Ved Gustav Brøndsteds begravelse

Af N. O. Jensen. Tidehverv, 1960, s.2-4.

Fra Dybet, Jahve, raaber jeg til dig.
Lyt, Herre, til min Røst. -
Dit Øre lade du opfange
min bedende Stemme.

Om du, o Gud, vilde gemme alle Synder,
Herre, hvo kunde bestaa?
Nej, for at du kan æres og frygtes
tilgiver du!

Ordene er salme 130. Oversættelsen er Gustav Brøndsteds.

Her er det sagt, så ordene står skarpt og klart og rammer, som de skal, taler så indtrængende, som den gamle sanger har ment dem, og med det indhold, som Brøndsted har aflyttet dem og al ægte menneskelig henvendelse til Gud og sand gudsbåren tale i Gammel og Ny Testamente og videre frem.

Gud binder ved sin tale mennesket til sig og derved til dets ansvar og dets skyld, binder det til at lytte efter ordet, der tilsiger det hans nåde og gør den til dets eneste tilflugt i liv og i død, binder det til som barnet at spørge efter faderen vilje og have hele sit liv, al sin salighed i den, skønt den altid kræver det, som et menneske ikke vil. "For at du kan æres og frygtes, tilgiver du -."

Gustav Brøndsted fik aldrig givet samtiden den oversættelse af Det ny Testamente eller den redegørelse for dets skrifter og indhold, som nogle af os anså for hans egentlige opgave i livet, og som han havde forudsætninger for som ingen anden. I taler og foredrag og i sine trykte skrifter har han givet prøver derpå. Hans forudsætninger derfor var ikke blot hans eminente sprogbegavelse, derunder hans beherskelse af det danske sprog. Langt mere hans evne til at leve sig ind i fjerne tiders skrifter og opfatte deres ord som levende, menneskelig tale, netop så primitivt og oprindeligt, som det af disse jævne mennesker må være tænkt og ment. Men mest af alt, at han på en eller anden måde havde fået øre for og var blevet fastholdt af det budskab, der for disse mennesker var sagen, eller rettere for det ord fra Gud, som gennem deres brudte tale brød sig en vej til os og kaldte os til at høre og lyde og tro eller gå forarget bort. "Det kan godt ske, at man kom som forsker og dommer og gik bort som den, der var sat under tiltale." (G. Brøndsted, Tidehverv 2. årg., s. 83, sp. 2).

At være sat under tiltale, det blev for Gustav Brøndsted et kald til ny lytten og spørgen og et kald til fortsat opgør med sig selv og sin egen samtid.

Det kan ikke være opgaven her blot tilnærmelsesvis at antyde vægten og radikaliteten af det opgør med sig selv og med samtiden, hvori Brøndsted kom til at stå, men at besinde os på, at vi har kendt mennesket Gustav Brøndsted og hver på sin vis haft en personlig tilknytning til ham, for nogle den nærmest menneskelige af alle - som ægtefælle eller fader, som slægtning, lærer eller ven - og nu har mistet det menneske, vi blev bundet til, at vi har haft mennesket Gustav Brøndsted og ikke har ham mere. Haft, ikke som besiddelse, men som gave.

I den faste kirkebøn efter prædikenen i den form, hvori jeg bruger den, er en linie, som er blevet hængende i mit øre, fra jeg i min tidlige ungdom først hørte den ved en sammenkomst i Gustav Brøndsteds hjem, og som holder et menneske fast på det sted, hvor det er sat: "Velsign de mennesker, som du har sat os iblandt og givet os at vandre med. Hjælp os til at vandre ret med hverandre i din frygt!"

Her er hvert menneske, vi mødte på vor vej, opfattet som et ansvar og en forpligtelse, men først og mest som gave og derved forpligtende.

Gustav Brøndsted var et mærkeligt levende, alsidigt begavet menneske. Der var ikke den ting, han ikke vidste besked om og levede med i - og dog kunne han når som helst slippe alt, når en forpligtelse over for en sag eller for et andet menneske gjorde det nødvendigt.

Et menneske er ikke dets evner, dets begavelse, dets egenskaber og alt, hvad disse giver os del i og adgang til, hvor rigt og stort dette end kan være. Et menneske er det nøgne ler, spærret inde mellem fødsel og død og bærende på sin skyld til sine dages ende.

Gud er ikke "personselig", men "leutselig", siger Luther i en prædiken over ordet fra brevet til Titus om Guds godhed og menneskekærlighed. Det er ikke personligheden, karakteren, egenskaberne, han bryder sig om, men det fortabte, til synd og død bundne menneske, han forbarmer sig over.

I det ord er intet at hente "for dem på den sikre syld"; men det er et livets og håbets ord for det nøgne menneske, som på eget ansvar skal leve og dø og ikke kan nogen af delene.

Men hvad et menneske er i sig selv, kan ikke skilles fra, hvad der livet igennem har bevæget og optaget dets sind. Derfor er det uundgåeligt også at nævne det opgør med sig selv og med samtiden, som for Gustav Brøndsteds vedkommende først blev afbrudt ved hans død.

En præst, der kom direkte fra professor J. Oskar Andersens begravelse, omtalte forleden en diskussion i Studenterforbundet for år tilbage om virkeligheden af Jesu opstandelse, hvor Oskar Andersen fra sin plads i salen pludselig skar igennem debatten med sit spørgsmål: Var graven tom? Vedkommende præst mente, at med det spørgsmål var vi holdt fast ved sagen: Er opstandelsen en virkelig begivenhed? Er det her, den skete, var det for mig, den skete? Han nævnte ikke - har måske glemt alt andet end dette spørgsmål - at det var Brøndsted, som i det øjeblik stod på talerstolen. Brøndsted tøvede et øjeblik, tav og gik så ned af talerstolen. Han ville, som han siger det senere, ikke spørges ind på et vigende plan, hvor man, enten man siger ja eller nej, giver mennesker Jesu opstandelse at løbe om med, som de løber om med Kristian IV's regeringsår, og derved afskærer sig selv og eventuelle andre, som er afhængige af éns ord, fra at høre opstandelsens budskab som det, det er, et ord fra den anden side graven, som fratager et menneske enhver sikkerhed og udleverer det til som det døde ler, det er, at høre den levende Guds røst og vide, at kun i den er livet:

"Er Jesu opstandelse virkelighed, da er den Guds virkelighed, ikke vor; betyder den sejr over døden, da betyder den gudslivets sejr over døden, ikke menneskelivets," er Brøndsteds senere svar (Tidehverv 2. årg, s. 83, sp. 2), d. v. s. gudslivets sejr over det menneskeliv og den menneskevilje, som altid står Gud imod.

Det kunne ske, at også Brøndsted selv faldt for fristelsen til at ville forsvare, forklare og begrunde; men når sagen tog ham, når det var ham om at gøre at få tingene sagt usminket og uden forbehold, som han så dem og mente dem, så kom de til at stå ubegrundet og uafkortet i hele deres forargende radikalitet, så faldt alt det, hvormed vi ville sikre, fastholde og bevare. Tilbage blev kun budskabet selv i hele dets nøgenhed, ja, i mindre end det, fastholdt i og uløseligt sammenknyttet med hele den anthropomorfe primitivitet, hvori det først trådte frem: "Evangeliet er betingelsesløst bundet i det anthropomorfe, i primitive menneskeforestillinger. Er og må være det. For evangeliet er en tale til de enfoldige." (G. Brøndsted, Tidehverv 28. årg., s. 71, sp. 1).

"For os er der ikke det historiske + forkyndelse eller det historiske uløseligt forbundet med forkyndelsen; for os er der kun det historiske absorberet i forkyndelsen - og det den nøgne forkyndelse, sådan som vi nu kan tage imod den eller i den betydning, vi vil give den." (G. Brøndsted, Tidehverv, 30. årg., s. 32, sp. 1).

Budskabet helt opslugt i og bundet til det jordbundne, tidsbestemte, menneskelige og kun således Guds ord og tale til os i dag, hans kald til afgørelse for eller imod, i tro eller forargelse på evangeliet, det menneskelige, alt for menneskelige.

Det var formentlig denne redelige, nøgterne erkendelse af det ubetinget jordbundne, menneskefødte, der præger alt bibelsk stof, og den lige så redelige udlevering af hele dette stof til den kritiske forskning, som opløser alt, der i hans ungdom holdt Gustav Brøndsted ude fra den lærestol ved universitetet, han ellers i kraft af sine evner måtte være selvskreven til, et vidnesbyrd om, at heller ikke for kirken eller for teologien er det i sådanne spørgsmål sandheden eller sagen selv, der alene er det afgørende; men Brøndsted havde i fri og selvstændig forskning valgt den gode del, og den kunne ikke tages fra ham.

"Af øjeblikket er vi kaldt frem, om vi end gennem en del år har haft noget på hjerte. Skal vi bruges, er det af øjeblikket - dér vender tiden nu. Men derfor kan øjeblikket jo godt blive langt." (G. Brøndsted, Tidehverv, 1. årg., s. 1, sp. 2).

Sådan slutter Gustav Brøndsted den korte artikel, hvormed han i 1926 indledte det første nr. af "Tidehverv". Øjeblikket i den forstand, hvori han her bruger ordet: at være lydhør over for, hvad vi gennem vor bundethed til livet og det ord, som kom til os, spørges om og skal svare på i dag, kom for hans vedkommende til at vare livet ud. Det var en forudsætning, at det ikke skulle føre til noget eller bygge noget op, kun fastholde os i lydhørhed, lytten og spørgen efter livets krav og det sandhedens ord, som kun Gud selv kan tale.

Dermed være ikke sagt, at ikke hvem som helst af os når som helst kunne svigte i opgøret og vælge at gå vore egne veje ad gamle, veltrådte stier til ære, ros og magt. Men at lydhørheden over for øjeblikkets krav er den stadige forpligtelse, vedkendte Brøndsted sig ved at blive på det sted, hvor denne forpligtelse engang var erkendt. "I kan skælde mig ud, og I kan sparke mig ud. Jeg vender tilbage igen, for det er her, jeg hører til."
"Hvor det er alvor med den enkeltes og med slægtens liv, er man altid "mellem tider". Og dybest set mellem to tider: Guds og vor egen." (G. Brøndsted, Tidehverv, 1. årg., s. 1, sp. 2). I det ord er allerede antydet, hvad opgøret for hans vedkommende gjaldt.

"Der er i en uhyggelig grad gået Selv, gået Ergo i frelsestanken, og hvordan skulle vi så forstå, hvad Guds Rige er," står der i det foredrag fra 1925 om "Guds Riges-Religion - Frelses-Religion", som blev mit første egentlige møde med Gustav Brøndsted. (G. Brøndsted, Tidehverv, 1. årg., s. 68, sp. 1).

Det er den afslørende opdagelse, som bestemmer hans kritiske syn og skærper hans blik for den menneskelige trang til at tilrane sig alt til selvforbedring og selvbetryggelse, der kan dukke op overalt og forvandle enhver sand, evangelisk tale til løgn i et menneskes mund. Derfor talte han frit om løgnen i Det ny Testamente og i senere kirkelære og samfundsopbygning, samtidig med at han vedkendte sig det sted, vi er sat, som det sted, hvor vi skal høre, og både de bibelske skrifter og kirken som forkyndelsens sted, det sted, hvor Gud gennem vore menneskelige løgne dog får sagt, hvad han vil.

"Israels børn sultede.
Da faldt der manna ned fra himmelen, fortælles der, så folket kunne samle, hvad der trængtes, nok fra dag til dag, "for at jeg kan prøve det, om det vil vandre i min lov eller ej."
Og da det ville samle mere og gemme det natten over, så var det morgenen derefter ikke Guds brød til liv, men en ækelhed af maddiker og stank." (G. Brøndsted, Tidehverv, 7. årg., s. 160, sp. 2).

Samle mere og gemme det natten over, sikre sig her og over for Gud i evigheden, det var altid kirkens og den enkeltes vej.

"Om du, o Gud, ville gemme alle synder, Herre, hvo kunne bestå?" Det er dommen over alt menneskeliv og over kirken som institution. "Nej, for at du kan æres og frygtes, tilgiver du." Det er kirken og menneskelivet som forkyndelsens sted.

Af Guds tilgivelse modtager vi fra dag til dag ordet, hvoraf vi skal leve, gennem det bindes vi til livet og til hverandre, forpligtes over for livet og for hinanden. Guds ord til os i Kristus er dom og nåde i ét: menneskelivets død og menneskets opstandelse til det liv, hvori Gud alene skal æres og frygtes, og hvor hans tilgivelse er hele et menneskes håb. Uden den gives ingen udløsning af døden, for hvad syndens er, hører med rette døden til; men Guds tilgivelse er oprejsning til livet og dermed udløsning fra død og grav.

Jeg bier paa Jahve,
paa hans Ord bier min Sjæl;
min Sjæl haaber paa Herren
fra Daggry til Nat - Daggry til Nat.

Haab, Israel, paa Jahve -
Thi hos Jahve er Naade,
en rig Udløsning hos Herren.
Han vil udløse Israel
af al dets Synd. (Salme 130, G.B.'s oversættelse).

Amen.