Som uens skabte han dem

Af Jesper Langballe. Tidehverv, 1991, s.79-80. Vielsestale/bryllupstale.

Kære brudepar.
Jeg vil begynde med at læse det stykke fra Paulus' brev til Efeserne, som skal være teksten for min tale til jer. Apostlen siger sådan:

"(Sig) altid Gud, vor Fader tak for alle ting i vor Herres Jesu Kristi navn, og underordner jer under hverandre i ærefrygt for Kristus.
I hustruer skal underordne jer under jeres mænd som under Herren; thi en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved, han som er sit legemes frelser. Ja, ligesom kirken underordner sig under Kristus, skal også hustruerne underordne sig under deres mænd i alt.
I mænd! elsk jeres hustruer, ligesom Kristus elskede kirken og gav sig hen for den, for at han kunne hellige den, idet han rensede den i vandbadet ved ordet, for at han således kunne fremstille kirken for sit åsyn som herlig, uden plet eller rynke eller andet sådant, nej, den skulle være hellig og dadelfri. På samme måde bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer; den, som elsker sin hustru, elsker sig selv. Ingen har jo nogensinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og har omhu for det, ligesom Kristus har for kirken, fordi vi er lemmer på hans legeme.
"Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være eet kød". Den hemmelighed, der ligger heri, er dyb; jeg sigter hermed til Kristus og kirken. Dog skal også I hver især elske sin hustru som sig selv; men hustruen skal have ærefrygt for sin mand"
Amen.

Se, når bruden forud for brylluppet bestiller præsten til at prædike over denne i vor tid så forkætrede tekst - og udtrykkeligt: hele teksten - så kunne præsten jo godt være fristet til at indlede læsningen med at bede bryllupsgæsterne spænde sikkerhedsselen og holde på hat og briller.

Det gjorde jeg selvfølgelig ikke, men lod apostelen tale selv. Og så er det derefter min opgave at holde den prædiken til jer to, som ligger i apostlens ord, når de høres i deres rette sammenhæng - den sammenhæng, som I tydeligt nok har haft blik for, siden I selv har fundet, at Paulus her siger noget afgørende om ægteskabelig loyalitet.

Og den rette sammenhæng, den er bestemt af, at Paulus her som altid holder en Kristus-prædiken og ikke en moralprædiken.

Hvad det moralske angår - og det klinger jo tydeligt igennem - så burde det egentlig være overflødigt at gøre opmærksom på, at Paulus ikke har villet lave en eviggyldig ægteskabs-moralsk vejledning eller guddommeliggøre den måde, man på hans tid udtrykte forholdene mellem kønnene på.

Læser man sådan, og forarges man på det grundlag over Paulus, så læser man bibelen som en muhammedaner læser koranen. Man gør den bog, der rummer Guds levende ord, til en død og ubevægelig moralsk opslagsbog - og det ganske uanset om det er på frigjorthedens og ligestillingens vegne, man forarges.

Nej, Paulus og vi forkynder et evangelium, som skelner mellem tro og lov, og som anbringer troen i himlen og loven på jorden. I troens frihed bindes vi til jorden, til vort eget folks kultur, til tiden og tilfældet, og må skikke os derefter.

I vort forhold til Gud gælder kun evangeliets personlige og ubetingede tilsagn og fordring om grænseløs tilgivelse - uafhængigt af tidens moralske regler og paragraffer. Hvad de moralske regler angår - og dem slipper vi selvfølgelig ikke for at have med at gøre - så er de til enhver tid og på ethvert sted de samme for kristne og ikke-kristne.

Det ligger også i det gode gamle ord moral, som på latin betyder skik og brug.

Når Paulus sammenligner forholdet mellem mand og kone med forholdet mellem Kristus og hans kirke, så er det ikke fordi han vil bruge Kristus og kirken til at gøre ægteskabet til en himmelsk ordning. Ordene er en lignelsestale, der anvender et jordisk billede - forholdet mellem en mand og hans kone - til at sige noget om det himmelske - om forholdet mellem Kristus og os, hans barnedøbte søstre og brødre.

Sådan som en mands hjerte fordrer af ham, at han skal drage omsorg for sin kone - og omvendt - fordi de to er "eet kød" i forhold til omverdenen - sådan drager Kristus omsorg for sine døbte, fordi han vil være eet med os - stå last og brast med os i alt. Og det forandres ikke en tøddel af, at vi som syndere bestandigt overtræder hjertets lov.

Og sådan som en kone skal ære sin mand - og omvendt - sådan ærer Kristus os, der i dåben er blevet hans kirke, ved, som Paulus siger, at rense os i vandbadet ved ordet, for at kunne fremstille os hellige og dadelfri uden plet eller rynke.

Vi véd jo godt, at således hellige og dadelfri er vi ingenlunde. Ja, netop Kristi ord afslører vor skyld og vor egoisme som bundløs. Alligevel siger Paulus altså, at sådanne skyldige mennesker vil Kristus fremstille som hellige og dadelfri uden plet eller rynke - som helt retfærdige ved syndernes forladelse.

Og her bruger han så ægteskabet som billede og siger: - Det kender I på en måde godt fra jer selv, for det er jo det, et menneske skal i forhold til sin ægtefælle. Der kan i det daglige være både det ene og det andet at udsætte på ham eller hende, men det råber man ikke ud for alle vinde, for gør man det, sønderriver man alle loyalitetsbånd. Meget kan en kone tage fra sin mand, men ikke hans ære. At skænde sin ægtefælles ære, er jo at skænde og udlevere sig selv, at prisgive familiens indre liv. Nej, det er en ægtefælles fryd og glæde at fremstille den anden dadelfrit og pletfrit.

Med alle de indre brydninger, der kan komme, lægger jeres løfte om at ære hinanden en kappe omkring jer, der (med et andet apostel-udtryk) "skjuler en mangfoldighed af synder". Den kappe gør ægteskabet til noget, der er bedre end vi selv.

Her er jo ikke blot tale om æren som en borgerlig facade - selvom man da ikke skal kimse af, at huse har facader og ikke kun åbne vinduer. - At ære sin ægtefælle er imidlertid ikke kun et spørgsmål om facade, om tom konvention, endsige hykleri; men det er en samvittighedssag, som sammenholdet beror på.

Forfatterinden Elsa Gress har i sine barndomserindringer givet et smukt eksempel på det. Hendes far var en mildest talt sær evighedsstudent, som ikke var i stand til at bestille noget, og som plagede familien med sin sygelige angst for bakterier, så han under den ugentlige søndagsspadseretur råbte meget højt, hvis børnenes snørelidser rørte ved de bacillebefængte fortovssten. Men den forslidte mor og et kvindeligt faktotum, som ofrede sig for familien, de opdragede børnene i respekt for den underlige far eller - for at bruge et godt gammelt ord - i ærefrygt. Og hele familien var afhængig af, at det var sådan. For han var jo ikke hvem som helst. Han var far.

Ganske det samme gælder os andre, der måske er lige knap så sære.

At elske hinanden er ikke ganske det samme som at ære hinanden, men begge dele skal I. For den kærlighed, hvis grundvæsen er hengivenhed og troskab, den bliver hos os så umådelig let til følelsesfuld selvoptagethed, hvor ikke kravet om at ære hinanden holder ægtefællerne fast på hver sin begrænsede plads og forhindrer selvet i at gå over alle breder og grænser.

Ja, hver på sin plads. For manden skal æres som mand og kvinden som kvinde - sådan som vor folkelige tradition og moral nu engang har bestemt henholdsvis mandens og kvindens ære.

Det, som vor tid finder forargeligt ved Paulus' tale om ægteskabet, er jo nok, at han støder an mod tidens ligeretsforkyndelse ved at tilkende mand og kone hver sin forskellige plads i sammenholdet. For Paulus er det uensheden, der gør sammenhængen stærk.

Om lidt, når I er viede, siger jeg med Kristi egne ord, der svarer til Paulus' ord: "Har I ikke læst, at skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive eet kød".

Ja, som mand og kvinde skabte han dem - som uens, som forskellige - for at de for sammenholdets skyld kan forvalte hver deres gudgivne embede i forhold til hinanden. Uensheden er Guds skabergave, der er roden såvel til den indre brydning som til den loyalitet, der er ægteskabets særkende.

Hvorfor forarges de, der kraftigst hævder ligeretten mellem kønnene, da over Paulus' tale om ægtefællernes indbyrdes uens stilling. Mon ikke det først og fremmest kommer af, at når man hævder ligeretten som det vigtigste af alt, så hævder man jo menneskets ret som det vigtigste af alt. Men det gør evangeliet ikke. Det forkynder tværtimod det forargelige, at mennesket grundlæggende ingen rettigheder har, men kun pligter.

Man kan sige, at kristendommen tager ligeretten fra jer og giver jer ligepligten i stedet - det stejle krav om, at I - som det hed i tekstens begyndelse - underordner jer under hverandre i ærefrygt for Kristus.

Og så skal det lige tilføjes, at det at underordne sig ikke er at gøre sig selv til et lille gråt nul eller en ydmyg slave, men det er at være fordret af kærligheden, førend man selv stiller sine egne fordringer til kærligheden - eller det er at trodse sin egen tilbøjelighed til at ophøje sine behov til rettigheder og derved gøre sig selv til universets midtpunkt.

Når evangeliet har sat ligepligten i stedet for ligeretten, så kan forskellen mellem mand og kvinde æres som Guds gave. For så betyder lighed ikke ensartethed eller uniformitet, men lighed betyder, at overfor Gud er vi kendt lige bundløst skyldige i vores selviskhed. Overfor Gud har den ene intet at lade den anden høre, thi der er ingen retfærdig - ikke een.

Vi er lige store syndere, og vi er lige elskede som de børn, Kristus vil fremstille for sin og vores Fader - dadelfri uden plet eller rynke.

Hvor det er vore rettigheder, der er livets udgangspunkt, dér ender alting i abstrakte teorier - teorier om globale menneskerettigheder, teorier om ægteskabelige ligerettigheder - teorier, som gør alt gråt og ensartet og kedsommeligt, og egentlig ikke levner plads til respekt for næsten, fordi næsten altid skal skabes i ens eget teoretiske billede - som idealmanden eller idealkvinden - med alle de skuffelser, der følger heraf, og ikke agtes for sin egen skyld.

Men hvor Guds fordring til enhver især placerer os som hinandens skyldnere - og ikke som hinandens kreditorer - dér kan vi være dem, vi er. Manden kan være mand, og kvinden kan være kvinde - til gensidig velsignelse. Så er livet ikke en grå og uniformerende teori, men en broget, levende og mangfoldig virkelighed. Og menneskene er ikke luftige teoretiske idealskikkelser, men virkelige mennesker - syndere af kød og blod.

Syndere, som må erkende, at vi bestandigt løb fra vore egne løfter, og at det til syvende og sidst kun er Kristi løfte, der står ubetinget fast.

Det bliver vore løfter ikke ligegyldige af. Det får de tværtimod en helt ny værdi af.

Skylden skal ikke fejes under gulvtæppet, for det ord gælder, som Paulus har udtalt tidligere i Efeserbrevet, og som kaster lys over det, vi har hørt: - At alt det lønlige, som er vor skam, det skal ved evangeliet "blive opklaret, når det bringes for dagen af lyset. Ja, alt det, der bliver opklaret, er selv lys".

Så er det da tilkendt jer med al jeres synd og skrøbelighed, at I sammen skal være lys i Guds lys.

Og med dette herlige ord befaler jeg jeres kærlighed og jeres ægteskab i Guds kærligheds vold.

Amen.