De helliges forsamling

Af Jesper Høgenhaven. Tidehverv, 2003, s.193-194.

"Kirken er nemlig de helliges forsamling, hvori evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret". (Den augsburgske bekendelse, artikel 7)

Hvis nogen skulle have glemt, hvorfor et valgt kirkeråd, en synode eller en kirkelig repræsentativ forsamling med mandat til at fremsætte "kirkelige" erklæringer om aktuelle spørgsmål er en ringe idé, er der til alt held venlige mennesker i det folkekirkelige landskab, der nok skal påtage sig at minde alle os andre om det.

Man har i årets løb bare kunnet lytte til fortalerne for en særlig kirkelig stillingtagen til krigen i Irak. Karsten Nissen og det tyske evangeliske kirkeråds opråb til verdens politikere blev omtalt i sidste nummer af Tidehverv. Svend Andersens efterlysning af en særlig kirkelig Irak-høring er omtalt i dette nummer.

Lad os foretage et lille tankeeksperiment. Sæt, at der var blevet oprettet et kirkeligt landsråd med repræsentanter for præster, menighedsråd og måske diverse folkekirkelige organisationer. Et forum for kirkepolitikere og kirkelige organisationsfolk. Lad os forestille os Irak-krigen og det danske militære engagement debatteret i dette forum; og lad os overveje, hvilken resolution der ville ende med at komme ud af det.

Skal vi gætte på, at resolutionen ville være kritisk over for såvel USA's linie som det danske engagement? Skal vi gætte på, at den ville indeholde en påpegning af, hvordan det kristne budskab indebærer en ganske særlig uomgængelig forpligtelse til at søge konflikter løst ad fredelig vej og undlade magtanvendelse, så længe alle fredelige midler ikke er opbrugt? Skal vi endvidere gætte på, at resolutionen ville indeholde et passende antal detaljerede henvisninger til konkrete enkeltheder som FNs våbeninspektører, sikkerhedsrådets frister etc., så læserne kan få et klart indtryk af, hvordan kirkens folk sagtens kan være kloge på denne verdens sager? Og på, at resolutionen i øvrigt ikke ville efterlade mindste tvivl om den særlige ansvarlighed, der kendetegnede dens forfattere, og som gjorde disse i stand til at bedømme andres motiver og moralske lødighed. Skal vi kort sagt gætte på, at en sådan resolution i ånd og indhold ville ligne den tyske kirkelige resolution om Irak-krigen og i det hele taget følge de regler og konventioner, som denne særlige litterære genre opererer med?

Hvis det, som tilhængerne af et kirkeråd med beføjelser til at udtale sig i aktuelle spørgsmål, ønsker sig, er flere kirkelige resolutioner af denne type, er det klart, at de vil kunne skrives af en kvik journalist med en smule genrebevidsthed og praktisk øvelse. Der er i og for sig ingen grund til at oprette et bekosteligt organ med udgifter til valg, møder og sekretariatshjælp. Man kunne for så vidt nøjes med et "virtuelt" kirkeråd, der hverken behøvede at blive valgt eller træde sammen i fysisk forstand.

Med den fremgangsmåde ville man undgå enhver rivalisering og misundelse, der udsprang af, at nogle var blevet valgt og andre ikke. Det virtuelle kirkeråd kunne oprettes som en servicefunktion på internettet, hvor man så kunne bestille kirkelige udtalelser om det ene eller andet spørgsmål. Man kunne desuden oprette et lager af særligt brugbare udtryk, så det for brugeren blev muligt at sammensætte sin egen resolution.

Det egentlige problem i forbindelse med den politiske moralisme, der trives i såkaldt kirkelige kredse, er naturligvis ikke den konkrete politiske slagside. Hvis man forestillede sig, at det tænkte kirkeråd - trods al sandsynlighed for det modsatte - skulle vise sig at bakke den danske krigsindsats i Irak entusiastisk op med henvisning til det kristne budskab, der indebærer en ganske særlig uomgængelig forpligtelse til aktivt at arbejde for fred og menneskerettigheder overalt i verden, ville der ikke være grund til at være mere tilfreds. Den politiserende kirkelige moralisme kan lige så vel ende i et standpunkt, der er aggressivt militaristisk (som i Kosovo-spørgsmålet) som i en defaitistisk pacifistisk holdning (som i forbindelse med Irak-krigen). Og det ene er ikke den mindste smule bedre end det andet.

At der er brug for en grundig og dybtgående diskussion med alle aspekter inddraget, når danske soldater sendes i krig i Mellemøsten, er indlysende.

Bidrag med indhold til denne diskussion er velkomne. Moraliserende selvgodhed og hævdelse af en særlig ansvarlighed i modsætning til andre er der til gengæld ikke bud efter. Hvis den særligt "kirkelige" vinkel på debatten består heri, må den hellere undværes.

Bag ved selve forestillingen om en slags kirkeligt parlament, der debatterer og kommenterer aktuelle "sager", ligger en tro på, at "kirken" i en eller anden forstand løbende skal forholde sig til en "dagsorden", som aktuelle begivenheder - eller mere præcist: mediernes billede af de til hver en tid aktuelle begivenheder - sætter. . Tankegangen er naturligvis kalkeret af efter den gængse opfattelse af det politiske liv set gennem mediernes optik. Her består politik i at forholde sig til de skiftende dagsordener, som reflekteres i medierne.

I mediernes verdensbillede har hver dag sine nyheder. Det er kun almindelige mennesker, der tror, at der kan være dage eller ligefrem perioder, hvor der ikke sker noget særligt. Beviset for, at der er nyheder hver dag, leverer medierne selv - de er jo hver dag fulde af dem. Det er just ved at blive indfanget med kameralinser og mikrofoner og gjort til genstand for mediernes formidling, at nyheder bliver nyheder.

Politikere af i dag har i vid udstrækning taget mediernes verdensbillede til efterretning og bruger vistnok betragtelige mængder af tid, energi og penge på en indsats, der har til formål at præge og styre mediedækningen i ønskværdige retninger. Man kan overveje, om det alt i alt er en god og nyttig ordning: Den tid og energi, som nutidens politikere bruger på medierne, kan i hvert fald ikke bruges til at foranstalte ulykker i den virkelige verden.

Men kirke er der ikke, hvor mediernes repræsentanter måtte finde på at stille et kamera op. Kirke bliver der, hvor evangeliet forkyndes og sakramenterne forvaltes. Nogen anden "dagsorden" end evangeliet om Jesus Kristus kan kirken ikke have. Ikke den kirke, som er de helliges forsamling, som altså består af fortabte mennesker, som må høre det evangelium der alene kan gøre dem til Guds kirke.

Evangeliet forkyndes naturligvis altid med både gamle og nye ord.
Nyformuleringen af budskabet sker i den enkelte prædiken, i den løbende samtale og diskussion imellem de døbte, kristne mennesker, som er kirken.

Det fælles forpligtende bekendelsesudsagn er derimod den absolutte undtagelse, der hører den særlige krisesituation til, hvor den falske lære truer med at fortrænge evangeliets sandhed. Bekendelsen skal ikke skrives om hver gang, der har været noget nyt i TV-avisen. Og valgte kirkeråd og pompøse resolutionsvedtagelser ses ikke at kunne gavne debatniveauet på noget plan.
Dermed er ikke sagt, at den herskende kirkeforfatning på ethvert punkt repræsenterer den bedste af alle verdener. Det er f.eks. ikke ganske overbevisende dokumenteret, at kirkeministeriet på optimal måde forvalter så stor en del af den folkekirkelige økonomi, som tilfældet er. Men der er god grund til at adskille drøftelsen af egentlige forvaltningsmæssige reformer fra de aktivistiske kirkepolitikeres krav om en kompetent forsamling, der skal udgøre "folkekirkens stemme".

Udgivelsen af Den Danske Ordbog har givet anledning til en del debat om det danske sprog og dets udvikling. Mange har således undret sig over, at gode danske ord ifølge sprogforskerne tilsyneladende kan skifte fra én betydning til den stik modsatte.

Hvis der oprettes et kirkeråd, der skal komme med løbende "kirkelige" kommentarer til aktuelle spørgsmål, kunne man godt forestille sig, at det ville gå præcis sådan med betegnelsen "de helliges forsamling".