Humanisme i gammel og ny skikkelse

Af Vilhelm Krarup. Tidehverv, 1952, s.100-106.

Dette foredrag er udsprunget af en studiekreds med nogle studenter, der var optaget af de problemer, som de havde mødt ved deres læsning til Filosofikum. Det stiler ikke efter at være udtømmende og er bevidst gjort saa historisk og lidt filosofisk i formen som muligt. Det drejer sig om humanisme og specielt den form for humanisme, som alle møder hver dag fra de katedre, hvor der forkyndes kultur.

Der er foregaaet en udvikling og ændring indenfor humanismen i vor tid. Man kan kalde det en mekanisering eller videnskabelig organisering eller hvad man vil, og det er denne nye opfattelse af humanismen, hvor den fremtræder som videnskabelig underbygget ideologi, der her skal peges paa.

Forinden skal der dog, som et eksempel paa den "gode gammeldags" forstaaelse af humanisme, genfortælles Valdemar Vedels skildring af en menig humanist, Victorinus Pingel, "en af de enere, som de bedste søger til i tvivlens timer for at lære om og styrkes til livet". Victorinus Pingel levede i tiden omkring sidste aarhundredskifte. Han var klassisk filolog af fag, men dyrkede tillige geologi, saa at han af geologerne betragtes som en af det geologiske studiums pionerer herhjemme. Af politiske grunde blev han afskediget som overlærer ved Metropolitanskolen. Han var aktiv venstremand af den Hørupske skole, sad i mange aar i folketinget, men vendte sig imod venstrepolitikerne, da de ikke var ham radikale nok, og stod den begyndende arbejderbevægelse nær. Han havde store evner, men blev aldrig den fører, som hans evner egentlig kunde forudbestemme ham til. Ved hans død skrev Valdemar Vedel, der var af samme aand som han og derfor kunde gengive det egentlige hos ham bl. a. følgende: Baade politik og videnskab drev han i sidste instans for moralens skyld, det var den græske skøngodhed, som drog ham til Hellas, naturens ophøjede lovmæssighed var ham en "sjælens lægedom", og det var sandhedens renselse af sindet, som gjorde ham videnskaben hellig, og paa samme maade var politik ham en folkeopdragelse og social moral. Det var ved en slags moralsk genialitet P. virkede paa alle, han kom i berøring med, og det var til en moralsk skønhed, at det æstetiske anlæg omsatte sig i hans væsen, tanker og liv. - - - Selvtugtens, besindighedens græske dyd - den han i virkeligheden ejede og øvede under alle sit livs donquichotterier. Thi ogsaa i sin livsførelse var han en kunstner. Den svaje, kantede skikkelse, man smilte af som saa upraktisk, saa ikke af denne verden - han drev det dog til de 85 aar, hans konstitution, hans hygiejne og diæt - legemlige og aandelige - har dog udvist bedre tilpasningsevne overfor livet end saa mangen robust natur. Saa vist gav han alle sider af livet og sin natur, hvad der tilkom dem. Gav samfundet sit arbejde med liv og sjæl, naar det kaldte ad ham, holdt sig hverken dovent eller fejgt eller fornemt tilbage, sled med undervisning, skreg sig hæs ved studentersold, kæmpede i krostuer, paa tribuner, i rigsdagen med liv og sjæl for offentlige sager. Men holdt sig alligevel en mur omkring sit privatliv, lod ingen se ind i sit personlige indreliv og holdt sig derved saa fri, saa helt sig selv, ... og da man ikke længere vilde have ham som lærer og siden paa rigsdagen, ja saa kunde han ogsaa godt være det foruden. Gav tiden, han levede i, sin fulde meddelagtighed - dyrkede sine aviser, levede med i alt det vældige i de sidste aar (Verdenskrigen). Men han havde sin Homer og Theogines og Plato at gaa tilbage til, ordenes stille udvikling at følge - til øjeblikslarmen udenfor døde og kun det, det var borte forlængst, levede for ham. Og blev han saa led ved menneskeverden, gik han ud til planterne og stenene, søgte som Goethe fra den yngste, mangfoldigste, omskifteligste del af skabningen tilbage til den ældste, fasteste, dybeste, til jordens granitgrund at hente styrke, ro, storhed fra. Eller blev han overhovedet træt af studeren og tænken, ja saa kunde ingen som Pingel stryge det af sig, gaa ud i luften og lyset og dagligdagen ... glæde sig ved en porfyrsten blandt gadens fliser, en landtunge, han havde opdaget ude ved Kalkbrænderihavnen og faa den uskyldigste rigdom ud af det nøjsomste, enkleste liv. Saadan holdt han sig ung og frisk og grønnedes helt op i alderdommen. Men hans livskunst var - ligesom hans kære grækeres - i virkeligheden en dirigentstav over et orkester af herlige kræfter, der stræbte hver for sig ud i det grænseløse. Hans patos, hans entusiasme, hans heroisme, som berusede vor ungdom - vi faar aldrig at vide, hvor megen mørk lidenskabelighed, vild higen, hvor meget farligt sprængstof inden i ham, han har formet sin idealisme ud af, at den høje forklarede etos hos Pingel - vi kan lige ane, hvilket tragisk livssyn - af tilværelsen som noget i bunden frygteligt, lige meningsløst for forstanden som oprørende for følelsen - der lagde en dyb tone i ham, den stoiske trods bag den besindighed, han altid under alle sit livs udsving bestandig havde bejlet til og som i hans alderdom virkelig mer og mer sænkede sig over ham.

Her har vi den gamle humanismes skildring af sig selv paa godt og ondt, dens moralske udspring, dens foragt for det legemlige og samtidig kærlighed til alt levende, dens personlighedsdyrkelse og dog samtidig tvivlen paa de stærke mennesker, de stoiske dyder, selvtugt og besindighed som udtryk baade for menneskets maal som mennesker og deres begrænsning som mennesker. Det sande heri er striden, opgøret i løgnen og bedraget heri er troen paa det beherskede liv, det sande er den aabne søgen, som lever deri, løgnen baade resultaterne og vejen, efter hvilken resultaterne forventes, det sande er respekten for mennesket og ordet, løgnen forsøget paa at finde hvile udenfor mennesket og ordet. Den samme humanisme kommer til udtryk hos en moderne humanist af den gamle skole, Franz Blatt, i hans omtale af striden mellem Luther og Erasmus: "Dersom kristendommen, med hvilken Europas kultur er uadskillelig forbundet - det vil kun en fanatiker bestride - skal have held til at hævde sig i fremtiden, kan dette kun blive i kraft af det, den har fælles med den smædede erasmiske indstilling over for tilværelsen: det fælles had til det animale i mennesket, de humane tanker og dens stræben mod universalitet, der blev hemmet netop af Luther. Det havde ogsaa for Europas skyld været bedre, om denne revolte ikke var sket, det var nemlig en revolte og ikke en reformation. Hermed begyndte splittelsen. Tiden har givet Erasmus ret, derfor var han mere end en fin lille lærd mand, han er et symbol".

Denne gamle humanisme med dens moralske foragt for det animalske menneske og det deraf udsprungne historiesyn er i nutiden klemt mellem skjolde. Paa den ene side den paa engang beundrede og foragtede naturvidenskab, paa den anden side det praktiske liv med dets overtro paa ideologier, paa organisation og mekanisering af det menneskelige aandsliv, paa den ene side en massiv videnskabelighed, paa den anden side en massiv "kirkelighed". Derfor søger humanismen i vore dage at finde sig selv og hævde sig ved at etablere sig som selvstændig videnskab efter naturvidenskabens mønster. Den gamle humanisme var transcendent i sin moralske idealisme.
Opgaven nu er at befri humanismen fra al romantik og saaledes genoplive den som en nyhumanisme, der er bygget paa nutidens videnskabelige og erkendelsesteoretiske principper. Det er denne genopbygningsproces, vi staar midt i idag, og det er den, der nu nærmere skal skildres.
For at give skildringen en til emnet svarende værdig ramme og for med det samme at placere nyhumanismen i de omgivelser, hvor den færdes hjemmevant, og hvori den tager sig selv alvorligt, maa jeg bede Dem med mig forestille Dem, at De i øjeblikket er til stede i et eller andet videnskabeligt selskab, skal vi sige: et sommeruniversitet, hvor der skal aflægges rapport om et nyt fænomen i tilværelsen, netop fænomen, for saadan er grundreglen: Nyhumanismen betragter hele tilværelsen og menneskelivet som fænomener.

Saa har jeg da den ære og fornøjelse overfor denne kreds af særlig sagkyndige at meddele resultatet af visse undersøgelser, jeg har foretaget vedrørende en ny religions opkomst og forekomst. Dens tilhængere, som især findes indenfor den intellektuelle overklasse, har givet den navnet den logiske empirisme eller den logiske positivisme, idet disse to navne dog - ikke helt dækker hinanden, men er udtryk for forskellige fremtrædende talsmænds noget afvigende opfattelser. Religionen er af temmelig ny dato, maalt med den almindelige alder for en religion maa man vist sige af særdeles ny dato. En af dens førende talsmænd her i landet regner i sin redegørelse for den, at dens fødselstime kan sættes til aaret 1923. Han skildrer dens opstaaen saadan: "Den kærne, hvoraf den logiske empirisme har udviklet sig, er den saakaldte "Wiener Kreis". Wienerkredsen udviklede sig i 1923 ud fra et seminar, som blev ledet af professor Moritz Schlik, og hvori foruden andre studenter deltog F. Waismann og H. Feigl, og i 1925 dannedes ud fra denne kerne en torsdagsaften-diskussionsklub". Jeg beder Dem lægge mærke til dette. Vi staar her ved den ny religions kultform, der især kendetegnes ved diskussionsklubber. Af og til samles disse klubber fra mange lande til kongresser, der maa anses for at være religionens kultiske højtider. Saaledes fejredes en saadan højtid i København 1936, hvor tilhængerne samledes under navnet "Den anden internationale kongres for videnskabens enhed", et andet kultisk højdepunkt er her i Norden opstaaet under navn af det nordiske sommeruniversitet. Ved kongressen i København talte bl. a. Niels Bohr om "Kausalitet og Komplementaritet" og indførte saaledes det siden af saa mange yndede og af smaa og store saa hyppigt anvendte slagord. Ved grundige undersøgelser er det lykkedes mig at fastslaa, at kulten stadig drives i København, idet bl. a. en diskussionsklub ved navn "Linguistkredsen" til stadighed samles her, ovenikøbet vistnok hver torsdag aften i en, kan man sige, rørende vedhængen ved den oprindelige tradition. Denne klub samles især om den del af dogmatikken, der gaar under navn af "Sprogteorien". Denne er af ren dansk oprindelse, idet den er fremført og hævdet af den danske professor Louis Hjelmslev. Lad mig her indskyde, at da det som bekendt altid er vanskeligt for nyopstaaede religioner at skaffe sig de fornødne midler til publikationer, har Københavns Universitet med vanlig redebonhed og liberalitet stillet flere af sine aarsskrifter til raadighed for bevægelsens propagandaskrifter, jeg nævner bl. a. Louis Hjelmslevs programskrift: Omkring sprogteorien, og bevægelsens største hjemlige dogmatikers redegørelse for bevægelsen, nemlig Jørgen Jørgensens skrift om "Den logiske Empirismes udvikling". Det kan dog vist i det hele siges, at religionen virker ikke saa meget ved propaganda, men saadan som religiøse bevægelser ofte gør, ved at gennemsyre det bestaaende med sine syns- og standpunkter. Paa denne maade er den først og fremmest trængt ind i det, man i almindelighed kalder de humane discipliner, og allerede nu kan det siges, at den har formaaet at præge dem, især naturligvis for de yngre generationers vedkommende, saa stærkt, at hvis man kunde tænke sig, at en af forrige slægtleds store gamle stod op af graven, vilde det være med gru og graad, at han gensaa sin kære videnskab. Undre maa den vigende holdning, som de faa tilbageblevne humanister af den gamle skole indtager overfor det ny fremtrængende.

Foreløbig lidt mer om bevægelsens ydre historie, saaledes som dens talsmand Jørgen Jørgensen har skildret den i sit omtalte skrift. I aaret 1930 afholdtes en 7. international kongres, hvor den tidligere nævnte professor Schlick holdt et foredrag om filosofiens fremtid, hvori han "med lige saa stor begejstring for som tillid til den nye filosofi optraadte som herold for en ny æra i filosofiens historie". "Det ser ud til,", sagde han, "at vi ved at fastsætte filosofiens naturlige grænser uventet faar en dyb indsigt i dens problemer: vi ser dem under en ny synsvinkel, som giver os midlerne til at afgøre alle saakaldte filosofiske stridigheder paa en absolut, endelig og urokkelig maade. Dette synes at være en dristig paastand, og jeg er klar over, hvor vanskeligt det er at bevise dens sandhed og yderligere at faa nogen til at tro, at opdagelsen af filosofiens sande natur, som skal bære saadanne vidunderlige frugter, allerede er gjort. Dog det er min faste overbevisning, at det virkeligt er tilfældet, og at vi er vidne til begyndelsen af en ny æra i filosofien, at dens fremtid vil blive meget forskellig fra dens fortid, som har været saa fuld af ynkelige fejltagelser, ørkesløse kampe og frugtesløse stridigheder". Skulde nogen af disse ord tro, at det drejer sig om taler fra et almindeligt Oxfordmøde, maa jeg gøre ham opmærksom paa, at det drejer sig om en tale paa den 7. internationale filosofiske kongres i Oxford 1930, hvorom enhver kan overbevise sig ved at læse i den udgivne publikation fra mødet s. 113. Jørgen Jørgensen skriver om denne tales virkning, at nogen større opsigt vakte disse profetier ikke hos kongressens øvrige medlemmer, og "hvis man havde forudsagt dem den rivende udvikling og tilslutning, som den ny bevægelse skulde faa i det kommende tiaar, vilde man sikkert være blevet mødt med en vis skeptisk hovedrysten, men ikke desto mindre tog bevægelsen i løbet af de nærmeste aar meget hurtig fart". Som det synes at gaa med alle religioner delte den sig hurtig i forskellige sekter, kaldet skoler. Jeg nævner bl. a. Berlinergruppen, Lwow-Warszava-gruppen og den bevægelsen noget mere fjerntstaaende selvstændige Uppsalaskole foruden adskillige andre. Men een ting er alle grupperne ikke i tvivl om: vejen, der skal gaaes. Herom er der ingen diskussion, og derfor har Jørgen Jørgensen fuldstændig ret, naar han regner dem alle til bevægelsen. Bevægelsens ydre fremtrædelsesform maatte ifølge dens særlige filosofiske præg nødvendigvis blive den litterære, og der er ingen grænser for antallet af de store og yderst skarpsindige skrifter, der siden dens opstaaen er fremkommet fra saa at sige alle civiliserede lande. Skulde et skrift særlig fremhæves, maatte det blive det, der mere end noget andet er bevægelsens hellige bog, dens bibel, nemlig Østrigeren Ludwig Wittgensteins "Tractatus Logico-Philosophicus", udkommet i Wien allerede 1921. Man forstaar, skriver Jørgensen, at dette skrift kunde virke fascinerende paa Wienerkredsens medlemmer, naar man betænker, at det indeholdt saavel en række vigtige logiske opdagelser som en rigdom af nye filosofiske synspunkter, hvis begrundelse og konsekvenser ofte kun var knapt antydede og saaledes overladt til læserens egen gennemtænkning. Og samtidigt var det irriterende ved sin mærkelige blanding af lysende klarhed og dunkel dybsindighed. Logik og mystik, afklaring og tilsløring fremsattes her side om side. Lad mig af denne bibel citere enkelte skriftsteder. "Døden er ikke en tildragelse i livet. Man oplever ikke døden. Vort liv er ligesaa endeløst som vort synsfelt er grænseløst". "Ikke hvorledes verden er, men at den er, er det mystiske". "Til de svar, som man ikke kan udsige, kan man heller ikke udsige spørgsmaalet. Gaaden eksisterer ikke. Hvis et spørgsmaal overhovedet kan stilles, saa kan det ogsaa besvares". "Løsningen af livets problem mærker man derved, at problemet forsvinder". "Man maa tie om det, som man ikke kan tale om".

Medens de fleste hidtil kendte religioner er enkeltmands værk, er denne nye og omsiggribende religion udpræget resultatet af et teamwork, hvorved den ganske kommer til at svare til nutidens demokratiske forstaaelse af, hvad aand er.

Vender vi os nu til bevægelsens indhold, dens dogmatik, kan man sige, for at udtrykke det saa jævnt som muligt, at dens hoveddogme er, at intet maa troes, som der ikke kan gives gode grunde for. At man derved paa forhaand opløser begrebet tro, sætter bevægelsen netop en ære i. At heller ikke den kan undgaa at tro, ser man bort fra. Som alle ordentlige religioner har ogsaa vor en djævel. Djævlen hedder med eet ord: Metafysik. "Præeterea censeo metaphysicam esse delendam" er mottoet for svenskeren Hagerstronis hovedværk. Nu er dette jo intet nyt, al den stund hele den nyere tids udvikling har været bestemt af kampen mod metafysikken, men det nye for denne religion er, at dens tilhængere ser djævlen allevegne. Det nye er, at kampen her er taget op paa en ny front, at metafysikken skal ogsaa udryddes der, hvor man hidtil har troet, at den var udryddet, i filosofien og humanismen. Man har gjort den opdagelse, at hele den hidtidige opfattelse af filosofi og humanisme var metafysisk bestemt, hvor antimetafysisk den end hidtil havde optraadt. Der maa intet troes, som der ikke kan gives gode grunde for. Opgaven er altsaa at finde ud af, hvad gode grunde er for noget. Alle hidtidige problemstillinger har blot været metafysiske, den sædvanlige opdeling i idealisme og materialisme, i sjæl og legeme, i væren og tænken er for denne ny religion ophævede, hører fortiden til. I et programskrift fra 1929 med den sigende titel "Wissenschaftliche Weltauffassung" er maalet sat: at udforme en "Einheitswissenschaft", dvs. en videnskab, der omfatter al den for menneskene tilgængelige viden om virkeligheden uden at være opspaltet i forskellige, indbyrdes usammenhængende specialdiscipliner som fysik og psykologi osv. Midlet, hvormed maalet skal naaes, er en nærmere udarbejdet logisk analyseringsmetode, som opløser alle metafysiske problemer som meningsløse og afklarer meningen med de videnskabelige begreber og sætninger. Medens tidligere tiders erkendelsesteoretiske problemer var, enten: Er erkendelse overhovedet mulig? eller: Hvorledes er erkendelse mulig?, stilles problemet nu saaledes: Hvad er det, man mener med ordet erkendelse? Tidligere opererede man naivt med overleverede filosofiske udtryk som f. eks. erkendelse, sandhed, virkelighed, videnskab, som om man paa forhaand var klar over, hvad disse ord betegner, og man diskuterede problemer som disse: Eksisterer der en omverden? Hvilke erkendelser har mennesket? Nu giver man sig i stedet til at analysere selve de i disse spørgsmaal indgaaede ords betydning, idet man indser, at det er ørkesløst at prøve at besvare spørgsmaalene, før man har gjort sig klart, hvad det er, man spørger om. Den logiske empirismes metode bliver derfor en logisk undersøgelse af sproget og begreberne, en sprogkritik, filosofiens maal er ikke teser, men at klarlægge teser, og i den forstand er filosofien ikke en videnskab, men en virksomhed, ikke en teori, men en metode.
Hvad er en religion uden mirakel? Men ogsaa miraklet har vor religion. Miraklet er den maade, paa hvilken springet sker fra tænken til væren, fra rammerne til indholdet, fra det formelle til det reale. Den klassiske humanismes had til det animalske i mennesket har ved dette mirakel fundet sin tilfredsstillelse, uroen er bragt til hvile.

At komme nærmere ind paa den logiske analyseringsmetode og de resultater, man ved hjælp af den er kommet til, vil føre altfor vidt og være altfor omstændeligt og ganske ufrugtbart. Dem, der vil læse om det, henviser jeg til populære redegørelser, den lettest tilgængelige og korteste er Jørgen Jørgensens artikel "Træk af erkendelsesteoriens udvikling i det 20. aarh." i samlerværket "Videnskaben idag". Men for at give en antydning af problemstillingen skal jeg gengive et eksempel, som Finnen von Wright giver i sin bog om den logiske empirisme. Lad os antage, at jeg har glemt min frakke i garderoben, og nu spørger om, hvorvidt frakken, som altsaa i øjeblikket unddrager sig min iagttagelse, findes der endnu. Som bekendt besvares spørgsmaalet ved, at nogen ser efter, hvorledes det forholder sig med sagen. Lad os nu antage, at svaret, skønt det er bekræftende, ikke tilfredsstiller mig, men at jeg vil vide, om frakken ogsaa fandtes der i det øjeblik, ingen saa den. (Det kunde jo tænkes, at den viser sig paany, hver gang den betragtes og forsvinder mellem hver tilsynekomst). Dette spørgsmaal optager mig, og jeg indser snart, at det ikke kan besvares ad erfaringens vej. Saa opstiller jeg ad spekulationens vej forklaringer om, hvordan det kan forholde sig med de ikke synlige tings eksistens. I disse forklaringer ser jeg forskellige hypoteser om virkelighedens metafysiske beskaffenhed, maaske drager jeg af dem visse praktiske konsekvenser, der anses for i visse henseender erfaringsmæssigt at støtte mine teorier, i andre at modsige dem. Alt dette er imidlertid forgæves. De metafysiske forklaringer forbliver luftslotte, og at slaa sig til ro med nogle af dem er selvbedrag. Findes der da intet endegyldigt svar paa mit spørgsmaal, spørger jeg tilsidst i fortvivlelse, parat til radikal skepticisme med hensyn til menneskets kundskabsevne. Til min trøst erfarer jeg da, at sagen ligger slet ikke saa tungt endda. Fejlen ligger ikke i svarene, men i spørgsmaalet, som jeg har misopfattet. Naar jeg spørger, om min overfrakke findes i garderoben og besvarer det ved at gaa hen og se efter, har jeg anvendt ordet "findes" i en helt anden betydning end, naar jeg spørger, hvorledes tingene findes uafhængig af al iagttagelse. Naar jeg har indset det, hvilket naturligvis først er muligt efter en meget nøje logisk analyse, ophører jeg naturligvis med de metafysiske spekulationer om virkelighedens beskaffenhed. Klarhed over mit sprog har befriet mig fra et snærende spørgsmaal, og jeg kan se verden rigtig. Denne klarhed, som en filosofisk udredning ifølge Wittgenstein vil skænke, er saaledes et psykologisk fænomen, en følelse af befrielse og lettelse. Filosofi er saaledes en form for psykoterapi. Saavidt von Wright.

Af denne udredning ses det, med hvilken ret jeg kalder den logiske empirisme for religion, for er religion ikke de metoder, ved hvis hjælp et menneske kan befri sig selv for snærende spørgsmaal, ved jeg ikke, hvad religion er. Befrielsen sker her ved, at det ad logisk vej paavises, at spørgsmaalene ikke lader sig besvare, fordi de er imaginære og irrellevante. Om det ikke betyder, at man samtidigt med, at man lukker metafysikken ud af hoveddøren, lader den slippe ind ad bagdøren i en finere og farligere, videnskabelig form, skal jeg nøjes med at antyde, men blot sige, at forekomsten af baade et metasprog, nemlig de logiske sætningers sprog, hvori den logiske dom fældes over sproget, og et meta-meta-sprog og tilsvarende indenfor matematikken ikke helt overbevisende tyder paa en fuldstændig overvindelse af det metafysiske. Det synes, som om nissen flytter med, nu blot en videnskabelig velskolet nisse. Nu er det ikke min opgave at forsvare metafysikken, tværtimod, jeg er dens modstander ligesaafuldt som nogen logiker, men jeg vil mene, at i samme øjeblik kampen mod metafysikken anses for principielt at være ført igennem, saa har metafysikken først for alvor sejret. Det er ikke nogen uoverkommelig opgave at udrydde spørgsmaalet Gud af videnskaben, men spørgsmaalet er, om ikke videnskaben ogsaa er udryddet som videnskab, naar det er sket. Naar den ubekendte i ligningen er fundet eller afskaffet, er opgaven løst, og der er intet mere at søge efter. Det farligste i en kamp er altid at erklære fjenden for overvundet. Logikerne fører ikke deres kamp mod metafysikken til bunds, de stiller ikke spørgsmaalet skarpt nok, idet de springer mennesket og øjeblikket over. Det hænger sammen med deres mangel paa sans for historien, dvs. for den konkrete reale verden og det konkrete reale menneske.

Hvad er det, logikerne bruger deres filosofi til? "Spørger man, hvad mennesket i sin stræben efter kundskab søger, saa kan man svare med et eneste ord: Invarianser", skriver den finske logiker Eino Kaila i sin bog om den menneskelige kundskab. Ligesom rummet er et system af invarianser, der er det samme overalt, og som ikke forandrer sig eller veksler, saadan søger enhver videnskab, den være sig fysisk eller psykologisk, de samme ligheder og uforanderligheder, regelmæssigheder og lovbundethed. Jo mere almene invarianser vi finder, i des højere grad tilfredsstilles vor stræben efter kundskab. Den humanistiske videnskabs fornemste opgave er, skriver Louis Hjelmslev, at søge humanismen konstitueret som videnskab. For sprogvidenskabets vedkommende er opgaven gennem et udelukkende formelt forudsætningssystem at søge sprogets specifikke struktur ved at søge en konstans, der ikke forankres i en uden for sproget liggende "virkelighed". Det forudsættes, at den sætning har generel gyldighed, at der til ethvert forløb svarer et system. Sprogteoriens hensigt er at gennemprøve denne tesis om et system bag forløbet, en konstans bag fluktationen. Vil nogen paa forhaand protestere imod et saadant forsøg under paaberaabelse af, at menneskets aandelige liv og dets emner overhovedet ikke kan gøres til genstand for videnskabelig analyse, uden at livet dræbes, saa er en saadan protest kun apriorisk og kan ikke afholde videnskaben fra forsøget. Mislykkes forsøget, har disse røster ret, og humanistiske emner kan da kun underkastes subjektiv og æstetisk behandling. Her kommer den manglende sans for historien, ikke forstaaet som faget historie, men som menneskets virkelighed som menneske blandt mennesker, klart til udtryk. Videnskabens opgave er at eksperimentere med mennesket, og skulde mennesket derved, at det betragtes som genstand for et eksperiment, gaa hen og dø under behandlingen, saa kan man altid holde op. Ifølge eksperimentet er mennesket ikke, hvad det er, men hvad det ifølge eksperimentets love er, nemlig fænomen af mere eller mindre normal art, ligesom sproget ikke er mennesketale, men er formler.

Ved hjælp af logikernes erkendelsesteorier er den moderne humanistiske videnskab blevet forløst fra den hemning, som respekten for dens egen genstand hidtil har været. Et typisk eksempel blandt historikerne er kirkehistorikeren Lind-hardt, en historiker uden respekt for historien. Det gælder ikke om at opfatte mennesker, saadan som de opfattede sig selv, men saadan som man selv gør det, hvilket for tiden vil sige ud fra læren om mennesket som produkt af arv og miljø.
Indenfor litteraturhistorien hedder det: Det er en poetisk typologi, vi trænger til. Vi skal benytte, hvad psykologerne yder os, ikke til klassifikation af digternes temperamenter, men af deres værkers. Vi skal ikke raat overføre psykologiens kategorier til æstetikken, men vi skal lade os inspirere af dem til opbygning af et psykologisk æstetisk begrebssystem. Det er dette systematiske arbejde, der nu er ved at tage form. Der er tegn til, at et tidehverv i dansk litteraturforskning er inde. Noget som har forberedt sig igennem en aarrække, er ved at blive virkelighed. (Billeskov Jansen).

Det turde ikke være nogen sag at dyrke videnskab, naar man paa forhaand har allieret sig med sandheden, saadan som den moderne humane videnskab er ved at gøre det. Søgen i radikal, personlig og ærbødig forstand er opgivet som uvidenskabelig, for videnskabens maal er ikke at søge, men at finde. At dette maa føre til den mest utaalelige farisæisme og berede vejen for et umenneskeligt tyranni uden hemninger af nogen art, uden krav om loyalitet overfor eget emne siger sig selv. At selve genstanden for ens undersøgelser ved undersøgelsen opløses gør heller intet. For guden kræver det.

Jeg har ikke andet end et almindeligt menneskes forstand paa kunst, men mon ikke den saakaldte non-figurative kunstretning er udtryk for det samme: Den manglende respekt for historien, for det konkrete - et kæmpemæssigt eksperiment paa at finde en sandhed, løsrevet fra den nærværende uhyggelige og ubehagelige virkelighed? Paa saa at sige alle det moderne livs omraader bryder denne haardhændede og frygtelige religion igennem: I pædagogikken, i sociologien, intet er den helligt og ukrænkeligt, for netop at der skulde være noget helligt og ukrænkeligt er det, den kæmper imod, netop det er det, der for den er det hellige og ukrænkelige. For den moderne humanisme staar den gamle med dens respekt for det sande og det gode og det skønne som forloren og hul romantik. Den logiske empirisme er den videnskabeligt erkendelsesteoretiske underbyggede neutralisme. Nogen samtale med disse folk er umulig, fordi de ikke selv vil nogen samtale, de kender ikke historien og kender ikke andre mennesker og kan ikke høre, de kender kun sig selv og deres egen opfattelse og ønsker ikke at kende andet. De regner sig selv for forstandens talsmænd overfor følelserne, og dog er de i deres lidenskab eensidigt følelsesmæssigt bestemte, de regner sig for antifanatismens talsmænd overfor fanatismen, og dog er ingen mere fanatiske end den, der ikke tvivler om, at han er sandhedens allierede. Det er ikke selve deres logiske resultater, det er den manglende tvivl om deres egen vej, der gør dem umenneskelige.

Saa staar da i vore dage to kompakte synspunkter overfor hinanden, symboliseret i videnskaben og kirken - og begge af samme art, begge stærke i troen, begge som sandhedens allierede, begge med resultater og anvisning paa sandhedens vej, begge af samme aand, om man da kan tale om aand i forbindelse med nogen af dem. Mon det er tilfældigt, at de to førende talsmænd i Norden for den logiske empirisme begge er præstesønner?

Lad mig slutte med at citere, hvad en af disse præstesønner i et aabenhjertigt øjeblik har skrevet. Efter at have erklæret sin kærlighed til den "svamliga" Hegel, skriver Eino Kaila:
"Individerne og fremfor alt netop de største, genierne, er blot ubevidste redskaber for en "verdensaand", for hvilken 100 aar er som een dag. Langsomt, langsomt maler dens kværn. Men at selv den historiske verden har - som alt andet - et bundløst dyb, derom kan intet overbevise mig saa meget som den i det store og hele sluttede og meningsfyldte udvikling af den videnskabelige tænkning fra Pythagoros' og Demokrit's tider helt frem til den moderne "felt"-teoretiske tanke. For os øjebliksvæsener, i særdeleshed for dem af os, som oplever det store mysterium og trods tidens forstyrrende kakofoni (skrevet under sidste krig) hører det stille evighedssus fra Guds kværn, er jo livet for det meste en lidelse ... Dette er min "religion" ... Den strenge videnskab bør udvikles til stadig større renhed, klarhed og skønhed. Der fornemmer jeg tydeligere end i noget andet det guddommelige". (Tankens oro, Helsingfors 1944).