Juleprædiken

Af Knud Banning. Tidehverv, 1989, s.203-204.

I efteråret 1988 udkom der en bog i Danmark og Sverige, der overalt har gjort et stort indtryk, og som nødigt skulle blive glemt blandt de mange bøger, der udsendes i disse år. Jeg tænker på den russiske digter Irma Ratushinskajas erindringer fra en russisk fangelejr, "Grå er håbets farve", hedder bogen. Hun var blandt dem, der protesterede offentlig mod, at Rusland ikke overholdt erklæringen fra Helsingfors om menneskerettighederne. Hun var så uforsigtig at lade nogle af sine protestdigte cirkulere og tage en amerikansk journalist med til et protestmøde, og af den grund blev hun idømt syv års hårdt straffearbejde og fem års forvisning for antisovjetisk agitation og propaganda. Sammen med en halv snes andre kvinder blev hun anbragt i et isoleret hus i en kæmpestor fangelejr i en barsk og ugæstfri egn, langt fra sit hjem. Her sad hun i tre år til 1986. Det var da lykkedes at få mange af hendes digte ud af lejren og ud af Rusland til den frie verden, hvor de vakte så voldsom misstemning mod systemet i Rusland, at det var bedst for russerne at blive fri for hende. Nu bor hun i Amerika, hvor hun kunne få udgivet sine erindringer.

Det er forfærdeligt at læse om de straffe, disse kvinder bliver underkastet i lejren, fordi man gør alt muligt for at nedbryde deres modstandskraft og selvrespekt. De bliver klædt dårligt, kan knapt holde sig rene, får elendig mad, og den smule grøntsager, de selv dyrker omkring huset, river man op og ødelægger. De får ringe eller slet ingen lægehjælp, og man tvinger dem til at arbejde hårdt med at sy tøj, der er præperet med skadelige kemikalier. De protesterer til øvrigheden, men bliver så efter tur sat i kolde straffeceller, hvor de om vinteren kun er iført tynde bomuldskjoler, der slet ikke kan beskytte dem mod kulden. De bliver ofte nægtet adgang til at få besøg af familien et par gange om året og får måske først at vide bagefter, at familierne har været der. En juleaften i straffecellen kan Ratushinskaja kun fejre ved at tegne et juletræ på den kolde kakkelovn med sit tandpulver. Det rædselsfulde ved beretningen er også, at alt dette ikke er sket engang i fortiden, men for nogle få år siden, så at sige lige op i vores øjne, medens vi har levet vores normale liv, i nogenlunde overskuelig afstand fra denne fangelejr.

Alligevel er bogen fuld af håb og optimisme. Kvinderne vil simpelthen ikke lade sig kue af systemet og deres sadistiske fangevogtere, de holder hinanden oppe med mange slags påfund - de nægter at bøje sig og give afkald på de rettigheder, fangerne trods alt har, uanset hvad det koster af straffe og ydmygelser, som ikke er til at gengive. De får også hjælp af de mange kriminelle i den store lejr udenom. De kriminelle fanger forstår ikke kvinderne, som kunne slippe ud af deres fængsel så let som ingenting, hvis de blot ville bøje sig for systemet og gøre sig til slaver for det. De kriminelle kaster mad over til dem; de lærer Ratushinskajas digte udenad, når hun råber dem op for dem, i straffeblokken, og sørger gennem deres egne skjulte kanaler for, at digtene kommer ud til omverdenen, hvor de vækker stor opsigt. Naturligvis også i Amnesty International, der opfordrer folk over hele verden til at skrive til magthaverne i Kreml og forlange en anstændig behandling af disse kvinder og mange andre fanger i russiske fængsler. Det er denne offentlige opmærksomhed, der gør et pinligt indtryk i Moskva og bl.a. fører til, at Ratushinskaja bliver frigivet. Den mærkelige titel "Grå er håbets farve" kommer af, at fangedragten er grå, og så længe, der er folk i Rusland, som vælger at bære den for at skabe ret og retfærdighed i deres samfund, er der endnu håb for landet.

Blandt Ratushinskajas medfanger er der også en kvinde fra Lithauen, pani Jadviga, som kom til at sidde otte år i fangelejr, fordi hun som skolepige var blevet nr. to i en konkurrence i skydning med gevær - hvilken skjult fare var hun ikke for den mægtige stat, når hun var så god til at håndtere et våben. Men rædslerne i fangelejren knækkede hende ikke, tværtimod. Hun gav sig til at tro på Gud - sådan står der - blev katholik, sluttede sig til en lille gruppe af katholske præster i Lithauen og hjalp dem med at opdrage børn og unge i troen. Så fik Rusland en ny leder Andropov, tidligere chef for det hemmelige politi, en ny bølge af arrestationer gik hen over hele landet og pani Jadviga blev sat i samme lejr som Ratushinskaja. Men præsterne fra hendes lille menighed i Lithauen glemte hende ikke. Ved juletid kom der et brev fra dem, og censoren havde overset, at der i brevet var en oblat, altså det papirtynde brød, som vi deler ud, når vi holder altergang. Pani Jadviga ved som god katholik med det samme, at en præst har udtalt de ord over brødet, som Jesus brugte, da han indstiftede nadveren: "Dette er mit legeme, tag det og spis det", og som god katholik er det hendes tro og opfattelse, at brødet derved er forvandlet til at være Kristi eget Legeme, uden noget øje kan se det. Det er altså Kristus selv der er kommet ind til hende og hendes medfanger, og hun bryder med det samme brødet i stykker, og dem fordeler hun til alle de andre kvinder i den lille kreds bag fangelejrens pigtråd.

Det er præcist og nøjagtigt det samme, der sker ved denne gudstjeneste: at vi får sendt Kristus som en gave, at vi rækker Kristus til hinanden og er fælles om denne gave - den ene har ikke mere ret til ham end den anden, de rigtige og pæne blandt os har ikke noget fortrin fremfor alle mislykkede. Vi skal ikke begynde med at se på os selv, om vi er fromme eller rigtige nok til at modtage den, eller hvad der kommer ud af at få gaven, noget som måske kan gøre praktisk nytte hjemme eller i samfundet, men vi skal bare tage gaven til os og dele den ud til hinanden, ganske som vi deler gaver ud hjemme ved juletræet. Ved denne lejlighed bruger vi ikke et alterbrød til at vise, at Kristus kommer til os nu, i stedet anvender vi her på god dansk og luthersk vis ordene i juleevangeliet og vores gode julesalmer til at sige det samme.

Denne gave kan måske ikke bruges til særligt meget, og i hvert fald er vi ikke gode til at bruge den rigtigt. Der er sikkert mange folk, der meget gerne vil fortælle os, at vi ved denne lejlighed kun bruger det hele til at skabe julestemning og julehygge med. Det skal der såmænd nok være noget om, og navnlig hvis vi opfatter os som en slags små maskiner, der blot skal smøres med penge og mad, og hvis målet bare er, at vi skal fungere effektivt. Men vi er jo ikke maskiner, og jeg formoder også, at vi her er et par stykker, som godt husker dengang vores egne børn blev født. Det var en sær begivenhed, som slugte al opmærksomhed, som vendte op og ned på livet i familien, gjorde nat til dag og skabte nye glæder og nye krav og samlede opmærksomheden hos familie, venner og naboer. Sådan har det vel også været for Josef og Maria i Betlehem, der måtte give plads til hyrderne, som ville se barnet, og til de tre vise mænd, som kom rejsende fra østen for at se det. Og sådan er det stadigvæk, det er en underlig begivenhed at få rakt Kristus som en gave - den er jo ikke rigtig til at bruge til noget effektivt og nyttigt. Det ved vi jo godt fra barnedåb og altergang, hvor Kristus rækkes os hver gang som en gave, uden at vi mærker noget derved. Og alligevel er det med denne underlige gave, at det hele begynder. Det starter altså ikke med, at vi tager os sammen og gør alvor af vores tro så meget eller lidt vi nu har tilbage af den. Men det begynder hver eneste gang med gaven, med Kristus, altså med at høre Kristi egne ord og de gamles ord om ham, ganske som vi lytter til alle andre, der har et afgørende ord at sige. Disse ord har nemlig deres eget liv, og de er stærkere end noget andet, vi kender til.

Det vidste den lille samling kvinder i lejren noget om. Da deres plageånder engang ville tvinge en af dem til at tage et identitetsmærke på, som gjorde hende til et nummer i deres række, nægtede hun det med et ord af apostlen Paulus; "Vi er købt og betalt, vær ikke slave for noget menneske". Paulus mente naturligvis, at Kristus ved sin lidelse og død i menneskers sted har betalt for at få mennesker gjort fri, og nu er der ingen i hans folk, der nogensinde skal underkaste sig andre som slaver. Disse ord var en gave til hende, nu brugte hun dem, og ramte med dem sine plageånder på deres ømmeste sted. De ville jo netop knuse al selvstændighed og anstændighed hos fangerne, gøre dem til underkuede slaver i et totalitært regime.

Sådan er Kristi ord stadig, de er stadig en gave, vi kan bruge, og må bruge. For der vil altid og overalt være kræfter på spil, som truer med at ødelægge det liv, vi skal leve sammen og med hinanden - de kan være så mange slags, somme tider er de til at se, undertiden er de skjulte. Og tit vinder disse kræfter overtaget hos os, så vores eget liv og andres liv lægges øde. Men Kristi egne ord og de gamles ord om ham vil befri dig og mig fra at være slave under disse ødelæggende kræfter. De truende kræfter svækkes ikke, de fortsætter måske med at være lige truende, ja kan blive endnu stærkere, når man rejser sig i protest. og det kom en del af kvinderne i Ratushinskajas bog til at opleve. Men din stilling bliver en helt anden, hvor du før var slave, er du nu fri, hvor du før bøjede dit hoved, kan du nu løfte det, hvor det før bare gjaldt om at redde livet, kan du nu sætte det ind, hvor du før tabte modet, får du nu frimodigheden foræret, så frihed og menneskelighed, anstændighed og selvstændighed kan folde sig ud.

Det er denne gave, der er sendt til os, det er den, vi nu deler med hinanden. Det er derfor, vi kan ønske hinanden glædelig jul.

Amen!