Guds fortælling

Af Jesper Langballe. Tidehverv, 1984, s.57-59. Johs. 20,1-18.

Prædiken til 2. påskedag i Thorning Kirke - Tekst: Johs. 20,1-18.

Påsken er ligesom julen en tid, da den offentlige meningsdannelse, som ellers har så mange andre væsentlige ting at tage vare på, for et kort øjeblik "sætter focus på" kirken og kristendommen, som det hedder på moderne dansk. Tv underholder os med lidelseshistorien i technicolour og lækker anretning, og der skrives kronikker om Gud og om opstandelsesmyten, og om hvad det moderne menneske kan bruge disse sager til af moralsk inspiration til en mere social og solidarisk holdning.

Den offentlige meningsdannelses panderynker bliver dybere, når den skal fundere over disse religiøse spørgsmål, som ikke optager den så meget til daglig. - Hvad er der mon bagved det hele? - Er det virkeligt muligt at tro på en opstandelse og på Gud? … Og man mener med Gud ganske tydeligt et overnaturligt gespenst, hvis tilværelse nogle har den lykke og ulykke at kunne forestille sig ved at anstrenge fantasien.

Så dybe panderynker vil vi ikke anlægge her 2. påskedag, men overlade dybsindighederne til medierne og den offentlige debat. I stedet vil vi stille det for os noget mere nærliggende spørgsmål: - Hvad tror vi om vort eget liv og dets grænser? - Det er påskens spørgsmål. - Kender vi, d. v. s. anerkender vi, selv døden som livets absolutte afgrænsning? Er det vor personlige virkelighed, at vi ikke kan se så meget som een time længere frem eller tilbage end til død og fødsel?

Den offentlige meningsdannelses moderne menneske siger nej. Han tror ikke på døden, for han kan se et godt stykke længere. Det er derfor, han ved påsketid kan kigge ud gennem sit livs grænser og spejde efter gud og diskutere, om han er til. Det moderne menneske kan se længere end til dødens grænse, fordi han er i stand til at opstille og dyrke idealer om en bedre verden med bedre mennesker, hvor nøden er afskaffet og menneskenes samvær bygger på fornuft og kærlighed. Indenfor hans livs grænser findes denne verden ganske vist ikke. Men han kan forestille sig den og hente inspiration i forestillingen. Det moderne menneske kan også forlænge sit udsyn med videnskabens hjælp. Den kan give forklaring på alt det, som ligger udenfor hans personlige synsfelt. Og når idealismens idealer og videnskabens undersøgelser lægges sammen, så har det moderne menneske en plausibel livsforklaring at bygge på, en forklaring på, hvad der er sandhed eller løgn, godt og ondt. Og sådan een er det bekvemt at have ved hånden.

Her er det, at kristendommens påskefortælling melder sig og siger, at alt dette er overtro. Hvor det moderne menneske gør sin tilværelse grænseløs, dér sætter evangeliet grænser. Det er grundforskellen. Kristendommen vil ikke forsyne os med en fantasiforestilling om et overnaturligt gespenst udenfor grænserne, som hedder Gud. I Johannes-evangeliet, hvorfra dagens påsketekst er hentet, hedder det flere gange: Ingen kender Faderen uden Sønnen. Gud kan vi ikke have noget kendskab til. Evangeliet siger, at det vil være store ting, hvis vi overhovedet ville kende - d. v. s. anerkende - vore grænser. Det vil vi nemlig ikke. Det enestående ved historien om Jesus er, at den handler om et menneske, som, i modsætning til os, kendte og anerkendte dem - et menneske, der vandrede mod et mål, som alle, der fulgte med ham, troede, var idealismens mål: en bedre verden med bedre mennesker. Selv sagde han, at målet var grænsen: kors og død. Og mod dette mål kastede han sig med fuldt åbne øjne i lydighed mod sin opgave, i kærlighed til de eksisterende mennesker.

Langfredag blev dødens grænse markeret - for ham og dermed for os. Men den blev mere end markeret. Ved hans død fik døden et frygteligt udtræk mere. Den blev vidnesbyrdet om vor skyld, ja den blev eet med skylden. Dermed blev døden mere død end den nogensinde har været. I vore allermægtigste øjeblikke kan vi nok ved at tænke på vor egen død se, at den er vor uomgængelige skæbne og en forfærdelig ulykke. Men ulykker kan man jo komme ud for uforskyldt. Langfredagshistorien om Jesu død fortæller os imidlertid, at døden ikke blot er en ulykke og skæbne, men er en skyld - en dødsdom. Dermed er dødens grænse ikke blot een, som vi engang i fremtiden skal støde på, når vi når støvets år eller får en tagsten i hovedet. Men den er en grænse, som vi støder på hvert øjeblik, vi lever. Vi er med St. St. Blichers ord dødsdømte, som har fået henstand. Og en sådan har jo døden nær hvert øjeblik - ikke kun som den konkrete fremtidige ulykke, men som den nutidige dom over hans skyld. Denne dom kan vi ikke kende fra vor egen død, men kun fra historien om Jesu død.

Og når på din dom jeg grunder
ser jeg og mit segl derunder,

- sang vi langfredag. Derimod er den skyld, der fremgår af Jesu død, ikke hans skyld, men vores.

Endnu har vi slet ikke talt om Gud. Hvem er da Gud? Gud er den, som vi er skyldige overfor. Gud er grænsen - den ydergrænse for vort liv, som dog er os nær hvert øjeblik - som grænse. Gud er den, som spærrer os udsigten længere end dértil. Det er ikke, hvad vi forstår ved gud. Vi ville foretrække en gud, som åbnede en dør i grænsen og så selv trådte til side, så at vi kunne få frit udsyn, som een har sagt det. Vi ville finde det langt mere inspirerende. En sådan gud kunne den offentlige meningsdannelse bruge som inspirationskilde til at gøre verden og menneskene bedre, men en sådan gud er evangeliets Gud ikke. Han stiller sig altid i vejen ved at sige, at ethvert menneske lever sit eget liv og dør sin egen død. Dødens grænse er den personlige grænse, som virkelig fortæller mig, at jeg er mig. Det grænseløse menneske med dets idealisme og tro på videnskaben kan godt se døden som noget fælles, noget, som vi deler med al naturen, og kan derfor godt trøste sig over døden, trøste sig med, at idealerne dør dog ikke, og fremskridtet går videre. Herregud, den enkeltes liv og død er jo blot et atom i det store verdensalt. Den dødsdømte derimod - han ved pinligt godt, hvem han selv er, og at han ikke kan dele sin død med nogen anden. Han har jo selv forskyldt den, og for ham er hans egen død ikke blot en midlertidig afbrydelse i verdens store kredsløb. Men den er intet mindre end verdens undergang. Han er hvert øjeblik, han lever, fastholdt på at være sig selv - en person. Og en sådan person er måske ikke så lykkelig som det moderne abstrakte menneske; til gengæld er han sand og virkelig i modsætning til det moderne menneskes abstrakte tilværelsesforklaringer.

*

Nu kan det ikke undgås, at det moderne menneske ind imellem finder sine egne tilværelsesforklaringer usigeligt kedsommelige. Sådanne forklaringer er jo i forhold til historiens konkrete person-virkelighed umådelig kedelige. Børn gider f.eks. ikke høre på dem. De vil hellere høre spændende historier om levende mennesker. Derfor findes der ikke noget mere upædagogisk end det moderne menneskes pædagogik. Det kan godt i glimt gå op for ham, så at han genoptager historien for ikke at kede sig selv og andre helt til døde.

På det sidste har universitetsteologer genopdaget fortællingen, især den bibelske fortælling. De har genopdaget det gammelkendte, at bibelen er historier og ikke forklaringer, og at menneskene selv lever i og kender sit eget liv i historier. Denne nye og mageløse opdagelse er jo ikke så ny, men den er god nok. Når vi f.eks. skal forstå, hvem vi er som danske, så kan vi ikke gøre det ved at forklare, hvad danskhed er, men ved at fortælle Danmarkshistorie.

Der er mange slags historier til. Een af dem er påskens historie, den historie, som Gud har digtet. Og nu siger de lærde universitetsteologer, at ingen fortæller så gribende historier som Gud. At tro påskens historie om Jesu korsdød og opstandelse, det er at blive så bevæget af den, at man er tro mod den - inspireres af den til f.eks. at blive mere politisk moralsk og socialt solidarisk. - Ellers har man intet hørt! siger de lærde folk og ser strengt på os. Den mageløse opdagelse har ligefrem fået et fint ord: "narrativ teologi". Det er noget med fortælling.

Men ærlig talt er der intet ydre erfaringsvidnesbyrd om, at Gud er mere konkurrencedygtig end andre til at vinde gehør for sine historier. Mon da Guds historie er en sådan konkurrerende historie, som blander sig i koret af andre historier for at bidrage til verdens forbedring med sociale impulser?

Nej, påskebudskabet fortæller os noget langt mere skræmmende og frydefyldt end en sådan historie, som vi kan blive inspirerede af eller lade være. Det fortæller os, at vi selv - du og jeg - er personer i den historie, som Gud har digtet. Hans fortælling, det er selve vort liv. Og så er vort livs grænse for alvor trukket op. Vi ved jo fra vore egne digteres historie, at en romanperson ikke kan træde udenfor romanen og f.eks. selv give sig til at fundere over den. Han kan end ikke kigge ud over romanen. Romanpersonen kan virke ganske virkelig. Han har et helt univers at leve i, og hvis historien er god, så lever og handler han virkelig her. Hvis vi bliver så optagne af historien, at vi lever os ind i dens univers, så omgås vi selv for en stund personerne som rigtige levende mennesker, der ud af deres frie vilje handler og træffer skæbnesvangre beslutninger. Men når vi lægger bogen fra os, så træder vi ud af universet og er igen i vort eget virkelige univers, og så ved vi godt, at personerne slet ikke havde nogen fri vilje. Forfatterens vilje styrede dem. Personerne selv kan derimod ikke træde ud, men må pænt blive der, - ligesom vi ikke kan træde ud af vort eget liv.

Og der er i hvert fald een person, som bogens personer er afskårede fra at kende. Det er forfatteren. Selve det, at han har digtet personerne, betyder jo, at han kender dem ud og ind (og deler sit kendskab med læseren). Men personerne kan aldrig lære ham at kende. Han er for dem den store ubekendte, hvis tilværelse de slet ikke forholder sig til.

Hvis nu vort eget liv er en historie, som Gud har digtet, så er det klart, at vi ikke kan have noget kendskab til Gud, skønt han kender os ud og ind. Han har jo selv skabt os. Det er også klart, at vi nok indenfor digterværket har en fri vilje til at handle og træffe skæbnesvangre beslutninger, gode og onde, men netop kun indenfor disse rammer. Overfor vor skaber eller forfatter har vi ingen vilje. Således er vor grænse sat. Vi er til for Gud, men Gud er ikke til for os.

Medmindre han valgte at gøre sig selv kendt for os. Medmindre han valgte at sende en person - sin søn f.eks. - ind i sit digterværk, til at fortælle os om ham, så at vi lærte ham at kende som vor fader og skaber.

Ja, det er hvad den bibelske historie frem til påske fortæller os - at den Gud, som har digtet den historie, der er vort liv, han er selv trådt ind i historien som en historisk person, Jesus af Nazareth - for at vi skulle lære ham at kende. Han har udefra gennembrudt vort livs histories grænse, for at stille enhver af os i troens afgørelse overfor ham som vor skaber.

Så fatter vi måske, at vi gennem denne person lærer ikke blot Gud at kende, men vi lærer i Gud os selv at kende. Vi lærer, at den historie, som vort eget liv med vor næste er, ikke handler om de ting, vi troede, den handlede om: livsudfoldelse og store idealer og videnskabelig indsigt i tilværelsens sammenhæng. Men den handler om skyld og tilgivelse, og om dødsdom og om Guds benådende barmhjertighed. Vi bliver til enkeltpersoner i Guds historie ved mødet med Jesus, der døde for vor skyld. Ikke blot fordi han døde, men fordi han opstod - fordi han vender tilbage til historiens digter - til Gud. Ja, fordi han er Gud.

Vi bliver enkeltpersoner sammen med Maria Magdalene og Peter og den anden discipel, ham som Jesus elskede. Ja, måske er denne discipel i virkeligheden dig eller mig, ham, som ikke var fysisk inde i graven, men som så og troede. Det kunne jeg godt tænke mig var evangelistens mening.

Det er også det, som sker for Maria Magdalene i denne påsketekst. Hun har kendt Jesus som person, og hun har elsket ham, så at hjertet er ved at slides i stykker i hende af sorg over hans død. Det er ikke anderledes, end det er for enhver, som mister en pårørende, der betød alt for een, men det er forfærdeligt nok.

Og så ser hun ham den påskemorgen lyslevende - som den opstandne, der er eet med skaberen af hendes eget liv. Selvfølgelig kender hun ham ikke uden videre. Ingen kender jo Gud. Men der sker noget, som får skæl til at falde fra hendes øjne. Han, som er trådt ud af hendes historie ved sin død, han siger fra den anden side af grænsen hendes navn - kalder hende ved det ord, som er hendes identitet, hende selv: - Maria! Og da kender hun ham, og kender sig selv ved ham. Eller hun bliver sig selv ved ham og får mod til at leve med grænsen for øje.

Hun kender ham ikke kun som en person i sit eget livs historie. Sådan har hun kendt ham hele tiden. Men hun kender nu i denne person sin egen histories forfatter eller skaber. Og hun kender ham som kærlighed, barmhjertighed, tilgivelse - som fader.

Hun kender sig selv indenfor sit livs grænser, de grænser, som enten hedder døden eller Gud. Men hun ser nu, at grænsen ikke er dødens tomhed, men er Guds kærlighed. Hun kan stadig ikke se udover sit livs grænser, for den opstandne Kristus har ikke åbnet en dør og er trådt til side selv. Han spærrer hende udsigten. Og det er netop salighed og evigt liv - at han gør det.

- Ingen kender Faderen uden Sønnen, hed det. Men netop Sønnen kender Faderen, og i Sønnen skal vi kende ham.

- Gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud.

Sådan har digteren gjort sig kendt for os, sine personer, som vor Herre Jesu Kristi og vor Fader. Det er opstandelsens budskab. Når Kristus går til Faderen, så efterlader han ikke os faderløse, men vi er med ham i hans kærlighed, som han er med os i verden i sit ord. At vort livs digter har gjort sig kendt for os gennem Jesus Kristus, betyder nu, at vi ikke blot lever i en bog, som han engang kunne falde på at kaste på ilden. Men vi lever hver især i hans eget evige digterhjerte, også når bogen engang kastes på ilden. Og dér, i hans hjerte, kan historien aldrig få ende.

Se, det er jo noget helt andet end en anskuelse om, at Gud bevæger os ved at fortælle underholdende historier. Såvist som der er forskel på kun at være læser og så selv at være med i historien.

Vi de dødsdømte, som fik henstand, er taget til nåde. Det er historiens anliggende. Det ændrer intet ved vor ydre historie. Dødens grænse slipper vi ikke for. Men det ændrer dog alt. For derigennem får vi ikke bare et nyt syn på livet. Vi bliver ligefrem til som personer ved det. Vi bliver kaldt ved navn af vor skaber, ligesom Maria derude ved graven. Vi får et navn hos Gud i dåben - et børnenavn, som er uløseligt knyttet til Jesu Kristi navn - i liv og død - og i opstandelsen med. Vi tør være enkeltmennesker med en personligt bunden samvittighed, fordi vi tør leve med dødens grænse for øje, uden at ængstes for den. Fordi det ord, som fra den anden side af dødens grænse kalder os ved navn, er grænseoverskridende, tør vi vedkende os grænsen. Den er ikke længere en dom og en forbandelse, men en velsignelse. Thi overalt, hvor Jesus går hen, går han for at berede en plads til os - i graven og i opstandelsen.

Hvor kan vi så tro, at Guds påskehistorie blot skulle være en inspiration til at skabe en bedre verden med bedre mennesker. Det er jo ikke os, der er vor histories digter, men Gud. Os tilkommer det her at holde mund og lade ham bestemme handlingsgangen. Alt det andet er blot forsøg på at snyde sig til at kigge ud af vor egen historie, ja endog at skrive den bedre, end han kan.

Nej, så har vi nok i at være til i den historie, som Gud har digtet, nok i den opgave, som han her lægger på os hver især - at være hans mennesker: tro hans kærlighed, som vi møder den i Kristus, og elske vor næste, vor medperson, som os selv - d.v.s. kende næsten som den, der ligesom vi selv er et selv, hvis historie er digtet af Gud, og hvis grænser vi derfor skal agte så højt og helligt som vore egne.

Amen.

Prædikantens efterskrift: Der er på det menneskeliges plan ingen grund til at bestride, at både gode og dårlige historier, såvel som kedelige og mindre kedelige forklaringer, kan virke inspirerende. Som eksempel herpå skal jeg for god ordens skyld anføre den værdifulde prædikenforberedelses-inspiration, det har været at læse dr. theol. Svend Bjergs kronik "Påskens myte", Jyllands-Posten, påskelørdag d. 21/4.