I drømmeland

Af Katrine Winkel Holm. Tidehverv, 2005, s.1-3.

"Vi har fået en påmindelse om, at vi skal forholde os til virkeligheden". Med denne korte sætning sammenfattede Ayaan Hirsi Ali efterårets hollandske begivenheder.

Ayaan Hirsi Ali, der skrev manuskriptet til Van Gogh-filmen "Submission" ved, hvad hun taler om. Hun er af somalisk afstamning og har selv oplevet islam på nærmeste hold. Og hun er ikke i tvivl: 'Jeg siger: islam er livsfare i sin reneste form" (Politiken 4/12)

Men hun ved godt, at der mange, der stadig insisterer på at leve i en drømmeverden. I den dejlige drømmeverden, hvor islam er fredens og barmhjertighedens religion. Og hvor alt ondt stammer fra vesten og fra vestens krænkende omtale af "det hellige".

"Det er en måde at fortrænge virkeligheden på: Islam er profeten Muhammed. Han udløste i sin tid en revolution, der gjorde islam til en verdensmagt, til det dominerende moralkodeks. Muhammeds, Koranens og hadithens islam omfatter hele den litterære tradition med profetens ordsprog og handlinger. Denne islam er livstruende. Ikke kun på internettet. Se på de forskellige lande, for eksempel Afghanistan med talebanerne eller Pakistan og Saudi-Arabien. Og se på Iran, der har travlt med at udvikle atomvåben. Våben, der skal bruges til at tvinge en bestemt moral ned over hovedet på resten af verdens befolkning".

Der er en svalende nøgternhed over Hirsi Alis vurdering af situationen og af den religion, der er grunden til, at hun må leve under jorden.
Men en nøgternhed, der stadig væk er sjælden. Det er næsten fascinerende så mange, der insisterer på at sidde advarslen overhørig og blive boende i illusionernes verden.
"Han er en uhyre anstændig mand, men han lever i Drømmeholland." Sådan siger Hirsi Ali i samme interview om den hollandske justitsminister, der vil til at anvende blasfemiparagraffen mod kritikere af islam.

Drømmedanmark er også tæt bebygget. Her residerer ikke alene Tøger Seidenfaden med sin absurde afvisning af, at islamismen er totalitær. (Den ligner nemlig ikke den totalitære kommunisme og kan derfor ifølge denne intellektuelle kongeørn ikke være totalitær).
Integrationsministeren, Bertel Haarder har også slået sig ned her.

I december, efter det øjenåbnende efterår, hvor enhver illusion om islam som fredens og tolerancens religion var blevet gennemhullet, kom integrationsminister Bertel Haarder med en appel til muslimerne. På sin egen oprigtige, lidt utålmodige måde tog ham dem i skole: Det er på tide at de veluddannede iblandt dem går foran og udvikler en demokratisk form for islam, lød det. En udgave af islam, "der passer ind i vort demokrati". Man fornemmede den svage irritation bag udtalelsen: Hvorfor kan muslimerne ikke bare være ligesom grundtvigianere? Frisindede, milde og ivrige tilhængere af folkestvre.

Det mindede lidt om Professor Higgins i "My fair Lady", der i sin grænseløse irritation over Elizas feminine urimeligheder udbryder: "Why can't a woman be like - me!"
Men lige så lidt som en kvinde kan være som den excentriske professor Higgins, lige så lidt kan muslimerne blive grundtvigianere.

Det er lige før, man bliver fornærmet på muslimernes vegne. For de kan ikke bare lige designe en islam, der passer ind i vort demokrati. Og da slet ikke de veluddannede blandt dem.
For hvis de sætter sig ind i islam, går det dem lige som det går os andre. De finder ud af at shariaen er en pakkeløsning, som man ikke kan vælge og vrage imellem.
Som imamen Abu Laban siger det: 'Vil I tro én del af skriften og fornægte den anden? Der er da ikke nogen anden belønning for den, der handler sådan, end skændsel i dette liv, og på opstandelsens dag skal de overgives til den strengeste straf" (Berlingske Tidende 5/12). Enten tager man shariaen med stening og alskens middelalderlige love eller også fornægter man islam. Den konklusion må netop de veluddannede muslimer, der sætter sig ind i deres religion, komme frem til. Og det er jo derfor vi netop ser veluddannede, velformulerede muslimer forsvare stening. Det er netop dem, der sympatiserer med likvideringen af van Gogh.

En af de mange muslimske apologeter forsøgte at forsvare shariatilhængerne ved at drage en parallel til de gammeltestamentlige love. Dem tager de kristne jo heller ikke så højtideligt. Med andre ord: Kristendommen har lige så mange "middelalderlige" lovbestemmelser i sin helligskrift, som muslimerne har i deres. Det bliver så bare et spørgsmål om at tage det hele lidt afslappet, om at udvikle en udgave af religionen, der passer til vores demokrati.

Den ellers så sympatiske Hirsi Ali gør sig skyldig i den samme misforståelse, når hun siger at "både kristendommen og jødedommen har været igennem en proces, der har gjort dem mere menneskelige". Rationalismen har ifølge hende ført til opgivelse af kristendommens umenneskelige sider, så religionen nu passer ind i vort demokrati.

Det kunne ikke være mere forkert. Kristendommen er identisk med friheden fra de gammeltestamentlige love. Kristendommen opstår som et opgør med den misforståelse, at mennesket er til for lovens skyld og ikke loven for mennesket. Den opstår som et opgør med den tanke, at en bestemt slags mad kan gøre et menneske urent. "Dermed erklærede han al slags mad for ren. Og han sagde: "Det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent" (Markus 7). Hjertens ondskab og ikke svinekød gør et menneske urent i Guds øjne.

Kristendommen er simpelthen lig med forkvndelsen af, at Kristus er "lovens ende til retfærdighed for enhver, som tror'. I ham fuldendes lovens dom over mennesket. Han kommer ikke for at nedbryde loven, men for at fuldende den. Og ved at konfrontere mennesket med loven, viser han mennesket, hvad det i virkeligheden er. "Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme? Men Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre" (Romerbrevet 7).

Derfor er det at man kan sige, at Kristus er kommet for at fuldende loven og at han samtidig er lovens ophør. Fordi han har taget lovens dom på sig, er vi fri fra lovens forbandelse. Vi er under tilgivelse og derfor fri fra de lange lovkataloger, Det gamle Testamente er fuld af.
Det er på grund af Kristus selv og ikke på grund af en særlig lad slapperholdning hos en senere tids kristne, at kristendommen fører til frihed. Det er på grund af Kristus, at der aldrig har været noget, der lignede sharia i kristendommen. For det er Kristus og ikke lovgerninger, der udgør vejen til Himlen.

Derfor er det forkert at påstå at de gammeltestamentlige love er ligeså forpligtende som shariaen er for muslimerne. Og ligeså decideret forkert er det at hævde, at kristendommens "menneskelighed" er et resultat af rationalistisk kritik af ortodoks kristendom. Friheden er ikke sket på trods af, men på grund af ortodoks kristendom. Friheden er et direkte resultat af paulinsk kristendom. Opgøret med lovvejen til himlen, ligger jo færdigudviklet i hans skrifter, som hører til kristendommens allerældste.

Hvis man vil forholde sig til virkeligheden, til modsætningen mellem islam og kristendom, bliver man derfor nødt til at forholde sig til Paulus, som sjældent har været så aktuel som nu. Man bliver nødt til at gå baglæns og gå til kilderne selv.

Præcis som Grundtvig gjorde. Det var jo ikke åndeligt fuskeri, han bedrev. Han nyformulerede ikke kristendommen med det formål at få den til at passe til det liberale demokrati, der opstod i hans tidsalder. Det ville jo også have frataget ham og hans værk enhver vægt og troværdighed. Tværtimod kæmpede han sig gennem dyb anfægtelse frem til sin kirkelige anskuelse. Betegnelsen "den mageløse opdagelse" udtrykker jo den glæde, det var at genopdage, at kristendommen ikke er død bogstav, men levende tro. At kristendommen er frelse og frihed for enhver som tror.

Når Bertel Haarder kræver af muslimerne at de skal opfinde en demokratisk islam, viser han at han lever i drømmeland. Islam er ikke og kan aldrig blive demokratisk. Det er både absurd og lidt urimeligt at forlange, at de unge muslimer skal skabe en demokratisk udgave. Og så er det lidt pudsigt, at Haarder, der nægter at forholde sig til spørgsmål om leverpostej og hovedtørklæder, gerne vil udstikke fantasifulde retningslinjer til hvordan religionen islam skal udvikle sig. Det sidste, der er et åndeligt spørgsmål, angår faktisk ikke ham. Mens leverpostejen og hovedtørklæderne, der er ting, der er til at tage og føle på, i høj grad er sag for integrationsministeren.

Man kan nemlig ikke forlange, at muslimerne her i landet skal tro på andet, end de nu engang gør. Men man kan forlange, at de tilpasser sig det land, de er flyttet til. At de giver afkald på at virkeliggøre deres religion og dens love her, for så vidt det er uforeneligt med danske love og dansk sædvane.

Desværre er det ikke det, integrationsministeren gør. Og derfor må man sige om ham, som Hirsi Ali sagde om den hollandske justitsminister: "Han er en uhyre anstændig mand, men han lever i drømmeland."