Slangen på korset

Af Claus Thomas Nielsen. Tidehverv, 2002, s.106-108. Joh.3,13-21.

ALTERTEKST: Joh.3,13-21.
Ingen er steget op til Himmelen, undtagen Han, som steg ned fra Himmelen, Menneskesønnen, som er i himmelen. Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan må Menneskesønnen ophøjes, for at enhver; som tror; skal have evigt liv i ham.

Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Thi Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved Ham. Den som tror på Ham, dømmes ikke; den som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne Søns navn.

Og dette er dommen, at lyset er kommen til verden, og menneskene elskede mørket mere end lyset; thi deres gerninger var onde. Thi enhver som øver ondt hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, som gør sandheden, kommer til lyset, for at det må blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.

Amen.

PRÆDIKENTEKST: 4. Mos.21,4-9.
Så brød de op fra bjerget Hor i retning af det røde hav for at komme uden om Edoms Land. Undervejs blev folket utålmodigt og talte mod Gud og Moses og sagde:
"Hvorfor førte I os ud af Ægypten, når vi skal dø i ørkenen? Her er jo hverken brød eller vand, og vi er lede ved denne usle føde."

Da sendte Herren giftslanger blandt folket og de bed folket, så en mængde af Israel døde.

Så kom folket til Moses og sagde:
"Vi har syndet ved at tale imod Herren og dig; gå i forbøn hos Herren, at han tager slangerne fra os!" Og Moses gik i forbøn for folket. Da sagde Herren til Moses: "Lav dig en slange og sæt den på en stang, så skal enhver slangebidt, der ser hen på den, leve!" Da lavede Moses en kobberslange og satte den på en stang; og enhver; der så hen på kobberslangen, når en slange havde bidt ham beholdt livet."

Amen.

Prædiken:
Den fortælling fra Fjerde Mosebog vi lige har hørt er en af de allertydeligste og klareste kristusprofetier i Det gamle Testamente. Det hele og fulde frelsende evangelium gives os i denne fortælling, hvor det med slangens ophøjelse på en stang klart profeteres, hvad det betyder, at Jesus bliver korsfæstes.

Og som altid når der profeteres om Kristus i Det gamle Testamente, så er profetien ikke blot en forudsigelse der kan undværes nu hvor vi lever efter Jesu død og opstandelse. Jesu død og opstandelse forstås tværtimod først sandt og rigtigt, når den fortolkes i lyset af profetierne, ja i lyset af hver eneste linie i Det Gamle Testamente.

Den for et kristent menneske aldrig færdigformulerede forståelse af hvad det betyder at Jesus er død for vore synders skyld, får kun den sande dybde når alle de måder som denne død er forudsagt på i Det gamle Testamente regnes med ind. Og ingen profeti kan give anledning til så dyb undren og fordybelse i troens hemmeligheder som slangens ophøjelse på korset.

Thi, må man spørge, kan en slange, dvs. den onde skabning, der efter syndefaldet er det mest afskyelige af alle dyr netop fordi det før syndefaldet var det smukkeste af alle og derfor også var den djævelen valgte at inkarnere sig i, da han skulle forføre Eva, og som sidenefter har været hadet af Gud og mennesker og været det mest brugte billede på djævelen, - kan en sådan slange, der hænger på et kors, virkelig være en passende forudsigelse af djævelens allerstørste modsætning: Jesus Kristus? Sådan må man nødvendigvis spørge, og svaret et, at ja det kan den.

Og det klarest forkyndende og derfor gennem tiderne også mest elskede af de fire evangelier, nemlig Johannesevangeliet, har da, som vi hørte det i evangelieteksten fra alteret, også slangebilledet i centrum af sin kristusforkyndelse:
"Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan må menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.

Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." (Joh.3,14-16).

Det er Jesus selv, der siger disse ord, og han sammenstiller altså her, på Johannesevangeliets allercentraleste sted, og derved på et af de vigtigste steder i Bibelen i det hele taget, direkte slangen og sin egen kommende ophøjelse på et kors.

Betydningen af dette, som nok aldrig kan forstås i sin fulde dybde, skal jeg senere vende tilbage til. Først skal vi se på den historiske beretning fra 4. Mosebog:
Vi hører at Moses, og med ham hele det hellige og udvalgte folk, nu midt på deres fyrreårige vandring fra Ægypten til det hellige land, endnu engang har mødt modgang. De er blevet nægtet lov til at gå igennem landet Edom og må derfor vandre syd om det og igennem den frygtelige ørkendal Arabah. Gud viser endnu engang, at dem han elsker tugter han særligt hårdt for deres frelses skyld. Gud viser, at selv den værste modgang kan være et tegn på at man netop hører til Guds udvalgte.

At vandringen tog så mange år og at de mødte så megen modgang var jo Guds straf for deres evindelige frafald, men i stedet for at bruge Guds tugtelse således som den bør bruges, nemlig til forøget fromhed og gudsfrygt, så fik hver ny modgang kun folket til at blive endnu mere vantro og genstridigt. Endnu engang hører vi dem klage over deres spise.

Gud giver dem manna som himmelsk spise og som førstegrøde af det kommende himmelske måltid, og det burde de naturligvis takke ham for, men i stedet klager de over den elendige og ensformige mad og skælder ikke bare Moses, men også Gud, huden fuld, fordi han har ført dem ud i ørkenen. De siger, at de hellere ville have fortsat med at være slaver i Ægypten end at leve i ørkenen.

Ægypten var jo en slags velfærdsstat, hvor man afgav sin frihed og fik tryghed i stedet. Som vi også ser det i de moderne velstandssamfund, så vil menneskene jo til alle tider hellere være ufrie og vantro, bare de får tilfredsstillet deres kødelige behov, end de vil leve som frie skabninger på herrens mark og på herrens nåde og barmhjertighed.

Endnu engang tvinger folket ved sin vantro således Gud til at sende en endnu hårdere straf over dem for at lære dem lektien på en måde de kan forstå, ligesom vi, i evangeliets lys, vel må forvente at vi også i dag er i fuld gang med at nedkalde en stor straf over os.

I fjerde Mosebog består straffen i, at Gud sender et væld af giftslanger ind i Israelitternes lejr.

Folket havde beklaget sig over for lidt vand, og nu lod Gud dem føle, hvad tørst er, når de med brændende feber dør af slangegiften. De havde beklaget sig over det dejlige himmelbrød, mannaen, og fundet det væmmeligt, og nu bliver de så for altid fritaget for denne himmelske mad ved i stedet at blive slået ihjel af Guds straffende hånd.

Gud straffende hånd kan så sandelig være frygtelig både for enkeltmennesker og for hele folkeslag, og så sandt som Gud aldrig kan lade være med at være retfærdig, så må han nødvendigvis straffe, men når Gud straffer sine elskede og udvalgte, så er straffen ikke kun en straf, det er også en kærlig tugtelse, den tugtelse der driver til omvendelse.

Således også slangerne. Slangerne i lejren får endelig de endnu levendes øjne op, således at de råber Gud om nåde og beder Moses, der jo ikke havde svigtet troen, om at gå i forbøn for folket hos Gud.

Og sådan er det jo ofte. Når Gud for alvor sender modgang eller ulykker over et enkeltmenneske eller et folk, så tager fromheden ofte midlertidigt til. Derfor siges det da også tit i Bibelen, ligesom i vor af Gud formede historie siden Bibelens dage, at modgangen er en lykkebringende velsignelse, mens rigdom og medgang er den største fristelse og trussel for såvel et menneske som et folk. Også i dag tager de fleste jo kun Gud alvorligt når de er i nød. I medgang skal vi takke Gud for hans gaver, og i modgang skal vi acceptere denne som hans tugtelse og angre vores synd. Det sidste husker vi oftest, men det første glemmer vi, og derfor er modgangen tit mere velsignelsesrig end medgangen, ligesom sygdom og alderdom, hvor vi mest direkte mindes om vor egen magts begrænsning, ofte er mere velsignelsesrig end ungdommen, hvor vi tror, at vi har nok i at stole på os selv.

Moses går så i forbøn for de overlevende af folket, og Gud hører i sin uendelige nåde kærligt på Moses bøn og siger som svar, at han skal lave en kobberslange og sætte den på en stang, således at enhver, som er blevet bidt af en giftslange, når han ser på kobberslangen på stangen, skal få lov at bevare livet.

Udover at være en virkelig begivenhed er hele denne fortælling også et vidunderligt billede på, hvad det vil sige at leve et menneskeliv i verden. Giftslangerne er som altid et billede på djævelen, og deres gift er et billedet på den vantro, som Djævelen indgyder i hvert eneste menneskehjerte på jorden.

Det er værd at bemærke, at Gud ikke frelser folket ved at fjerne slangerne eller ved at tage giften i sig selv ud af menneskene. Gud rækker tværtimod folket en frelsende modgift, der kan overvinde djævelens gift.

Man bliver frelst ved at se på kobberslangen, ikke fordi den er magisk, men fordi der er knyttet forjættelse til denne slange, og at blive frelst er det samme som at tro på denne forjættelse.

I slangen på korset afbildes på symbolsk måde den straf, der for syndens skyld var kommet over Israel. Selve plagen bliver løftet op på korset. Når folket så på slangen, så de samtidig de giftige slanger mellem deres fødder som bestandig bed dem. De ser altså synden, døden og djævelen ved at se på korset.

Men idet plagen løftes op på toppen af stangen er den overvundet og tilintetgjort; det onde i den er blevet magtesløst. Den ophøjede slange er ikke et dræbt eksemplar af de giftige slanger, men en kobberslange i alle dele lig de dræbende slanger, dog uden den skadelige gift, på samme måde som Jesus levede i ægte syndigt køds skikkelse, men uden synd, dvs. uden djævelsk gift.

Og bl.a. på denne måde er kobberslangen et billede på den korsfæstede frelser, der blev gjort til synd for os, ja blev gjort til død og fortabelse for os, således at de som ser på korset, ser selve synden og døden, ja ser sig selv ophængt på korset. Og netop ved at blive hængt på korset sammen med frelseren er det ikke længere os som lever, men Kristus som lever i os.

Jesus Kristus, Guds enbårne jomfrufødte og derved syndfrie søn blev gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i Ham, skriver apostelen Paulus.

Den eneste som ikke havde slangegift i sig, er blevet gjort til slange for os, for at vi i ham kan skænkes det nye liv.

Og det er da det eneste som det virkelig gælder om i denne verden: At se på den ophøjede slange og tro på, at dens forjættelse også gælder for os, at tro på at Guds egen søn er blevet slået med ulykke og sydom, for at vi, der i sandhed er syge, kan finde lægedom ved hans sår.

Der kommer ikke derved færre slanger i verden eller i vores liv, djævelen og hans slanger bliver tværtimod mere rasende og voldsomme jo nærmere Gud er, men al denne djævelens rasen er for Guds udvalgte en himmelsk velsignelse, fordi det netop er ved disse bestandige angreb, at Gud driver sine udvalgte til at se på korset med troende hjerter og alene stole på frelsen ved dette kors.

Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan må menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i Ham.

AMEN