11. søndag efter Helligtrefoldighedsfest 1957

Af N. I. Heje. Tidehverv, 1957, s.65-66. Lk. 18, 9-14.

Lk. 18, 9-14.

Fader i himlen, lær os at takke dig for ordet om tilgivelsen!

Det er et trist samfund, vi lever i, fordi mennesker er fulde af religion, medens ordentlig gudsfrygt er blevet umoderne, og evangeliet omgaas forsigtigt som et fortidslevn.

Vi kunne overfor fortællingen i dag om farisæeren og tolderen uden at støde nogen indskrænke den til at være et indre kirkeligt anliggende, men det er at beskære dens indhold, fordi den har bud længere ud. Det er jo nemlig ganske i overensstemmelse med almindelig borgerlighed baade dengang og nu at leve paa og for sin egen retfærdighed. Naar der skal tales om en afdød vil man jo kun høre om hans retfærdighed og fortræffelige sider og ikke om ham som menneske, og saa længe mennesker lever, vil de jo heller ikke være mennesker mellem andre, men af andre kun høre om, hvad godt de gør, selvom deres beskedenhed forbyder dem at fremhæve sig selv som fortællingens farisæer. De vil være i tryghed med andres gode mening om dem selv og viger stadig udenom ethvert opgør, naar de ikke netop mener, at det kan føre til at fremhæve deres retfærd mellem andre. De er altid paa scenen, og det piner dem ikke paa deres scene at staa i et rosværdigt lys. De har ikke opdaget, at der kan være meget af det, de selv kalder ondt, ogsaa i at være det, de kalder god. Derfor kan deres arbejde for det, de kalder at forbedre andre, ende i en for dem selv underlig forvirring. Det bliver dem ikke klart, at de kun kæmper for sig selv og derved isolerer sig selv. Deres verden bliver selvskabt omkring dem selv alene, og deres higen bliver i virkeligheden ikke fællesskab med andre, men bliver dette at skabe andre i deres eget billed til behagelighed for dem selv og for det retfærdige samfund, de mener at kæmpe for, saalangt de nu er kommet med et endnu bedre vinkende forude. At hele deres holdning er selvopløsende baade i forhold til andre og samfundsmæssigt falder dem ikke ind og da slet ikke, at denne holdning kan kaldes farisæisme.

Farisæisme er ikke i fortællingens betydning et isoleret jødisk eller senere kristeligt fænomen, men en udbredt menneskelig selvhævdelsens religion, hvis higen er selv at naa til tops og dertil bruge andre ved at være udmærkede i forhold til dem og forbedre dem. Farisæismens selvhævdelse ender i angst, men i en angst, der flygter fra angsten, og derfor kun flygter dybere ind i denne. Ikke det at blive bedre og at kunne se det; ikke det at være bedre og faa den opfattelse at kunne forbedre andre kan frelse fra denne angst, som der jages efter frelse fra af saakaldt moderne psykiatri og psykologi i stadigt angreb paa evangeliets tale, som man i egen angst mener bygger paa angsten. Der opnaas højst en slags glemsel, en menneskelig sløvelse, hvori angsten skjuler sig paa ny, underfundig maade, og med ny og endnu værre følger paa selvhævdelsens vej. Vor større og større viden, som vi med nødvendighed stræber efter, mener man skal skabe muligheden for menneskets frigørelse i sig selv, men man glemmer foreløbigheden i denne viden, at den bærer foreløbighedens angst i sig og derfor bevirker, at mennesket stadig søger at redde sig ved bestandig opløsende selvhævdelse, der udelukker blandt andet det fællesskab, som tilstræbes. Man søger at skabe mennesket i lignelsen af idealer, som er drømme, selvom de søges begrundet som virkelighed (realiteter), man har naaet og især er paa vej til at naa. Vi har set, hvorledes de, som i deres ungdom havde tilknytning til evangeliets tale, tilsyneladende uden personligt opgør flygtede over i den borgerlige modernitet, der havde overgivet sig til menneskets fremadskridende viden, hvor man, naar man overhovedet spurgte, styrkede sig mod foreløbigheden ved hjælp af idealernes drømme, og hvor de fleste efterhaanden ikke følte sig forpligtet til opgør tankemæssigt og personligt, fordi man mente som paa andre omraader at burde overlade opgøret til specialister. Man lærte at flygte for tanken, flygte fra mennesket, og en stille fortvivlelse, en upaaagtet angst blev tilbage, hvori man maaske uden at mærke det blev helt isoleret, saa at man kun havde selvhævdelse at holde sig til. Foreløbigheden i de foreløbige fremskridts lignelse er blevet til gud for mennesket og for nogle bliver det religion udelukkende at hævde sig selv, andre søger tillige religiøse surrogater med især moralsk betoning udenfor evangeliet, som de gled bort fra i moderniteten. Man ser i parantes bemærket nogle fare landet rundt med deres eget magtevangelium, medens andre i bevidst eller maaske især i ubevidst selvopgivelse sidder stille og støtter dem i moderniteten, som de føler sig forpligtet til at være paa højde med af frygt for ikke at være, hvor det foregaar, eller med god vilje til at være, hvor det foregaar. Det er i modernitetens navn foreløbighedens Gud, der dyrkes, og man er som farisæismens tjenere gode demokrater og liberalister overfor mere autoritære livsformer. Man opdager ikke, at den selvhævdelse, man er havnet i, den farisæisme, man er blevet underlagt, i lige saa høj grad er den fortvivlede magtbryndes arnested.

I modsætning hertil sætter evangeliet det i selvhævdelsens farisæisme bundne menneske paa plads. Evangeliet anbefaler mennesket arbejdet i foreløbigheden med yderste indsats af evner og kræfter uden at foreløbighedens resultater gøres til andet end foreløbighed, og det kender derfor ikke idealernes drømmeverden og tilfældige moralbuds opfyldelse som trøst i livet. Evangeliet bliver ikke staaende ved tilfældig hederne og gør op med disse som livets alvor, selvom intet er for ubetydeligt til at være alvor. Evangeliet spørger, hvad ene kan kaldes sagligt om mennesket som menneske mellem andre her og nu, om menneskets sind og holdning, om menneskets afhængighed, naar det gælder at være menneske. Evangeliet gaar selv hævdelsens livsangst i møde i stedet for at anbefale flugten fra livsangsten, der fører dybere ind i den. Evangeliet siger derfor ligeud, at mennesket kun staar sagligt som menneske med disse ord: Gud vær mig synder naadig. Disse ord rummer ikke den hyppige kirkelige udlægning, at mennesket herved kan bevise sin retfærdighed for sig selv, hvilket kun kan føre til, at tolderen bliver farisæer. Med ordene: "Gud vær mig synder naadig" beholdes afhængigheden af Gud og Skaberen, og hermed har mennesket fundet sin plads som menneske, har hørt befalingen til lydighed i sin bestandige ulydighed, sin vantro, bekendt at maatte være under ledelse og ikke at kunne lede sig selv i forholdet til andre. Dette er efter evangeliets opfattelse livsnødvendigt for at være menneske mellem andre. Menneskets egen myndighed kan ikke lede det, men kun bønnen om tilgivelse, der besvares med tilgivelse. Al anden vej menneske og menneske imellem er usaglig.

(Før nedskrivningen fik jeg den tanke, at denne prædiken maaske i lige høj grad kunne tilegnes Halfdan Høgsbro og Kalmeyer).