Boganmeldelse

Af N. Otto Jensen. Tidehverv, 1927, s.126-127. (Kokichi Kurosaki: Bekehrung eines Gottlosen).

Dette lille, fordringsløse Skrift (kun 30 Sider), som paa Professor Karl Heims Foranledning blev udgivet paa Furche Verlag, Berlin, i 1923, er tilfældig faldet mig i Hænde, og har givet mig Lyst til efter et kort Referat at fremhæve en enkelt afgørende Tanke deri.

Kokichi Kurosaki er Japaner. Opdraget i streng, konfuciansk Sædelighed faar hans Tro paa Moralens absolute Gyldighed tidligt et Grundskud dels ved Beretningen om en ung Students Selvmord i Fortvivlelse over ikke at kunne finde Sandheden og Livets Mening, dels - og maaske navnlig - ved at han opdager, at de enkelte Moralbud kan begrundes. En dyb Længsel efter Hellighed og Fuldkommenhed bliver tilbage. Spørgsmaalet om Livets Mening er blevet brændende og tvinger til en Løsning, og en dyb Trang efter indre Selvoverensstemmelse, efter at alle Handlinger kan fremspringe spontant af det indre Liv, er vakt; men Sønderrevetheden i hans Indre er saa stor, at Spørgsmaalet: god eller ond en Tid er ham ligegyldigt, blot han kan naa til helt at være det ene eller det andet. Et Opgør med de forskellige europæiske Aandsformer giver ingen Løsning. Bøje sig paa udvortes Maade under en anden kan han ikke, hvad enten denne anden hedder Christus, Buddha, Konfucius eller Sokrates, og Samvittigheden er ikke ufejlbar. Højst forskellig hos de forskellige, som den er, kan den ikke give det faste Holdepunkt. Vil man gøre det gode for Samfundets Skyld, ender man alligevel med et hvorfor, ligeledes overfor Udviklingslæren etc. Karl Hiltys "Glück" aabner hans øjne for et Liv i kristelig Kærlighed og Selvopofrelse, men Kraften til denne Selvhengivelse fattes ham, og i kristelige Kredse finder han ingen Hjælp, ikke engang Forstaaelse for sin Længsel; men gennem Bibelen modtager han et overvældende Indtryk af Jesu Person, hos hvem der intet Spor er af ethisk Anstrengelse, som hos Konfucius, eller Brug for nogen Art buddistisk Eftertanke og Fordybelse, men "af Natur var han dyb og fuld af Kraft, i en uafbrudt Tilstand af Hellighed".

Indtryk fra Kristendommen smelter sammen med kinesisk, pantheistisk Mystik, og her finder han endelig den Vished, Fred, Glæde og Kraft, han har søgt. I ekstatiske Henrykkelser, som han skildrer med fin Poesi, oplever han Enheden med Universet, med Gud - "Jeg er i min Fader, og I i mig, og jeg i eder …".

Men Gud har ikke sluppet ham. Forholdene tvinger ham bort fra alle Venner til at leve Livet i en stor Industri- og Handelsby omgivet af lutter Materialisme og Pengestræb, og Dagliglivets haarde Virkelighed river alle Illusioner fra ham. Oplevelserne kan ikke fastholdes, og Synden faar en helt anden realistisk Alvor. Først her lærer han - ved Samliv med en gammel Mand af Brødremenigheden - at slippe alt sit eget og bygge paa Gud alene. Paa ejendommelig Maade forstaar han Lignelsen om den fortabte Søn. Glæden, Freden, Oplevelsen af Enheden med Gud, det var Arven, han havde faaet med hjemmefra, havde nydt, indtil den var fortæret - "og der kom Dyrtid og Hungersnød, og jeg fandt intet, hvormed jeg kunde mætte mig. "O, Fader, jeg har syndet for dig!" Hvor stor er min Synd! Hvor dyb min Skyld! Alle mine gode Gerninger er selv store Synder, saa længe jeg er borte fra Gud. Alle mine ekstatiske Erfaringer, og Følelsen af Samfund med Gud var kun en Drøm og som en Skygge af den virkelige Salighed, som jeg havde nydt i Gudsfjernhed. Hvor let svandt de bort, og fra min Synd kunde de ikke forløse mig. Ogsaa min Bod, hvor dyb den end kunde være, strakte ikke til til Syndernes Forladelse …". Heller ikke vore Tanker eller vor Tro kan bære, kun Guds Udvælgelse, hans Ord, Kristus, hans Kors, hans Uforanderlighed. Med denne Erkendelse forandres alt; kun et enkelt Punkt vil vi fremhæve. "Efter Omvendelsen blev Syndens Betydning og dens Forfærdelighed mig stadig klarere. Synden er ikke min onde Gerning, ikke det slette Element i mig, som kæmper med det gode og skaber den indre Splid; men Synden er selve min Tilværelse. De skønne Idealer, de aandfulde Tanker, som er saa højt agtede i Verden, syntes mig lige saa syndige og onde, da de dog er fjerne fra Gud og Troen paa hans Søn … Synden er ikke noget enkelt, dens Væsen er radikalt, wurzelhaft."

En saadan jævn og enfoldig Bekendelse om Guds Førelser med et Menneske siger mere end mange teoretiske Overvejelser.