2. Søndag efter Helligtrekonger

Af K. L. Aastrup. Tidehverv, 1956, s.1-2.

Et Land, der besættes af Fjenden, bliver det helt anderledes med end det Land, hvor Folket selv raader frit med sit eget. Og dog bliver adskilligt ved med at være ganske det samme, mens Fjenden er i Landet.

Bakker og Dale, Aaer og Søer, Marker og Byer og Skove — det er altsammen som før eller næsten som før. Livet gaar sin Gang i mange Henseender ganske uændret. Maaske beholder Folket for en Del sit eget Styre og sine egne Love, som det var med Jødeland under Romernes Besættelse og med Danmark under Tyskernes.

Maaske er kun ganske lidt forandret; men dette lidet er saa til Gengæld noget afgørende. Det er Maaden, der er anderledes, kan vi sige. Eller vel bedre: det er Aanden. Der sker maaske for en Del de samme Ting, som ogsaa vilde være sket, om Ulykken ikke var; men de sker paa en anden Maade; der er en anden Aand i Handlinger og Begivenheder.

Da Verden faldt ud af Guds Haand, da Djævelen fik Herredømmet over Menneskeheden, da Guds Vrede lukkede mellem Jord og Himmel, da gik det, som naar et Land kommer i Fjendevold.

Gud havde skabt Mennesket til Kærlighed, til at tro ham og tjene Næsten, til Børnekaar og Broderskab. Det faldne Menneske elsker sig selv og søger sit eget, tør ikke tro Gud og vil ikke dele med sin Bror. Altsaa er Livet helt anderledes efter Faldet.

Og dog lever Mennesket i den Verden, Gud har skabt. Derfor er vor Jord trods alt saa godt et Sted at være. Derfor er der ogsaa, trods vor Selviskhed, saa meget godt mellem os Mennesker. Det kommer af, at Menneskelivet er ordnet af Gud; og Hans Ordninger holder trods Djævelens Huseren i dem.

Det viser sig i dette mærkelige, at vi i vor Søgen efter vort eget kommer til at gavne og tjene vor Næste, selvom det aldeles ikke er det, vi vil, det, der er vor Virkens Maal, det, der har vort Hjerte.

Den Bonde, der dyrker sin Mark ene og alene for at skaffe Føde til sig og sine, han skaffer Føde til mange andre med. Den Købmand, der driver sin Forretning udelukkende for egen Vindings Skyld, den Arbejder, der passer sin Maskine, den Sagfører, der ordner en Retssag og saa videre og saa videre — de tjener deres Medmennesker, mens de slider for sig selv.

Vi kunde ikke leve, og vort Samfund kunde ikke bestaa uden denne indbyrdes Tjeneste. Og nu skal vi ikke sige: „Saa er vi Mennesker ikke saa fordærvede endda, saa er vor Verden ikke saa haabløs, saa er Fjenden dog ikke Herre i Landet!”

For Sagen er, at Guds Ordninger holder. Det er Ham, der har gjort den indbyrdes Tjeneste til en Nødvendighed ogsaa for os, der har Sind til alt andet end at tjene hinanden, gjort det i den Grad, at vi ikke kan søge vor egen Lykke uden at skabe Lykke for andre.

Det gælder meget vidt. Zakæus var saa sandt ikke blevet Overtolder for at gavne sine Landsmænd, men for selv at tjene sig rig. Og den Statsmagt, han virkede for, havde saa sandt ikke underlagt sig Middelhavslandene for at deres Folk kunde have 300 Aars Fred; det var vel nærmest, for at Romerne selv kunde have Brød og Skuespil uden Sved.

Men Romerherredømmet skaffede altsaa Folkene Fred og Velstand og en Retsorden, der kun blev brudt, naar en Magthavers eller Embedsmands personlige Interesser spillede ind. Skønt det ikke var det, han vilde, kom Zakæus til i mange Maader at gavne sine Landsmænd ved at indkræve Skatterne til Rom. For Gud har ordnet Livet saadan, at den, der søger sit eget, vel nu og da kan skade sin Næste (det gjorde Zakæus jo med sine Snyderier); men han kan dog ikke undgaa at gøre Gavn tillige.

Gud har ordnet det saadan, at vi nødes til at tjene hinanden i Kald og Stand, hvad saa end vort Kald og Stand er, og hvor meget vi saa end øver det for vor egen Skyld alene, med Maal i vort eget alene.

Derfor kendes Kærlighedens Gerninger ikke fra Egenkærlighedens Gerninger. Skønt der er en Forskel paa dem som mellem Himmel og Helvede, kan de være og ogsaa virke ganske ens. — Derfor adskilte Jesu Liv sig ikke i det ydre fra vort. Det var Maaden, det var Aanden, der var en anden. Og derfor sagde Zakæus ikke, da hans Hjerte strømmede over af Glæde ved Jesu Besøg, at fra nu af vilde han ikke være Tolder. Han blev i sit Kald, i sin Stand.

Og derfor ses det ikke og kendes det ikke af andre end Gud, naar Guds Rige bryder igennem i vor Verden, naar Kærlighedens Gerninger gøres af Syndere. Mindst ser og kender de det da selv. Kærlighedens Gerninger kan ske her uden Opsigt, fordi Guds Ordninger for Livet holdt, ogsaa da vort Hjerte faldt fra Gud, faldt fra Troen paa Ham og Kærligheden til Brødrene.

Derfor fører Troen paa Syndernes Forladelse os ikke ud af Verden eller til andre Kald end det, der nu er vort. Troen paa Syndernes Forladelse holder os fast, hvor vi er, at vi kan være der med Glæde, med Tak, med Haab som de, der er i vor Fars Hus, er hjemme, er i Livet, som Han har skabt og givet det.

Men ogsaa kun i Troen paa Syndernes Forladelse. Og til denne Tro hører da Taknemlighed mod Skaberen, fordi Hans Ordning af Livet holdt, ogsaa da Fjenden tog Magten, og Guds Vrede lukkede mellem Jord og Himmel, — at Han bestandig i vort Kald nøder os til at tjene hinanden og gøre vor himmelske Fars Vilje, saa vor Jord er et taaleligt, ja et godt Sted at være trods vor Vantro og Synd.
Det er vi Ham en Tak skyldig for.