"Se, hvilket menneske!"

Af Bent Smidt Hansen. Tidehverv, 1959, s.29-31. Lidelseshistorien, afsnit 13 og 14.

Prædiken ved fastegudstjeneste i Viborg Domkirke, den 11. marts 1959. Text: Lidelseshistorien, afsnit 13 og 14. - Salmer: 154-163-453-185.

Herre, vor Gud, himmelske Fader, vi bekender for dig, at vi ikke vil, som du vil; men vi beder dig, at du ikke vil lade det komme så vidt med os, at det går os efter vor egen vilje.

Amen.

Atter engang er det Jesu lidelseshistorie, der samler os. Hvilke anledninger vi end personligt måtte have til at komme til fastegudstjeneste, så vil dog Jesu lidelseshistorie høres. Og "høres" er netop ordet for, hvad lidelseshistorien vil. Den vil hverken vække gamle minder til live hos os om de gange, vi har hørt den før, eller være os en hjælp til at fremkalde nye stemninger, vi kan hygge os med fremover. Den interesserer sig i det hele taget ikke det mindste for, hvad vi evt. eller evt. ikke kan bruge den til eller få ud af den; det er altsammen ganske uvedkommende. Den vil slet og ret høres, den vil gøre os tavse og lyttende, eller - man kunne måske sige det sådan: ved at få os til at lytte, vil den gøre os tavse.

Sådan kender vi det jo da for resten også fra forholdet mellem mennesker iøvrigt: Når en eller anden i en bestemt sag siger det afgørende ord, så skaber det tavshed. Har det afgørende ord først lydt, så er der hverken mere noget at føje til eller noget at trække fra; så er der sagt, hvad der skal siges. Og Jesu lidelseshistorie - som evangeliet iøvrigt - gør jo netop krav på således at være os det afgørende ord.

Det kan nu i sig selv være vanskeligt nok at forstå; for, må vi spørge, hvordan skal vel det gå til, at en simpel, fortidig beretning om et menneskes lidelse og død skal kunne være det afgørende ord om og til os i dag? Når vi tænker på, hvad denne gamle beretning handler om, så kan den måske nok fange vor opmærksomhed og vække vor interesse for en stund. Den kan sætte vor fantasi i sving og få os til at sætte os ind i den situation, der skildres, og dét måske tilmed i en sådan grad, at vi kan harmes over de fanatiske jøder, se overbærende på den trængte og derfor svage Pilatus og føle med den uskyldigt lidende. Men altså netop ved fantasiens hjælp, for ret beset kan man vel kun forholde sig konstaterende til en sådan beretning, konstatere, at det altså nu engang gik sådan til, og at det åbenbart ikke kunne være anderledes, hvor harmeligt det så end kan synes, men derved er jo ikke noget at gøre. Sådan må man vel forholde sig til beretningen om en fortidig livsskæbne, mens det dog vel må siges at være mildest talt besynderligt, om en sådan beretning skulle have noget som helst afgørende at sige til og om os, der lever i dag så aldeles fjernt, både hvad angår tid og sted, fra de begivenheder, hvorom vi hører berettet. Hvad skulle egentlig de kunne sige om os? Til nød kunne man måske enes om, at det da i grunden er en både køn og uskadelig gammel skik, sådan år efter år at mindes disse længst passerede begivenheder; men andet og mere end sådan en slags årligt tilbagevendende mindehøjtidelighed kan det dog vel heller ikke godt blive.

Nej, sådan må vi nok sige, om vi tænker sagen igennem og spørger, hvad det egentlig er, vi foretager os, når vi samles om Jesu lidelseshistorie: så kan vi næppe komme til andet resultat, end at det er en slags mindehøjtidelighed, vi celebrerer til vor egen opbyggelse. Og for øvrigt er det vel også en almindelig erfaring, at det er ud fra denne, ganske ligefremme og harmløse betragtning af Jesu lidelseshistorie som noget, man mindes til fælles opbyggelse, at det er der ud fra, der oftest tales om lidelseshistorien i vore kirker. Man opfatter den nærmest som en slags helgenbiografi.

Hvad der imidlertid således uden videre synes helt naturligt: slet og ret at høre, hvad lidelseshistorien handler om, og så mindes dét og henholde sig til dét, det er ikke desto mindre det samme som slet ingenting at have hørt. Det ville nemlig være ganske det samme, som hvis én, der var anklaget i en retssag og en dag fik sin dom forkyndt, hvis han så fandt, at dommerens ord i grunden var en rørende historie, som det nok var værd at mindes. For det kan jo meget vel være, at en sådan person ganske bogstaveligt havde hørt alt, hvad der var blevet sagt; og alligevel må man jo dog sige, at han ingenting havde hørt: Han havde jo nemlig ikke hørt, hvem sagen drejede sig om; og så kunne det jo være komplet ligegyldigt, hvad han ellers havde hørt, når dog det afgørende ord var gået ham forbi. Og mens man kan blive både opstemt og snakkesalig af at høre rørende historier, fordi de i virkeligheden ikke kommer én ved, så gør det afgørende ord et menneske tavs og lyttende.

Og Jesu lidelseshistorie, den vil nu være os det afgørende ord. Den henvender sig ganske direkte til os for at sige os noget om os selv, som den vil, at vi skal høre. Den viser os en karrikatur af en konge med tornekrone og purpurkappe på og så siger den: "Se, hvilket menneske!", se engang, han er sandheden om både jeres hemmelige og åbenbare modstand mod Gud, sandheden om jeres livsmåde, hvad enten I vil indrømme det eller ej, I, hvis hele liv og virke er een eneste kamp mod Gud, eet eneste forsøg på at gøre ham uskadelig, så I uforstyrret kan hævde jer selv og fremme jeres egen sag.

Ja, "se, hvilket menneske!", ham, over hvem jøderne sejrede ved at råbe ham ihjel, og ham, over hvem vi sejrer ved at tie ham ihjel. Altid lider han nederlag i denne verden; hos os er der ingen redning for ham. Vi skal nok vide på en eller anden måde at få ham bragt til tavshed. Og som jøderne mente at være i deres gode ret, da de behandlede ham, som de gjorde, sådan mener vi jo aldeles det samme om vort eget forhold til ham. Dét er nu engang den sidste bastion, vi mennesker giver slip på: dén, at være i vor gode ret. Vel vil vi ganske vist ikke slåes i hartkorn med Jesu håndfaste samtidige, de, der uden blusel lod musklerne spille over for en værgeløs og ikke kviede sig ved at tage selv de groveste og mest pøbelagtige midler i brug for at få "dette menneske" skaffet af vejen. Men når vi lukker ham inde i kirkernes stenhuse og omgiver hans ord med en uigennemtrængelig patos, ja, bruger hans navn som et dække over vore egne foreninger og foretagender, så finder naturligvis også vi, at vi er i vor gode ret. For dét turde dog være en ganske anderledes fin og nobel måde at behandle "dette menneske" på, se blot, hvor han nu er kommet til ære og værdighed, - ja, til en så overordentlig ære og værdighed, at vi ganske som jøderne kan holde os "dette menneske" fra livet i Guds navn og uforstyrret af ham og hans ord dyrke vore egne interesser i fred og med en god samvittighed oven i købet, - for vi er jo dog naturligvis i vor gode ret til at gøre, som vi gør.

Men vor Herres Jesu Kristi lidelseshistorie, den nægter at lade os i fred. Den henvender sig ganske direkte til os og vil være os det afgørende ord. Den holder os aldeles ubetinget fast på, at vort liv og vor skæbne een gang for alle er afgjort med, at "dette menneskes" historie var en lidelseshistorie, og at dét just er sandheden om os, som ikke står til at ændre.

Og hér hjælper det ikke det bitterste, at vi foretrækker at se anderledes på den sag, at vi foretrækker at se sådan på det, at "dette menneskes" historie i sin tid var en lidelseshistorie, men at han sandelig siden og blandt andet ved vor hjælp er kommet ganske anderledes til ære og værdighed. For det er jo blot vor måde at øve vold mod hans liv på. Vi gør det ved simpelthen at nægte, at hans livs historie blandt os skulle være en lidelseshistorie. Mennesker har nu engang altid øvet vold imod ham ved at ville gøre ham anderledes, end han er: mens han levede, ville man have ham død, og aldrig så snart var han død, før man ville have ham levende.

For dét ved vi jo nemlig meget godt, - ganske som jøderne vidste det, - at sådan som "dette menneske" virkeligt er, da er han altid dommen over os: dommen over vore egne foretagender og over vor egen fromhed, dommen både over vor gode og over vor onde vilje, ja, over vort hele liv, den dom, der berøver os, hvad vort eget hjerte først og sidst hænger ved: vor gode ret. Af den, ved vi, bliver der simpelthen intet tilbage, hvor hans ord får magt, og hvor han således får lov at være den, han virkeligt er. Hvor han går ind, dér går vor gode ret aldeles ud, og den kan vi ikke være foruden. Derfor må han uskadeliggøres, denne karrikatur af en konge, ja, "se, hvilket menneske!"

Dét er, hvad det betyder, at Jesu Kristi historie er en lidelseshistorie også blandt os, og at den just som sådan vil være os det afgørende ord. Og således vil den bringe os til tavshed: Den fælder Guds dom over os, så intet er glemt af, hvad der hører os til, så vi står tomhændede tilbage og intet har igen at beråbe os på; alt indeslutter den under Guds dom, "for at han må få ret, når han taler, stå ren, når han dømmer."

Men spørger vi, er da det et evangelium, kan dét mon kaldes et glædeligt budskab for os? Nej, det er ganske rigtigt ikke noget evangelium. Dét er derimod evangeliets sandhed om os. Og sandheden om os, ved den er der så vist ikke noget glædeligt, den er tværtimod ilde hørt.

Men hvad der er glædeligt for os, dét er, at som evangeliet lader sandheden om os blive stående uafkortet, således lader det tillige sandheden om Gud stå ved magt trods enhver modstand, trods synd og død. Og evangeliets sandhed om Gud, den lyder just til de fordømte; den lyder om Gud, at han er os en nådig dommer, som er rig og rund til at forlade. Og dét for at vi frimodigt må se alt vort eget smuldre og forstå, at det må ske sådan for vore synders skyld, så at vi aldrig skal behøve at hænge ved noget af vort eget, men trøstigt sætte alt vort håb til Guds barmhjertighed og nåde.