"Et åndsanliggende"

Af Vilhelm Krarup. Tidehverv, 1960, s.89-91. (Luk.21,25-36).

Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skulle folkene ængstes i fortvivlelse over havets og bølgernes brusen, medens mennesker forsmægter af frygt og forventning om de ting, som kommer over jorderige; thi himmelens kræfter skulle rystes. Og da skulle de se menneskesønnen komme i sky med kraft og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, da se op og opløft eders hoveder, efterdi eders forløsning stunder til. Og han sagde dem en lignelse: Se figentræet og alle træerne; når de alt springer ud, da ser I og skønner af eder selv, at sommeren nu er nær. Således skulle også I, når I ser disse ting, skønne, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg eder, at denne slægt skal ingenlunde forgå, førend det er sket alt sammen. Himmelen og jorden skulle forgå, men mine ord skulle ingenlunde forgå. Men vogt eder, at eders hjerte ikke nogen tid besværes af svir og drukkenskab og timelige bekymringer, så hin dag kommer pludseligt over eder som en snare. Thi komme skal den over alle dem, der bor på hele jordens flade. Og våg og bed til enhver tid, for at I må blive i stand til at undfly alle disse ting, som skulle ske, og bestå for menneskesønnen." (Luc.21,25-36).

I den forløbne uge har jeg blandt andet læst en af Søren Kierkegaards opbyggelige taler og en tilsendt årsberetning fra det københavnske kirkefond. Den sidste indeholdt nogle artikler, der på drabelig måde fortalte om kirkens elendige stilling i øjeblikket, hvor få der går i kirke og deslige, og hvor påkrævet det derfor er med forøget kirkelig indsats. Ja, en af bogens forfattere mente, at der ikke var ret langt fra forholdene hos os og til forholdene i det kommunistisk styrede Østtyskland. Der tiltrængtes hos os, mente han, en kirkelig vækkelse. Denne artikel var ikke blot drabelig, men fanatisk i den allerdårligste betydning af dette ord, og hvis hans tale skal tages for typisk for, hvad den moderne kirke er, og dens optagelse i kirkefondets årbog giver ret til det, kan det være rigtigt, at der ikke er ret langt fra forholdene her til forholdene i Østtyskland: Fanatismen er af samme art.

Men jeg læste også en tale af Søren Kierkegaard. Den handlede om det skriftord hos Paulus: Eders frelse er nu nærmere end da I blev troende, og den gik ene ud på at stille det spørgsmål til læseren, om han var blevet troende. Men med dette spørgsmål tænkte han ikke på, at man skulle kunne gøre sig rede for, på hvilket tidspunkt, dato eller klokkeslet, man var blevet troende. "Ikke det er det vigtige, om det var en middag kl. 12 og deslige. Nej, det hele anliggende er et åndsanliggende og har derfor den sande alvor, hvilken ingenlunde er at spørge om time og klokkeslet."
Det hele anliggende er et åndsanliggende.

Med disse ord er forskellen udtrykt mellem hele den pågående moderne kirkelighed, der svælger i statistikker, gallupundersøgelser, arbejdsmetoder og reklame, og kristendommen. Vil nogen deraf slutte, at den moderne kirke intet har med kristendom at gøre, vil jeg ikke modsige ham.

(Lad mig her på tryk fremføre endnu et citat for at sandheden, som skrevet står, må stå fast på flere vidners mund. Det er Jakob Knudsen, der i sin smukke advents-prædiken fra hans unge dage omtaler det sørgelige misbrug, der drives med Vorherres ord: "Enhver, som vil bekende mig for menneskene, ham vil jeg og bekende for min fader i himlene; men hver, som vil fornægte mig for menneskene, ham vil jeg og fornægte for min fader i himlene". "Hine Jesu ord har desværre ikke meget ærinde til en tid og tilstand som vor, hvor de kristnes ukristelighed har gjort dem til at ville være verdens beherskere; de er talt til en lidende og stridende menighed: I vore dage gælder det langt mere for de kristne at passe på, at deres vidnesbyrd igennem sin højrøsthed ikke skal slå over i falske, skurrende toner").
Kristendommens tale er en åndstale.

Hvad menes der dermed? Der menes først og fremmest, at kristendommen taler om det usynlige, det, som ikke kan måles eller vejes eller i det ydre konstateres, det, som intet øje har set og intet øre hørt og ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt dem, som elsker ham. Og herom siger kristendommen i det væsentlige kun én ting, som kan synes så selvfølgelig, at den slet ikke skulle behøves at siges, nemlig at det usynlige er usynligt og bliver ved at være usynligt, for hvis det ikke gør det, er det jo ikke usynligt længere. At det usynlige skal være usynligt.

Men er der noget, vi mennesker ikke kan lide, er det, at noget bliver ved med at være usynligt og ukendt. Lige som politikerne mere end noget andet frygter de ukendte vælgere, hvis stemme de ikke kan regne ud og derfor ikke regne med, sådan frygter vi mennesker mere end noget andet det usynlige og ukendte i livet. Derfor anser vi det for den allervigtigste opgave at få det usynlige gjort synligt og det ukendte kendt og således få hånd i hanke med det. Det er, hvad det lovpriste ord "oplysning" indeholder. Og kirken, mener vi, er netop til for det samme. Netop den skal gøre det usynlige, ukendte, uhåndgribelige og uforståelige synligt, kendt, håndgribeligt og forståeligt, så at intet menneske mere skal frygte noget ukendt. At komme det uvisse og det usikre i livet til livs er for os mennesker den selvfølgelige hovedopgave for alt og alle. Og hvad skulle vi med kirken og religionen, om det ikke var dens opgave at skaffe os vished om det usynlige? Når kirken så tilmed også selv anser det for sin opgave, kan vi med rette sige, at den ikke længere har noget med kristendom at gøre, at den er blevet en falsk kirke. Således som kirkefondets årbog så typisk og så tydeligt giver udtryk for det.

Skal der være den sande alvor i kirken har den den modsatte opgave, at lade det usynlige stå som det usynlige, eller med Kierkegaards udtryk: Lade det hele anliggende være et åndsanliggende.

Ordene kan vendes om. Så lyder de sådan: Det synlige skal ikke gøres til det hele, alt skal ikke dreje sig om lykke, medgang, nydelse, fremgang, sejr, udvikling eller hvilke ord vi bruger som målestok for, at det går den rigtige vej. Ja, selve det med den rigtige vej, om det går ad den eller ikke, er ikke et afgørende spørgsmål, er slet ikke noget, der kommer os ved, for vi mangler retten til at spørge derefter, og vi mangler målet at måle med. Efter vor alen er medgang medgang og modgang modgang. Men den alen glemmer det usynlige, springer det over. Efter vor og den moderne kirkes alen betyder fremgang, at Gud er med os, at han er god mod os, og tilbagegang er tegn på det modsatte. Det er den ganske primitive eller raffinerede måde, på hvilken vi livet igennem prøver at afskaffe det usynlige. Alt skal gøres entydigt og forståeligt, der er og må ikke være andet problem til end, hvorledes tilværelsen bedst kan gøres entydigt og begribelig for alle. Således kommer fanatismen og aktiviteten, som gennemsyrer alt nu om dage. Det usynlige og usikre og problematiske skal udryddes og afskaffes hellere i dag end i morgen. Denne iver, hvoraf nutidens aktivitet udspringer, er frygt.

Fanatisme kamuflerer sig som regel som tro på et eller andet, af hvis hurtige gennemførelse hele verdens fremtid afhænger, men den er slet ikke tro, den er angst. At ville afskaffe det usynlige, at ville gøre det usynlige synligt eller at ville lade det synlige være det hele er angstens løgn over for Gud, er fornægtelsen af ånd.

Og hvad er det andet, Jesu ord i dag vil os, end at holde os fast ved åndsanliggendet? En påmindelse er de. En påmindelse om ikke at lade sig erobre af det synlige. Rystelserne vil komme, men I skal ikke lade eder ryste, I skal vide, at når de kommer, er det Guds rige, der er nær. Der er en anden sandhed til end den ydre håndgribelige, der er en anden medgang end den, der kan måles. Derfor skal I ikke lade eder slå ned, når angsten og fortvivlelsen opfylder eders hjerter, men I skal opløfte eders hoveder og vente forløsningen, udfrielsen af angstens fangenskab. Det hele anliggende er et åndsanliggende, siger Jesu ord som det faktiske til os i dag. Ingen sorg, ingen fortvivlelse, ingen angst skal få jer til at glemme det. Om så hele jorden går under, skal I ikke lade eder lokke ud af forventningen til det usynlige - derom skal I våge og bede. Når træerne springer ud, ved I, at nu bliver det sommer; sådan skal I vide, når fortvivlelsen kommer, at nu kommer det usynlige til eder. Det usynliges kendetegn er jo netop, at det er usynligt, hvordan kan I så forlange, at det skal komme til jer på anden måde?

En påmindelse er Jesu ord, sagde jeg. Nej, de er mere. De er et tilsagn, et løfte, et ord, der står, når alting falder, evigt dvs. urokkeligt. Lad mig slutte med et vers, der, typisk nok, er glemt i den ny salmebog:

Så lad kun himmel og jord forgå,
et ord, vi favned, som skal bestå
til evig tid med ære;
vor frelser gav os derpå sit ord,
at hvor han evig med glæden bor,
skal glade vi og være.

Vilhelm Krarup,
2. søndag i advent,
Tekst: Luc.21,25-36