"En strid vind over landet"

Af Jesper Høgenhaven. Tidehverv, 2003, s.169-171.

I efteråret udkom Arne Hardis' bog "Æresretten". Bogen er en veldokumenteret beskrivelse af Dansk Forfatterforenings interne "retsopgør" med en stribe danske forfattere, der efter befrielsen stod anklaget for at have udvist "unationale" holdninger.

Bogens omslag viser et samtidigt foto af "Æresrettens" medlemmer i Dansk Forfatterforenings lokale. Bag det brede bord med papirerne foran sig troner stalinisten Hans Kirk, der var den vigtigste drivkraft og initiativtager bag forfatterforeningens interne udrensning og "æresrettens" nedsættelse.

Kirk havde i kronikken "De litterære nazister", der stod i Land og Folk allerede den 15. maj 1945, kaldt til opgør med de unationale elementer, der burde miste "selv den ringeste Plads inden for det kulturelle Livs Omraade". Regnskabets stund var inde også inden for forfatternes og de intellektuelles rækker. "Nu gaar der en strid Vind over Landet", skrev Kirk, "og alt kommer paa sin rette Plads. Mordere og Nazistikkere anbringes i de Celler, hvor de hører hjemme, og de, der har forraadt deres Land, maa berede sig paa at staa til Regnskab".

I alt 26 forfattere (bl.a. Valdemar Rørdam, Harald Bergstedt, Jakob Bech Nygaard og Ole Sarvig) blev bedt om at give møde for Dansk Forfatterforenings "æresret". 17 af de anklagede blev ekskluderet af foreningen. Som repræsentant for den nationale harme mod de skribenter, der havde forrådt deres land, sad som nævnt Hans Kirk, den partitro kommunist og stalinist, der uden at blinke ville have solgt alt, hvad der havde med Danmark at gøre, til Stalin, hvis lejligheden havde budt sig. Da Stalin fyldte 70 år, skrev Kirk i "Sovjetunionen i Dag" om Sovjetstatens enehersker, manden, hvis dødsofre i antal oversteg Hitlers: "Han er ikke nogen Politiker i almindelig Forstand, men en stor humanistisk Skikkelse ... Stalin har kunnet lægge Byrder paa sit Folk, under Femaarsplanerne og Genopbygningen, fordi han ejede Respekten for Mennesker. Mennesket er vor vigtigste Kapital, har han sagt i en af sine Taler. Det er Ord, man skal lægge Mærke til. Mennesket er for ham det centrale i al Politik".

*

Arne Hardis stiller hen imod slutningen af sin bog det retoriske spørgsmål: Ville Hans Kirk have overlevet" en indstævning for den "æresret", han selv var medlem af? Hardis henviser her ikke til Kirks uforbeholdne tilbedelse af Stalin i almindelighed, men specifikt til, hvad Kirk skrev under besættelsens første år i det kommunistiske tidsskrift "Kultur og Politik". Her blev demokratiet afskrevet og nedgjort, England konsekvent og hadefuldt angrebet, Danmarks indordning under den tyske økonomis krav uforbeholdent accepteret. Men spørgsmålet om, hvordan Kirk selv ville have klaret sig for "æresretten", er forkert stillet, tilføjer Hardis straks; for Hans Kirk var på sejrherrernes side. Derfor endte han ikke på forfatterforeningens anklagebænk, men kom tværtimod til at sidde til doms over sine "unationale" kolleger.

Forfatternes "æresret" og "udrensningerne" i kulturlivet efter besættelsen bliver ind imellem draget ind i den aktuelle debat om kulturlivets politisering og det marxistiske meningstyranni, der beherskede en stor del af de intellektuelle miljøer under den kolde krig. Folketingsvalget i 2001 synes i hvert fald også at være ét blandt flere tegn på, at der går "en strid vind over landet", for nu at bruge Hans Kirks ord fra 1945. Og blandt tegnene på et dybere stemningsskifte er selvfølgelig også viljen til opgør med det hykleri og den løgnagtighed, der har ligget som en dyne over kulturlivet og den offentlige debat i Danmark.

For "Tidehverv"s læsere er opgøret ikke ligefrem en nyhed. Nødvendigheden af at gøre op med løgnen og fortrængningerne i det offentlige liv - og med dem, der havde stået for det - blev f.eks. klart og umisforståeligt udtalt af Jesper Langballe i artiklen "Opgørets nødvendighed" - det skete i 1990 efter murens fald og striben af omvæltninger i de tidligere østblok-lande. "Mens løgnen altid er abstrakt, er sandheden konkret", skrev Langballe med adresse til de faldne ideologiers fortalere. "Derfor må sandhedens opgør være konkretiserende. Det må nødvendigvis holde løgnens bærere fast med navn og adresse, citater og kendsgerninger. Ikke af behov for udrensning eller syndebukke og ikke af hævngerrighed, men for at den politiske luft kan være til at ånde i".

At der nu også bliver talt højt og klart om opgørets nødvendighed andre steder, kan man selvfølgelig kun glæde sig over. Men hvad er det egentlig, der er på spil? Handler opgøret med årtiers venstreorienterede dominans i kulturlivet i bund og grund ikke bare om nogle gamle bitre mænd og damer og deres ønske om hævn for alle de fornærmelser og ukvemsord, de i tidens løb har måttet stå model til? Er opgøret ikke dermed bagudrettet og ufrugtbart? som det bliver sagt af mange i debatten. Underforstået, at det kan da godt være, at en og anden kan føle bitterhed ved at være blevet ilde behandlet eller overset i debatten eller udsat for nedrigheder af den ene eller anden art; men dybest set er den slags dog uinteressant for alle andre end lige de implicerede? Og gælder det derfor ikke om hurtigst muligt at lægge hævngerrigheden bag sig og komme videre?

*

Nu drejer opgøret med det tyranni og den løgnagtighed, som har præget dansk kulturliv i en menneskealder, sig jo ikke først og fremmest om nogle fornærmelser eller fortrædeligheder, der måtte være overgået enkelte i debattens hede. Det handler om meget mere. Bl.a. om den faktiske fortræd, som de herskende retninger har afstedkommet: Nedbrydning og ødelæggelse af familielivets rammer, af skolers og læreanstalters mulighed for at gøre det, de skal, afvikling af Danmark som det land, hvor danskerne som noget selvfølgeligt har hjemme. Der er intet unaturligt i vreden over den skade, som en tyrannisk selvbestaltet elite har påført andre gennem årene. Og ønsket om at stille de ansvarlige offentligt til regnskab for deres gerninger er der da heller intet mærkeligt i.

Ingen ønsker i dag at stille nogen for en "æresret" som den, forfatterforeningen med Hans Kirk i spidsen foranstaltede for at dømme besættelsestidens "unationale" forfattere. Men historien om "udrensningerne" i kulturlivet efter befrielsen kan godt være med til at sætte det aktuelle opgør i perspektiv. Stalinisten Hans Kirk skulle ikke selv for nogen "æresret"; for Kirk hørte, som Arne Hardis nøgternt og præcist siger, til sejrherrerne..

Sejrherrerne skriver historien, siger man. Man det forunderlige er, at når det gælder den kolde krig, er det ikke sejrherrerne, der skriver historien. I hvert fald ikke i Danmark. Det er derimod dem, der egentlig skulle være taberne, dem, der støttede og forsvarede de totalitære regimer og tilbad de totalitære voldsideologier, der har bestemt, at historien ikke skal skrives. Den skal i stedet ties ihjel. Og endnu mere forunderligt er det, at det i store dele af den talende og skrivende offentlighed er blevet en slags stiltiende overenskomst, at den kolde krigs tid, den marxistiske trussel mod vestens frihed og de, der uforbeholdent gik voldsregimernes ærinde, er noget, der ikke er grund til at tale om.

Sådan gøres historien til en parentes uden betydning. Noget, der ikke skal nævnes. At bryde tavsheden regnes for brud på den gode tone. Den formastelige, der måtte udtale noget af det, der ikke skal udtales, bliver øjeblikkelig kaldt til orden. Og det er ikke kun de gamle marxister - der har en indlysende interesse i, at fortiden får lov til at hvile i fred - der opretholder denne forunderlige tavshedskodeks. Den anerkendes langt ind i ellers "borgerlige" debattørers rækker. Her lyder den samme formaning om at se fremad, om at undlade kritik af navngivne personer eller "personhetz", som det så smagfuldt hedder. Forudsætningen synes at være, at den gamle venstrefløj består af mennesker med en særlig kvalitet, hjertevarme og hjertensgode mennesker, som det egentlig er forkasteligt at kritisere. Hvorfor enhver kritik, ethvert spørgsmål til det, som faktisk blev sagt eller gjort, har karakter af en ondsindet "personhetz".

Omvendt er det de samme hjertevarme og hjertensgode menneskers ret og privilegium at svine andre til. Her er der frit slag. En Pia Kjærsgaard f.eks. er det legalt at rakke ned ved hjælp af nedrige insinuationer og med brug af sprogets værste gloser. Den mest vulgære tilsviningskampagne mod en dansk politiker i mange år tages af det dannede. selskab til efterretning med et skuldertræk. Man forholder sig fornemt tavs, hvis man da ikke tager del i nedrakningen.

Da en række kritikere påpegede, hvordan den store danske encyklopædi systematisk nedtonede eller fortav marxismens forbrydelser, gav encyklopædiens redaktør Jørn Lund i et stort opsat interview i Berlingske Tidende en opvisning i den særlige danske form for pænhed. På overfladen den loyale akademiske redaktør, der forvarer sine medarbejdere. Og som ikke viger tilbage for at nedgøre kritikerne med insinuationer og halvt udtalte anklager. Der var tale om en organiseret kampagne, mente redaktøren. Hvilken betydning det så end kunne have for, om kritikken var berettiget eller ej. Han kunne ikke tro andet, end at hans medarbejdere var udsat for en ondsindet organiseret kampagne, måtte læseren forstå. Sådan neutraliserer man kritik ved at lade skinne igennem, at den i bund og grund er udtryk for dårlig opførsel.

*

Selvfølgelig er der en sammenhæng imellem denne pænhed, der affærdiger ethvert kritisk spørgsmål som upassende og i bund og grund ondskabsfuldt, og den historieforfalskning, som pænheden skal dække over. De er symptomer på den samme selvgodhed, ifølge hvilken man selv er de gode og rigtige og pæne uanset hvor mange gange man måtte have skiftet standpunkt og ideologi - medens ondskaben og dæmonien let og bekvemt placeres hos de andre.

"Udrensningerne" efter befrielsen, der anbragte de nazistiske forrædere på anklagebænken og lod stalinismens tilhængere brede sig i dommersædet, repræsenterer i virkeligheden den selvsamme løgnagtighed, en løgnagtighed, der har haft omfattende og langvarige virkninger i dansk kulturliv. Nazismen blev efter befrielsen den knage, al ondskab skulle hænges op på - og da "nazisme" hurtigt identificeredes med "reaktion" og "højrekræfter", var et engagement på venstrefløjen en automatisk fribillet til godheden. Det er dette overskuelige og selvbekræftende verdensbillede, der af mange i kulturlivet stadig søges fastholdt på trods af dets åbenbare urimelighed. Derfor skal den kolde krig og det kommunistiske tyranni så vidt muligt skrives ud af historien eller betragtes som en parentes uden nævneværdig betydning. Til gengæld skal der opretholdes en nærmest monoman fokus på nazismen - senest gennem særlige "holocaust"-dage og anden reklamevirksomhed.

Men meget kunne tyde på, at denne særlige form for historieforfalsknings tid er ved at være forbi. Opgøret med fortidens og nutidens løgne er i gang. Det kan ikke standses ved pæne formaninger eller fornærmet tavshed.