Prædikanten og tilhøreren

Af Vilhelm Krarup. Tidehverv, 1958, s.45-46. (Mk.10,13-16).

"Og de bar små børn til Jesus, for at han skulde røre ved dem; men disciplene truede dem, som bar dem frem. Men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: Lad de små børn komme til mig, formen dem det ikke, thi Guds rige hører sådanne til. Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, han skal ingenlunde komme ind i det. Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem". (Marc. 10,13-16).

Lad mig idag begynde med nogle personlige bemærkninger om det at prædike, bl. a. i anledning af, at jeg i denne måned har prædiket praktisk talt hver søndag i 25 år. Først en selvretfærdig bemærkning, nemlig den, at jeg ikke en eneste gang har holdt en uforberedt prædiken, men altid har skrevet den fra ende til anden. Det skal jeg nu ikke roses for, for jeg tror ikke, at jeg er i stand til at tale uden forberedelse, bl. a. fordi jeg ikke kan finde mig i ikke bagefter at vide, hvad jeg har sagt, men først og fremmest fordi det at prædike har haft den betydning for mig, at det kom mig ved rent personligt. Bare at stå og sige noget fromt og kønt, som mennesker kunne være glade for at høre, har altid stået for mig som det forfærdeligste, der kunde ske mig. Hvorfor det? Jo, for så havde det, jeg sagde, mistet sin betydning for mig personligt og dermed mener jeg også for enhver anden. Så var det hele blot en anden form for circus. Det eneste, vi mennesker har at give hinanden, er os selv, ikke vore mere eller mindre tilfældige meninger eller standpunkter eller forklaringer, men netop det at lade vore opfattelser eller anskuelser være tilfældige udtryk for os selv. Det kommer ikke an på, hvilken øjeblikkelig mening vi har, men hvad vi i øjeblikket mener med den mening, vi har, hvad den siger os selv og hvad den betyder for os selv. Meninger og standpunkter og forklaringer er nemlig altid tilfældige, relative, afhængige af tiden og udviklingen vi står i, og hvis man lader dem gælde for mere end tilfældige, hvis man lader dem være sandheder, der står og skal bestå, så har man svigtet det eneste, det kommer an på, nemlig det, som dagens tekst taler om: Barnet, og det vil atter ikke sige andet end mennesket i os.

Folk har én kolossal respekt for meninger og standpunkter i vore dage, og der bygges kolossale overbygninger oven på meninger og standpunkter: organisationer og videnskab i verdensformat, og det betyder altid i den sidste ende, at der laves levebrød ud af meningerne og standpunkterne, at de bliver noget, der skal forsvares eller fremmes, evt. med magt, meninger og standpunkterne bliver mål i sig selv, og så er man i diktaturet, hvor alt sker på bekostning af det eneste, det kommer an på her i livet, på barnets, d. v. s. menneskets bekostning som menneske. Det kan ikke nægtes, at det er en fristelse for en præst at vide, at hvis han ville tale sådan, som folk vil have det, så kunne han vinde megen både ære og indflydelse, og han var endda i den situation at kunne dække sig bag den påstand, at det var ikke for sig selv, han søgte ære og indflydelse, men for Gud og hans sag. Jeg er fræk og ublufærdig nok til at mene, at hvis jeg koldsindigt ville lægge an derpå, skulle jeg ikke mindre end så mange andre kunne lokke folk til at komme og høre mig, endda i anselige skarer. Den kunst er såmænd ikke så svær, især ikke når man har hele religionen at spille på og arbejde med. I den henseende er både politikerne og folkeoplysningens såkaldte kulturpersonligheder meget dårligere stillet. Det er ikke så svært at lave en gribende religiøs tale, som kan røre menneskenes børn og skabe den lune stemning, som mennesker så gerne vil møde, og der er jo også i nutiden adskillige eksempler på prædikanter, der ikke betænker sig på at gøre det, og mennesker opdager ikke, at der i virkeligheden kun laves grin med dem og det på den uhyggeligste måde, det overhovedet kan gøres. Det er ikke svært, men der sker atter kun det derved, at barnet, d. v. s. mennesket, svigtes, idet taleren svigter sig selv som menneske.

Der kan som bekendt siges mange vittigheder om præstens prædiken. Alligevel vil jeg vove den påstand, at det at prædike er den sværeste opgave, der kan stilles et menneske, samtidigt med at det set fra en anden side er den letteste opgave af alle. Den sværeste er det, fordi det ikke er en kunst eller en rutinesag - rutinerede prædikanter er en af fandens allerfineste opfindelser - heller ikke er det et spørgsmål om at prædike godt eller dårligt (hvad der så forøvrigt menes med det). Den, der kommer i kirken for at høre en god prædiken, får ingen prædiken at høre, for både det at holde en prædiken og det at høre en prædiken, er ikke en sag om god eller dårlig, men er altid en sag om enten-eller: enten en prædiken og så er det en prædiken og intet andet, hverken god eller dårlig, eller ingen prædiken, og så har man overskud til at drøfte, om den var god eller dårlig. Det hænger sammen med, at i kirken mødes menneske med menneske og det som menneske. Det var jo hverken de søde eller kønne eller artige børn, Jesus bød skulle komme til ham, men det var barnet, d. v. s. mennesket som menneske. Derfor er det svært at prædike, for der udleverer præsten sig selv, men samtidigt skal han skjule sig selv, for det drejer sig ikke om hans person; han skal hverken gøre sig interessant eller spændende, han skal intet præstere til glæde for sig selv eller andre, men blot være sig selv overfor det ord, der skal tales, ordet om det Guds rige, der alene står åbent for barnet. Men så står det også åbent, helt og aldeles. Derfor kalder jeg det fra en anden side set for den letteste sag af verden at være præst og at prædike, for her kræves ingen finesser, ingen klogskab, ingen sagkundskab. Prædikenen skal ikke være nogen præstation eller åndsprodukt, men præsten skal kun være det menneske, han er, og så lade Gud om resten. Hvad der kommer ud af det, kommer ikke præsten ved. Sådan var det, disciplene tænkte, da de spærrede børnene adgang til Jesus: At lade børnene komme til ham, det kan der ikke komme noget ud af! Nej, der kom ikke andet ud af det, end at de kom til ham, og sådan er det også med os. Andet skal der ikke komme ud af at holde eller høre en prædiken, end at så har vi hørt den, og det skal være os nok. Det er at tro. Skal vi til at spejde efter, hvad der kommer ud af troen, hvad den kan føre til eller ikke føre til, endsige hvilke fordele, den byder på eller ikke byder på, ja, så har vi svigtet troen, ladt den i stikken, og det vil atter sige, at vi har svigtet os selv som menneske og slået barnet i verden ihjel. Dette er den fælles situation både for prædikant og tilhører, og i den skal vi mødes hvergang vi mødes. Hvor var vi henne, om det ikke var barnet, Jesus kaldte på og lukkede Guds rige op for? Vi var i vore synder, fortabte og fordømte.

Vilhelm Krarup,
Simon Peters Kirke 12. januar 1958
Tekst: Mk.10,13-16