Teologisk nationaløkonomi

Af Johannes Horstmann. Tidehverv, 1989, s.23-26.

Da den anden verdenskrig og dermed den tyske besættelse af Danmark var forbi, blev det snart klart, at det danske folk, ligesom de franske emigranter efter at revolutionens og Napoleons-tidens ulykker var overstået, intet havde lært og intet havde glemt. Der var efter dets mening ikke noget at lære af denne ubehagelige og meningsløse parentes. Man var bare for en tid blevet forstyrret i sine bestræbelser for kulturelle og sociale fremskridt af den afskyelige nazisme, og nu skulle man selvfølgelig vende tilbage til tredivernes forbilledlige Stauning-Munch-tid, til Poul Henningsens fra brandesianismen overtagne kulturradikale idealer. Og med 68-oprøret skulle det så slås fast, at nu var den frigjorte fornufts nye og lykkelige tid for alvor begyndt. Nu stod der kun tilbage at "gøre gode tider bedre".

Man vil dog næppe kunne sige, at virkeligheden i den tid, som er gået, i noget større omfang har honoreret denne oprørsindsats, der uheldigvis ikke kunne blive noget videre heroisk, fordi modstanderne af oprøret tænkte i væsentlig de samme baner som oprørerne selv, så at oprøret ved ikke at møde nogen modstand blev kvalt i velvilje, samtidig med at det blev afsløret i sin fundamentale forkælede latterlighed. Det, som kom ud af "oprøret", var ikke just et nyt samfund. 68-generationen har forlængst selv sørget for at blive til offentligt ansatte lønmodtagere med den fuldendt spidsborgerlige livsforståelse, som sædvanligvis kendetegner aldrende venstreorienterede. Det er alt, hvad der er sket - når der bortses fra, at det selvtilfredse danske folks stræben efter at hygge sig og have det rart selv i stigende grad synes at have fjernet det fra det ophøjede mål for denne stræben, så kun den rene selvtilfredshed er blevet tilbage.

Hvad er det, som her er i vejen? Ikke kulturelt, politisk og økonomisk ditten og datten, men det, at det danske folk ikke har haft sandhedskærlighed og vilje til at lade sig kalde til orden af virkeligheden ved de tegn, som denne selv har givet det, men i stedet har foretrukket at forblive i den illusion om ved fornuften at bygge et menneskenes rige, som i de seneste århundreder har været alle de europæiske folks fundamentale stræben. En illusion, for det menneske, der må leve i en verden, hvis skikkelse forgår, kan ikke - hverken ved liberalisme eller socialisme, reaktion eller revolution - skabe et menneskenes rige, hvori det selv er sit livs herre. Virkeligheden er altid et bestandigt opgør med mennesket, som holder det fast ved sig som en befaling, en lov, som mennesket må og skal adlyde. Og kun det menneske, som anerkender og forstår, at der bliver gjort op med det af virkeligheden, kan se klart til at gøre op med andre menneskers vildfarelser, fordi dette menneske er nødt til at gøre op med medmennesket som lige vilkår undergivet med det, nødt til at se, at det kun kan pege på den fælles virkelighed som det, der ikke har forbundsfællens forhold til den, men som selv dømmes af den for sin flugt fra den.

Ingen kan komme til at se skæven i sin broders øje uden som den, der først har set - og må vedblive med først at se - bjælken i sit eget øje. Det danske folks, menneskets, hvert menneskes vilkår er at være omsluttet af den virkelighed, som altid er en befaling til mennesket om at give Gud ære som Gud, og som selv nidkært våger over, at befalingen også bliver adlydt. Mennesket er ikke selv og kan ikke selv sætte sit livs overordnede instans. At leve som menneske kan ikke skilles fra at være under en myndighed, som ikke er mennesket selv og heller ikke har sin oprindelse fra det. Denne mennesket overordnede virkelighed samtaler uophørligt med det, holder uophørligt regnskab med det, gør op med det for dets ulydigheds skyld, enten mennesket ved af det og tillader det, eller det ikke gør det. Hvor mennesket ikke vil forstå sig selv som stående i dette opgør eller denne regnskabsaflæggelse som det, der er dets egen historie eller skæbne, dets egen virkelighed, der kan det ikke andet end misforstå sig selv og miste sin identitet og blive undermenneske. Det lader sig ikke gøre for et væsen, som er skabt i Guds billede, at være menneske uden Gud. Det lader sig ikke gøre for mennesket at løbe om hjørner med Gud. Det kan ikke fornægte ham i vantro uden derved at blive nødt til at bekræfte ham. Historien er i sin egentlighed Guds forsyns styrelse. Og at denne styrelse er efter hans og ikke efter menneskets forstand på, hvad styrelse er, er rimeligt nok, ellers ville det jo ikke være hans forsyns styrelse. Den, som forstår dette, forstår dermed også, hvorfor det er umuligt for fornuften at konstatere nogen lov for historiens gang. Historien kan derfor ikke betragtes, og den kan ikke være genstand for spekulation, men den vil adlydes, fordi den i sin egentlighed som Guds forsyns styrelse er en befaling. Den, som ikke forstår det, forstår ingenting af historien, selv om han også måtte sidde inde med førstehåndskendskab til samtlige historieskriveres og historieforskeres værker og har gennemstuderet dem alle efter de bedste historisk-kritiske metoder.

At historien er Guds forsyns styrelse og loven for dens forløb derfor ikke kan erkendes af mennesket, medfører, at menneskets fornuft hverken kan fatte den fortid, som har været, eller den fremtid, som kommer. Mennesket er som skabning i historien, ikke over historien. Det skal kun adlyde den befaling i det nærværende øjeblik, som historien selv er. Det skal ikke bryde sig om at ville bestemme over den eller dirigere dens gang. Men det er just dette, som mennesket, hvert menneske, vil. Derfor kommer historien i sin fremtræden til at bestå af menneskelige foretagender, som alle bliver gjort til intet af menneskets forsøg på at bringe historiens gang til standsning ved i egenmægtighed at sætte mål eller bestemmelse for den, og som ved at mislykkes tilkendegiver, at Guds lov for menneskets liv ikke tolererer egenmægtighed, men gør sig selv gældende netop i undergangen af den verden, som mennesket ved sin egen fornuft og kraft bygger op til brug for sig selv. "Forfængeligheders forfængelighed", siger den tale om alt, hvad mennesket bygger op, "alt er forfængelighed". Men i denne tale er det menneskets grænse, virkeligheden, Guds lov, der tilhyllet og fra det skjulte taler til mennesket og befaler det over alle ting at frygte og elske Gud, for kun ved at gøre det, kan mennesket være menneske.

Således er da sandheden om menneskets liv den, at Gud som menneskets og verdens skaber ikke er til at komme udenom og ikke lader sig spotte af det menneske, der ellers med forkærlighed gør dette, idet han manifesterer sig i den Kritik af mennesket med stort K, som allerede i sin svageste begyndelse sender det definitivt ud i tovene og gør al anden kritik, som har sin oprindelse i menneskets fornuft - kulturkritik, religionskritik, ideologi-kritik, samfundskritik til barnagtig leg i kravlegården. Hvor mennesket ikke erkender, at det i hvert øjeblik af sit liv er udsat for skaberens hvidglødende kritik og er nødt til at svare på den, og det ikke med sine tanker alene, men med sin eksistens, med sig selv, der kan dets liv ikke være andet end en bygning på sandgrund, et korthus, der falder for det første vindstød fra virkeligheden. Til gengæld påtager denne virkelighedens kritik sig så selv at have omsorg for menneskets liv. Det er jo selve friheden til at være sandt menneske, der kommer for dagen som Guds mulighed med mennesket der, hvor Kritikken med stort K fejer den egenrådige menneskefornufts hovmodige dårskab bort.

Nu kunne denne teologiske overvejelse jo synes ikke at have ret meget med nationaløkonomi at gøre, men det har den, for den er baggrund og forudsætning for, at det kan træde frem, hvad det virkelig drejer sig om i en nationaløkonomi, som er virkelighedstro. For med teologisk nationaløkonomi mener jeg ikke den almindelige lære om kapital og valutapolitik og produktion og markeder, hvis teori og praxis blot skal dirigeres af teologer og præster, af kirker og kristelige folkepartier efter åbenbarede overnaturlige retningslinier. Men jeg mener den nationaløkonomi, der alene kan være til dér, hvor den illusionære ideologiske forståelse af historiens gang under presset af virkelighedens kritik har mistet sin mulighed for længere at være den ukritisk overtagne selvfølgelige begrundelse for den økonomiske tænkning. Her bliver det nødvendigt at opgive den gængse forståelse af nationaløkonomien som en videnskab, der noget nær kan og skal sikre landets og samfundets fortsatte beståen, fordi det her bliver åbenbart, sådan at der ikke er noget at tage fejl af, at ingens liv beror på det, som han ejer. Sådan siger virkeligheden nemlig, idet den viser menneskene, at de alle skal dø, rige såvel som fattige, hvorved alt bliver taget fra dem, og ingen har nogen reel mulighed for at protestere. Men menneskene vil ikke vide dette, som de dog godt ved, og derfor siger alle nutidens politikere, både de borgerlige og de socialistiske, det modsatte. For der er naturligvis ingen forskel på, om politikerne vil bygge landet på en kapital, som indehaves af private, eller på den som staten har rådighed over, og som de ledende i den fordeler efter, hvad de finder for godt.

Hvor de, som styrer landet, accepterer økonomismen som det selvfølgelige grundlag for borgernes liv og baserer deres tænkning over samfundsforholdene på den, kan der ikke komme andet end forvirring ud af deres gerning, fordi man i den vil dekretere, at det, der uophørligt flyder, alligevel skal være en fast grundvold, og det kunststykke kan ingen præstere, uanset om han hylder den liberalistiske markeds-økonomi, eller han foretrækker den socialistiske planøkonomi. Som Guds skabning kan mennesket ikke leve af brød alene. Politikernes forsøg på at lade, som om det alligevel kan lade sig gøre, kan ikke andet end få katastrofale virkninger, fordi virkelighedens kritik af det, som den ikke vedkender sig som hørende til den selv, ikke lader sig standse, før der ikke er sten på sten tilbage af den bygning eller de bygninger, som den ideologiske virkelighed har opført - eller bilder sig ind at have opført.

Det hjælper ikke, at politikere, der har al grund til at føle sig frustrerede, vil hente råd for deres styrelse af samfundet hos nationaløkonomiske "vismænd". Grunden hertil er den simple, at disse "vismænd" - man er endog begyndt at tale om "overvismænd" og synes ikke at have opdaget, at man ved denne graduering reducerer dem, der kun er "vismænd", til at være halve dårer og dermed gør den hele tale om vismænd til ren dårskab - hjælper politikerne til at forblive i deres fjernhed fra virkeligheden. De kan simpelthen ikke gøre andet med en nationaløkonomi, som skal gælde for at være visdom til frelse for statsstyrelsen.

Hvor man vil bygge et hus, må man begynde med at sørge for et ordentligt fundament, som huset kan hvile på. Men for statens hus er dette ikke, sådan som alle økonomer idag synes at mene, samfundsøkonomien. For det økonomiske og overvejelserne desangående kan selv kun være noget, der hører med til og har sin plads i samfundet, ikke det nødvendige og tilstrækkelige grundlag for det. Gør man det til dette, får man den dæmoniske økonomisme, mammonstilbedelsen. Men afguder lokker kun mennesker til at tilbede dem for at ødelægge livet for dem. Økonomismen pisker politikerne til at opfinde skattesystemer, der - nominelt i samfundsretfærdighedens navn, reelt for at befæste eller forøge politikernes magt - berøver borgerne størsteparten af deres retmæssige arbejdsindkomst og ejendom og skaber dermed almindelig utilfredshed, initiativløshed, stagnation i erhvervslivet og øget forbrug og arbejdsløshed. Så nødes det offentlige ind i et stadig mere nøjeregnende tilsyn med borgernes brug af deres penge og ejendom og skaber dermed hos disse en følelse af, at de er blevet narret af statens Sirenesang om et velfærdssamfund, der ved dens velsignelsesrige virksomhed skal komme, og i stedet er blevet gjort til statens stavnsbundne hovbønder under dens ridefogedkontrol.

Og denne det offentliges mistillid til landets borgere, som det høje skattetryk umiskendeligt udtrykker, bliver fra deres side uundgåeligt besvaret med mistillid til det offentliges gode vilje. Staten og den offentlige sektor kommer i folkets øjne til i stadig højere grad at fremstå som fjenden, der er ude på at berøve det muligheden for at kunne leve det jævne og muntre og virksomme liv, som det ikke kan undgå at måtte ønske sig at kunne leve. Og politikerne fremtræder som tvetungede hyklere, der taler lokkende ord om folkehjem og velfærdssamfund, mens de i virkeligheden er ude på at lægge folket i de magthavendes lænker. Og når det offentlige således snyder borgerne for frugten af dets arbejde - for dette er jo virkeligheden bag de høje skatter og forbrugskontrollen - hvad kan så hindre borgerne i at se det som en god gerning at betale det offentlige igen med dets egen mønt og til gengæld at snyde det, hvis de ellers kan komme afsted med det. Hvad er vel sort arbejde andet end en retfærdig og rimelig protest imod det overhåndtagende kontrolvæsen fra myndighedernes side, som er blevet utåleligt, fordi det intet godt yder til gengæld for alle ubehagelighederne ved det?

Men politikerne er jo nødt til at bringe orden i statens finanser og i betalingsbalancen, vil man sige, og hvad de gør, gør de jo for borgernes egen skyld? Nej, den undskyldning gælder ikke. Sagen er, at den politiske opgave er fejlagtigt stillet, hvor løsningen af sådanne problemer prioriteres højest. Det fejlagtige kommer for dagen deri, at problemerne åbenlyst for alle ikke virkelig bliver løst. Der bliver kun snakket om deres løsning. Dette kan vel fremkalde omfattende aktiviteter, der ser ud af noget, men det bliver også ved dette syn af fortravlede politikere. Der sker ingenting virkeligt, der løses ingen virkelige regeringsopgaver. Politikernes aktiviteter med de økonomiske ting er på den måde selv blevet den største hindring for, at de kan komme igang med deres egentlige opgave: at sørge ordentligt for, at lov og ret kan råde i landet, det, som altid er den første og største regeringsopgave dér, hvor det anerkendes, at det er mennesker og ikke ting og penge, der skal regeres.

Hvor staten lægger vind på loven og retten som det primære - men også kun dér - bliver dens økonomiske opgave af sig selv klar som den, der ikke kan skilles fra det at skulle hævde loven som det uomgængeligt nødvendige grundlag for samfundet og dermed også for de økonomiske forhold i det. Netop det, at de økonomiske forhold ikke opfattes som et spil af naturkræfter og naturlove, er betingelsen for, at der kan være menneskelighed i dem, og at der ikke bare kommer umenneskelighed ud af statens behandling af dem, hvad der nødvendigvis må gøre dér, hvor samfundets liv regnes for at være absolut afhængigt af økonomien. Dér bliver det det økonomiske, der regerer politikerne, ikke dem, der regerer det økonomiske. Dér hersker økonomismens dæmoni, og politikerne kan ikke være andet end denne dæmonis viljeløse marionetter.

Virkelighedens kritik af "menneskenes rige" gør selv Guds lov for alt menneskeliv gældende. Samfundsopløsning og nihilisme er ikke bare tilfældige indbrud af kaosmagter i et ellers velordnet socialt kosmos, men de er forløbere eller redskaber for den lov, der som Guds kun kan adlydes i tro og kun kan kendes ret i troens afgørelse. Den lov, der som menneskelivets fundament er virkeligheden selv, lader sig ikke til syne for den konstaterende fornuft, men fra sin usynlighed og uerkendelighed regerer den mennesketilværelsen ved bestandig at tage magten over menneskenes liv fra dem selv og derved sætte dem deres rette embedsopgave som menneske for. Derigennem kommer også virkelighedens egen nationaløkonomi frem - som en fordring om en ret menneskelig brug af det, som uden denne fordring kun kan være uretfærdighedens mammon - i stedet for illusionens nationaløkonomi, som er en dæmonisk hexedans af økonomiske kræfter, der behersker og styrer menneskene, naturligvis lige med undtagelse af sådanne nationaløkonomer, som er kløgtige nok til at opspore og tæmme dem, som Franklin tæmmede lynilden, og som derfor kan figurere som "vismænd", men der er nok ikke nogen grund til at misunde dem denne kløgt, fordi den er givet dem af illusionen og ikke af virkeligheden.

Hvilken er så den brug, som virkeligheden vil have gjort af det økonomiske? Hvori består fordringen? Først og fremmest i at tro, at det er et grundvilkår for mennesketilværelsen, at ingen har noget, som han ikke har fået givet, tro, at "Herren velsigner og gør rig, slid og slæb lægger intet til". Mennesket kan ikke med det, som det har, gøre sig selv til sandt menneske, give sig selv livet. Det er hovedsætningen i den teologiske nationaløkonomi, at mennesket ikke kan leve i den verden, hvis skikkelse forgår, uden ved i hvert øjeblik at modtage, hvad der bliver det givet. En rig kommer derfor vanskeligt ind i Guds rige. Sålænge mennesket ikke har erkendt, at dets rigdom ikke er eller kan være andet end fattigdom, kan det ikke bruge det, som det ejer, på ret måde, kan det ikke andet end ødelægge sit eget liv med sin ejendom.

"Du må ikke stjæle!" Det er den anden hovedsætning i den teologiske nationaløkonomi. Og fordi det er virkelighedens bud, er det let at opfylde der, hvor mennesket har erkendt, at Gud har omsorg for det, og det derfor er frit til at nøjes med det, som det får givet af ham. At stjæle fra næsten kan kun give mening dér, hvor mennesket i vantro illusioner mener, at det kan leve af jordisk gods. Hvor denne vantro er afsløret som ren dårskab, hvor Gud er den daglige giver af al god og fuldkommen gave, kan der derfor ikke være andet at bruge det jordiske gods til end at tjene den trængende næste dermed, hjælpe ham til at fremme sin næring og bevare, hvad han ejer. Der kan der ikke være den mindste mening i at samle til bunke. Ingen kan give sig af med det uden at gå virkeligheden forbi i total misforståelse af sin tilværelse som menneske. Så forsvinder misundelsens krav om at besidde det gode, som mennesket ser medmennesket eje, og som skaber spliden i verden. Det forsvinder ved at blive erstattet af den fordring om at elske sin næste, der binder mennesket til dets næste, ved den skyldighed at tjene, som er den samme for alle, og som giver alle at leve sammen i den fred, den er et med den kærlighed, som er fra Gud, og som Gud selv er.

De andre sætninger i den teologiske nationaløkonomi følger af sig selv, hvor først hovedsætningerne står fast. "I dit ansigts sved skal du spise dit brød". "Dersom nogen ikke vil arbejde, skal han heller ikke have føden". At mennesket kun kan have, hvad det bliver givet, betyder ikke, at det ikke skal arbejde. Mennesket er skabt til at være menneske, ikke plante eller dyr. Arbejdet for at skaffe føden til sig og sine er den rette menneskelige måde at modtage Guds velsignelse på, modtage den i stedet for ved selv at ville tage den at forvandle den til forbandelse. Gud lader det i sin usynlighed se ud, som om det er mennesket selv, der ved sit arbejde tager sin føde, mens det i virkeligheden er ham, der giver alt. Han vil i sin kærlighed ikke knuse mennesket ved før evighedens åbenbarelse at nøde det til at se hans uendelige overlegenhed som skaber og opholder. Men han vil i stedet fra det skjulte bevæge det til frivilligt og af et glad hjerte at elske ham, der giver menneskene ikke bare sine gaver, men også sig selv som den gode skaber, hvem alle gode gaver kommer fra.

Det gælder også i virkelighedens nationaløkonomi at "en arbejder er sin løn værd". Den sætning vil være den bestemmende i al lønpolitik. Andre hensyn, der vil lade dette ene hensyn ude af betragtning, kan ikke andet end skabe ulykke ved at gøre samfundet umenneskeligt og uretfærdigt. Betalingsbalancehensyn og ligelønsprincipper, mindskelse af sociale spændinger, velfærdssamfundets bevarelse kan kun bringe umenneskelighed ind i samfundet, hvor de prioriteres højere end sætningen om, at en arbejder er sin løn værd. Det er selve den skyldighed at give den, som arbejder, den løn, som han ved sit arbejde har vist sig værd, der opretter og opbygger samfundets liv som menneskeligt. Hvor skyldigheden mod det enkelte menneske forsvinder, og lønpolitik bliver til et blot og bart tovtrækkeri mellem forskellige grupper og kollektiver i samfundet, kan samfundsøkonomien ikke undgå at blive til et spil, hvori alle kneb er tilladt, og politik bliver, at alle anstrenger sig til det yderste for at bedrage alle. Men sådant er samfundets umenneskeliggørelse. Hvor denne forståelse af det økonomiske har skaffet sig råderum, er den uhyre vanskelig at blive af med igen, fordi alle forandringer, som fornuften iværksætter, kun er gentagelser af den samme fordærvelse. Den dæmoniske økonomismes nisse flytter med.

"Hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden, men må bøde med sin sjæl?" I disse ord bliver det indskærpet, at denne forgængelige verdens rigdom ikke kan være grundlaget for menneskets liv og derfor ikke kan være det, som mennesket skal spørge efter som det første og største. I denne stræben efter at sikre sit liv ved det økonomiske er der indbygget en livsødelæggelse som skaberens straf for den, men også, og først og fremmest, en påmindelse, et kald til selvbesindelse på virkeligheden. Det økonomistiske menneske overgiver sig selv til døden, når det vil bygge sit livs hus på det, som forgår som timer og år. Ligesom den rige bonde i Jesu lignelse mister det forbindelsen med virkeligheden, når det med velbehag betragter sit gods som det, der skal sikre dets liv, og dermed er fanget af døden, hvor levende det end må forekomme sig selv. Penge og ejendom kan mennesket ikke leve af. De kan kun bruges til at give ud i den tjeneste for medmennesket, som tilværelsen kræver af mennesket.

"Bekymrer eder ikke for den dag imorgen, den dag imorgen skal bekymre sig for sig selv". Opgaven for det menneske, som er Guds skabning, er at leve i øjeblikket, ikke i letsindighedens øjeblik, men i troens og ansvarets, derfor ikke i bekymring for resultatet af gerningen, men i bekymring for den lydige overtagelse af ansvaret for, at den bliver gjort. Mennesket kan overhovedet ikke for alvor bekymre sig for andet end øjeblikkets fordring til det her og nu. Så snart mennesket indlader sig på at bekymre sig for fremtiden, løber det fra sit ansvar overfor den skaber, der ikke giver det mere end en dag ad gangen og dermed tydeligt siger til det, at ansvarets sted er nuet, øjeblikket og ikke noget andet sted. Bekymringen for fremtiden er altid en afgudsdyrkelse, hvori mennesket enten gør verdens herlighed eller sin egen fornuft og kraft til sin afgud. Kun en nationaløkonomi, der anerkender, at den umuligt kan forme samfundets fremtid, fordi den er nødt til at lade hver dag have nok i sin plage, kan have det rette opmærksomhedens forhold til virkeligheden, hvori øjeblikkets fordring i konkret skikkelse lader sig til syne. "Gudsfrygt og nøjsomhed er en stor vinding". Hvor mennesket tror, d. v. s. modtager sit liv fra Gud og venter alt godt fra ham, der kommer nøjsomheden af sig selv, fordi der bliver bekymringerne for morgendagen taget bort. Og det er denne vantroens bekymring, der driver mennesket til at jage efter økonomisk vinding og sikkerhed for sit liv ved den. Troen ved, at Gud har omsorg for mennesket, at han er en hjælper i rette tid, og at den virkelighed, som mennesket faktisk står i, derfor altid er fuld af hans hjælp. Gud er den, der uendeligt hjælper sin skabning. Sådan er han Gud. Og så er alting hans hjælp, nemlig hjælp til at forblive i den tro på Gud, som er det virkelige liv som skabning og menneske.

Teologisk nationaløkonomi har jeg kaldt ovenstående overvejelser. Jeg kunne lige så godt have kaldt dem fornuftige overvejelser om nationaløkonomi. For min mening er ikke, at teologien skal erstatte den almindelige nationaløkonomi med en åbenbaret sådan, men at den tværtimod skal få nationaløkonomien afideologiseret og bragt ned på jorden, for at den dér kan gøre et reelt og fornuftigt arbejde, dér kan bistå reelt og fornuftigt arbejdende politikere i deres gerning i stedet for at degenerere til en esoterisk lære for highbrows, en metafysik for "vismænd", som kan hindre politikerne i at se og tage fat på de sande regeringsopgaver og derved blive til en humbugvidenskab, som kan bruges af mindre samvittighedsfuldt arbejdende politikere til at stikke menigmand blår i øjnene for hos ham at forebygge eller afvæbne kritiske spørgsmål, som kan være ubehagelige for dem.

At sige til nationaløkonomerne, uanset hvad de måtte mene eller ikke mene om teologien, at de ikke kan undgå at måtte befinde sig dér, hvor vilkårene for det arbejde, som de kan og skal gøre med deres fornuft, er, som det her er fremstillet, og at det ansvar, som ligger på dem, er uafrysteligt, er meningen med at tale om teologisk nationaløkonomi.