Ved Gustav Brøndsteds begravelse

Af K. Olesen Larsen. Tidehverv, 1960, s.1-2.

21. november 1959

Et menneskes død er jo ikke blot et dødstilfælde i statistisk forstand, sådan som mennesket jo heller ikke blot er et eksemplar af menneskeracen, men et bestemt, enkelt menneske. Det er derfor menneskeligt rigtigt, at vi mindes Brøndsted som den, der har hørt med til vort liv, ikke for - som man siger - at tage afsked med ham og så liste bort, men for at lade tabet blive stående.

Det er ikke min mening her at gøre et forsøg på at give en karakteristik af Brøndsted - hvis et menneske virkelig kommer os ved, består det ikke af en samling mere eller mindre værdifulde egenskaber; men det er mennesket selv, vi er knyttet til, både i hvad man kalder dets styrke, og i hvad man kalder dets svaghed. Brøndsted vil blive mindet og savnet både af sine nærmeste og af os andre som en god ven og kammerat - når vi blev meget uenige, slog han altid grundigt fast, at selv om vi var aldrig så uenige, hørte vi nu engang sammen, altså var han en god kammerat. Han holdt altid på, at han skulle have lov til at være sentimental; men ved hans sygdom og død er jeg kommet til at tænke på, at når livet gik ham hårdt på - og han slap jo ikke let fra at være til - så tiltog han sig ikke mere ret til at være selvmedlidende end vi andre. - -

Når det drejer sig om et menneskes begravelse, så samles vi i grunden ikke så meget om ham, som vi følger med ham til dødens port, hvor vi må gå ind hver for sig - og det skal vi gøre under evangeliets ord og det ikke forstået som en slags fællesinteresse for en bestemt kreds, hvorved evangeliet jo bliver til et evangelium om det rigtige menneske i stedet for et evangelium om Gud, det evangelium, som stiller os blot for Gud i vor nøgne menneskelighed.

Vi vil denne gang høre evangeliet gennem Paulus' ord, som jeg gengiver således: Ingen af os lever som sin egen, og ingen af os dør som sin egen; men hvad enten vi lever eller dør, er vi Herrens. Det kan selvfølgelig godt forstås sådan, at hvad enten vi lever, eller vi dør, så har vi dog vort eget liv sikkert anbragt i Herren og kan derfor regne med at have det i behold. Men som Guds evangelium, som evangeliet om Gud og fra Gud siger det os ikke, at evangeliet tilhører os, men vi evangeliet; ikke at vi kan komme i besiddelse af Guds nåde, men at vi er hjemfaldne til Guds nåde. Det er fra Gud af hen til os, ikke fra os hen til Gud; det er Gud, der i syndernes forladelse kræver os af os selv og vort eget liv - at vi skal lære at overlade alt vort til døden, uden at lyve os fra, at den er død og håbløshed, og netop derfor i døden overlade os til vor Gud og Fader. Det er og bliver Guds nåde, aldrig vor gode vilje; det er at skylde Gud os selv, og ikke at have fået Guds velbehag over vort liv for os selv. Det er at have Gud som vort håb og ikke at leve for vore drømme om ro og fred. Det er ikke givet os i vor troslydighed, men i den Gud, der i sit ord til os er vor tro og vort håb og binder os til ansvaret for livet med og for hinanden. At Gud har lovet os del i vor Herres Jesu Kristi opstandelse, er jo heller ikke løftet om et andet liv, men at Gud vil kræve os af vort liv for os selv, som er død, for livet for Gud. Vi skal derfor heller ikke leve for et andet liv, men for dette dødelige liv på bekostning af livets besiddelse og netop deri for Gud som vor Gud: for at høre ham kalde på os med Faderens stemme.

Vi kommer ikke uden om forargelsen uden at komme uden om evangeliet, for vi mennesker holder på os selv over for Gud og over for livet. Men netop i forargelsen er evangeliet skjult - og fatteligt for den, der som skyldig over for Gud vil tage sin tilflugt til Guds nåde: at han vil gøre menneskets trods og fortvivlelse til et syndens bedrag og give også os at tilhøre vor Herre Jesus Kristus, det er: midt i vor vantro og ulydighed at bindes til livet som Guds mennesker; på trods af os selv og vor egen vilje deri at have vor sandhed, vor virkelighed, vort liv, mens alt vort er dødt og skal dø. Der er ikke tale om at blive til et nyt og retfærdigt menneske, om at få sig en god vilje og et nyt liv, nej, men hvor der ikke er andet end dom, der er der ingen dom, og når der ikke er andet end død, så er der ingen død. At fornægte sig selv er ikke at skille sig af med skylden og vinde sig et bedre jeg, men er at bede Gud: forlad os vor skyld; at lade sig sandheden, at lade sig nåden og livet tilsige af Guds ord og ikke have andet for det end Guds frie nåde. Til gengæld er det at modtage syndernes forladelse heller ikke andet end at fornægte sig selv: at bekende over for Gud, at vi vil være os selv nok og derfor kun interesserer os for det, der kan komme til at tilhøre os, og at der derfor ikke er andet evangelium end det, at vi, hvad enten vi lever, eller vi dør, tilhører Guds røst - at det sandelig også er et evangelium, er livets ord, ordet om livet i Guds gave og befaling, der sætter os livet i Gud og i det at skylde ham os selv foran os som vor fremtid og vort håb og sætter vort liv for os selv, vore ønsker og drømme, bag ved os som vor død og fortabelse.

At evangeliet lyder her i verden; at det gør sig hørt også af os, det er Guds under. Af det skal vi leve: lytte til Guds ord og tro det; høre Guds befaling og lyde den, have livet fra ham, at vi i liv og død skal gå til ham, leve af hans nåde og derfor give os selv ud til livet med hinanden. Til at leve som Guds skabninger og børn, dertil er menneskelivet "egnet"; så er livet lys over tilværelsen; men ellers er det trods alle vore anstrengelser tåbeligt og håbløst. Livet skal høres som et Guds ord til os; vi skal hverken nå til at ville eller kunne, men ganske barnligt nøjes med at gøre det, bare fordi det bliver os sagt, fordi det i Guds tilgivelse gives os at gøre det på trods af os selv - trodsende djævelen, verden og vort eget kød, som de gamle sagde.

Altså skal vi også ved denne lejlighed takke Gud for livets gave, fordi det i vor Herre Jesus Kristus er Guds gode gave, givet os af Gud som tillid og håb og taknemmelighedens lydighed, også i vor død - og givet os trods al vor modsigelse at tilhøre det og takke Gud for, at vi ikke har andet og altså ganske ubetinget har livet af Guds nåde og i Guds nåde. Vi skal ikke ud over livet med dets død, nej, netop her skal vi tro på vor Herres Jesu Kristi opstandelse som vor fremtid og vort håb, leve og dø som dem, der i liv og død er Guds skabninger, og derfra hente os frimodighed til at være os selv som mennesker - ved at være for Gud.