Forræddere for fred

Eversharp ved Jesper Langballe, Tidehverv, 1984, s.55-56.

Forræddere for fred.
Et mere velegnet brækmiddel end den såkaldte fredsavis, som Det økumeniske Fællesråd har fået en række spejderkorps til at lægge ryg til, har vi ikke oplevet. "Forbøn for fred" hedder propaganda-tryksagen, som for tiden oversvømmer våbenhuse, spejderlokaler og præstegårdenes tålmodige papirkurve. Den handler imidlertid ikke om forbøn, men om at opnå magt, hvilket er det modsatte. Forbønnen er den fromme staffage. Når mennesket har bedt "gud" om fred i verden, så kommer det egentlige: menneskets egen politiske bestræbelse på at opfylde bønnen; hvilket med al ønskelig tydelighed angiver, hvad det var for en gud, der blev bedt til. At det politiske arbejde så iøvrigt praktisk set ville være en Arne Treholt værdigt, er ingen tilfældighed. Hvor Kristus fornægtes ved at forrådes til magtstræbet, bliver den totale samvittighedsløshed tilbage.

Ingen kristne mennesker skal være i tvivl om, at dette forrædderi af evangeliet er iværksat af dets værste fjender, der nu som altid har deres stærkeste repræsentation blandt teologer og i den organiserede kirkelighed, men tillige har magtfulde politiske og ideologiske interesser bag sig - interesser som ved, hvad de gør, når de sætter ind på at uskadeliggøre evangeliet. Mon det ikke var dem, Grundtvig tænkte på, da han skrev til sit fædreland: "Sort ser det ud, men almægtig er Gud, dine fjender til lands er og fjenderne hans, de er fjender af sandhed og retten, de er fjender af kærlighedsætten". Når gudsfreden verdsliggøres og politiseres, glider evangelie-forræderi og lands-forræderi ofte sammen.

Udgiverne er: Unge katolikker, baptisternes ungdoms- og spejderkorps, Frelsens Hær, FDF- og P, KFUM og -K, Kirketjenesten (sorterer under Johs. Aagaard i Århus) og metodisternes ungdomsforbund. Dette sammenrend taler for sig selv med hensyn til kristelig lødighed, ligesom redaktionen, der lugter langt væk af politisk Aagaard-økumenik. Det gør også det sammensurium af skriftsteder, økumeniske konference-erklæringer og propagandaartikler om "terrorbalance", våbenhandel og udbytning af fattige lande, som er rørt sammen med sentimental brækvandsagtighed og vulgær kommerciel reklameeffekt, hentet lige ud af tandpastareklamernes overdrev.

Fredsavisens indledningsartikel konstaterer, at vi alle ønsker fred, men med stik modsatte midler, og det er jo så sandt, som det er sagt. Hvor går vi så hen for at finde den sande betydning af ordet fred og dermed de sande midler? - Vi går til bibelen, siger fredsavisen. I det gamle testamente betyder "Shalom" "velfærd, lykke - alt godt for mennesket". Det betyder igen, at de kristne har ret til disse goder. Og så er det blot at gå i gang med at slås for denne ret ved at bekæmpe rustningsindustrien og vise medmennesket tillid(!)

Der er imidlertid een, der er blevet helt væk. Det er Gud - den gamle af dage. "Shalom" er ikke hans almægtige velsignelse over dem, der frygter ham, men en ret- og en metodeanvisning, som han engang har udstedt, mens han endnu levede. Nu er der kommet yngre og mere tidssvarende kræfter til.

Ålborg-bispens fredskys.
Men værre bliver det, når vi kommer til det ny testamente, hvor gudsfreden som bekendt overalt er troens fred midt i ufreden, mens samfundets fred skal opretholdes ved sværdet (Rom. 13).

At bruge magtens sprog overfor Kristus er let nok. Problemet har, nu som for 1950 år siden, været at finde den Judas, som vil tage sig af "fredskysset" og kaste om ikke apostolsk, så dog folkekirkelig eller endog biskoppelig glans over de politiske hensigter. Men det er lykkedes: Biskop Henrik Christiansen var manden, som ville påtage sig at forsikre ubefæstede sjæle om, at Jesu fredsbudskab er en opfordring til at arbejde for politisk verdensfred. Henrik Christiansen kan se det i Johannes-evangeliet, og allerstærkest udtrykkes freden i de første menigheders fredskys ved "nadverfejringen".

Johannes-evangeliets kapitel 20 er ifølge Henrik Christiansen en højmesse, d.v.s. en fredsgudstjeneste, hvor Jesus lyser "Shalom", fred, over menigheden. Jesu tilføjelse til fredslysningen: "Jeg giver jer ikke, som verden giver", fortier Henrik Christiansen klogeligt. Og ligeså fortier han, at Jesu fred skal eksistere i den ydre ufred: forfølgelse, foragt og udstødelse af synagogerne.

Videre skriver han, at "Gudstjenestens indhold er da "den fred, vor frelsermand med angstsved har bragt i stand, og da han op til himmels for, sig efterlod i fredens ord!". At citatet er taget fra en salme om trosbekendelsen, som er direkte vendt mod en sækularisering og politisering af gudsfreden, fortier han også: "Thi da Guds søn med freden kom, det var kun tro han spurgte om. For den og ej for verden al Guds nåde og Guds fred er fal", siger Grundtvig. Derfor er Kristi fred indeholdt deri, at "det fredens ord hver Herrens dag gør rolig midt i våbenbrag".

Påfaldende nok indgår netop den salme, "Guds fred er mere end englevagt", hvoraf biskoppen citerer et brugbart fragment, ikke i hans efterfølgende udkast til en fredsgudstjenesteliturgi, beregnet til St. Bededag. Salmen vil jo også være en katastrofe ved en fredsgudstjeneste. I stedet optræder et væld af mere harmløse salmer, der omtaler "fred" uden indholdspræcisering. Smart, smart, smart! Jo, Henrik Christiansen ved, hvad han gør, men måske ikke ganske, hvad han bidrager til.

Heldigvis har sagen også en komisk side. Den tegnes af fredsavisens huspoet, Leif Rasmussen, som udover en hjælpeløs, usangbar fredssalme har leveret en poetisk fotomontage med fællestitlen "Når fredens bue spændes", hvorfra vi bringer et par smagsprøver: "Når fredens bue spændes, da falder forureningens pil til jorden, og frugten får farve af solen" (illustreret af en grønthandlerudstilling med avocadofrugter og Golden Delicious-æbler til 12,95 for tre stk.), "Når fredens bue spændes, da splintres mikroskopers helvedsmål, og verden bøjes mod menneskelighed" (illustreret med et foto af en laborant med mikroskop. Her går dybsindigheden over vor forstand), "Når fredens bue spændes, da bliver isnende uforetagsomhed til en legende varm bevægelse"... o.s.v.

Jo, når det økumeniske fællesråd spænder fredens bue, så er det sandelig ikke en tom fred. Her skal sværdene ikke blot smedes til plovjern, men verden skal fyldes med lækre, biodynamiske avocado-frugter og solmodne æbler; legende, varme mennesker, men ingen våbenfabrikanter, laboranter og mikroskoper.

Der mangler kun een eneste ting i denne fred: Tro på Gud. Den Gud, hvis fred alene kunne gøre det muligt at leve, selv i et sådant helvede af selvglæde, kreativitet og helsekost.

Eksegetisk akrobatik.
Hvordan læser disse fredspræster, som leverer kirkelig ammunition til vor tids politiske kejserkult, i grunden bibelen? Med hvilke eksegetiske metoder får Henrik Christiansen f.eks. bjergprædikenens ord "Salige er de, som stifter fred..." til at handle om politik og ikke om evangelieforkyndelsens egen fredsstiftende kraft? Muligvis er Eversharp kommet i nærheden af en løsning på denne kirkehistoriske gåde.

På et møde i Søllerød om kirken og freden fik een af indlederne, kristendomslektor Asger Sørensen, det samme ud af Jesu ord som Henrik Christiansen. Men måske anede han eksegetiske vanskeligheder, for han undskyldte udlægningen ved med tilslutning at citere biskop Ole Bertelsen for at have sagt:

- Vi skal ikke læse de bibelske tekster med ansigtet vendt mod teksten. Vi skal læse dem med ryggen til teksten og ansigtet mod virkeligheden.

Aha! Det forklarer jo en del.

Nu er Københavns biskop, såvidt vi har bemærket, ganske normalt skabt - fysisk set - og vi vil derfor anbefale Ole Bertelsen forsøgsvis at bruge øjnene til sine bibelstudier i stedet for - med respekt af melde - bagparten, som også hos en biskop er skabt til helt andre formål. Måske vil han da, hvem ved, opdage, at den virkelighed, som Gud skaber med sit ord alene, er en ganske anden end den politiske, som han nu vender ansigtet imod.

J. L.

Skamløshed.
Når man møder den bevidstgjorte kirkelighed - den være sig pietistisk eller politisk, hvad der gerne kommer ud på det samme - er der altid en ting, der forbløffer én. Det er dens skamløshed. Almindelig anstændighed, endsige hæderlighed er kirkeligheden ukendt. Som nu de ovenfor omtalte kirkelige fredsbevægelser! Her ser man i deres "fredsavis", at medudgivere af dette stykke propaganda-papir er FDF/FPF, KFUK-spejderne og KFUM-spejderne i Danmark, og så spørger man: ved børnenes forældre mon det? Er det i denne hensigt, de har sendt deres børn i de pågældende korps?

Nej, naturligvis ikke. Disse mange børn er blevet spejdere for at dyrke spejderliv - lev i og med den frie natur. Men en skamløs ledelse af de pågældende spejderkorps misbruger deres magt og mandat til at indlemme børnene og deres hjem i dette propaganda-felttog. Man spørger selvfølgelig ikke. Man giver ikke medlemmerne mulighed for at sige nej. Man afstår i anstændighedens navn ikke fra at forpligte korpsene på et formål, der er uden forbindelse med deres anliggende. Men man tvangsindlemmer sine intetanende medlemmer i sit politiske foretagende via kollektiv indmeldelse - hvorefter man triumferende forkynder det store antal mennesker, der står bag det.

Den slags hedder på jævnt dansk svindel. Det er organiseret og bevidst skamløshed. Ja, og så er det en kirkelighed, der i sin fredsavis vil "bekæmpe ondskaben i os selv og verden, så freden kan vokse frem".

sk.