig med, at man giver det udseende af, at den hævdes. Ikke fordi politiet er der, forsvinder retten, men fordi politiet som hemmeligt og identisk med retten selv får tildelt en opgave, som det umuligt kan løse, nemlig at skabe ret ved selv at være retten. Hvis det selv skal være retten, kan det ikke samtidig være en tjener for retten, et redskab for den. I stedet bliver det en tjener for den dæmoniserede tyranniske øvrighedsmagt ved selv at være denne magts centrum. Som hemmeligt politi kan det aldrig være andet. Det hemmelige politis blotte eksistens er indikator for den tyranniske øvrighedsmagts tilstedeværelse. Retten og politiet hører vel sammen. Der kan ikke udøves ret i landet, uden at der sættes magt bag. Øvrigheden bærer sværdet og skal bære det og ikke en rævehale. Men politiet er ikke retten, og det kan i egentlig forstand kun være politi der, hvor retten er i forvejen uafhængig af politiet, som dettes overordnede. Hvor politiet selv vil være retten, dæmoniseres det som hemmeligt politi, og dets hele virksomhed kan overhovedet ikke være andet end lovløshed og forbrydelse i kæmpeformat. Den dæmoniserede rets fremmarch kendes på, at der ved den sker en ombytning i vurderingen af de gerninger, som retten er til for at holde borte fra samfundets liv. Gerninger, som volder det enkelte menneske skade på liv og ejendom, tages der såre lempeligt på, mens gerninger, som kan være til besvær for magthavernes planer for samfundets trivsel, sådan som magthaverne selv forstår denne, f.eks. "økonomisk kriminalitet", "skattetænkning", straffes særdeles hårdt. Også det er ganske konsekvent. Når rettens funktion er den ved hensigtsmæssige foranstaltninger at sikre samfundslivets trivsel - og det vil sige den økonomiske lighed - så kan den egentlige onde gerning ikke være noget andet end at stå den økonomiske lighed imod, som øvrigheden søger bragt tilveje. Den økonomiske lighed er selv blevet rettens fordring. Og det kommer til at betyde, at al ejendomsbesiddelse bliver en forbrydelse eller i hvert fald noget moralsk misligt. Alle arbejdsgivere er i og med, at de ejer mere end andre, ejer produktionsmidler, onde og samfundsfjendtlige. Den, som har noget, som andre ikke også har, kan kun have opnået denne merbesiddelse ved at have berøvet andre noget, som retmæssig er deres eller skulle have været det, og derfor er de at anse for forbrydere mod fællesskabet. Følgelig er det retfærdigt at konfiskere deres ejendom til fordel for dette, til fordel for staten, til fordel for magthaverne.

I stedet for det samfund, hvori retten beskytter den gode og dømmer og straffer den onde - og således møder alle med en fordring om at gøre det gode og undlade det onde og på den måde gør forskel mellem gode og onde - kommer kontrolsamfundet, hvori øvrigheden, magthaverne, holder øje med, at alle borgere i landet gør det, som den må være berettiget til at vente af dem, nemlig at de gør, hvad de kan og skal for at hjælpe den med at nå den kommende retfærdige samfundstilstand, som den stræber efter. Øvrigheden må til enhver tid kunne overskue alle samfundets strukturer og funktioner, dersom den skal kunne holde borgerne deres pligter for øje. Det giver indførelsen af den strenge kontrol dens moralske legitimation. I 2. Sam.24 læser vi, at David holdt mandtal over Israel og Juda - åbenbart med henblik på at kunne overskue og kontrollere sin krigsmagt og dermed sikre, at udfaldet af hans krige ikke udelukkende skulle være afhængigt af, at Gud gav ham sejren. Men vi læser også, at samvittigheden bagefter slog ham, så at han sagde til Gud: "Jeg har syndet svarligt i, hvad jeg har gjort. Men tilgiv nu, Herre, din tjeners brøde, thi jeg har handlet som en stor dåre". Det, som David her er i færd med, er noget lignende, som også hans forgænger, Saul, indlod sig på, da han begyndte at tage det mindre nøje med lydigheden mod Guds befalinger for at styrke sit herredømme i Israel og af den grund til sidst mistede kongemagten. I kontrolsamfundet vil øvrigheden styrke sin besiddelse af magten ved en stadig mere nærgående kontrol af borgernes liv. Øvrigheden er nu ikke mere til for borgernes skyld, men borgerne er til for øvrighedens, for magtbesiddernes skyld, for at de kan vedblive med at besidde magten. Hvor øvrigheden sætter det at regere lig med at kontrollere borgerne, dukker koncentrationslejren op som kontrolsamfundets naturlige og nødvendige konsekvens, udskillelsen af dem, der er uegnede for det nye retfærdige fællesskab, som skal skabes - hvorved naturligvis dette nye samfunds karakter af fællesskab modsiges og ophæves, gøres illusorisk. Men også på anden måde nedbrydes fællesskabet. Den effektive kontrol kan kun udøves af magthaverne ved hjælp af angivere og stikkere, og da borgerne i landet ikke kan undgå, at personer, der er villige til noget sådant, findes, må enhver mistænksomhed imod enhver blive stimuleret. Men fællesskab kan der ikke være der, hvor der råder indbyrdes mistænksomhed. Kontrolsamfundets vilje til at kontrollere landets indbyggere under hensyntagen til det nye fællesskab, som skal skabes, er således lige fra begyndelsen en nedbrydelse af alt sandt menneskeligt fællesskab. Verden bliver derfor heller ikke forandret der, hvor øvrigheden ser det som sin opgave at skabe denne forandring, men den bliver netop fastholdt i fortsat at være den gamle verden, hvor uretfærdighed og undertrykkelse råder. Det er nu bare dem, der vil bekæmpe uretfærdigheden og undertrykkelsen, der er de uretfærdige og undertrykkende. Og det er også det eneste, der kommer ud af denne stræben efter at forandre verden.

Den dæmonisering, som kommer som en følge af det autonome menneskes selv- og samfundsforståelse, finder også udtryk i, at menneskers samvittighed sløres, og at dobbeltmoralen, hykleriet, bliver det normale i menneskers indbyrdes forhold. Samvittighed er det, at mennesket i sit indre er bundet af en myndighed, der ikke kommer fra det selv. I samvittigheden hører mennesket lovens og rettens stemme - og dermed indirekte også Guds. Og samvittigheden kan ikke være bundet ubetinget af noget andet end Guds befaling der, hvor mennesket skal være menneske. I samvittigheden anerkender mennesket, at det er skabning, og at virkeligt liv ikke kan være andet end lydighed mod det, som skaberen befaler. Mennesket ejer ikke sit liv, det har det kun som Guds gave og befaling. Men i det autonome menneskes selvforståelse ser det anderledes ud. Når mennesket selv bestemmer over sit liv - eller skaber sig selv - kan det ikke være bundet af en overordnet myndighed. Men da mennesket alligevel vedbliver med at være Guds skabning også der, hvor det ikke vil være det, kan det ikke løbe fra samvittighedens stemme, der bliver ved med at kalde det til orden ved at dømme dets gerninger som onde. Menneskets selvbestemmelse bliver dermed til en strid i dets indre mellem den samvittighed, som det fornægter, og den uafhængighed af Gud, som det tilstræber. Den samvittighed, der fornægtes, så at sige "hævner" sig på mennesket ved at binde det absolut til noget relativt og gøre det til træl af det, som det er bestemt til at skulle herske over. Mennesket spaltes derved i et jeg, som vil autonomi, og som af en "hævnlysten" samvittighed er bragt under tvang til at måtte ville det, og et andet jeg, som må forsvare sig imod den oprindelige samvittigheds anklagende stemme, hvilket ikke kan lade sig gøre på anden måde end ved at stræbe efter at gøre sig døv for den. Hvor øvrighedens gerning er forsynet med det autonome menneskes selvforståelses fortegn, kan dens tale ikke være ja, ja og nej, nej, men dobbeltmoralen og løgnagtigheden holder sit indtog. Det menneske, der vil skabe sig selv og skabe en ny verden, der, når den er forandret, skal gøre det selv til et nyt menneske, det må nu også selv skabe en sandhed, der svarer til denne forandrede, af mennesket selv skabte, nye verden. Sandheden kan ikke være den virkelighed, som er der i forvejen uafhængig af mennesket, men sandheden selv bliver til ved mennesket. Af en perverteret hævngerrig samvittighed er mennesket absolut bundet til denne verden, som det selv skaber som den eneste virkelighed. Og sandheden kan ikke være nogen anden end den, som respekterer dette menneskeskabte som den absolutte virkelighed. Og så kan mennesket ikke mere lære noget af en virkelighed, som er udenfor det selv - og en virkelighed, som er udenfor mennesket, er forudsætningen for, at det overhovedet kan lære nogetsomhelst. Som autonomt og skaber er mennesket selv den, som underviser virkeligheden i at være virkelighed! Det siger sig selv, at der i en sådan forandret verden ikke kan blive plads for at kunne samtale om, hvad sandhed er eller for at kunne stille sig kritisk overfor det, som øvrigheden kalder sandhed. Den har jo sandheden, fordi sandheden er identisk med det, som den siger, og fordi det er den, der siger det. Der kan ikke findes nogen kritik af den, som ikke kommer fra løgnen, og som, fordi den er løgn, ikke kan have nogen eksistensberettigelse - og derfor heller ingen ret til anden saglig imødegåelse end den at blive holdt nede. Det må være enhvers ubetingede pligt at anse alt, hvad øvrigheden siger, for at være ubetinget sandhed - også når den imorgen siger det modsatte af, hvad den siger idag. De, som ikke efterkommer deres pligt, de, som nærer den ringeste tvivl om øvrighedens sandhedsbesiddelse og sandhedsskabende evne, modstår dens gerning og forhindrer derved den nye verden i at blive til. Når øvrigheden er Gud - og det er den i det autonome menneskes selvforståelse - så må den have ret til at fordre den totale lydighed af alle. Også deres samvittighed må være bundet til den, også deres tanker må være undergivet dens kontrol. Men da den øvrighed, der gør sig selv til Gud, alligevel ikke er Gud, og derfor ikke kan ransage hjerter og nyrer, ikke kan kontrollere borgernes liv totalt, så tvinger den disse ud i dobbeltmoralen, hvori de siger et til den øvrighed, som de ikke kan andet end mistro, og noget andet til dem, de stoler på, når øvrigheden ikke hører deres tale. Den øvrighed, som ser det som sin opgave at forandre verden og at skabe både det nye samfund og det nye menneske, kan ikke derved opnå andet end at frembringe mennesker, der alle lyver, mennesker, der alle er bundet absolut af sådant, som mennesket ikke kan være bundet absolut af, og som dog vedbliver med at skulle være menneske. Den fagre nye verden, som det autonome menneskes øvrighed vil skabe, er en verden, hvori alle mennesker er tvunget til at tale løgn i bevidst fornægtelse af sandheden, tvunget til at være samvittighedsbundet af sådant, som deres samvittighed dømmer som ondt, tvunget til at sige, at løgn er sandhed og dermed tvunget til at handle imod deres samvittighed, hvad der ikke er rådeligt for noget menneske.

Men det autonome menneske, der i sin selvforståelse er blevet dæmonisk ved at gøre sig selv til Gud, kan ikke slippe bort fra Gud, fordi det ønsker at gøre det. Det bliver holdt fast af ham i det at måtte nøjes med at være skabning, men dette nu som noget, det må erfare som en hindring for sit liv som menneske. Det autonome menneske, der vil bjerge sit liv ved at bandlyse Gud og drive ham ud af sin tilværelse, kommer derved til at miste sit liv. Det, som virkelig kommer der, hvor mennesket mener, at det har skabt en ny verden, er netop den gamle verden, som det har bildt sig ind, at det ved sin skabende gerning har fjernet sig fra, men denne gamle verden nu som et fængsel, der ingen udgang har. Der kommer et sammenbrud af det babelstårn, som det autonome menneske bygger op for at sikre sig selv et navn - sikre, at det selv kan være herre over sit liv - og det kommer netop der, hvor det autonome menneske mener, at dets nyskabende gerning endegyldigt er lykkedes. Et stærkt udtryk for dette sammenbrud i digterisk behandling finder man i Fr. Paludan-Müllers dramatiske digt Ahasverus, hvor et kor fra havbredden siger:

"Hvad skal vi gjøre?
Vee os! Vor Styrke forlod os,
Hele Naturen rejser sig imod os.
See dette Hav med de boblende Vover!
Som i en sydende Kjedel Vandet
Koger det over,
Stiger med Brusen her op mod Landet.
Føl denne blytunge Luft!
Huden den slikker med svovlende Tunger,
Aander i Hjertet os qvælende Duft,
Tørrer som Brand vore Lunger.
Mærk denne zittrende Jord!
Ei paa dens Fasthed og Evige Orden
Længer vi troer.
Afgrundens Indvoldes smeltende Lag
Komme som glødende Flammer for Dag,
Græsset er rygende Aske vorden.
Hør! Over Bjergenes Skuldre
Fjernt Elementerne buldre;
Voldsomt, i Oprørets Harme,
Kræfterne larme.
Nu er Herrer de blevne,
Brudt har Naturen med Mennesket Pagten;
Vi er som Fyrster, fra Thronen fordrevne,
røvede Magten.
Vi, som dog pløiede Havet,
Som Bølgerne aved,
Som i Kraft af Fornuften
Beseilede Luften,
Som Vindene lænked,
Som Dalene hæved og Høiene sænked,
Som planered og udmaalte Jorden,
Som rev Lynet fra Himlens Torden,
Som gennembrød Landene,
leded Vandene:
Vi, som Naturen saa stramt holdt i Tømme,
at daglig tiltog vort Herredømme;
Vi som ved Jordsmonnets Blanding,
Ved konstmæssig Vanding,
Sikkred os Høsten, og ikke
Behøvede Himlen om Regn at tigge;
Vi, med vor Aandsstyrkes Mindesmærker,
Med vore Maskiner og storladne Værker,
Som over vor Fremgang i Kløgt og Viden
Forbaustes selv, og beundrede Tiden:
Ak! Vi tilkort nu dog komme!
Vore Dæmninger brast, vore Vandspring er tomme;
Fra Jorddybets aabnede Indelukke
I Stedet for Kilden
Frembryder nu Ilden,
Og vore Sprøiter kan ikke den slukke.
Bag os ligger den herlige Tid,
Da ved Menneskets Konst og Flid
Jorden var blevet en Edens Have,
Vor Lyksaligheds Gidsel,
Der skjenked os Overflødigheds Gave,
Og ei, som i Oldtiden, Torn og Tidsel.
Bag os ligger den gyldne Tid,
Da med Sydens Frugt dens Frygt var forjaget,
Da vi leved saa trygt uden Gud,
Og midt i vor Tryghed os selv behaged'.
Vee os! Nu har ved Skrækkens Bud
Frygten med eet os betaget!
Vi, som dog Stjernernes Løb beregned,
Som Veien betegned
For hver enkelt i Vrimlen:
Vi tør ei løfte vort Øie mod Himlen,
Thi som Slangeblik gløde,
Gnistrende røde,
Himlens Stjerner vor Angst i Møde;
Vi tør ei skue mod Jorden, der truer
Med opspilet Gab og hvislende Luer;
Omspændte - tæt slutted' inde -
I Slangens Vold vi os finde.
Rundt om kun Fare,
Himmel og Jord os blev til en Snare;
Fangne vi ere,
Vi kan ei undslippe mere!
Vee os! Forventningens Smerte
Knuger vort Hjerte,
Modet er brudt, og Haabet forsmægter.
Vi, de mange, de mægtige Slægter,
Som vor Stolthed ei dulgte,
Som Triumfer kun feired,
Som hver Hindring beseired,
Naar med samlet Kraft et Maal vi forfulgte:
Vi stimle her sammen som jaget Vildt,
Det kløgtigste Raad nu er spildt!
Vi, som Naturen forstod at regere,
Forstaae den ei mere;
Brudt er dens Orden, og oven og neden
Hersker et gaadefuldt Væsen i Steden.
Vor Visdom og Konst, den Alt erstattende,
Her svinder bort;
Menneskeaanden, den vidt omfattende,
Kommer til Kort.
Inden for, Nød, Uden for, Død!
Rædsel og Skræk
Speiler sit Billed i Alles Træk!
Hvor er, som Tilflugt, en styrende Magt?
Hvem er nu Kræfterne underlagt?
Hvem holder sammen paa Verdensringen?
Ingen!-
Alt er forbi!
Styrtede vi!
Frelsen er ude, og Haabet er omme!
Hvad skal der komme?

(Frederik Paludan-Müller: Poetiske Skrifter 8, pp. 32-36).

I en gammeltestamentlig salme, der taler om Israels vandring i ørkenen, finder man disse ord: "Så gav han dem, hvad de krævede, og de fik lede i sjælen". Denne lede i sjælen, denne skuffelse, kommer - og kommer fra Gud - der, hvor mennesket ser det sandt menneskelige liv som det at være uden Gud. Den ugudelige har ingen fred, hedder det hos profeten Esajas. Denne sætning skal ikke opfattes psykologisk, som om den taler om en følelse af ufred i det egentlige menneskes indre, men existentielt om misforhold til tilværelsen selv, der gør sandt menneskeligt liv umuligt. Dette sammenbrud kan ytre sig i, at mennesket anstrenger sig yderligere for at trodse det resultat frem, som synes at være forsvundet i det fjerne - simpelthen, fordi det i sin fortvivlelse herover ikke ved, hvad det ellers skal gøre. Selve tanken om at underkaste sit eget verdensforandrende forehavende en revision må det afvise, fordi noget sådant ville være at fælde forkastelsesdommen over det. Men sammenbruddet kan også ytre sig i den form for fortvivlelse, der vil nøjes med livet i øjeblikket og siger: "Lad os spise og drikke, for i morgen dør vi". Hvor disse to mod hinanden stridende fortvivlede livsforståelser breder sig, er det tegnet på, at sammenbruddet er kommet over menneskene som deres virkelighed. Utopismen, hvori humanismen bliver dæmonisk i trods, og den permissive nihilistiske skepticisme er to alen af et stykke. De er begge udtryk for menneskets fortvivlelse over at måtte leve i en verden, som det ikke kan være herre over, og som det ikke kan have noget tillidsfuldt forhold til. De to livsforståelsers mennesker mener uden forskel, at et endegyldigt sammenbrud af den af dem beherskede verden må være ensbetydende med, at betingelsen for at være menneske er taget fra dem. Men i virkeligheden er det, som går for sig i sammenbruddet, at menneskets virkelighed som Guds skabning gør sig gældende ved at problematisere og tilintetgøre menneskets eget forehavende for derigennem at stille det den virkelighed, det er flygtet bort fra ud i en af det selv skabt virkelighed, for øje og dermed denne selvskabte virkelighed som noget, der ikke er andet end fantasi og uvirkelighed. I sammenbruddet er det den evighed, som det har fornægtet, der spørger det, mennesket, om det ikke er klar over, at der er noget fundamentalt i dets tilværelse, som det har overset og ikke taget det fornødne hensyn til, nemlig at det ikke kan være menneske uden i forholdet til Gud og evigheden. Det menneske, som har villet forstå sig selv i udelukkende at have et forhold til den synlige og timelige verden, nødes i sammenbruddet af sin selvforståelse til at betænke, at det er en skabning, der som sådan ikke fatter det første og det sidste af, hvad Gud har skabt, og som derfor må betænke sin grænse, og at det er uden mulighed for nogensinde at komme til at beherske sit liv. Sammenbruddet er ikke en ulykke, som skal overståes, det er ikke en katastrofe, som mennesket skal se at slippe helskindet igennem ved kloge mænds og lægers hjælp, og som det må se til at forebygge en gentagelse af i fremtiden, men der er heri tale om, at menneskets egen virkelighed som skabning kalder det til at være det, som det egentlig er, det menneske, som har forfalsket sig selv ved at prøve på at give sig selv en identitet, og som derved blot har mistet identiteten. Sådan læser vi i G.T., at kong Belsazzar af Babylon holdt et gæstebud for sine tusind stormænd og lod de sølv- og guldkar hente, som hans fader, Nebukadnezar, havde bortført fra Jerusalem, for at de kunne bruges som drikkekar ved gæstebuddet, mens de, kongen og stormændene, priste deres egne hedenske guder af guld og sølv, kobber, jern, træ og sten. Men netop i dette øjeblik, da kongen af Babylon føler sig aldeles sikker i sin uindskrænkede magtfuldkommenhed, skriver nogle fingre noget på væggen i hans palads, som forfærder ham, og som han nok kan se og læse, men ikke forstå. Derfor må han hente profeten Daniel for at få det skrevne tydet, og han forklarer ham, at det betyder, at Gud har talt Belsazzars riges dage og gjort en ende derpå. Gud gør jo intet, uden at han har åbenbaret sin hemmelighed for sine tjenere, profeterne. Og samme nat bliver Belsazzar dræbt og mederen Darius overtager hans rige. Sammenbruddet af det autonome menneskes verden kommer ikke, uden at der går tegn derpå i forvejen - ligeså lidt som den hele verdens undergang kommer uden sådanne forudgående tegn, jfr. den synoptiske apokalypse. Hvor mennesket roser sig imod Gud, hvor det forbander ham åbenlyst eller i sit hjerte, der må det dø, der kommer undergangen over det. Hvor mennesket vil menneske være alene ved timeligheden, ved den jord, som det er sat til at gøre sig underdanig, der går det til grunde som menneske, og dets hele tilværelse bliver fyldt med en skrift, som det nok ser og må se, men som det ikke kan tyde, fordi den kommer fra den evighed, det har fornægtet. Mennesket kan nok se de fingre, som skriver skriften, men det kan ikke forstå, hvor de kommer fra, eller hvad det er, der bliver skrevet af dem, og da slet ikke, at det skrevne taler til det om det selv. Det er evigheden, der således i menneskets skuffelse over at måtte erfare, at den sikkerhed, som det har brugt hele sit liv til at bygge op, styrter sammen, det er evigheden, der således holder mennesket dets skyld for øje, den skyld, at det ved sin vilje til autonomi, hvori det hidtil har set det sandt menneskelige hos sig selv, har fornægtet og forbandet skaberen i sit hjerte og derfor med rette må kende sig selv som den skyldige, der har fortjent hans vrede og hans dom og døden som hans straf.

At skriften på væggen viser sig betyder, at det menneske, den viser sig for, ikke har nogen fremtid, eller at dets fremtid kun er til som dommen over alt det, som det selv er og vil og gør. Den fremtid, som nu kommer til mennesket, og som dets liv består i at gå i møde, og hvis erkendelige tegn er, at dets tilværelse fyldes med bekymring og frygt, i selve det, at fremtiden kommer på denne forfærdende måde, er det evigheden, der gør det klart for mennesket, at det har glemt den, men også, at den som den, der indeholder målet for menneskets liv, ikke lader sig glemme af mennesket.

Dies irae, dies illa
solvet saeclum in favilla
teste David cum Sybilla.
Quantus tremor est futurus
quando judex est venturus
cuncta stricte discussurus.
Tuba mirum spargens sonum
per sepulchra regionum
omnes coget ante thronum.

(Vredens dag, "hin dag", skal opløse verden i aske, derom vidner David med Sibyllen. Hvor stor en skælven der skal være, når dommeren kommer for at holde nøje regnskab med alt! Basunen, der lader sin forunderlige lyd sprede sig gennem gravene i alle jordens egne, skal tvinge alle frem for Guds trone).

Sådan lyder de indledende strofer af den gamle middelalderhymne om dommedag, om menneskets fremtid der, hvor det som skabning er Guds ejendom. Og det forhold til fremtiden, som denne hymne giver udtryk for, hører på ingen måde alene en førreformatorisk, en forbigangen, uoplyst og overtroisk tidsalder til, men det er virkeligheden for det for sig selv fremmedgjorte menneske der, hvor skriften på væggen lader sig til syne. Det var også virkeligheden for Luther - som stedet, hvor han hørte evangeliet eller som baggrunden for, at han gjorde det. Og skriften på væggen lader sig til syne og taler klart nok der, hvor mennesket har indrettet sig på jorden uden Gud, og den siger: det er ude med mennesket og med dets egen verden, og det er umuligt for det at gøre noget som helst for at forhindre, at det er ude med det og den. Ingen kan idag undgå at se eller høre, medmindre han vil lyve for sig selv, at menneskene i deres stræben efter at forandre verden er meget langt fra at have opnået det, som de har brugt deres bedste kræfter på, eftersom det er det modsatte af den tilsigtede forandring, der er kommet. De har ikke engang nået den første fase af utopien, mens den anden fase stadig kan forventes, for de er overhovedet ikke kommet ud af stedet, og selve de ting og redskaber, der skulle hjælpe mennesket med at forandre verden, er begyndt at vise et ansigt, der lover alt andet end bistand til at nå den forventede anden fase. Ingen kan undgå at mærke, at den tekniske udvikling, som foreløbig er resulteret i frigørelsen af atomenergien, har fyldt mennesker med en frygt for fremtiden, som er blevet fortegnet for alt, hvad de tænker og taler og gør. Fyrre lande i verden skal idag være i stand til at fremstille atombomber. Og hvem kan hindre dem i at gøre det eller effektivt kontrollere, at de ikke gør det? Det er umuligt at blive af med den tekniske udvikling igen, hvor den først er kommet. Bordet fanger. Menneskene har selv villet denne teknik, og det hele samfundsliv hviler idag på brugen af den. Hvem erfarer ikke til sin forfærdelse, at det industrialiserede samfund også er det forurenede og forgiftede samfund, som det er vanskeligt at leve menneskeligt i? Men hvem kan og vil leve uden de produkter, som de forurenende og forgiftende virksomheder producerer? Menneskene på jorden er blevet så mange, at deres liv nu kun kan opholdes ved maskinernes brug og derfor også kun ved stadig mere industrialisering og stadig mere forurening og forgiftning. Og ingen kan undgå at se, at der i enden af den ideologiske socialisme, som er den politiske forståelse, hvori man har ventet sig mest af den tekniske udvikling, kommer stater, der ved militære magtmidler af en såre førsocialistisk karakter mener at måtte "forsvare socialismens landvindinger", hvorved der er sørget for på effektiv måde, at deres "fredelige sameksistens" med ikke-socialistiske stater ikke kan komme til at bestå i andet end et permanent rustningskapløb, medmindre de ikke-socialistiske lande på forhånd kapitulerer overfor de socialistiske, hvorved man behændigt i propagandaen har skubbet ansvaret for oprustningen over på dem. Man taler om at mødes ved forhandlingsbordet for der at træffe aftaler, der skal sikre en fremtid for menneskeslægten, på jorden, men forhandlinger, om de skal have nogen værdi, forudsætter et mindstemål af vilje til at overholde indgåede aftaler, og en sådan vilje kan ikke være til stede der, hvor mennesker er absolut bundet af en ideologi og derfor ikke kan tillade, at der sættes det mindste spørgsmålstegn ved dens sandhed. En totalitær, ideologisk bundet stat kan ikke være bundet af aftaler, den har ingen mulighed for andet end i det stykke at ligne Machiavellis fyrste. Det er tydeligt, at der i den moderne verden er sluppet kræfter løs, der er så stærke, at ingen menneskelig magt mere kan få dem under kontrol. Hverken mændene i Washington eller mændene i Moskva kan det, fordi de selv forlængst er blevet slaver af disse kræfter ved deres tro på dem. Det autonome menneske har længe leget med den forestilling, at alt er politik, og at alt kan ordnes ved politik af de mennesker, der har magten. Og så bliver da alt også til politik, for med det mål, hvormed mennesket måler, bliver der tilmålt det igen. Men alt bliver rigtignok til politik på den måde, at det, som mennesker kalder politik, og som de mener at kunne forandre verden ved, kommer til syne som en blot og bar leg i kravlegården, et bedrag, en sæbeboble, der kan se ud af noget og give det politiserende menneske anledning til megen selvbeundring, men hvori det i virkeligheden er helt andre, af menneskene aldeles ukontrollable kræfter, der bestemmer historiens gang. Politik er ikke "det muliges kunst", som Bismarck, jernkansleren, i sin tid mente. Det måtte nemlig forudsætte, at verden er menneskenes ejendom eller rige, og dette er, hvad den netop ikke er. Den er Guds rige til venstre hånd, og han regerer selv sit rige, og derfor kan politik ikke blive det muliges kunst. "Politik er at ville", siger Olof Palme, og også det er løgn, fordi der dermed er gjort ganske den samme forudsætning som i Bismarcks forståelse. Forskellen, hvis der er en sådan, er kun den, at selvretfærdigheden hos Palme har fået endnu en omdrejning opad. Det er den virkelige verden, som den menneskelige øvrighed har at regne med, som kommer for dagen der, hvor skriften på væggen viser sig som en virkelighed, der aldeles ikke er til sinds at lade sig regere af menneskene efter deres vilje. Politik, øvrighedens gerning, er det umuliges kunst, og det har den altid været, for politik er ikke at ville, men at adlyde en befaling, som vel at mærke ikke kommer fra mennesker. Verden lader sig ikke regere, uden at de regerende tager Gud med på råd og respekterer, at han er den virkelige regent, og det ikke bare i nådens rige, men også i naturens. En politiker, der skal du noget, må først og fremmest forstå, at han har fået overdraget et embede, som han ikke duer til, en gerning, der overstiger hans evne. Hvis han tror, at han her kan noget, så kan han i hvert fald ikke noget, og så får han intet udrettet. Bismarck er skoleeksemplet på en politiker, der intet udrettede, samtidig med, at han formåede at bilde både sig selv og sin samtid og sin eftertid ind, at netop han udrettede noget, fordi han forstod sig på det muliges kunst, og at netop han bedrev realpolitik. Historiens ironi har forlængst ironiseret Bismarck og hans wilhelminske kejserdømme og alle dets gerninger og alt dets væsen væk. Hvis en politiker bilder sig ind, at han ved sin kunst eller sin vilje kan og skal forandre verden eller bare regere den, så bliver han og hans gerning fejet væk af virkeligheden - som Belsazzar blev det i den nat, da han blev dræbt, og Darius som Guds redskab overtog hans rige.

I den ideologiske socialisme kommer alle de tendenser, som er virksomme i det autonome menneskes selvforståelse, for dagen. I den bliver menneskets stræben efter at skabe sig selv en tilværelse, hvori der ingen Gud er uden mennesket selv og derfor ikke noget andet ansvar end det, som mennesket finder behag i selv at påtage sig eller at give sig selv, åbenbar som en stræben henimod menneskers tyranni over mennesker, som en stræben efter, at folkenes konger må herske over dem, og at de, som bruger magt over dem, må kaldes deres velgørere. I den ideologiske socialisme kommer det for dagen, at mennesket ikke kan forandre verden og at det ikke har det herredømme over andres liv, som det bilder sig ind, at det har, fordi det, som virkelig kommer som følge af denne stræben, med al ønskelig tydelighed viser sig som det modsatte af det, som tilstræbes. Den ideologiske socialisme stræber bevidst efter solidaritet mellem mennesket og dets medmenneske. Men det, som kommer, er overalt usolidaritet - eller det hykleri, at netop usolidariteten, fjendskabet mellem menneske og menneske, udnævnes til den rette solidaritet. Netop denne "rette solidaritet", den, som kun kan eksistere mellem klassefæller, hæmmer og indskrænker den sande solidaritet, som fordrer at være mellem alle mennesker, ingen undtaget. At ville skabe solidaritet på klassekampens, på hadets præmisser, er at ville konstruere en rund firkant, er med nødvendighed antisolidaritet og kommer også for dagen som det, det er i den ideologiske socialismes gerninger. Og det vil sige, at alt, hvad den ideologiske socialisme siger om solidaritet aldrig er eller kan være andet end løgn og - hvor den ideologiske socialisme roser sig af at være bevidstgjort - da bevidst løgn. Hvor der er løgn i præmisserne, bliver der det også i konklusionen. Den ideologiske socialisme kan ikke have andet end fjendskab og krig i sit kølvand. Den kan råbe om, at den er fredselskende, så meget den vil, selve det, at klassekampen er den grund, som den står på, bevirker, at den, når den siger fred, ikke kan komme til at mene andet end krig. Den ideologiske socialisme er der, hvor den har nået sin konsekvente udformning - i sovjetkommunismen - nutidens virkelige store krigstrussel, og det kan alle, der er ærlige, se idag, og de, der ikke vil være ærlige for ikke at se det, kan ikke undgå at se det alligevel. Når de alderstegne medlemmer af politbureauet ses stående på taget af Leninmausoleet i Moskva, mens endeløse rækker af tanks og kampvogne defilerer forbi på den Røde Plads, og ligeså endeløse soldaterkolonner marcherer parademarch, kan alle se, at dette ikke er den ubetinget klareste manifestation af fredsvilje, og at der her ikke er noget, der minder om, at der engang har været en revolution i Rusland imod Tsarens imperialistiske despoti - det skulle da være, at disse aldrende personer - eller skuespillere - på god shakespearesk vis forsynede sig med et skilt på maven, hvorpå der stod skrevet: VI ER REVOLUTIONEN. Men selv da ville det nok ikke være let for noget menneske at fæste lid til det! Sovjetkommunismen adskiller sig i intet fra de tyrannier, der i tidligere tider har været en svøbe for menneskene. Den ideologiske socialisme er idag gjort åbenbar som et entydigt onde, der råber til den hele verden ikke bare om, hvad der vil ske der, hvor mennesker vil forandre verden og menneskets vilkår i verden ved hjælp af politik og stoler på, at de kan gøre dette, men også om, hvad der allerede er sket. Mennesket fryser der fast i uvirkeligheden, i en verden, der er forandret til at være uforanderlig uvirkelighed, en malet kulisseverden. Og der er ingen mulighed for selvkorrektion, fordi det er selve den korrigerende virkelighed, der flygtes fra i denne stræben efter at forandre den. Mennesker kan vel drømme om en socialisme med et "menneskeligt ansigt", men der er ikke noget menneskeligt ansigt muligt her, hvor dæmonien har holdt sit indtog. En kritisk revision af den ideologiske socialisme er på forhånd dømt til at strande, fordi den er nødt til at beholde det grundlag, som socialismen hviler på, og blot skære visse udvækster bort. Vil man fjerne mælkebøtter fra sin græsplæne må man have rødderne med, ellers vokser ukrudtet frem igen, som om ingenting er sket. Den ideologiske socialisme er den lige og sikre vej til tyranniet, og den har båret tyranniet i sit skød lige fra sin indsmigrende begyndelse, det ligger i selve dens forudsætning. Den vil noget, som ikke kan villes af mennesket, uden at dette selv går i stykker derved og bliver til et dæmonisk undermenneske.

Men man behøver ikke at gå til sovjetkommunismen for at se, hvad det er, som sker. Vort eget hjemlige socialdemokrati, som det er idag, bærer i sig på spiren til akkurat det samme tyranni, og heller ikke det kan i længden forblive skjult. Den sidste tids begivenheder taler sit tydelige sprog. Vi har oplevet, at socialdemokratiets formand, den tidligere danske statsminister, hylder den nordkoreanske diktator i et sprog, der bringer udenrigsminister Scavenius' ord, om "de store tyske sejre, der har slået det danske folk med beundring" i særdeles ubehagelig erindring, og som - trods Anker Jørgensens klodsede forsøg på bagefter at bagatellisere det sagte som konventionelle høflighedsfraser - rummer om ikke en utvetydig bekendelse til diktaturet, så dog en klar tilkendegivelse af vilje til at samarbejde med det. Det danske socialdemokrati under dets nuværende ledelse - det er nødvendigt at drage denne konklusion af det skete - er et parti, der ikke kan og heller er til sinds at ville præstere nogen opposition imod de tyranniske tendenser i tiden. Og hvis det ikke er tilstrækkelig overbevisende med den socialdemokratiske leders indirekte bekendelse til diktaturet, så har man i hvert fald den nylig overståede HT-konflikt at tage ved lære af. Her måtte man se, hvordan socialdemokraterne i hovedstadsrådet sammen med de andre socialistiske venstrepartier ønskede og også viste sig i stand til at gennemtrumfe det helt uhyrlige og tilmed grundlovsstridige, at nogle HT-chauffører blev afskedigede, fordi de ikke kunne acceptere at blive tvunget til som medlemmer af deres fagforening at skulle betale til et politisk parti, som de ikke var enige med og ikke ønskede at støtte. Alle kunne se, at det var en krænkelse af en grundlovsfæstet frihedsret, der her skete, også socialdemokraterne. Alligevel skred de til en ulovmedholdelig afskedigelse af de pågældende chauffører, idet de begrundede det med den opståede nødretstilstand - et gennemført hykleri, idet man åbenlyst for alle selv havde arbejdet på at skabe denne nødretstilstand for derefter at kunne bruge den som begrundelse for den fyring af chaufførerne, som man på fagbevægelsens vegne ønskede - i stedet for, at man, hvad der havde været rimeligt - skulle have været med til at hævde den grundlov, uden hvis overholdelse, retslige tilstande nødvendigvis må forsvinde fra det danske samfund. Den tendens i retning af ensretning og diktatur, som idag er mærkbar overalt, hvor der er arbejderbevægelse og fagforeninger - men ikke bare der! - har socialdemokratiet, som det er idag, vedkendt sig ved sine handlinger om ikke ved sine ord, og det har dermed på vor egen hjemlige arena afsløret det, som forlængst er kommet åbenlyst for dagen i sovjetkommunismen, at den ideologiske socialisme er en bevægelse i retning af indførelse af tvangsstyre og tyranni. Derved har socialdemokratiet, sådan som det er idag, selv gjort sig til et i et folkestyret Danmark utroværdigt parti helt ned i det fundamentale. Ingen kan stemme på det, støtte det eller samarbejde med det uden dermed at arbejde imod folkestyret og for tyranniets indførelse. Uundgåeligt! Under valgkampen i sommeren 1945 brugte Winston Churchill ordet "Gestapo" i sine valgtaler i forbindelse med det socialistiske Labour-parti. Det kaldte dengang på smilet, fordi Labours leder dengang var den såre agtværdige dement Attlee, der på ingen måde frembød nogen lighed med Hitlers og Himmlers håndlangere. Men Churchills ord var ikke så helt ved siden af, som de dengang kunne synes at være. Han havde fattet en tendens, der lå skjult under den tiltalende overflade. Fordi forudsætningen for socialismen i alle lande er den, at verden kan forandres ved politik, fordi den er menneskets ejendom og ikke Guds rige til venstre hånd, derfor ligger tyranniet i enden af alle den ideologiske socialismes bestræbelser. Dæmonien i socialismen gør, at den ikke kan andet end være vejbereder for tyranniet, Et socialt demokrati kan give god mening, men ideologiseret op til at være et socialistisk demokrati er det en contradictio in adjecto, en rund firkant. Det samme gælder et socialistisk folkeparti. Det kan aldrig blive noget folkeparti, men fordi det hviler på klassekampdoktrinen kan det aldrig blive andet end et farisæisk klasseparti, der kalder sig et folkeparti for at narre godtroende vælgere. Overalt, hvor socialismen vinder gehør, skaber den mennesker, der er uden samvittighed, eller mennesker, som med fuldt overlæg handler imod deres samvittighed og ikke kan gøre andet på grund af den ideologi, der behersker dem. Og det er, som Luther har sagt, ikke rådeligt for et menneske at handle imod sin samvittighed. Det er menneskets undergang som menneske.

Men det er naturligvis ikke bare de socialistiske politikere, der er tjenere for tyranniet og er nødt til at være det på grund af de præmisser, som deres ideologi forsyner dem med, men det går på samme måde med de liberale ledere af de vestlige velfærdsstaters politik, forsåvidt disse også ser det som statens fornemste opgave at sørge for, at borgerne i landet kan have det godt i økonomisk henseende, idet det forudsættes, at deres liv beror på, hvad de ejer. Så snart øvrigheden har bevæget sig blot det mindste ind på det skråplan at ville være forsyn for borgerne og at ville bruge sin magt til at sikre den absolutte retfærdige og ligelige fordeling af landets materielle ressourcer - og dermed påtager sig en anden opgave end den af Gud befalede: at værne den gode og straffe den onde og viser, at den ikke forstår, at den af Gud befalede opgave er så omfattende, at den kræver alle øvrighedens kræfter og dens hele opmærksomhed hvert øjeblik - så ruller lavinen. Så kommer formynderiet og bureaukratismen også, uden at nogen socialistisk ideologi dikterer det, som politikerne gør. Man går bare ud fra som en selvfølge, at staten har ret og pligt til at handle på den måde, at det er borgernes behovstilfredsstillelse, der skal stiles mod. Og så har staten allerede forudsat, at øvrigheden med sine gerninger er til for at gøre borgerne til sådanne frie mennesker, der holder deres eget og deres medmenneskers liv i deres hånd, og hvor mennesket mener, at det holder sit medmenneskes liv i sin hånd, der befinder det sig allerede i tyranniet. Af en sådan tankegang kan der ikke udspringe andet end det ene menneskes tyranni over det andet. Og det er klart, at de borgerlige, konservative og liberale, politikere ikke er i stand til at yde nogen egentlig opposition imod deres socialistiske kolleger, forsåvidt de i deres forståelse af, hvad statens og øvrighedens opgave er, har de afgørende præmisser fælles med den ideologiske socialisme. De har så heller ikke forstået, at den statsmagt, som ikke har nogen myndighed over sig eller mener, at den kan undvære en sådan og alligevel være en god statsmagt, der gør det, som er statsstyrelsens opgave, kun kan virke til landets ødelæggelse. Den øvrighed, der ikke vil forstå, at den ikke er af sig selv og dermed heller ikke - bevidst eller ubevidst - har fattet, at der ikke er øvrighed uden af Gud, den kan ikke - uanset om den er socialistisk eller konservativ eller liberal borgerlig - gøre andet end at manipulere med borgerne i landet og dermed udtrykke sin ringeagt for dem. Den kan ikke gøre, hvad den befaling, den som øvrighed er undergivet, fordrer af den. Den er nødt til at nedskrive den forpligtelse, som rettelig påhviler den, for at kunne påtage sig andre forpligtelser, som ikke rettelig er dens. Og når den ikke gør det, som den skal, afstedkommer den ulykke i landet. En person, der beklæder et øvrigheds-embede af hvad slags det end er, og som ikke holder sig for øje, hvad øvrighedens gerning virkelig er, han er - næst efter den forkynder, der prædiker et falsk evangelium - det mest skadelige menneske i landet.

Politik er ikke det muliges kunst, og den er heller ikke det at ville, og selvfølgelig heller ikke den åbenlyse despotisme. Politik er de overvejelser, forhandlinger og afgørelser, der leder til, at den rette øvrighedsgerning bliver udført - som den, der, skønt den udføres ved menneskelige redskaber, dog udføres af Gud. En politiker, der skal du noget, må holde sig dette for øje. Den uduelige politiker - og efter den her opstillede målestok for, hvad politik er, og som indfinder sig af sig selv, hvor det høres, at der ikke er øvrighed uden af Gud, bliver det nødvendigt at sige, at de fleste politikere i fortid og nutid hører hjemme i denne klasse - er ham, der mener, at han sandelig duer til det embede, som er hans, ellers ville han da ikke være blevet valgt til det, og det ville have været meningsløst af ham at lade sig vælge. Sålænge han ser sin egen duelighed til det, ser han ikke sit embede, som det virkelig er, som et embede, der er af Gud. Derfor kan det heller ikke undre, at der så at sige ikke er noget sted, hvor politikeres virksomhed tjener til, at der kommer god styrelse i landet og ikke meget mere det modsatte. I en tid, som lever i meget uklare forestillinger om, hvad øvrighedens gerning er, og som samtidig tror på menneskehedens frelse netop ved politik, og hvori det derfor anses for et entydigt gode at give sig af med politisk arbejde, fordi det beviser, at den, der gør det, er et engageret menneske, der ikke bare er optaget af sine egne privategoistiske interesser, men også har blik for det, som er samfundsrelevant, i en sådan tid er det nødvendigt at være meget kritisk og mistænksom overfor alle politikere overhovedet. Af den, hvem meget er givet, skal der kræves meget. Af den, der har fået givet den opgave at være øvrighed, skal der kræves en klar forståelse af, hvad øvrighedens og statens opgave er, nemlig en opgave, som ikke kan løses ved menneskets fornuft og kraft alene. Mangler der klarhed her, kan de personer, der sidder inde med øvrighedsmagten, ikke gøre deres land andet end skade. At de forsikrer, at de har de allerbedste hensigter, at de fremkommer med vel gennemtænkte forslag til ændringer af samfundsstrukturen, som synes at kunne være gavnlige for mange mennesker, er ikke tilstrækkeligt til at møde dem med tiltro, når de samtidig taler sådan, at det er tydeligt, at de mener, at der intet er over og intet ved siden af den gerning, som de gør som politikere. Den, som siger "intet over og intet ved siden af folketinget" har dermed sagt noget, som først må stemples som absolut løgn, før der kan være en relativ sandhed i det. Ellers har han gjort den lovgivende øvrighed til Gud og har dermed afsløret sig selv som den, der ikke kan være en ret politiker. Hævdet som en absolut sandhed kan en sådan sætning ikke andet end tilintetgøre folketingets duelighed og troværdighed som lovgivende øvrighed. Og den, der mener, at han som politiker er autonom og suveræn, kan ikke bruge myndighed. Han kan ikke blive andet end en chancerytter, en fidusmager, en rævepolitiker, der prøver at sno sig igennem alle forhold og situationer ligesom ålen. Han kan ikke tale med myndighed, han kan ikke befale, han kan ikke påtage sig det ansvar og den risiko, der er forbundet med at gøre det, fordi han ikke selv er under myndighed og ikke hører et "du skal" sagt til sig selv.

At regering og folketing i dagens Danmark er en ynk, har de bevist for alles øjne f.eks. ved den måde, hvorpå de behandlede Christiania-sagen. En ting kunne landets øvrighed ikke, nemlig gøre det, som den straks fra begyndelsen skulle have gjort: bruge den myndighed, som dens embede havde givet den. Den kom derved til at rulle den røde løber ud for alle i landet, der nok kunne have lyst til at overtræde gældende love. Folketing og regering nøjedes med ved deres passivitet at legitimere lovovertrædelsen. Men når det er den lovgivende og udøvende magt, der viser en sådan eftergivenhed overfor det at gøre loven gældende, kommer den med nødvendighed til at blive et forbillede for alle landets borgere. Kan de styrende tillade sig at sidde loven og retten overhørig, så kan den almindelige borger også gøre det, og så er alle sluser åbne for ringeagt for loven. Så bliver enhver tale om ulovlige strejker og ulovlige fysiske blokader uden mening og uden kraft. Det får ingen konsekvenser, der kan mærkes, at handle imod loven. Det er bare noget, som indgår i den normale forhandlingsprocedure. Og strejker, hvorved tusinder, der ikke på nogen måde er indblandet i bestemte erhvervsgruppers indbyrdes konflikter, må betale omkostningerne for disse, kommer til at høre til dagens orden - man ved, at myndighederne bare vil se til og intet foretage sig. De vil ikke regere, de flygter fra deres ansvar under det påskud, at det må overlades til arbejdsmarkedets parter selv at løse deres spørgsmål - selv om dette altså skal ske på bekostning af mange sagesløse, der med rette har ventet, at øvrigheden i landet ville have forsvaret deres rettigheder. Og kan man således foretage ulovlige overgreb på et område, kan man selvfølgelig også gøre det på andre. Det bliver på det nærmeste legalt, det hører i hvert fald til dagens orden, at der bliver foretaget overgreb på sagesløse personer på gaden, og at vold og brutalitet breder sig, mens politiets virksomhed indskrænkes til at sidde i patruljevogne. Der er overhovedet ingen myndighed i landet, fordi de, som er øvrighed, ikke tør og ikke kan bruge deres embedsmyndighed. De kan ikke gøre det, sålænge de ikke ved sig selv under myndighed og derfor ikke ved, hvad myndighed er. Men det skal den øvrighed, som ikke gør sin skyldighed, vide, at det er den, som bærer hovedskylden, når respekt for loven ikke mere findes i landet. Den for alle åbenbare lovløshed er een stor anklage imod øvrigheden for at være en slet øvrighed, der ikke passer sit embede.

Det er klart, at den retsusikkerhed, der idag kendetegner livet overalt i de moderne vestlige såkaldte velfærdsstater, er den uundgåelige konsekvens af, at myndigheden er forsvundet fra myndighedernes hus. Og det er en ulykke, som man ikke kan bedre på bare derved, at der kommer en anden regering, for den kan der overhovedet ikke bedres på ved politik, den har dybere rødder. Ulykken kan kun bringes til ophør derved, at det bliver hørt og forstået, at det er en grundfalsk tale, at øvrigheden er af mennesker eller kan være det, at der ikke er noget over og ved siden af folketinget, ikke noget over og ved siden af det politiske arbejde, der kan og skal ordne alle ting for menneskene, række dem betingelsen for at være sand menneske. Hvor man tror på politik, kan der overhovedet ikke gøres nogen ordentlig politisk gerning. Der er ikke noget folketing, ikke nogen lovgivende øvrighed uden af Gud - hvis jeg må have lov til at udtrykke mig på denne måde, idet jeg for en sikkerheds skyld skal gøre opmærksom på, at meningen med en sådan misforståelig tale ligger på den anden side af den mest nærliggende indvending imod den, nemlig at folketinget er af vælgerne. Der er ikke og kan ikke være nogen lovgivende myndighed, som ikke må vide sig selv under loven. Det at befinde sig der er selve mulighedsbetingelsen for at være øvrighed og kunne give virkelige love - og ikke bare være ansatte funktionærer i en lovgivningsindustri, der tilstræber høj produktivitet.

Mennesket er ikke selv herre over sit liv, men det har en herre over sig. Det er menneskets virkelighed, og den formår det ikke at løbe fra, hvor gerne det end vil, og hvor meget det end bestræber sig for at gøre det - i sin videnskab, sin filosofi og sin politik. Virkeligheden river altid de babelstårne ned, som mennesket bygger op for at flygte fra den. Menneskets liv består i at skulle omvende sig til virkeligheden, til den Gud, som selv er virkeligheden. "Guds rige er kommet nær, omend jer og tro på evangeliet", hører vi Jesus sige i Markusevangeliet, og ordene er i hans mund selve den virkelighed, mennesket står i, hvor han er nærværende og udtaler dem. Fordringen om omvendelse og tro er således stillet samtidig med, at betingelsen for fordringens opfyldelse er givet. Men det er evigheden i tiden, som således er åbenbaret, og det er derfor også menneskets liv som skabning, der fra begyndelsen til enden og i hvert eneste øjeblik er og må være en omvendelse til Gud. Sådan er det ment af Augustin i de meget citerede - og lidet forståede - sætninger fra begyndelsen af hans Bekendelser: "Du har skabt os til dig , o Gud, og vort hjerte er uroligt, indtil det hviler i dig". Dette ord vil ikke mistolkes psykologisk, som om det taler om en oplevelse, sådan som det har været almindeligt i den pietistiske kirkelighed, men det er menneskets liv som Guds skabning, Augustin har for øje, og som han ser som en vandring i tiden mod et mål, som hører evigheden til - altså mennesket som en eksisterende. Der kan ikke være nogen ret forståelse af, hvad det er at være menneske, undtagen der, hvor evigheden indgår i selve definitionen af mennesket. Hvor dette ikke sker, og man vil forstå menneskets liv som en udvikling til at blive personlighed eller overmenneske eller som en udvikling henimod et mål, der kan tales om som et kollektiv - det klasseløse samfund f.eks. - eller også som et enkeltmenneskes Sein zum Tode, der kommer alle disse forskellige forståelser til at indeholde en misforståelse af, hvad det er at være menneske, som bevirker, at de, hvor de bliver taget alvorligt, nødvendigvis må få destruktive følger. Mennesket kan der kun tales sandt om som det, der er en skabning i Guds billede og derfor er så stort, at evigheden og forholdet til den hører nødvendigt med i dets definition og selvforståelse - uanset at mennesket ikke fatter evigheden, ikke fatter det første og det sidste af, hvad Gud har skabt. Og overlader man alligevel til filosofien at bestemme, hvad det er at eksistere - sådan som Bultmann i sin tid desværre ville gøre det; selv om han, rigtigt, tilføjede, at hvad filosofien sagde, kristeligt kun var en forudforståelse, så sagde han ikke, at det var en misforstående forudforståelse - eller for den sags skyld til videnskaben eller politikken, det kan komme ud på det samme, så er der en fundamental misforståelse af mennesket med lige fra begyndelsen, som indgår i alt, hvad filosofien og videnskaben og politikken har at sige og kan sige om det at være menneske. Men mennesket kender kun den evighed, der hører med i målestokken for det at være menneske, som dommen over sig selv, som nedbrydelsen af det, som det selv vil og gør og forstår, som tilintetgørelsen, der fratager det selve muligheden for at bjerge sig selv eller noget af sit eget ind i nogen evighed. Skaberen arbejder selv uophørligt på at omvende mennesket til sig, han har jo skabt mennesket til sig, sat en evig bestemmelse for dets liv. Og det betyder, at han ikke lader mennesket i fred, at han gør dets liv til et løb på en bane, som han bestemmer, mod et mål, som mennesket ikke kender eller ved sig selv kan kende. Mennesket kan ikke vandre mod et mål, hvor det kan finde sit eget og finde fuldkommenheden og sige: Verweile Augenblick, du bist so schön. Som skaber har Gud altid skovlen under mennesket, og ordren lyder altid: Videre. Gud fører bestandig mennesket tilbage til virkeligheden, tilbage til erkendelsen af, at det ikke, som det tror, selv er sin Gud. Gud drager mennesket til sig i sin evighed ved at anlægge sin, skaberens, målestok for, hvad det er at være menneske. Han tillader det derfor ikke at indrette sig varigt i en af det selv forfalsket virkelighed. Og når mennesket har sat sig for at forandre verden for rigtig for alvor at komme til at beherske den, så at det kan skabe sig selv til et nyt menneske i sit eget billede, et overmenneske, et kollektivvæsen, så ler Gud, og hans latter bringer menneskets forandrede og forfalskede verden til at gå under og vende tilbage til udgangspunktet og det sådan, at selve den forandring, som mennesket mener at have udvirket, bliver et middel i Guds hånd til at gøre det åbenlyst for det, at verden ikke er forandret, end ikke det allermindste, at der er intet nyt under solen, og at verden umuligt kan forandres af mennesket og det, fordi den og mennesket med tilhører ham, den almægtige skaber, som vil være alene om at gøre alle ting nye, fordi han alene kan gøre det. Mennesket kan eller skal hverken interpretere verden eller forandre den. Derimod skal det leve i den, nøjes med at være menneske i den virkelige verden, som skaberen har givet det at vandre i som en fremmed og en udlænding, hvis vandrings mål ikke er og ikke kan være dets eget, fordi det er et fædreland, som er i evigheden.

Men at det er et fædreland i evigheden betyder, at mennesket ikke kan slippe for at måtte have en ubevidst viden om, at det skal omvende sig og indgå i Guds rige for at kunne være menneske. Lad mig forsøge at tydeliggøre, hvad jeg mener hermed, ved et par illustrerende eksempler. Under et besøg i Trier i foråret kom jeg til at stå foran Karl Marx' barndomshjem - det ligger i Brückenstrasse, hvis forlængelse nu bærer navnet Karl Marxstrasse, hvad den nok ikke gjorde, dengang Karl Marx færdedes der. Det er et stort gammelt patricierhus, og da jeg havde betragtet det et stykke tid - ikke uden at have det, jeg har læst af og om Marx in mente - gik det op for mig, at denne ramme omkring det økonomisk og socialt sikrede liv, som har været levet i dette patricierhjem - og som altså har været Marx' udgangspunkt - må rejse det spørgsmål, om han i sin tænkning over samfundsproblemer egentlig nogensinde er kommet ud over denne ramme, om ikke hans kommunistiske ideologi i virkeligheden sigter på at genskabe netop den menneskelige eller borgerlige sikrethed i det materielle, i det bestående, som han har modtaget som arv fra barndomshjemmet, bare på en anden måde. Selvfølgelig har Karl Marx levet med i sin tid, og taget indtryk af den, selvfølgelig har han været almindelig oppositionelt indstillet overfor forældrehjemmet, som unge mennesker gerne er det, selvfølgelig er han som student i Berlin kommet i forbindelse med radikale ånder og er derigennem blevet atheist. Men om nogen virkelig eksistentiel rystelse i hans liv, nogen virkelig radikalisme, behøver der ikke derfor at være tale, og der har tilsyneladende heller ikke været det. Man kan f.eks. se dette af hans tale om kritikken af religionen, af himlen, som den, der er afsluttet for at give plads for kritikken af jorden, af retten, af politikken. Hvor man kan tale på den måde, er det klart, at man endnu ikke er begyndt at forstå, hvad religion er, idet forståelsen heraf først begynder der, hvor mennesket, stående ved sin grænse, er nødt til at erkende, at det at eksistere som menneske ikke er selv at kritisere, men at blive kritiseret - af en instans, som ikke er menneskelig. Men dette vil være skjult for enhver, der ikke ved om, at der er en sådan grænse for mennesket, og ingen får denne grænse at se, uden at det betyder en rystelse for ham helt ind i hans inderste. Troen, religionen er ikke det umiddelbare, som Hegel lærte, og den bliver det ikke, fordi Marx på sin egen måde gentager Hegels fejltagelse. I Karl Marx har vi at gøre med en velbegavet gymnasiast og ung student fra et bourgeoisipræget milieu, der ikke længere finder sig til rette i hjemmets tradition og selv vil skabe sig en ny og bedre tryghed i tilværelsen og i ungdommelig selvtillid og tro på sin fornuft er overbevist om, at han nok skal være i stand til at gøre det. Andet og mere end en gymnasiast eller ung student er Karl Marx - trods det store skæg og den megen nationaløkonomi - tydeligvis aldrig blevet, og læst under den synsvinkel kan han godt aftvinge sin læser en vis interesse, men han kommer aldrig videre. Den forandring, der sker med ham, er kun den, at han bliver kedeligere, efterhånden som han får udarbejdet sin ideologi sådan, at den kan fremtræde som et resultat af videnskabelig forskning - et ubedrageligt kendetegn på, at den dæmoniske livsødelæggelse har holdt sit indtog i hans liv. Marx er så optaget af at få skabt en ny sikkerhed i stedet for den gamle, at han ikke kan få tid til at se, at den smule politisk rystelse, som han har erfaret og iagttaget - jfr. ordene i Det kommunistiske Manifest om kommunismens spøgelse, der går gennem Europa - kun er et tegn på eller forvarsel om den uendelig meget stærkere rystelse, som det er, at mennesket som eksisterende kommer til at se den grænse, der betyder dets møde med virkeligheden og dermed undergangen for alle dets egne fantasterier og sværmerier. Marx' kritiske opgør har kun bevæget sig på mennesketilværelsens overflade, patricierhuset selv er forblevet intakt. Derfor har historiens ironi - bag hvilken den virkelighed skjuler sig, at "han, der sidder i himlen, ler" - også grebet fat i dette opgør og tvunget det til i sin videre udfoldelse ikke at kunne andet end blive eksponent for netop det, som Marx i sin ungdom opponerede imod. Marxismen er ret beset ikke andet end en gentagelse på et andet reflexionsplan af den menneskeforståelse, der også var hans i patricierhjemmet i Trier, nemlig at menneskets liv beror på dets sikkerhed i det materielle. Og så er det ikke så underligt, at marxismens revolution aldrig har kunnet blive andet end en pseudorevolution - og samtidig dermed en demonstration af, at enhver politisk revolution ikke er eller kan blive andet og mere end pseudorevolution, der befæster det bestående. Den politiske revolution ser målet for menneskets liv som en materiel - og dermed også social - forandring, hvis sted er i en fremtid i denne verden - altså i den verden hvis skikkelse forgår. Og når det sker, at den vækker evighedens ironiske latter, så er der ikke mere nogen revolution, selv om man aldrig så meget fejrer både 60- og 70- og 100-års jubilæer for den.

Også på Nietzsches filosofi vil man kunne anlægge det synspunkt, at grunden til, at den er blevet, som den er, er at dens ophavsmand ikke åndeligt har kunnet forblive i sit barndomshjem, men alligevel i det øjeblik, da han har forstået noget af den situation, som han ved sin kritiske opgør er kommet ud i, er gået igang med at søge at genoprette den tabte sikkerhed i tilværelsen ved egen fornuft og kraft. "Der Mensch ist etwas, was überwunden werden muss". I sådanne ord skjuler sig en åbenbart ubevidst forståelse af, at det at være menneske er at skulle omvende sig og indgå i Guds rige. Men det at omvende sig er for Nietzsche ikke at blive som barn, men det er tværtimod at blive til et overmenneske, der i sin åndelige ophøjethed og overlegenhed er hævet over alle de små hjordmennesker, som djævelen og statistikken er velkomne til at hente, og som deroppe i "azurblå ensomhed" kan sole sig i beundring af sin egen retfærdighed. Og det er klart, at for et selvbeundrende overmenneske kan der ikke være nogen plads for Gud. "Wäre es ein Gott, wie hielt ich es aus nicht selber Gott zu sein". Også evigheden som målet for menneskets vandring kommer med i Nietzsches tankegang, men i perverteret skikkelse - som den evige genkomst. I denne projektion skulle evigheden være domesticeret og have fået tænderne trukket ud, og der skulle være skaffet sikkerhed for, at den ikke kan komme til at betyde dommen over mennesket. I den evige genkomst er evigheden rykket ud af Guds hånd og overtaget af menneskets fornuft, og som overmenneske er mennesket fremme ved målet allerede i denne synlige verden, som er den eneste, der er til. Opstandelsen er allerede sket. Og så - ja så går mennesket i stykker, skønt det selv tænker, at det er blevet overmenneske, og den evighed, det har fornægtet, "hævner" sig ved at ironisere hele overmenneskets tankebygning væk. Det er ikke nogen omvendelse, der er sket, hvor mennesket bliver overmenneske, ikke nogen overvindelse af mennesket, kun af dets plagsomme utilfredshed med sig selv. Det er den pietistiske kristendoms frelste, der lever videre i bedste velgående i Nietzsches overmenneske og farisæismen er på ingen måde blevet mindre. Den, som lægger hånden på ploven skal ikke se sig tilbage. Den, som har set noget af, et menneskets liv er at skulle omvende sig - og at det skal omvende sig til bestandig at skulle omvende sig, for sådan er livet i Guds rige - han skal tage sig i agt for ikke at se sig tilbage ved at søge at give sig selv en beroligelse som Marx i det klasseløse samfund eller som Nietzsche i overmennesketanken - for det er huse, som er bygget på sandgrund, han således bygger, huse, som bliver skyllet væk, når evighedens uimodståelige stormflod slynger sine brændinger og bølger ind over dem. Nietzsche har set nihilismens fremmarch i Europa og set, at han ikke kan blive i barndomshjemmets førkritiske tryghed. Men han har ikke forstået, at i nihilismen, der tager enhver umiddelbar tryghed ud af mennesketilværelsen, skjuler skaberen sig, skjuler den Gud sig, der drager mennesket til sig og gør dette som den, der er menneskets herre og som sådan også er dets salighed, mulighedsbetingelsen for, at det kan være sandt menneske. Nietzsche har ikke fattet, hvor nihilistisk nihilismen er, at den er evighedens vrangside som dommen over mennesket i synden, evighedens nærværelse, men med lovens fortegn. Derfor kan han heller ikke forstå, at omvendelsen, menneskets overvindelse, er det at tro på syndernes forladelse i Jesu Kristi, den korsfæstedes, navn. Men det er blot Nietzsches tænkning, ikke det eksisterende menneske Nietzsche, jeg her har talt om. Måske Friedrich Nietzsche selv fattede det, som her er det afgørende, netop i det øjeblik, da han i sit åndelige sammenbrud underskrev sig "den korsfæstede" og dermed forsvandt ind i mørket. Derom kan intet menneske dømme - og skal heller ikke gøre det.

Men at denne bestemmelse for evigheden, som nødvendigt hører med i definitionen af og målestokken for det at være menneske, gør sig gældende i dommen over det, som mennesket selv vil gøre med sin tilværelse, i nedbrydelsen af det, som det selv bygger op for at sikre sig et navn, sikre sit liv, selve det, at mennesket bliver drevet ud i den fundamentale usikkerhed, hvor det ved sig selv og sin fornuft søger trygheden og roen, selve det, at det bliver sendt ud på dybet uden bund, hvor det ellers gerne ville fortsætte med at soppe inde på det flade vand, det, at alle tilværelsens brændinger og bølger går hen over mennesket der, hvor det tænker: "Jeg rokkes aldrig i evighed", det er, at han, som er menneskets herre, er i fuld virksomhed med at omvende det, lære det at være menneske og skabning overfor ham. Når mennesket derfor får at se, at dets egen verden går under, så at ingen reparationsforsøg nytter det allermindste, så skal det se op i forventning, fordi det er Guds frelse, der kommer til det i undergangens forfærdende skikkelse. Guds frelse kommer på hans måde, og den er frelse efter hans forstand på, hvad frelse er, ikke en frelse sådan som menneskets naturlige forhåbninger ønsker sig den. Gud kalder mennesket til frelse ved at sætte det der, hvor det er nødt til at se, hvordan dets egen verden går til grunde, og at det selv må bære ansvaret og skylden for, at det har brugt sit liv til i dårskab at bygge en verden op uden Gud, som Gud nødvendigvis må rive ned, om mennesket ikke skal forblive i denne fortabelse. Men netop der kan det ord, som Gud taler i evangeliet, få mening for dette menneske, og det kan høre, at det er et budskab, som taler til det om dets eget liv. Mennesket kan kende sig selv og den virkelige verden i evangeliets tale, når det må opgive at få den verden, som det lever i, bragt ind under sin kontrol. Men denne tilbageførelse til virkeligheden i nedbrydelsen af menneskets egne råd og planer og forhåbninger, hvori skaberen træder mennesket i møde som dommeren, der går i rette med det som det skyldige menneske, er kun frelse i og med, at mennesket samtidig hører, at det er den nådige og forsonede Gud, der træder det i møde på denne måde. Den er kun frelse i og med, at mennesket hører, at Gud i den søn, som han har ladet blive menneske og blive korsfæstet af menneskene, hvis skylds størrelse heri bliver åbenbar for dem selv, har åbenbaret sig som den nådige Gud, der tilgiver mennesket dets synd ved i sin kærlighed at tage synden og skylden på sig og bære den bort.

Og således er den virkelighed, som er dommen over mennesket, og som det ved sig selv ikke kan kende som andet end en vred og anklagende virkelighed, ved Guds gerning i sendelsen af sin søn, uddelt i evangeliet, nu en forsonet virkelighed. For det menneske, der hører gudsordet som nådens ord, er den nu en bane, som Gud har afstukket for det frem mod det mål for dets liv, som er hans, og som ligger i evigheden. Også det, at menneskets liv er en vandring, der ikke kan komme til hvile, før det mål er nået, som er skaberens bestemmelse, er et udtryk for, at mennesket tilhører Gud. Han viser sig som dets herre ved at lade dets liv som skabning være en vandring i udlændigheden i tro, for at det i den evighed, hvor fædrelandet er, men som det ikke selv kan rive til sig, må se, at dets hele liv er en god gave, som skaberen giver i sin uendelige kærlighed. At det ikke kan lade sig gøre for mennesket at sikre sit liv i verden, at mennesket bestandig, når det mener at have fundet løsningen på sin tilværelses gåde eller mener, at det har fået fat i formelen for dens udvikling, eller mener, at det er nået til at kunne sammenfatte den i et overskueligt og håndterligt system, nødes til at erkende, at det endnu ikke har begrebet nogetsomhelst, men er nødt til at vandre videre i mørket uden at vide, hvor det kommer hen, dette er, at Gud selv viser mennesket den vej, som det skal vælge, eller dette er, at han er med det på alle dets veje og ikke slipper det og ikke forlader det. Han vil som dets skaber ikke ophøre med at gøre mennesket opmærksomt på, at det ikke er alene, men at han er nærværende hos det som dets Gud. Og hvad skulle vel hans nærværelse hos mennesket bestå i om ikke deri, at han ikke lader det forblive i sine egne indbildninger, når det som kong Nebukadnezar siger om sine hænders værk: "Er dette ikke det store Babel, som jeg byggede til kongesæde ved min vældige magt, min herlighed til ære" - og således gå til grunde - men at han befrier det fra denne livsødelæggende indbildning ved at lade det erfare, at det ikke er andet end støv og aske for ham, der er dets Gud? Netop der, hvor mennesket ikke kan se noget til nogen Gud, og hvor det med sin fornuft og erfaring ikke kan andet end være enig med dåren, der siger: "Der er ingen Gud", der er Gud nær hos mennesket, han, som i sandhed er en Gud, der skjuler sig, for at han således kan kalde mennesket til den tro på ham, hvori det alene kan være sandt menneske, til den vandring i tro eller til det løb på den bane, som han afstikker, som er livet i hans rige.

Det, at evigheden lader sig kende af mennesket som dommen over det som skyldigt i fornægtelsen af den, skyldigt i fornægtelsen af Gud som herren, betyder for det menneske, som mener, at det selv er eller skal være sit livs herre, den katastrofe, at det må erfare sig selv bortstødt i et babylonisk fangenskab i en verden, hvor der ingen Gud er, ligesom israeliterne måtte vandre i fangenskab i et land, hvis hersker ikke tilbad Gud, men holdt kød for sin arm og stolede på sig selv som den, der var herre. I Israel før fangenskabets tid har man bedrevet nøjagtig den samme ugudelighed, som Nebukadnezar har gjort sig skyldig i. I hans gudsfornægtelse får gudsfolket derfor sig selv at se som i et spejl, men i en sådan forstørrelse, at sagen bliver tydelig at se, og den fromme maske bliver revet af det. Israel har ikke taget det alvorligt med, at Gud er herren. Det har levet på hedensk vis og bolet med afguderne, selv hvor det mente, at det dyrkede Jahve og hans lov. Det har ment, at det nok kunne klare de vanskelige politiske forhold, som det fandt sig stående i, ved kløgtigt at slutte forbund med hedenske magthavere, hvor det skønnede, at det var fordelagtigt at gøre det, og det har derved vist, at det ikke for alvor regnede med, at det var Jahve, som regerede i Israel, det folk, som han havde udvalgt sig. Det har regnet politik for at være det muliges kunst eller for det at ville, og straffen fra Gud er ikke udeblevet. Den er kommet over det i skikkelse af et fangenskab under en tyrannisk hedensk konge, der ikke kender den sande Gud og åbenlyst øver det onde, som Israel har øvet i det skjulte. Israel er blevet gjort til træl under et hedningsfolk - nogen større forsmædelse kunne ikke times det. Gud har taget sin pagt med Israel tilbage, der er ikke mere nogen fremtid og noget håb for dette folk. Men midt i det babyloniske fangenskabs forvirring og mørke, hvor fremtiden er blevet taget fra Israel, og det er uden Gud og uden håb i verden, lyder der en profetisk stemme, som ikke er fordømmende: "Trøst, trøst mit folk tal Jerusalem kærligt til og råb kun til det, at dets strid er til ende, dets skyld betalt. Tvefold har det fået af Herren for alle dets synder". Den anden Jesaja, hjemkomsten, forkynder glædeligt budskab for de fangne i Babylon, at nu er tiden inde, da de skal vende hjem til Zion, men på en måde, der kommer fuldstændig overraskende for dem, ved en hedensk magthaver: "For Jakobs, min tjeners skyld kalder jeg dig ved navn, ved et æresnavn, skønt du ej kender mig". Befrielsen kommer ikke til Israel ved dets egen anger og bod og forbedring, men den kommer ved en ny udvælgelseshandling af Gud, men denne gang ikke af Israel - hvis udvælgelse står fast hos Gud, og som han ikke har angret - men af Kyros, hedningekongen, der ikke kender Gud, og som ikke ved, at han er Guds salvede, hvis højre hånd Gud har grebet "for at nedstyrte folk for hans ansigt og løsne kongernes gjord, for at åbne dørene for ham, så portene ikke var stængte. Selv går jeg frem foran dig, hindringer jævner jeg ud, jeg sprænger porte af kobber og sønderhugger slåer af jern. Jeg giver dig mulmets skatte, rigdomme gemt i løn, så du kender, at den, der kaldte dig ved navn, er mig, er Israels Gud". Som Gud fordum udvalgte Israel og Israels konge, sådan udvælger han nu Kyros til at være den salvede, men for at Israel på ham, den hedenske perserkonge, kan kende, at Israels Gud er herre over alle folkeslagene, at han er ikke bare Israels, men også hedningernes Gud. Og samtidig forkynder profeten, at Babylon skal falde, det kloge og stærke verdensrige, som synes urokkeligt i sin vælde og visdom. "Din viden og visdom var det, som ledte dig vild, så du sagde i hjertet: kun jeg og ellers ingen. Dig rammer et onde, som du ikke kan købe bort, over dig falder et vanheld, du ikke kan sone. Undergang rammer dig brat, når mindst du aner det". Den, som hører denne profet tale - og han siger ikke noget andet end domsprofeten Jeremias sagde før fangenskabets tid til det folk, der havde gjort Gud til garant for sin autonomi, skønt det lyder, som om han siger noget helt andet og modsat, fordi han taler i en situation, der for folket er anderledes - han forstår, at Gud på intet tidspunkt har forskudt sit folk, og han ser også, hvordan han leder det fangne og sønderslåede folk hjem der, hvor det for menneskeøjne synes umuligt, og gør dette på en ligeså underfuld måde, som dengang han i fortiden førte sit folk over Det røde Hav og vandet i havet rejste sig som mure, mens Israel gik tørskoet over. Når Israel har lært, at Gud er herre, ikke blot Israels, men også hedningernes herre, så er det ikke meningen, at det skal forblive længere i Babylon, men så skal det vende hjem til Jerusalem for der at bygge templet op igen for herren. Men det betyder ikke, at alting så igen skal blive præcis, som det engang var. Nu gælder det, at "ej skal Zions borg sig højne denne gang med spir og tårn, hyttelavt i verdens øjne bygges nu imod tilforn". Alligevel skal herligheden blive større i dette uanselige tempel, fordi herligheden nu ikke mere også er den udvortes pragt, som mennesker skaffer tilveje ved deres kunst, men alene Guds usynlige nærværelse i templet som den, der er herre. Og hvor Israel erkender, at Gud er den, som regerer, og at det hverken er kongen i Jerusalem eller kongen i Babylon, der gør det, og hvor Gud således er alene om at give folket dets fremtid og dets håb ved selv at være denne fremtid, der er der igen en fremtid og et håb for Israel på jorden. Det absolutte og det relative er nu holdt ude fra hinanden i deres uendelige kvalitative forskellighed, ikke ved menneskelig skarpsindighed, men ved Guds egen indgriben, ved den jordrystelse i folkets liv, som fangenskabet i Babylon har været, eller ved den jordrystelse, at folket er blevet nødt til at indrømme, at det ikke selv er herre over sit liv og ikke selv kan bestemme sin fremtid, men at det har en herre over sig. Og når denne tilbagevenden til Zion ikke kan være det selvretfærdige folks romantiske længsel efter at vinde svunden storhed tilbage, men kun kan være til som en befaling af det profetiske ord, der lyder i det ydmygede folks mørke og håbløshed, så er den første og største opgave for dette folk ikke at bygge boliger og plante vingårde til fremme af dets eget materielle velfærd, men at bygge et tempel for Herren, for at det kan komme der og tilbede den Gud, der har handlet så underfuldt med det, og give ham ære som Gud - og derefter bygge boliger og vingårde.

Når den hellige skrift, der vidner om Kristus, åbner sig og selv vender sine blade for den, som læser, - og det gør den først der, hvor menneskenes skrifter har talt, hvad de har at sige, og al deres tale er blevet til tavshed, for bibelen er ikke det umiddelbare, og dens forståelse er ikke fornuftens sag - så er det virkeligheden, der taler ud af den og giver sig til kende for menneskene som deres virkelighed. Derfor er det også sådan idag der, hvor det store Babylon falder - og det falder der, hvor det i lighed med Nebukadnezar roser sig imod skaberen ved at glæde sig over den verden, som er kommet til ved dets egen visdom og kraft, og som det holder fast i sin besiddelse; det falder der, hvor det tror, at det har skabt en ny verden og et nyt menneske; det falder der, hvor det, som det vil, er ved menneskelig fornuft og kraft at bygge et gudsrige på jorden, hvori menneskene er forenet til eet efter menneskets egen forstand på, hvad enhed og samhørighed er, og hvor det, som virkelig kommer, er en forvirring, som ingen menneskelig magt kan skabe orden og rede i, og hvori hverken forhandlinger mellem supermagter om nedrustning eller militære opgør med konventionelle styrker eller med kernevåben eller fredsbevægelser eller total underkastelse under den stærkeste evner at udrette nogetsomhelst for at hidføre fred, men udelukkende at yde bidrag til at øge forvirringen og angsten - derfor er det også sådan idag, at det første, der er at gøre, den mest påtrængende opgave for at tilvejebringe god øvrighed og styrelse af landet er at bygge et nyt tempel på det gamles, det nedrevnes sted, en kirke, der ikke blot ved de herlige ting, der siges i den, men allerede ved sit ringe udseende skal forkynde, at herligheden og herredømmet er Guds alene, og hvorved menneskene, der bor i landet, til stadighed kan blive mindet om, at de bor på en jord, som ikke er, og som aldrig har været, og som aldrig kan blive menneskenes ejendom, fordi Herrens er jorden og dens fylde, og han våger ved almagt og nidkærhed over sin ejendomsret til den. Det er det ubetinget mest nødvendige af alt for menneskenes liv på jorden, for deres liv i Guds rige til venstre hånd, at Gud bliver æret og tilbedt som Gud ved, at hans ord lyder og høres. I den forstand er det sandt, at gudsfrygt styrker rigerne. Gudsordet er som lyset, der skinner i mørket og derved giver menneskene betingelsen for, at de kan se, hvor de er, og hvem de er, se, at de er mennesker og ikke guder, og dermed også se, at den verden, de lever i, ikke er deres, men Guds, og at deres liv er at være daglejere for ham, så at det er overflødigt og ren dårskab at ivre for foreningen af proletarer i alle lande, fordi alle mennesker i forvejen er forenet og det ved almagtens styrke i det at være daglejere, proletarer for Gud. "Bettler sind wir, das ist wahr" (Luther).

Og rundt om det lave tempel, der således står i landets midte som et tegn, der giver alle mennesker uden forskel at forstå, at her skal de komme sammen ikke for at beundre menneskelig kunst og visdom men for at høre Guds tale til dem, der kan menneskene leve i den tryghed, som Gud selv giver, og som er til stede, selv om fornuften ikke kender den eller forstår, hvordan der kan være nogen tryghed der. Der kan de bygge og bo og gøre deres daglige dont; der kan de gøre netop den lille gerning, som passer sig for livet i et herberge, hvor de må opholde sig i deres udlændigheds tid - for også der, hvor mennesket er vendt hjem til Zion fra Babylon, forbliver det i en anden og dybere forstand i udlændigheden og vandringen mod fædrelandet, det er netop det, jordrystelsen, opholdet i Babylon, har skullet lære det. Den lave kirke hjemme i Zions stad lærer menneskene, at de er fremmede og udlændinge på jorden på vandring mod fædrelandet i den evighed, hvor deres borgerskab er. Og hvor den tale høres, kan øvrigheden forstå, hvad det betyder, at der ikke er eller kan være øvrighed uden af Gud og dermed se sin opgave klart. Her, hvor politikere og jurister må nøjes med at være mennesker og ikke kan få lov til at bilde sig ind, at de er guder, kan de forstå, hvad den lov og den ret er, som alene kan give mening og styrke til deres lovgivning og til deres retsafgørelser. Og her kan politikernes vælgere se, at Gud er i himlen, og at de selv er på den jord, som er, hvad den er, ved sit forhold til den himmel, som Gud i begyndelsen skabte sammen med den. Og så er mennesket i verden og samtidig ikke af verden. Så har det hænderne og fornuften i verden, men hjertet og troen i himlen hos Gud. Så kan det bruge verden uden at tilbede det, som blot er forgængeligt, fordi det nu er åbenbart, at intet borgerskab kan være i den verden, som forgår. Og her kan det gå den evighed, som er dommen over enhver, i møde med frimodighed, fordi fordømmelsen er taget bort af den Kristus, som er verdens frelser og forsoner. Det kan gå dies irae i møde som "der liebe jüngste Tag", som Luther siger, fordi dommens dag er dagen for Jesu Kristi herlighedsåbenbarelse, som intet menneske, når det hører evangeliet, kan andet end leve i glad forventning om at skulle se, fordi denne forventning er en sådan, som han selv giver til enhver, som tror på ham, sammen med, at han giver troen, han, som har sagt, at han, når han bliver ophøjet, skal drage alle til sig, til sig i sin fornedrelse og til sig i sin ophøjelse, den fornedrelse, som allerede er ophøjelse, fordi kærligheden skjuler sig i den; den ophøjelse, som aldrig er andet end åbenbarelsen af kærlighedens væsen som selvfornedrelse - og som således er Guds evige ord, der bliver og skaber påny, hvor græsset visner, og blomsten falder af, og hvor himmel og jord forgår.