Prædiken til 9. søndag e. trinitatis

Af Carsten Forman. Tidehverv, 1958, s.57-58 (Luk.12,32-48).

Fader i himlen! Vi bekender, at vi ikke kan høre dit ord. Tal du derfor til os!

Når man hører denne tekst, må man da ikke nødvendigvis med fadervor bede: Led os ikke i fristelse, men frels os fra det onde. For kan nogen høre disse ord uden at blive ond, og er det ikke, som om ordene selv leder til det.

Det er jo netop, hvad vi begærer af vor hele sjæl: punge, som ikke ældes, en uudtømmelig skat i himlen, hvor ingen tyv kommer nær, og intet møl ødelægger. Det er, hvad enhver lurer på: om der skulle gives en sådan skat, og om man dog måtte kunne få fat i den.

Ganske vist synes de fleste at ligne ham, der i fortvivlelse over, at det trak for længe ud med den evige skat, gav sig til at slå karlene og pigerne og drikke og beruse sig. Det har, som vi ved, altid været en god menneskelig visdom at tage den ene fugl, når chancen byder sig til, og lade de ti på taget være, hvor attråværdige de ellers er. Men smag og behag er naturligvis her forskellig. Nogle morer sig af alle kræfter, mens de kan. Andre samler hellere til bunke - det har altid lidt mere bestandighed end fornøjelserne - og sætter sig bekymrede på bunken. Men nogen virkelig forskel er der jo ikke, for før eller senere er det forbi med begge dele.

Derfor længes vi altså alligevel efter det evige. Fuglene på taget bevarer deres tiltrækningskraft. Og kommer Jesu ord os ikke imøde: Sælg hvad du ejer og giv almisse og vent hellere på Gud. Hav dit hjerte og din skat i himlen og ikke ved det jordiske. Vent lønnen alene af Gud, så at du hurtigt kan lukke op for ham, når han kommer. Sandelig, han skal binde op om sig og gå omkring og varte jer op, når han finder jer således!

Sådan er teksten en frister. Jo mere man går ind på den, des mere frister. For ikke sandt, for et menneske er dette jo dog ikke blot tekstens ord, men også dens ånd: vent på Gud, bliv ved, hold ud, så henrykkes han, og du får din evige løn, der ikke forandres og hører op. Gud tjener dig. Jo længere han lader lønnen vente, jo længere du holder ud, desto evigere en løn!

Nu kan det selvfølgelig siges, at denne tekst ikke alene skal forstås ud fra sig selv. Evangeliet er andet og mere end disse ord. Hvorledes forholder det, som vi her har hørt, sig f. eks. til det ord: Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjerte, af hele din sjæl og al din styrke? Vel egentlig ikke godt. For hvor er din sjæl og dit hjerte, hvor er du selv, når du venter på Gud, som vi her har antydet? - Du holder dig selv uden for og venter på, at du skal få, hvad du vil have. Mon dette er at elske Gud, og var det mon den slags, Jesus levede, led og døde for.

Nej, siger evangeliet, når du skal elske Gud, og du vel at mærke selv skal gøre det, så må du give ham dine forhåbninger. Du er et almindeligt menneske med almindelige forhåbninger både til livet og til døden eller til det efter døden. Du skal bede til Gud, og du skal håbe på ham, og du kan kun bede og håbe med de forhåbninger, du har. Men Gud er en nådig Gud, d. v. s. han gør, hvad der passer ham. Således er det godt, og således er han kærlig. Han lukker sine hænder om dit håb og skjuler det for dig. Sådan skal din skat være i himlen. Om dette siger Gud, at når han gør således, da er han som den, der tjener dig og dit håb. Ikke sandt: det forstår du ikke, men så meget mere er det sandt!

Kan noget menneske se, at denne forståelse er at finde i teksten? Dens ord taler under alle omstændigheder ikke derom. For os taler de om noget ganske andet. Og dog må dette være sandt.

Men hvorledes går det? Nu selve ordet: Du skal elske Herren, din Gud .... Det talte jo sandt. Ja, gør det? Er det ikke også en frister, akkurat som teksten, skønt det netop forekom anderledes. Måske endda mere end teksten, fordi denne sidste fristelse er mere snigende, ligesom behæftet med mere sandhed end den gamle!

Har nogen nogensinde givet Gud sit håb sådan, at han selv kom i Guds hånd sammen med sit håb? Tænk, hvis du f. eks. Er syg, eller dit barn er sygt, og der ingen helbredelse er at se. Lad os sige, at du mod al forstand håber på Gud, at døden må være andet end død slet og ret. Og lad os sige, at du også med det, vi før talte om, bekender, at skønt det er dig selv eller dit barn, sagen drejer sig om, så gør Gud dog, hvad han vil med dit håb - og er alligevel kærlig, eller han er kun kærlig på denne måde. Hvis du mener dette - så er du jo hjælpeløs.

Er det ikke snarere helt modsat. Jo mere du går med på det, vi her taler om, des mere løsner du forbindelsen mellem dig og dit håb, om det så aldrig så meget er dig selv eller dit barn, det gælder. Du siger Gud, og så er du let og fri og salig. Også ordet Gud er en frister til det onde!

Når man bekender, at Gud gør, hvad han vil, og at det er godt således, mener man: mine ønsker er dog til syvende og sidst ligegyldige. Hvad kommer de mig ved. Jeg klarer mig uden dem. Endda bedre og saligere uden dem end med dem. Sådan er Gud, min Gud, siger jeg. Sådan binder han op om sig og tjener mig. Sådan har jeg alt i ham. - Alt siger jeg, men der er i virkeligheden ingenting, og jeg selv er ingenting. Kun det tomme hovmod er tilbage.

Evangeliet er en frister. Jo mere evangelium, jo mere Guds ord, des mere frister. Og det med vilje. Det vil sige, evangeliet kalder det noget andet. For evangeliet eller Jesus eller Gud gør først og sidst een gerning: det stiller dig frit. Evangeliet vil een ting, altid det samme. Det vil binde dig til Gud, gøre dig til det menneske du er for ham. Og at være menneske for Gud er at være hjælpeløs overfor ham, der har magten og riget, nåden og kærligheden. Det vil binde dig selv til ham, og vil ikke nøjes med mindre. Kan heller ikke, om det skal være tro mod sig selv og mod mennesket. Det ved vi også godt, og vi ved derfor også, at hvor Gud kommer nær, gør han det let for mennesket at skaffe ham af vejen. For os en fristelse til det onde, for vi vil ikke forstå. Blev Jesus ikke født som et svagt menneske, og var hans liv og død ikke et menneskes liv og død? Han var i menneskenes hænder. Var og er hans ord ikke lette at misforstå som udtryk for hovmod og farisæisme - lettere, jo skarpere han er? Eller snarere: for et menneske kun at forstå som hovmod eller farisæisme, hvad enten man beundrer eller forkaster. Om det hedder: Vent på Gud, at han må give dig lønnen, eller det hedder: Du skal elske Gud af hele dit hjerte - misforståelsen er den samme, og den er let. Også på den måde er han i vore hænder.

Evangeliet stiller menneskene frit, desto friere, jo mere det er evangeliet. Må man derfor ikke, som allerede sagt, med fadervor bede: Led os ikke i fristelse, men frels os fra det onde, for at evangeliets hensigt og ikke vor må blive nået, og magten og æren og riget må tilhøre Gud og ikke os. Eller har Paulus ikke ret, når han til Timoteus skriver: "Vogt ved Helligånden, som bor i dig, den skønne betroede skat" - som dagens epistel jo slutter. Ved Helligånden!

Men hvad så, når evangeliet eller Kristus dog skaffes af vejen nu som dengang, af os såvel som af jøderne. Tilhængere såvel som modstandere, det var det samme og er det samme. - Mon Gud ikke skulle være barmhjertig nu som dengang. Skulle han ikke nå sin hensigt på trods af menneskene?

Du er et almindeligt menneske og skal være det almindelige menneske du er. Du skal håbe og bede med de ønsker du har. Og vil du gøre dig til noget mere end et almindeligt menneske med almindelige, d. v. s. onde hensigter, så bliver du mindre, eller rettere: du bliver den samme. Men Gud er barmhjertig overfor jøderne - disciplene og farisæerne - og nu er det din pligt at tro, at han i dag er barmhjertig i lige måde. For Gud tilgiver ikke syv gange, men halvfjerdsindstyve gange syv gange. Han er i går og i dag og til evig tid den samme!
Amen.

Carsten Forman,
Tekst: Luk.12,32-48.