Han bevarede Barnet for os!

Af Gudmund Thomassen Sort. Tidehverv, 1927, s.161-162. (Math.2,19-23).

Efterfølgende er en Del af en Prædiken, holdt i Filskov, Blaahøj Kirke, 2. Januar 1927 af afdøde Pastor Sort. Teksten er Mt. 2,19-23.

"Men da Herodes var død, se da viser en Herrens Engel sig i en Drøm for Josef i Ægypten og siger: "Staa op, og tag Barnet og dets Moder med dig og drag til Israels Land, thi de er døde, som efterstræbte Barnets Liv". Og han stod op og tog Barnet og dets Moder med sig og kom til Israels Land. Men da han hørte, at Arkelaus var Konge over Judæa i sin Faders Herodes Sted, frygtede han for at komme derhen, og han blev advaret af Gud i en Drøm og drog bort til Galilæas Egne. Og han kom og tog Bolig i en By, som kaldes Nazareth, for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeterne, at han skulde kaldes Nazaræer."

Hans Varetægt kan vi takke for, at vi i Dag har Jesu Navn at samles om.

I sidder her, fordi det har en Plads i jert Liv. I har ingen anden Grund til at komme her sammen. Hvordan saa den Plads er, som I giver ham, det er en anden Sag. Men en Plads har han hos jer. - Det kom ind i dit Liv ved din Daab, da blev hans Navn nævnet over dig. Men det blev nævnet over saa mange andre, for hvem det nu intet betyder, eller som endog kun har Haan tilovers for det. Vil Du nu spørge, hvorfor det er bevaret for dig, mens det er gaaet tabt for saa mange andre, ja da nytter det nok ikke, at du vil søge Forklaringen i, at du har passet saa meget bedre paa det, har et ganske anderledes fromt og modtageligt Sind, ydmygt og redeligt, trofast og gudhengivent. Det turde være et stort Spørgsmaal. Ser du sandt paa den Sag, og dig selv, saa ser du netop, at Barnet har haft mange Fjender i dit Liv, Fjender udefra, som du ikke har været Mand for at værne det for godt mod, og Fjender indefra dit eget Bryst, i Pagt med dit eget syndige Jeg, saa fat du har Grund til at falde i Forundring over, at du endnu har ham i Behold. Og Grunden bliver ingen anden, end at Gud har bevaret ham for dig. Det Resultat, tror jeg i hvert Fald, du maa komme til, om du skal til at se sandt paa den Sag. Trods din egen Svaghed og trods megen Modstand hos dig selv, har han bevaret Jesu Navn for dig. Og naar han ikke har faaet det bevaret for de mange andre, saa nytter det ikke, at du vil forklare det ved, at du dog har været noget mindre haardnakket eller selvoptagen, eller hvad du nu kunde gøre dig Tanker om. Hvad ved du om det? Hvad Forudsætninger har du for at anstille saadanne Sammenligninger? Du ved, du kan takke Gud og ikke dig selv for, at Frelsernavnet er bevaret for dig. Mere behø-ver du ikke at forstaa.

Een Ting kan du sige om, hvorfor Gud har bevaret det for dig. - Der staar, at Josef skulde bringe Barnet tilbage til Israels Land. Det var dets Fædreland, der havde det rettelig hjemme. - Men saadan er hans Stilling overfor dig. Han har elsket dig. Han er kom-men til dig i sin himmelske Faders Navn, fordi Gud har elsket denne syndige Verden, saadan at han gav sin enbaarne Søn, for at hver den, som tror paa ham, ikke skal fortabes, men have evigt Liv. Han har været tro mod denne Sendelse, han har fuldbragt sin Gerning til Synderes Frelse, han har købt og betalt dig. Han har villet og skullet ind til dig, fordi du var hans, og han har villet og skullet blive der, fordi Gud ikke vil, at du skal fortabes, men for at give ham til dig som din Frelser, at det ikke maa ske. Men han er ikke givet hen alene for vore Synder, men for den ganske Verden, Gud har akkurat samme Sind overfor de andre for hvem hans Navn ingen Plads har. Han har altsaa ogsaa vist samme trofaste Nidkærhed for at bane Vej for Jesu Navn til deres Hjerter og bevare det for dem. Hvorfor de da ikke har faaet lukket ham ind, det skal du ikke prøve at forklare ved, at du dog i Grunden er bedre og frommere end de og har paa et eller andet Punkt gjort dig mere fortjent til Naaden. Det er den Gaade, som Gud maa kæmpe med, om du vil tjene hans Rige. Lad os saa se paa een Ting i Forhold til de andre: Ikke at lægge Sten i Vejen for Jesu Navns Komme til deres Hjerter, men gøre, hvad vi kan, for at rydde Hindringerne af Vejen, for dem er der nok af; være med i Arbejdet paa at berede Herren Vej til de lukkede Sind.

Nu har hans Navn er Plads hos dig: Men hvilken Plads? Da han kom tilbage til Israels Land, kunde han endnu ikke komme til Jerusalem, for der var Herodes's Søn paa Tronen. Det afsides Nazareth var den Plads, han maatte tage til Takke med i sit Fædreland. Men hans Hu stod til Jerusalem, Hovedstaden, Tempelbyen, hvor Folket havde sit Midtpunkt, hvor Traadene samledes, hvorfra det styredes. Som 12 Aars Dreng blev han derinde, for der følte han, han skulde være. Atter og atter gik hans Vej derop, men han fandt ikke Rum. Til sidst kom han for ikke at vige. Han blev der i Korsets Død. - Det kunde gerne være, at den Plads, du har givet hans Navn i dit Hjerte og i dit Liv, er som Nazaret og ikke det Sted, hvorfra al din Tragten gaar, hvor Afgørelserne i dit Liv egentlig træffes. Naar du tager din Salmebog, beder din Bøn, læser i din Bibelbog, taler med Mennesker om Guds Riges Ting, er du da ikke lidt afsides, lidt uden for Centrum i dit Liv, lidt udenfor dig selv? Er det ikke i en Afkrog af dit Liv, at dette har hjemme? Eller er det der, hvor din Lyst har sit sande Sæde, dine stærkeste Interesser samles, og der, hvorfra dit Liv styres? Hvis ikke, saa skal du vide, at hans Hu staar til Jerusalem. Atter og atter vil han søge fra den afsides Plads, du har givet ham, ind mod Centrum i dit Liv. Og een Gang vil han trænge sig ind og ikke vige, da skal Afgørelsen ske, om han maa faa det Herresæde hos dig, der tilkommer ham eller ej. Og da skulde det ikke gerne gaa som i Jerusalem.

Det vil sige - gennem Golgata gik det ogsaa for Disciplene. Han fik ikke den rette Plads hos Peter og Johannes. Og det bliver nok ikke anderledes med os end med en Peter og en Johannes. Vil han være Herre i vort Liv, da maa han gennem Ydmygelsen, at haanes eller sviges af os. Og vi maa gennem den Ydmygelse, som det er for os at staa som dem, der har traadt det Hjerte under Fod, som har banket varmest for os og banket med en ren og hellig Kærlighed, som vi aldrig har gjort os fortjent til, den Ydmygelse, som Peter led, da den Herre, han havde fornægtet, saa paa ham i Ypperstepræstens Gaard.

Og dermed er det ikke forbi, saa at vi derefter skulde kunne sige: Nu bærer vi ham paa Hænder, nu gør vi hans Navn Ære. Nej, vi er jo ikke færdige med Synden, den følger os i Graven. Men den kan kun være der som en Haan imod vor Herre, en Skam og en Pine for ham. Den kan aldrig være der som noget taalt ved Siden af ham. Den kan aldrig blive en Slags Tjener for ham. Naar den gør sig gældende, da er hans Herredømme i os gjort til Spot. Atter maa han ydmyge sig under vor Skyld og Skam med bitter Vaande. Kun saaledes kan han bevare sin Plads og befæste sit Herredømme hos os. Det er ogsaa saadan en Herre, vi møder ved Nadverbordet. Først Daaben, derefter føres vi til Nadverbordet, hvor han møder os som det Guds Lam, der bærer vor Synd: Dette er den ny Pagt i mit Blod, som udgydes for eder til Syndernes Forladelse. Kun ved at han i Gaar og i Dag og i Morgen er den samme, der tager vor Skyld og bærer vor Skam, kan han bevare os i Pagten, kan hans Navn blive boende i vore syndige Hjerter. Det er Pagtens Forudsæt-ning, og derom vil han minde os. Den værste Tort, vi kan byde ham, er dog, om vi mener om os selv, at vi byder ham helt gode og taalelige Kaar, mens han maa opbyde al sin Kærligheds Taalmod og Trofasthed for at døje det hos os. Ved hans Bord, der brydes vor Stolthed, derfor vil han have os derhen, at han kan blive vor Herre til Gud Faders Ære, og Gud og Lammet faa Æren alene.