Rasmus Nielsen og Søren Kierkegaard

Af Knud Lundbek Hansen. Tidehverv, 1984, s.60-66.

"Som man i kogekunsten ved, at f. e. den og den stærke essents ville være det modbydeligste hvis den skulle nydes alene eller i stort kvantum, medens en dråbe giver den lifligste smag: således virker den sande religiøse i samtidighed for stærk, han må først slåes ihjel - og så indslagtes af docenterne, der derpå tillave de delicateste og kosteligste retter ved dråbevis at benytte ham og hans.

Dette er dog det væmmeligste af alt. Og at en sådan så skulle i en bedre verden saligt leve sammen meddocenterne: nej, det er dog afskyeligt. Tænk det at være død på den måde at man blev spist af kanibaler - så at skulle leve saligt sammen, saligt samles med dem, der - åd en: det er dog oprørende. Og dog er den anden art kanibalisme endnu væmmeligere især på grund af sit hykkelske skin. Og hvis en docent kommer til at læse dette, så docerer han det med".

Ordene er Søren Kierkegaards, skrevet i 1854. Foruden at dirre af harme mod den, der holder foredrag om Søren Kierkegaard, og endda medtager, at foredragsholderen ovenikøbet docerer hans forhold til en docent som Rasmus Nielsen med, så antyder citatet også hans baggrund for at have skrevet og udgivet "Om min forfattervirksomhed" og skrevet og ladet ligge til senere udgivelse "Synspunktet for min forfattervirksomhed". Begge er skrevet i 1848 og helt bevidst skrevet i den hensigt at vise, hvad Kierkegaard "in Aoto" vil, nemlig: gøre opmærksom på det kristelige, samt endvidere slå fast, at det religiøse ikke er noget, man tyr til, når man bliver gammel. Disse skrifter er nøglen til Kierkegaards forfattervirksomhed, en nøgle, som netop skal forhindre, at man tillaver "retter" af ham, f.eks. ved at foretage tilfældige udpluk hist og her.

Medens jeg læste disse to skrifter, gennemgik jeg samtidig Kierkegaards papirer fra samme år - 1848 - og stødte der naturligt nok på navnet Rasmus Nielsen. Jeg har prøvet at sætte Kierkegaards optegnelser om Rasmus Nielsen samt brevvekslinger dem imellem i forhold til de nævnte to skrifter og mener derigennem selv at have fået en skærpet opmærksomhed overfor helheden i Kierkegaards forfatterskab. Så meget om baggrunden for det følgende. Læsningen af bemærkningerne om Rasmus Nielsen uddyber, mener jeg, det sigte, Kierkegaard havde. Rasmus Nielsen er levende "model". Han havde læst Kierkegaard, havde forstået ham, fik direkte undervisning, brugte løs af hans værker og tanker - og alligevel kasserer - dette er vist ikke et for stærkt udtryk - Kierkegaard ham. Det er dette - og alligevel - der interesserer mig, fordi der ligger en anfægtelse for enhver, der giver sig i kast med Kierkegaards værker. Når overskriften er "Rasmus Nielsen og Søren Kierkegaard" hentyder dette ikke til en sammenligning mellem dem og deres skrifter for at finde en afhængighed eller lignende - dette gjorde forøvrigt S. Kierkegaard selv -, men overskriften hentyder til interessen i at finde ud af, hvad der "gik galt", da Rasmus Nielsen kastede sig over Kierkegaards tanker.

*
Men til året 1848. Flere tråde løber sammen dér. 1. Kierkegaard har skrevet en lille æstetisk artikel "Krisen og en krise i en skuespillerindes liv", men kastes hid og did i anfægtelser, hvorvidt denne artikel skal udgives, anfægtelser, ikke p. g. a. indholdet men p. g. a. at artiklen var et æstetisk skriveri. 2. Han indleder et fortroligt forhold til Rasmus Nielsen. 3. Han skriver om sit forfatterskab.

Disse begivenheder hænger på det nøjeste sammen som det ses af dagbøgerne, hvor overvejelserne desangående går på kryds og tværs. Samtidig giver anfægtelserne, der vedrører udgivelsen af "krisen" og forholdet til Rasmus Nielsen, liv til skrifterne om forfatterskabet, så det ses, at den "ligefremme meddelelse", han giver i disse skrifter ikke blot er en teori, en form for overordnet syn på alt, hvad han havde skrevet, men en kamp, et forsvar, kunne vi kalde det, et forsøg på at give udtryk for den virkelighed, der er Hans egen. Det er S. Kierkegaards egen virkelighed - som den, der uden myndighed peger på det kristelige - der skal fremføres. Det er denne sin egen virkelighed som religiøs forfatter, han slås for, og denne virkelighed vil han ikke have gjort til en blot mulighed, f.eks. for Rasmus Nielsen, der så kunne spille klog og "komme ham forbi", som han udtrykker det, i sin kamp mod Martensen.

Men denne virkelighed er ikke statisk. D. v. s. der skal bestandig kæmpes for den i en bestandig nejsigen til så mange andre muligheder, der viser sig for ham.

Hvad vil der ske, såfremt han giver "ligefrem meddelelse" om sit forfatterskab? Ja, dette får han at se ved at iagttage Rasmus Nielsen, hvem han gav en "ligefrem meddelelse" - og Rasmus Nielsen blev docent, d. v. s. han forstod ham ikke. Om det er denne iagttagelse, der får "synspunktsskrifterne" tilbage i skuffen, ved jeg ikke.

Hvad vil der ske, såfremt han udgiver det lille æstetiske skrift "Krisen". Ja også dette sender han til Rasmus Nielsen, uden kommentar, for at se, hvorledes han reagerer.

*

Først lidt om S. Kierkegaards egne overvejelser angående udgivelsen af "Krisen".

I 1848 skriver han: "Jeg havde i disse dage tænkt på at lade den lille artikel: Krisen i en skuespillerindes liv trykke i Fædrelandet. Grundene for er følgende. De mindre vigtige men som havde overtalelsens magt, hvorfor jeg først må underkaste dem en kritik. Jeg mener at skylde fru Heiberg det. Jeg ønskede igen at pirre lidt ved Heiberg. Jeg kan på den måde få visse ting sagt, som jeg ellers ikke får således sagt, så let, så konverserende. Det ville glæde mig meget, at føje Giødvad, som har bedt om det. Og så hovedsagelig, hvad der taler for: Jeg har nu i så lang tid beskæftiget mig udelukkende med det religiøse, at man dog måske vil gøre et forsøg på at give det udseende af, at jeg har forandret mig, er blevet så alvorlig (som jeg ikke før har været), at de litterære angreb har gjort mig hellig, kort, at man igen min religiøsitet betræffende vil give det skin af, at sligt er noget man tyr til, når man bliver ældre. Det er et kjætteri som jeg anser for yderst vigtigt at modarbejde. Nerven i min hele forfatter-virksomhed ligger egentlig her, at jeg var væsentlig religiøs, da jeg skrev "Enten-Eller". Derfor var det min mening, at det kunne være tjenligt, for en gang skyld igen at vise muligheden. Just deri mener jeg min opgave at ligge, bestandig at kunne, hvad verdens forfængelighed og verdslighed higer efter som sit højeste, og fra hvilket synspunkt de fornemt se ned på det religiøse som noget for reducerede subjekter - bestandig at kunne, men ikke væsentlig at ville.

Dette er en meget vigtig grund pro. Men contra taler. Jeg er nu gået så afgørende ind i det kristelige, har fremstillet meget deraf så strengt og alvorligt, at der vel nok er de, som således er påvirkende. For disse kunne det nu næsten blive til forargelse at høre om, at jeg i en feuilleton skrev om en skuespillerinde. Og sandeligen man har også et ansvar mod sådanne.

Derfor, den skal ikke udgives. Min stilling er for alvorlig, en lille diætisk fejl kunne gøre ubodelig skade". Senere skriver han "Nej, den lille artikel skal ud. Det er ikke andet end tungsindig refleksion jeg hilder mig i".

Senere: "Se, en lille artikel om en skuespillerinde - det er nok til at forvirre igen, hvis nogen skulle være blevet dvask og højtidelig i den vane, at jeg var den alvorlige - måske en apostel".

En apostel meddeler ligefremt hvad kristendom er. Dette kan apostelen gøre, fordi han selv lever det, han forkynder, eller taler ligefremt til hedenskabet.

I den såkaldte kristenhed er situationen en anden. Der har man etableret sig med kristendommen som en værensform, hvorfor der først skal hæves det bedrag: at vi alle er kristne i ligefrem forstand.

Når Kierkegaard da udgiver et æstetisk skrift - d. v. s. taler æstetisk, digterisk om menneskelivet - demonstrerer han, at apostel er han ikke. Hans kristendom er ikke i værensform, i tilstand, men en kampform kunne vi sige, hvor frastødet mod det æstetiske er krævet af ham.

Hvad er da det æstetiske? Ja i denne forbindelse kunne det kaldes for livsviljen, der er på spil i ethvert menneskes virkelighed - nemlig den livsvilje, der i enhver virkelighed kun ser eller forvandler enhver virkelighed til ny mulighed for erobring af det sande, det gode eller skønne. Således lever mennesket æstetisk, eller som Kierkegaard også kalder det, lever i refleksion.

Et par citater fra "Dømmer selv". "Alt det kristelige er nemlig en fordoblelse, eller enhver bestemmelse af det kristelige er først sit modsatte, hvorimod blot menneskeligt eller verdsligt. Et kun er ligefrem, hvad det er. En ånd, der gør levende, er således, blot menneskeligt, en levendegørende ånd, ikke videre. Kristeligt er den først den ånd, som døder, som lærer at afdø".

"Ved hvilken følelse hænger vel et menneske fastere end ved livsfølelsen, hvad begærer han stærkere og heftigere end ret at føle livet i sig, hvad gyser han mere for end at dø. Men her forkyndes jo en levendegørende ånd. Altså lader os gribe til, hvo vil betænke sig, bring os liv, mere liv, at livsfølelsen måtte svulme i mig, som var alt liv samlet i mit bryst.

Men skulle dette vel være kristendom, denne rædsomme vildfarelse? Nej, Nej. Denne levendegørelse i ånden, den er ikke en ligefrem forhøjelse af det naturlige liv i et menneske i umiddelbar fortsættelse af og sammenhæng med dette. O Gudsbespottelse, O rædsomt således at tage kristendommen forefængelig. - Den er nyt liv!"

Kierkegaard vil anbringe sin læser i kampen, den kamp den enkelte må føre på sine egne forudsætninger, en kamp som den enkelte ikke vinder ved at gå i Kierkegaards fodspor, han er jo ikke apostel, men har sine egne forudsætninger at slås med. At han har sine egne forudsætninger at slås med og selv står i kampen, skal da udgivelsen af "Krisen" afsløre. Kierkegaard har ikke overvundet det æstetiske en gang for alle, det æstetiske forstået som det gode og sande, det harmoniske, livsviljen - men står plantet midt deri, og stående midt i denne falske værensform er der kun et at gøre: Ikke at ville dette.

Ved at udgive "Krisen" fastholder han sig selv og læseren som den, der skal kæmpe. Derefter, når dette er sagt, kan han træde frem i "Karakter". "Det var dog godt med hin lille artikel, at jeg udgav den og kom i spændingen. Havde jeg ikke udgivet den, havde jeg dog lovet hen i nogen uklarhed betræffende brugen af den indirekte meddelelse for fremtiden.

Det er mig nu klart, at fra nu af vil det være uforsvarligt at bruge den. Det opvækkende ligger i, at Gud har givet mig kræfter til at kunne eksistere som en gåde - men så heller ikke længere, at det opvækkende ikke ender i det forvirrende. Det vil vel nu gælde ligefrem med fuld stemme at overtage det foregående majeutiske anlæg, så at træde bestemt og ligefremt i karakter som den, der har villet og vil tjene kristendommens sag".

*

Under disse Kierkegaardske overvejelser og anfægtelser er det, at Rasmus Nielsen - i bogstaveligste forstand - kommer til at spille en rolle. Kierkegaard havde på Rasmus Nielsens opfordring søgt kontakt med ham og sat ham ind i sin sag. Kierkegaard plages af tanken om at dø inden forfattervirksomheden var til ende, så det ikke blev helt klart, hvad han ville, og så "var Rasmus Nielsen der jo, som den, der kunne afgive forklaring", skriver han.

Det er kristendommen overfor menneskelivet, det drejer sig om. Og her, at kristendommen som nævnt ikke er en art højere menneskeliv eller en konfirmation af det menneskelige, men at tværtimod kristendommen er nejét til menneskelivet, når det fanget ind af livsviljens æstetiske menneskeopfattelse går egne veje eller finder egne tilflugtssteder og svar, som det så gennem refleksionen giver interessante og spændende udtryk. Det er her, kristendommens levendegørende ånd først er den ånd, der døder. Det er disse falske veje og tilflugtssteder, som findes i hedenskaben og kristendommen, der skal afsløres og afvikles.

Kristeligt set - som han skriver i "Synspunktet" - er det ikke det enfoldige, fra hvilket man går ud for så at blive interessant, vittig og dybsindig, digter, filosof. Nej lige omvendt: her begynder man, og bliver så enfoldigere og enfoldigere, kommer til det enfoldige. "Dette er i Kristenhed, kristeligt refleksionsbevægelsen. Man reflekterer sig ikke ind i kristendom, men man reflekterer sig ud af andet og bliver enfoldigere og enfoldigere, kristen". Eller rettere, det er kristendommen som syndstilgivelsens ord, det drejer sig om. En optegnelse fra 1840 viser sammenhængen. "Man har ofte talt med en vis ringeagt om kristendommen i sammenligning med de store opgaver, menneskeheden har sat sig. Man har beklaget, at den forkleinede det store i mennesket: eller man har spottet over dens nemhed, at den slet ikke fordrede menneskets selvvirksomhed, men en uvirksom modtagen og det var det, man forstod ved tro. Men som kristendommen er det nemmeste så er den og det sværeste netop fordi det falder mennesket vanskeligst at betvinge sig selv … således her syndernes forladelse. Der bliver ikke befalet dig at du skal gøre dette eller hint, der bliver ikke anvist en vej til at afarbejde din skyld. Men du skal tro, at der er en syndernes forladelse".

Fordi denne syndernes forladelse ikke skal blive taget forfængelig af en dvask kristenhed, da er det, at Kierkegaard opruller hele sit værk. Men han gør det ikke som apostel, der hævet over andre ved besked på en sådan måde, at han selv dvask lever i syndsforladelsen, nej han gør det som den anfægtede i hvem det æstetiske bestandig trækker.

*

Forstår Rasmus Nielsen Kierkegaards tanker? Kierkegaard har sine tvivl. Han skriver om ham: "Forholdet til Rasmus Nielsen har under denne sag ængstet mig meget i frygt og bæven. Jeg havde givet Rasmus Nielsen en ligefrem meddelelse. Men på den anden side hvorvidt han virkelig havde forstået mig, hvorvidt han var i stand til at vove noget for det sande, er mig ingenlunde klart. Her var lejlighed til at prøve, og jeg mente at skylde sagen det, og ham og mig selv. Heldigvis opholdt han sig på landet. Han har bestandig påstået, at han har forstået dette med det æstetiske brugtes som lokkemiddel og et incognito. Han har også påstået at forstå, at det altid kommer an på ganske at blive nærværende. Men om det var ganske så, har han egenlig aldrig forsøgt. Han havde næppe forstået betydningen af Enten-Eller og de to opbyggelige taler. Først længere efter, især da jeg så udelukkende blev religiøs forfatter og da jeg så drog ham til mig: forstod han det. Ja, godt, det vil sige han forstod det ikke i reduplikation, han forstod det i ligefrem meddelelse, at jeg forklarede ham, at det var gjort således. Det måtte nu ses, det måtte henstilles ganske til ham, hvorledes han ville bedømme en sådan tilsyneladende pludselig æstetisk artikel om en skuespillerinde. Fremdeles, artiklen indeholdt en lille hentydning til Martensen. Hvis Rasmus Nielsen på nogen måde ville undgå at have dom til fælles med de vedkommende, måtte det overlades til ham. Kort, han måtte et øjeblik stå ubetinget alene, at jeg kunne se, hvor vi vare. Det er noget ganske andet, at tale bagefter om denne reduplikation, altså i ligefrem form, end selv at skulle dømme i øjeblikket. Ja, det er meget anstrengende således at tjene sandheden, bestandig at måtte udsætte sig for misforståelse at man om muligt kan holde menneskene vågne, at det religiøse ikke igen blive dvask vane. Og det måtte være således med Rasmus Nielsen. Jeg måtte i frygt og bæven lade Gud dømme ham og mig imellem, at det ikke er mig han for meget knytter sig til, men at han holder sig til Gud".

Kierkegaard sender den lille æstetiske artikel "krisen og en krise i en skuespillerindes liv" fra sin daværende adresse på hjørnet af Rosenborggade og Tornebuskegade til Rasmus Nielsen. Pseudonymet var "Inter et inter". Rasmus kvitterer med et ikke uvittigt brev: "Det skarpe hjørne, hvorpå adressen lyder, gør en fortræffelig virkning. Men nærmere beset er det dog en endnu bestemtere afvisning, eftersom jo intet menneske, om han gjorde sig nok så smal, kan gå lige ind gennem et hjørne. Man må se sig om til en af siderne for at finde en indgang. Hvilken fordel for Dem, og hvilken vanskelighed for den indtrædende. Når denne nu tror at finde Dem i rosengården, så sidder De skjult i tornebuskens dunkelheder, og når han så igen søger Dem iblandt tornene: ja så er de flyttet om på solsiden at boe mellem myrter og roser. Altid således Inter et inter er de da så vel betrygget - jeg siger ikke mod bekymringer, men dog mod slæng og påhæng. Hvad mig selv angår kunne jeg ikke ønske mig en pålideligere adresse. Thi da anvisning og avvisning alternere således, at meningen (meningsløshed er naturligvis forbudt) haves ad libitum, kan jeg jo aldrig forfejle vejen, med mindre det - hvad Gud forbyde - skulde hændes mig, at jeg en gang i tåget vejr gik i tåget, og gik fejl af - mig selv"

På denne note, der efter min mening spiller på det æstetiske og det religiøse, fra Rasmus Nielsen, svarer Kierkegaard: "Se, derfor, for at gøre Dem ganske fri i Deres dom over dette noget, måtte jeg så længe flytte ud på det skarpe hjørne, og er måske nødsaget til at bo der, så længe jeg skriver breve, eller skriftligt underholder mig med Dem. Af erfaring må De dog vide, at indgangen er fra tornebuskegaden. Indgangen er fra Tornebuskegaden. Hvor man kommer hen må De jo selv af erfaring vide at bestemme, men jeg bedrager ikke, indgangen er ikke fra Rosengården".

Og Kierkegaard føjer til i sin dagbog: "Rasmus Nielsen synes dog slet ikke at kunne tage indtrykket af et nærværende - dialektisk, uden ligefrem meddelelse. Hin lille artikel, som han dog har læst, synes ganske at være undgået hans opmærksomhed, end sige, at han skulle kombinere. Altså i denne henseende misforståelse: væsentlig dialektiker bliver han måske aldrig". Kierkegaard fortsætter med at skrive, at hvis han havde haft den forestilling om Kierkegaard, som han har givet udtryk for, så skulle han ved den lille artikel være blevet vemodig, ikke stødt og såret, men vemodig på Kierkegaards vegne fordi en mægtig ånd var blevet sig selv utro.

Kierkegaard forbliver på det skarpe hjørne. Simul æstetikus et religiosus fristes man til at sige, hvortil Rasmus Nielsens kommentar er: nej, han må dog være en af delene, eventuelt springe fra det ene til det andet, som det fremgår af hans ovennævnte brev til Kierkegaard.

Derved glipper for ham det dialektiske i forfatterskabet at der i at arbejdes, skrives, tænkes tillige modarbejdes mod en selv. Dette er trykket på ploven, som Kierkegaard udtrykker det, der bestemmer furens dybde, det er alvoren, at der er en mark, der skal pløjes op.

At forstå sig selv i det sagte, dette er alvoren, at forstå sin egen eksistens i det sagte. Hvorimod Rasmus Nielsen mener at have fundet en næsten apostel - en, der ved af og er den sande kristendom, og giver sig da til at bruge af og rundkaste Kierkegaards tanker ud fra den såre menneskelig tankegang: det gælder om at få det sande eksporteret. Men trykket på ploven mangler.

"Rasmus Nielsen hitter på at stille tro og tvivl op overfor hinanden og så giver han sig til at debattere" skriver Kierkegaard, og senere: "Rasmus Nielsen har nu opdaget, at koincidentspunktet mellem Climacus og Anti-climacus er fortvivlelse, og citerer i den anledning slutningsordet af Climacus, at han ikke siger sig selv at være kristen, hvilket jo Anti-climacus må erklære for fortvivlelse. I en tidligere billet mente Rasmus Nielsen at coincidentspunktet var forargelse. Det var nu langt rigtigere truffet, og hans nye opdagelse er ganske simpelt en anti-climax. Dette er jo skalaen: Hvad metafysisk tvivl er, er etisk, fortvivlelse og, kristeligt, forargelse".

*

Så kaster Rasmus Nielsen sig da over Kierkegaards skrifter for at borttage tvivlen og fortvivlelsen. Men dette er og bliver strid indenfor det menneskelige, æstetisk eller etisk. Tvivl om meningen i det hele taget med livet, det er æstetikerens problem, fortvivlelsen ikke at kunne komme i kontakt med "meningen", det almene, det er etikerens problem. Begge former hører til indenfor det menneskelige og dette med den pointe, at både tvivlen og fortvivlelsen besvarer mennesket under en eller anden form. Æstetikerens svar er en smertesøgende længsel efter en uskyldstilstand, hvorved han holder sig tilværelsen på afstand og vinder tilsyneladende en form for identitet. Etikerens svar på fortvivlelsen er den velkendte: han vælger sig selv i sin evige gyldighed, hvilket svar så bringer ham i kontakt med de menneskelige normer: at realisere det almene. Et svar, som Kierkegaard selv kommenterer således: "Misligheden er, at det etiske selv skulle immanent findes i fortvivlelsen, at individet ved at holde fortvivlelsen ud, vandt sig selv".

Tvivl og fortvivlelse hører til indenfor det humane, og hvor disse størrelser bortskaffes af mennesket selv - i en flugt, kunne vi kalde det, fra tvivl og fortvivlelse henimod en sikret tilstand, den tilstand, som jeg før benævnte livsviljen og livsførelsen, der mente at kunne tumle enhver mulighed, - først da træder den sidste bestemmelse frem, nemlig forargelsen, som er den kristelige kategori, mødestedet mellem mennesket på flugt og den kristne forkyndelse, eller som det er udtrykt ovenfor, at den levendegørende ånd kræver først, at mennesket skal afdø.

At stille tro overfor tvivl eller fortvivlelse vil altid ende med, at troen - udialektisk - bliver en reddet tilstand, en frelsthed, og får intet med dette at gøre, at mennesket er et levende væsen. Troen bliver en ligefrem, given tilstand, en form for sand væren, og ikke hvad sand tro er, det spring ud på dybet, der er lig med troen på syndernes forladelse.

I forarbejdet til Begrebet Angest skriver Kierkegaard: "Psykologi er det vi behøve og fremfor alt dygtig kendskab til menneskelivet og sympati for dets interesser. Således ligger en opgave, uden hvis løsning der ikke kan være tale om at afslutte en kristelig anskuelse af livet". Denne i Kierkegaardsk sammenhæng lidt ejendommelige sætning betyder intet andet, end at for Kierkegaard er menneskekundskab udtrykt i den sætning: Unum noris omnes, kender man en, kender man alle, når man altså ved unum forstår betragteren selv og nu ikke nysgerrigt spejder efter omnes. Menneskekundskab er kendskab til en selv, hvad der ikke er en forudforståelse for det kristelige, men er at vide af den baggrund, det liv den eksistens, som det kristelige dykker ned i. Det er marken, der skal pløjes, for at bruge billedet fra før.

Og det er da lige præcis her, at forargelsens plads er ansigt til ansigt med paradokset. Som vi ved, var det de menneskelige kollisioner, Kierkegaard interesserede sig for i de pseudonyme skrifter, de kollisioner, som jeg har kaldt for de falske og usande svar, som mennesket giver sig selv på tilværelsens gåder. Det er disse svar, der mødes af paradokset, og det er her striden og kampen står, men ikke i almindelighed, ikke på en formel af filosofisk eller æstetisk art, men personligt hos den enkelte. Da er forargelsen der straks, når disse menneskelige svar bliver kaldt for usande og falske.

At fastholde forargelsens mulighed, den virkelige forargelse i den forstand, at det er det eksisterende menneskes forargelse og ikke en tænkt forargelse, dette er det Kierkegaard om at gøre. Det har da denne forudsætning, at det virkelig bliver det eksisterende individ, der forarges, og ikke blot en ide om forargelse, den forudsætning som Kierkegaard udtrykte med sætningen: unum noris omnes. Og dette kunne være et udgangspunkt for Kierkegaards utilfredshed med Rasmus Nielsen, at han ret hurtigt gav sig til at spejde efter de andre og først fik øje på Martensen, hvem han så rettede sit skyts imod.

*

Kierkegaard har med en vis brod, udtrykt alt dette i 1850: "Det man kalder kristenhed (disse tusinder og millioner) har da gjort kristendommen aldeles til vrøvl. Men også den bestående kristenheds ortodoksi har egentlig forvandlet kristendommen til hedenskab. Kristus er paradokset. Alt kristeligt er derefter mærket, eller ved syntesen et sådant, at det er mærket af forargelsens mulighed som det dialektiske. Det tager nu ortodoksien (især den rørende og rørige Grundtvigianisme; thi Grundtvig er der dog kraft i) bort og sætter overalt i stedet: Det vidunderlige - dejlige, det dejlige, det mageløst dejlige og dybe o. s. v.: kort ligefremme kategorier. Således får Kristus den ligefremme kjendelighed, men den ligefremme kjendelighed, så er Kristus ikke tegnet, med den ligefremme kjendelighed er kristendom hedenskab. Så en passant vrøvler man det om tegnet og forargelsen ind med skønt yderst sjældent - hjælper intet. Thi forargelsens mulighed er det dialektisk afgørende, er grænsen mellem hedenskab, jødedom og kristendom. Man ser forøvrigt ved dette om forargelsens mulighed, at kristendommen kun har med enkelte at gøre i ethvert fald som det dialektiske. Thi forargelsen udsondrer og isolerer enhver som gennemgang til det at blive kristen".

Forargelsens mulighed som det dialektiske må betyde, at når der er en forargelse på Gud-mennesket, som vi hører om det i Filosofiske Smuler, at Gud blev menneske, så er dette i første omfang en forargelse for forstanden, absurd, men denne forargelse er egentlig væsentlig forstandstvivl. Skærpet bliver denne forargelse og får sit rette udtryk, når mennesket står ansigt til ansigt med den nærværende Kristus og dér, fordi Kristus bliver forbilledet, skal slippe det jordiske gode og skønne. Det er samtidigheden med Kristus, der på en måde er dobbelt. Kristi samtidighed med mennesket, udtrykt i, at Gud blev menneske, og menneskets samtidighed, udtrykt ved, at Kristus blev forbilledet.

"Historien bort. Samtidighedens situation skaffet til veje. Som jeg dømmer noget samtidigt, således er jeg. Al denne snak bag efter er sandsebedrag. Det er egentlig dertil hele min produktion har tenderet. Således det, at jeg bruger eksperimenter i stedet for virkelige historier".

Der skal altså ingen hænges ud, for dette ville tilsløre, at det er den enkelte selv, der stilles overfor samtidigheden med Kristus. Kierkegaard er tydeligt vred over, at Rasmus Nielsen angriber Martensen, for ikke alene plyndrer han Kierkegaards bøger, men han er "hverken dialektiker, ej heller har han begreb om troens lidenskab. Hele hans position er uden den absolutte dialektiske lidenskab - og frugten vil blive, at forsyne en slump præstelige vrøvlehoveder med et nyt apparat til at vrøvle op og ned om på den ene side og på den anden side". For Rasmus Nielsen eksisterer kun Gud-Menneske forargelsen, som er en tvivlens forargelse, hvorefter det er han "hitter på at stille tro og tvivl overfor hinanden og giver sig til at debattere". Og på denne måde forbliver kristendommen stadig indenfor refleksionens kategori. Det er muligt at og det er muligt at-ikke. Men den virkelige forargelse, reduplikationen, at den nærværende Kristus står som forbillede overfor det virkelige eksisterende menneske, den sanser Rasmus Nielsen ikke. Den forargelse, der ligefremt erklærer kristendommen for løgn forstandsmæssigt, den kender han til, men den forargelse, som ligger bag og ytrer sig i fortvivlelsens forskellige formationer, at mennesket "vil sig selv" eller "fortvivlet vil sig selv", og derfor ikke vil høre det afgørende "dine synder er dig forladte", denne forargelse ved Rasmus Nielsen ikke af. Det er denne forargelse, der er hovedstenen, som ikke blot er forstandens opdagelse eller opfindelse, men som man kunne kalde det, menneskets eksistentielle reaktion når det står overfor åbenbaringen i Kristus. Det er dette konkret-historiske paradoks, der udløser forargelse hos det konkret-eksisterende menneske. Begge sider hører med.

Hvor Climacus beskriver samtidigheden med Kristus "set" fra paradoksets side - og han selv står udenfor som vidende besked, men med den humors afstand, der ikke vil lade sin egen eksistens eller liv påvirke deraf, da skildres hos Anti-Climacus gennem fortvivlelsens forskellige former samtidigheden "set" fra menneskets side af, hvorved det er det eksisterende menneske, der bringes til samtidighed, at det er eksistensen, det gælder. Altså den konkrete eksistens. Derfor er coincidentspunktet mellem Climacus og Anti-Cumacus netop forargelsen.

Når Climacus kan skrive: "Netop fordi det negative er tilstede i tilværelsen og er overalt tilstede, derfor gælder det som den eneste frelse at blive bestandig opmærksom derpå", så er her tale om mødestedet for evangeliet om syndernes forladelse. Netop "negativitetens sår" gør, at syndernes forladelse, eller dette "Du skal tro dine synders forladelse", aldrig bliver et ord i almindelighed, men altid et ord med stærk vægt på "Du". I dette "Du skal tro dine synders forladelse" ligger da talen til det menneske, der bestandig gennem refleksionen og livsfølelsen, har et svar på rede hånd, netop det svar, som de pseudonyme skrifter beskriver. Derfor er troen aldrig en tilstand, heller ikke en væren, men bestandig en vorden. En bliven til et nyt menneske. Dette dialektiske formulerer Kierkegaard forskelligt, med udtryk som "Du skal vorde enfoldig" "Du skal vorde Guds lydige skabning" "Du skal tro dine synders forladelse".

*

At komme fra refleksion til enfold, dette er hvad Kierkegaard vil. Refleksionen, den vil altid gennemløbe det umiddelbare liv, vil altid forandre, således kan det også udtrykkes, den virkelighed, som er fastholdt som menneskets ved ordet om syndernes forladelse, og derved egentlig kvalificeret, vil altid forandre den til mulighed for livsviljens udfoldelse i retning af det skønne, det sikrede, det hvormed man kan magte livet selv.

Kierkegaard fastholder dette. Derfor hele den æstetiske produktion eller pseudonyme produktion, som er en oprulning af menneskelivet i dets forskellige grader, således, at ja et eller andet sted træffer mennesket på sig selv og stilles overfor ordet "Du skal tro dine synders forladelse". Derfor eksperimenterne, for ved virkelige historier, ja da kunne nogle melde hus forbi i den tro, at dette ikke gjaldt dem selv.

Således er dialektisk den skjulte inderlighed sikret. Samtidigheden er tilbage, både i den forstand, at Kristus bliver den samtidige og mennesket gør det. Menneskets samtidighed er de pseudonyme skrifters fortjeneste. Eksperimenterne i dem er spejlet.

Ellers er dette, at gøre Kristus samtidig en betænkelig sag, der let fører til idealdannelse, såfremt mennesket ikke er skildret som samtidig.

Derfor er det ligeså betænkeligt, når man vil læse Kierkegaard, at holde sig til de kristelige skrifter alene, som hvis man holdt sig til de æstetiske alene. Det dialektiske i forfatterskabet ville gå tabt, idet ved forbigåelse af de æstetiske skrifter reduplikationstanken ville gå tabt - at det er en selv, der skal forstås i eksistens overfor evangeliet, og man bliver docent. Med et citat: "Ulykken i kristenheden er, at forestillingen om Guds ophøjethed, om Kristi ophøjethed er blevet så uendelig at den egentlig er blevet fantastisk, og at der intet kristeligt liv bliver tale om, men højst lidt jødisk fromhed".

Ved forbigåelse af de religiøse skrifter, ja da bliver der tale om lidt eller megen menneskekundskab, men selvsagt uden ånd.

Kierkegaard bliver mere og mere betænkelig ved den indirekte henvendelse, en tanke, der måske er affødt af forholdet til Rasmus Nielsen. Han skriver: "Ja, således bliver det: så en ligefrem forklaring af mit forfatterskab og hvad jeg vil in toto. I forhold til det afgørende kristelige kan man ikke bære ansvaret i sin menneskelige refleksions bestemmelse. Og som det jeg i det hele taget har tenderet til: det enfoldiges restitution så er dette et væsentligt medhenhørende, at så den, der bringer det dertil ikke selv igen benytter det majeutiskes kunster. Dette er dog i en vis forstand en modsigelse. Det gælder om, hvad man in toto vil, at det står ligefremt og tydeligt. Det at holde det tvivlsomt, hvad man selv vil in toto, det er det egentlige majeutiske. Men det er også det dæmoniske. Thi det er at gøre et menneske til mellembestemmelsen mellem Gud og andre mennesker. Det majeutiske skjuler egentlig over at Gud er den, der driver det hele. Men på den anden side, i modsætning til at det i kristenheden, som alt andet er blevet en trivialitet med denne viden, kunne det majeutiske have sin betydning".

Rasmus Nielsen kommer i forhold til Søren Kierkegaards gudsforhold. Det er en anfægtelse for Kierkegaard. Majeutik er dæmonisk således som Kierkegaard har praktiseret den absolutte indirekte meddelelse, idet den, der står bagved som meddeleren, som majeutikeren, står der som "ingen", og dette eller denne "ingen" virker dragende. Det dæmoniske er det skjulte, som bringer andre i vildrede, og det spændende bliver da - som det blev for Rasmus Nielsen - hvad Kierkegaard egentlig selv er. D. v. s. i stedet for et forhold til Gud, får Rasmus Nielsen et forhold til Søren Kierkegaard eller Kierkegaards Gudsforhold. Det afgørende bliver S. Kierkegaards Gudsforhold og ikke Rasmus Nielsens eget.

Dette dæmoniske element i majeutikken kræver en åbenbarelse en gang for alle, således forstærkes trangen til at udgive "Synspunktet". Men som citatet fra før antydede og som Kierkegaard understreger i "Synspunktet" er skjultheden ikke for ham dæmonisk forstået som en skjult og blind lidenskab, nej det er Gud, der driver det hele. Således hans brug af bestemmelsen "Styrelsen" i bøgerne om sit forfatterskab.

Men skal den ligefremme kristendomsmeddelelse finde sted, og evangeliet skal jo forkyndes, da må det for Kierkegaard ske gennem en reduplikeret eksistens - man kan da tænke på Kierkegaards martyrtanker - eller i det mindste igennem en indrømmelse, således som det formuleres i "Indøvelse i Kristendom".