Grosbøll-farcen

Af Katrine Winkel Holm. Tidehverv, 2003, s.129-130+144.

En samtale om Gud er begyndt og endnu ikke afsluttet. Og den skal heller ikke afsluttes. Sådan omtrent udtalte en lektor ved Det teologiske Fakultet i København sig, efter at biskop Lise-Lotte Rebel havde taget Thorkild Grosbøll til nåde igen.

Mange har på lignende vis hyldet kirken som det sted, hvor der føres en aldrig afsluttet samtale om Gud. Altså en evig, konsekvensløs kværnen: Måske er Gud absolut, måske er han ikke. Måske er han bare et sprogspil, måske er han ikke. Måske er han bare en menneskelig projektion, måske er han ikke. Ser man bort fra det latterlige og blasfemiske i, at Gud kommer til at leve af menneskets nåde og ikke omvendt, er den uendelige, uforpligtende kværnen også rent menneskeligt skrækindjagende:

Kirken bliver til et evigt teselskab af snakkende teologer, der aldrig kan sige noget definitivt. Og som aldrig kan give sjælefred og opbyggelse til den, der søger det, men kun levere spandevis af uforpligtende snakken frem og tilbage. Hvor det eneste, der står fast, er, at alting flyder. Hvor kirken er blevet en helt udflydende størrelse og nærmer sig det, som grundtvigianerne plejer at hylde med betegnelsen "den tålsomme folkekirke".

Grosbøll-sagen efterlader det indtryk, at det eneste kirkelige dogme, der står fast, er, at alting skal flyde i folkekirken. Hvem kan man klandre for denne tingenes tilstand? Kritikken må, synes jeg, rettes mod Grosbølls biskop, Lise-Lotte Rebel.

Selvfølgelig er det først og fremmest Grosbøll, der er skurken, selv om det næsten er en overvurdering af ham at tildele ham en så dramatisk rolle, for der er hverken stof til en helt eller til en renlivet skurk i denne fritidsprovokatør. Men det var dog ham, der skrev bogen "En sten i skoen", hvor han bekendtgør, at han ikke tror på en skabende og opretholdende Gud, ikke på opstandelsen eller et evigt liv. Den slags har aldrig "sagt ham noget". Og værre endnu: Ifølge denne Guds ords tjener kan man ikke tro på den kristne Gud, fordi videnskaben har bevist, at han blot var en menneskelig projektion: "Gud hører fortiden til. Han er faktisk så gammeldags, at det undrer mig, at moderne mennesker overhovedet kan tro, at han eksisterer", som han har udtalt.

Problemet er altså ikke Grosbølls tro eller mangel på samme, men hans lære, der ikke levner plads til den levende Gud, som vi bekender troen på hver søndag. Skal man tage Grosbøll på ordet, må det betyde, at han vil gøre sit til at fratage sine sognebørn troen på evangeliet.

Sagen er således meget klar: Grosbøll har for længst taget afsked med kirkens forkyndelse; det eneste oplagte var derfor, at han også tog sin afsked som Guds ords tjener. Hvad han allerede for to år siden blev opfordret til i dette blad - Grosbølls banale vranglære er nemlig ikke af ny dato. Det vil Taarbækpræsten imidlertid ikke, og hvad skal biskoppen så gøre ved ham?

Ifølge hende selv kunne hun ikke afskedige ham, men kun indstille til kirkeministeriet at rejse en læresag imod ham. Rebel, der i forbindelse med Snedsted-sagen skarpt har kritiseret præsteretten, afviste selvsagt denne mulighed. I stedet suspenderede hun ham, mens undersøgelsen af hans lære stod på. Et ganske dramatisk skridt, der dog fusede ud i det rene ingenting, da hun godt en måned senere lod Grosbøll komme tilbage i embede. Dog under "skærpet tilsyn".

Pludselig kunne Grosbøll nemlig meddele, at han hele tiden havde talt inden for rammerne af "kirkens bekendelsesgrundlag", hvilket må betyde - hvis man skal tage Grosbøll alvorligt - at han forkynder troen på en skabende Gud, opstandelsen og et evigt liv. Et dilettantisk fupnummer, der da også helt faldt til jorden, da Grosbøll samme dag kunne meddele, at han stod ved hvert ord i sin bog og dermed hævdelsen af, at trosbekendelsens Gud "ikke siger ham noget".

Hoppede Rebel virkelig på Grosbølls forsøg på at give den som from eksistensteolog - eller ville hun bare have fred?

Noget tyder på, at det virkelig var det første, der var tilfældet. At hun i fuldt alvor mener, at Grosbøll placerer sig "inden for den antimetafysiske, af-mytologiserende tradition, som siden det tidlige Tidehvervs dage har vundet hævd som en retning inden for det folkekirkelige teologiske spektrum. Det er en almindelig antagelse, stadfæstet gennem mindst seks årtiers dansk kirkehistorie, at en sådan teologi kan finde sin plads inden for rammerne af bekendelsen til den treenige Gud" (Kristeligt Dagblad 29/7).

Det er vel nok flinkt af Helsingør-bispen allernådigst at tilkende det tidlige Tidehverv hjemstedsret i folkekirken. De gamle ville sikkert føle sig beærede og beroligede. Men når det sker ved at blive hældt i den samme gryde som Grosbøll, er der tale om veritabel æresskænding.

Det er værd at hæfte sig ved, at Rebels udtalelse klart viser, at hendes passivitet over for Grosbøll ikke skyldes, at hun ikke kan afskedige ham, men at hun ikke vil afskedige ham. At hans bog ifølge hende hører til inden for rammerne af trosbekendelsen.

Det er her, man må tage sig til hovedet og bekymret spørge til Helsingør-bispens evne til at læse indenad. For enhver - læg eller lærd - kan se, at Grosbøll i sin bog benægter kernen i trosbekendelsen, der da også i bogen benævnes "abracadabra'. Det er jo det, der er den provokation, som Grosbøll i første omgang var så stolt af - indtil provokationen så ud til at koste ham hans præstegård. Så blev han from for en kort bemærkning.

Til Rebels undskyldning skal anføres, at Grosbøll er en verbal vandmand, der er umulig at holde fast på noget som helst, hvad enten det så skyldes manglende evne eller vilje (er der £eks. nogen, der har fattet, hvad han mener, når han undskylder sine "tankeløse tilforladeligheder"? Der var jo netop ikke tale om tilforladeligheder; det var derfor, de medførte hans suspension).

Grosbølls vandmand-manøvre bestod i, at han pludselig forvandlede sit anliggende til afmytologisering a la Bultmann. Nu hed det, at han "vil sikre, at det følgende ikke bare blev læst ind i et forældet verdensbillede", i dag må vi nemlig "afstå fra at gøre brug af den tids mytologiske forestillinger". Og sør'me om vi ikke også får den om den uægte og den ægte forargelse. Mere bultmannsk kan det vist ikke blive. Denne eksistensteologiske fernis har Rebel altså ikke set sig i stand til at gennemskue, heller ikke selv om Grosbøll senere i samme redegørelse kommer med påstanden om, at "troen retter sig mod menneskelivet". Hvad der helt svarer til præsentationen af hans bog som "et modigt epos om tilværelsens muligheder og vilkår; jeg læser de gamle skrifter som en sang om og for livet i dets forfærdende og forunderlige mangfoldighed".

Ren livsfilosofi, uden skygge af kristentro. Meget, meget langt fra Bultmann, Olesen Larsen og Regin Prenter, som Grosbøll alle parasiterer på.

Biskoppens egentlige brøde består i, at hun valgte at tage denne skinmanøvre for gode varer og dermed undlod selvstændigt at tage stilling til Grosbølls forkyndelse, sådan som han har lagt den frem i sin bog. Og at hun dermed afholdt sig fra klart og tydeligt at sige, hvad der er kristendom og især hvad der ikke er kristendom i Grosbølls teologi. Så kunne hun have gjort kirken den tjeneste at forkynde evangeliet. Og offentligheden den tjeneste at vise, at biskopperne kan engagere sig lidenskabeligt i andet end magtkampe med kirkeministeren.

Udover det pinagtige i, at hun kan rubricere Grosbøll i traditionen efter Tidehverv, er det nemlig beskæmmende, at hun blot henholder sig til, at denne tradition "har vundet hævd". Det er vist værd at minde om, at hverken Tidehverv eller Bultmann indgår i vores bekendelsesskrifter, ligesom det også var en mulighed, at den lære, der havde vundet hævd, var en falsk lære.

Det forekommer mig ufatteligt, at Rebel kan stå inde for Taarbækpræsten og med god samvittighed sende ham tilbage til prædikestolen. En mand, der så tydeligt afviser den kristne lære. Al mening med præsteløftet synes at forsvinde med denne afgørelse, for det, Helsingør-biskoppen de facto siger, er, at hun er flintrende ligeglad med, om præsterne i hendes stift tager bekendelsesskrifterne alvorligt, eller om de bruger dem til at fyre op med. Bare de ikke provokerer eller lukker for samtale.

Det, hun kunne have gjort, var at sige dette: jeg kan ikke føre tilsyn med en præst, der i den grad afviser at forkynde kristendom. Er der andre bisper, der med god samvittighed mener at kunne gøre det, skal de have mulighed for at føre langdistance-tilsyn med ham.

Så kunne Grosbøll være gået stifterne rundt, og de forskellige bisper ville så hver især have været nødt til at forholde sig til lians udtalelser og dermed træde i karakter som teologiske tilsynsmænd. Grosbøll ville sikkert have reddet sit skind og søgt asyl hos Århus-biskoppen, der formodentlig mere eller mindre deler Grosbølls anskuelser.

Men meget ville være vundet: Det ville være blevet slået fast, at fordi vi har en folkekirke, betyder det ikke, at sognedemokratiet står over bekendelsen. At en folkekirkepræsts kvalifikation ikke skal måles på, hvor folkelig eller ufolkelig han er, eller på, hvor meget eller hvor lidt man sætter pris på ham i petanque-klubben. Hans egnethed som præst står og falder med, om han udfører sit embede i troskab mod Skrift og Bekendelser. Hvad det så kil sige, vil der selvfølgelig være stor uenighed om også mellem de tilsynsførende bisper.

Det er oplagt at drage en parallel til den næsten hundrede år gamle Arboe-Rasmussen-sag. Sagen mod den præst, der nægtede jomfrufødslen, men som i modsætning til Grosbøll stod fast på sit synspunkt.

Biskoppen over Lolland-Falster nægtede dengang at føre tilsyn med Arboe-Rasmussen, da denne havde fået embede i Vålse på Falster. Efter lange Efter lange trakasserier endte tilsynet derfor i 1917 hos kirkeministeren. Et besynderligt arrangement, der dog havde to afgørende fordele: Biskoppen kunne se sig selv i øjnene samtidig med at han med sit nej til Arboe-Rasmussen havde sat en bom for bestræbelserne på at lave "en tålsom folkekirke".

"Den tålsomme folkekirke' vil i virkeligheden sige en folkekirke, der ikke længere har bekendelsesskrifterne som sit grundlag, men blot er en ramme om befolkningens religiøse behov. Og hvor hvert sogn kan vælge sin egen præst, uden at biskoppen har myndighed til at stoppe eventuelle læremæssige udskejelser. Hvor troen på demokratiet står over troskaben mod bekendelserne. Hvor det eneste, der står fast, er, at alting skal flyde.

Det var denne frygtelige folkekirke-opfattelse, man undgik i 1917. Spørgsmålet er så, om den er ved at blive stadfæstet med Grosbøll-afgørelsen i år? Noget tyder på det.

Så er vi ved at få en folkekirke, der kan tåle alle former for vranglære - bare de formuleres uprovokerende og dialogåbent.