Christian Truelsen 1907-2004

Af Søren Krarup. Tidehverv, 2004, s.202. Af en begravelsestale i Skanderup kirke den 19.oktober 2004.

Ikke uden grund er vi begyndt denne begravelse med at synge Grundtvigs pragtfulde lovsangssalme, den, der er skrevet over den gammeltestamentelige salme 103. Med salmen "Lovsynger Herren" indleder Tidehvervs sommermøde hvert år sit arbejde, og i mange, mange år sad Ingrid og Chr. Truelsen på en af de forreste stolerækker i riddersalen på Krabbesholm højskole og deltog fra begyndelsen til enden i sommermødet. Det er den sidste af det ældre slægtled i Tidehverv, vi i dag skal tage afsked med. Jeg fristes til at sige, at vi yngre skal tage afsked, men vi yngre er jo blevet ældre, ja, er blevet de ældste, og Chr.Truelsen har i vores sammenhæng altså været rigtig gammel. For så vidt kan i hvert fald jeg føle denne begravelse som historisk. Nu er det gamle slægtled borte. Nu er de, der fra 1920´erne og -30´erne bar dette afgørende arbejde med evangeliets forkyndelse i den danske kirke, alle sammen blevet til historie. Med Chr. Truelsens død passerer vi for så vidt en milepæl, og det er uundgåeligt, at vi føler trang til at standse et øjeblik og gøre en slags status.

Og en sådan status består i at erkende, at dette slægtled efterlader et savn, som kan være vanskeligt at stille, eller et hul, som er svært at udfylde. I disse Tidehvervsfolk fik evangeliet mund og mæle i vort folk. Ubestikkelige, kompromisløse, udholdende gik de deres skud og gav den evangelisk-lutherske prædiken mund og mæle i dette land. I dag kan vi se, hvor nødvendigt dette arbejde har været, for hvor finder vi noget tilsvarende? Tidehverv var som den evangeliske plaskregn, Luther taler om, når han beskriver evangeliets forkyndelse, og hvor han da lægger sine landsmænd på sinde at høre efter, når der er noget at høre. Dette sørgede det gamle slægtled i Tidehverv for, at der var, og vi andre må spørge, hvor vi finder en tilsvarende alvor og saglighed i fremtiden.

*

Chr. Truelsen havde sin helt egen tone i dette arbejde. Stilfærdigt, ja selvudslettende tog han del i arbejdet, ofte med ironiske og dobbeltbundede bemærkninger i Eversharp, ofte med historiske foredrag fra talerstolen og ofte også med fornemme oversættelser af betydningsfuld litteratur. Han havde en sjældent lødig litterær sans og et tilsvarende sprogøre. Hans oversættelse af Luthers skrifter mod tyrken og jøden, som nu vækker så megen forargelse hos dem, der ikke kan og ikke vil høre Luthers anliggende, vil blive stående. Hans oversættelse af Edmund Burke og af Jens Christensens store bog om kristendom og islam vil på samme måde være søjler i fremtidens åndsarbejde. Og det hele blev gjort så fordringsløst. Hans foredrag havde ofte referatets karakter - hvad enten det var Hamann eller Mathias Claudius eller Edmund Burke, han oversatte og refererede.

Men det gik sådan, at dette fordringsløse oversætter- og introduktionsarbejde satte sin egen dagsorden, som fik afgørende betydning for en del af os. Værdien af disse introduktioner til disse forfatterskaber skabte for så vidt epoke, hvis jeg må sige det lidt højtideligt. Vi fik øjnene op for et perspektiv, der havde været os ukendt. Stilfærdigt og fordringsløst gav Chr. Truelsen os syn og sans for sammenhænge, vi ikke før havde agtet på.

Det føler jeg trang til at sige i dag, og heri ligger også en tak til ham for det arbejde, han sammen med sin generation i Tidehverv udførte til evangeliets og virkelighedserkendelsens udbredelse i den danske kirke og det danske folk.

Og når jeg føler trang til at sige det, er det, fordi en sådan usvigelighed i anliggendet og en sådan saglighed i evangeliets forkyndelse er ved at stå sørgeligt alene i dagens kirkelige Danmark. Det er ganske andre mondæne interesser og effektjagende projekter, der præger nutidens danske kirke. Hvordan bliver vi mange? hvordan får vi succes? hvordan gør vi os gældende i mediebilledet? - det er nu de toneangivende spørgsmål. Men fra Chr. Truelsen og hans slægtled lyder spørgsmålet: Er det evangeliet om Jesus Kristus, der i kirkens rum forkyndes til syndernes forladelse?