Prædiken i Esajaskirken

Af A. Benned Pedersen. Tidehverv, 1974, s.41-42. Lukas.14,25ff.

(Lukas 14,25ff)

Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet.

Store skarer fulgte Jesus, sådan fortælles det her. Store skarer - det vil altså sige, der var god tilslutning, som der altid vil være, hvor og sålænge mennesket mener at blive bekræftet i sig selv og sit eget. Også nu sker det, at man flokkes om en Jesus-skikkelse, som man danner sig i sit eget billede og således ender i en lovløshedens dyrkelse af sig selv i en uhæmmet selvudfoldelse. Hverken det ene eller det andet er Kristi efterfølgelse.

I den sammenhæng, på den baggrund siger Jesus disse karske, hårde ord. Det er ikke meningen, at Jesus vil støde dem fra sig eller afvise dem. Han vil tværtimod drage dem til sig. Men de skal standses for at betænke, hvad de gør, overveje, hvad det vil sige at være hans discipel, at følge ham efter som hans discipel i hans dragelse. Hvad Jesus her siger, er, omend det klinger hårdt, det samme budskab, han altid forkyndte. Det kan ikke nytte noget, at vi vil prøve at bortforklare hans ord, der skal ikke lægges noget til og heller ikke trækkes noget fra, i så fald forsvinder al evangelium ud af ordene. Vi må lade ordet stå og høre, hvad han siger. Hvis et menneske, som hører disse ord, siger til sig selv: jeg vil være hans discipel, altså begynder jeg nu efter hans ord at hade min far og mor og hustru og børn … Så gør et sådant menneske jo rent bogstaveligt efter hans ord, men så er dette slet ikke at høre Jesu ord. Det er fuldstændig forvrængning af evangeliet, sådan bliver et menneske ikke hans discipel. En discipel er, hvad han er, idet han er sin mesters discipel. Discipel kan han ikke være i sig selv eller med sig selv, men kun i forholdet til sin mester. Et ufravigeligt forhold, en bundethed, en samhørighed, som beror på og har sin grund i mesteren. En discipel er ikke over sin mester, ellers er disciplen ikke længere discipel, men vil selv være mester. Disciplen er discipel i kraft af sin mester. Det er mesteren, som gør ham til sin discipel ved at være hans mester. Vil disciplen være discipel i kraft af sig selv, hvad han selv gør eller selv beslutter, så prøver han på at være over sin mester og fornægter ham dermed som sin mester og søger at frigøre sig fra bundetheden til ham. "Ær din fader og din moder". Sådan lød det gamle bud, og det blev gentaget af Jesus over for nogle, som med fromme påskud ville bryde dette bud. De ville hellere give en gave til templet end sørge for deres forældre. De mente at vise Gud en dyrkelse, men dyrkede kun sig selv og deres egen fromhed, hvad enhver religion går ud på eller ender i. Hvad skal da Jesus strenge ord betyde? Hvad skal de sige? Vi må høre dem i sammenhængen, hvor de er sagt. De har deres gyldighed i situationen. Store skarer fulgte ham. Vi ved fra andre steder i N. T., at disse skarer, ja, selv apostlene ofte ganske misforstod, hvad Jesus sagde, og hvad han ville og skulle. De mente, han var kommen for at opfylde deres ønsker og være til rådighed for dem. De ventede, at vandringen med ham skulle være en vandring gennem de favre riger på jorden. Akkurat som vi mennesker altid gerne har villet ønske det. Hvor mange virkelighedsfjerne fantasier og drømme har ikke gennem tiderne besat mennesker. Og hvor mange vildfarelser er det ikke endt med, når det blev forkyndt som kristendom. Fordi mennesker forholder sig sådan og er således indstillet til enhver tid, derfor vil Jesus med sine ord rive os ud af indbildningernes, fantasiernes, drømmenes rænkespind og sætte os tilbage i den virkelighedens verden, hvor vi nu engang er sat til at leve vort liv. Med sine ord vil Jesus sige os, at det at følge ham som hans discipel ikke uden videre og måske slet ikke fører til det, vi forstår som lykke her på jorden, ja, det stemmer slet ikke med vore ønsker og tilbøjeligheder. I lignelsen om den store nadver har han givet os et eksempel på, hvordan forholdet til et andet menneske kan blive en hindring i at blive hans discipel: "jeg har taget mig en hustru til ægte, derfor kan jeg ikke komme". Denne lignelse er i Lukas-evangeliet anbragt umiddelbart foran ordene her og forstået i sammenhæng hermed. Vi kan måske kortest og klarest sammenfatte det, Jesus her siger ved at henvise til, hvordan Jesus gjorde det første bud til det altomfattende og afgørende bud, som i virkeligheden rummer alle de andre bud. Luthers forklaring til det første bud kan stå som den simpleste og enkleste vejledning til forståelsen af Jesu ord her: "vi skal over alle ting frygte og elske Gud og sætte al vor lid til ham". Og Luther begynder sin forklaring til de følgende bud: "vi skal frygte og elske Gud, så at … ". Det at frygte og elske Gud udelukker ikke alt andet, men det at frygte og elske Gud indbefatter alt andet, idet det betyder, at vi bindes til livet, bindes til vort medmenneske! Og når Gud er Gud, så har han ret, hvad han så end kræver af os, ret over for Abraham, ret over for Job, som han har ret over for mig. Og han kræver ikke et eller andet af os, men han kræver os helt. Således skal da et menneske som hans discipel være helt fri i sit forhold til ethvert andet menneske og samtidig i og med befalingen totalt bunden og udleveret til livet, til medmennesket - som han selv var det. Så er vi der, hvor enhver beregning af omkostningerne kun kan føre til, at vi forstår, at vi ikke kan betale dem, men så står vi også der, hvor vi skal høre, at vi, hvad vor evige salighed angår, ikke er henvist til vor egen opfyldelse af Guds krav, men at vi tilhører Gud ved Jesu død og opstandelse, han der både var Guds krav og Guds opfyldelse. Bære sit kors - og følge ham efter er da ikke to forskellige ting eller handlinger, så man kunne det ene uden at skulle det andet. Det er eet og det samme, eller det hænger uløseligt sammen, således, at den der følger ham efter, kommer til at bære sit kors, og den, der skal bære sit kors, fordi det lægges på ham, han må følge ham efter. Bære sit kors. Det vil ikke sige at tage en eller anden byrde på sig i en efterabelse af Kristus. Det fører blot til, som Luther siger om papisterne, at de holder så meget af deres egen pine, at de i hjertet intet agter Christi pine. Som Jesu discipel lægges mit kors på mig. Som hans kår var, vil mine blive som hans discipel, men fordi jeg ikke er ham, Kristus, derfor må jeg følge ham efter som hans discipel, idet han er Kristus for mig. Det kors vi bærer, fordi vi skal og må, tjener dertil, at den gamle Adam kan spæges og undertrykkes og synden forhindres, men til syndernes forladelse hører alene Kristi gerning og fortjeneste. Når korset skal hjælpe til syndernes forladelse, da skal ikke jeg eller nogen anden bære det, men Kristus skal hænge derpå og dø derpå. Vi står på det sted, hvor det er det eneste, der er mening i og håb i, fordi det må høres som det evangelium, det er. "Troens ridder" tilhørte ganske verden, for han havde mistet alt ved mødet med Gud og fået alt igen ved syndernes forladelse. En sådan tilgivelse nedbryder al vor ret og selvhævdelse, ja, tager alt, tager livet fra os som vort eget. Tilgivelsen tvinger os til at forsage alt det, vi ejer, og blot nøjes med tilgivelsen og således vorde hans discipel. For hvis tilgivelsen ikke er alt og det hele, så er det ikke Guds tilgivelse, den tilgivelse, som er eet med livet, og som vi ikke kan leve foruden. At leve af det ord og i det ord er at være hans discipel. Ved det ord at vorde hans discipel og dermed være udleveret til livet. Den, som har øren at høre med, han hører. Det betyder ikke, at der skal særlige kvalifikationer til, eller at et menneske skal være indrettet på en særlig måde for at høre. Men ingen kan forstå temaet, at temaet er sagen, min sag, uden at livet har givet ham teksten. Hvor og når Gud taler til mig, der bliver jeg ikke hans ord kvit, men må høre, fordi han vil, at jeg skal høre.

Hjælp os o, Jesus kære
vort kors i verden her
tålmodelig at bære,
der er ej hjælper fler.