"Askese"

Af Hedvig Reinhard. Tidehverv, 1927, s.162-165. (Foredrag, holdt ved "Tidehverv"s Konvent, i Lyngby, September 1927.)

Jeg har paa ingen Maade haft i Sinde at udrede Begrebet Askese; hverken gennem dets Historie eller ved en Undersøgelse af, hvad der nuomstunder tankemæssigt forstaas ved Ordet. Det, jeg har prøvet paa, er at faa nogen Klarhed over, hvad det er, Ord og Begreb virkelig staar for i Kristenhedens Liv. Hvad for Udslag den Virkelighed giver sig, og hvad Aand, den er af.

Overfor de Forestillinger, Nutiden forbinder med Askese, staar de fleste kristne vel saa temmelig afvisende; og man har jo overalt i Theorien værdsat den meget forskelligt til forskellige Tider. Men den Side af Sagen betyder vist ikke synderligt hvad angaar den Rolle, den virkelig spiller. Jeg mener nemlig, at den sjælelige Virkelighed, der ligger bagom, grunder saa dybt i Menneskers Beskaffenhed, at hvis man er kom-men om ved den og har forstaaet, hvad den er af, kan man overhovedet ikke mere behandle Askesen som et vist Livsprincip, man diskuterer, accepterer og forkaster.

Jo ældre jeg bliver, desto stærkere slaar det mig, at til hver en evig, aandelig Sandhed, aabenbaret os ved Jesus Kristus, svarer der en Slags Efterligning, men som tillige er en Forfalskning, fra Verdens Side - som det falske Kristusbarn til det ægte i Antikrists Mirakler. Og med Verden mener jeg ikke en vantro Verden i Modsætning til en saakaldet kristen. Jeg tænker paa den Verden, vi selv er en Del af, og bliver ved at have Del i, fristes og bedrages af, saa længe vi lever, hvadenten vi er naaet til Troen eller ej. Der-for er denne Verdens Forfalskninger af Guds evige Sandhed værre Forførere end det allermeste, den nøgne Verdslighed kan møde op med. De er Kød og Blod af vort Kød og Blod og staar hele vor Menneskelighed hjertelig nær.

Saa snart, man har indladt sig paa at lave "kristelig" Ethik, er man ogsaa med Nødvendighed stødt paa det saakaldte verdensfjerne, livsfornægtende, eller hvad man nu vil kalde det, kort sagt det asketiske i Biblen og videre frem i Kristendommen - men først og fremmest i Jesu egen Tale og Færd. Og op til den nyeste Tid ligedan; saa som i E. Geismars Ethik, der vel for os er noget af det mest aktuelle i Øjeblikket. Det kunde maaske derfor ligge nær at gaa ud netop fra hans Behandling af Spørgsmaalet om Kristen-dommens Forhold til Askesen; men det vilde være umuligt for mit Vedkommende. Saa forskelligt fra mig ser Geismar paa disse Ting, at den Drøftelse vilde 'blive ufrugtbar. Kun paa ét Punkt - men rigtignok ogsaa et vigtigt - vilde jeg pege paa Forskellen, fordi jeg maaske ad den Vej lettest gør mit Udgangs-punkt tydeligt.

De første Skriftsteder, Geismar anfører blandt dem, der har støttet Opfattelsen af Kristendommen som værende: "mere asketisk, verdensfjern, negativ, end vi kan føle det rigtigt o. s. v." er for det første, med Henblik paa Jesus selv, Joh. 18.36: "Mit Rige er ikke af denne Verden" og dernæst, fra Luk. 14, Ordene om at Disciplen maa "hade endog sit eget Liv", og Matt. 16: "Thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som mister sit Liv for min Skyld, skal l bjærge det"; og dette Ord findes jo adskillig flere Steder end her.

Ordene hos Lukas, Matthæus o. s. v. om, at Livet maa mistes for at findes, bevares, frelses - eller hvordan det nu udtrykkes - er ogsaa for mig ikke alene Ord, som vedkommer os særdeles, men jeg mener ogsaa, de staar i nøjeste Sammenhæng med det, vi taler om. Det vil da sige, hvis man læser det, jeg me-ner, der staar i dem. Men gaar man videre hos Geismar, bliver man helt forvirret ved at se, at han for det første bruger de to nysnævnte Ord, Verden og Liv, iflæng - og dernæst bruger dem begge om, hvad vi forstaar ved den jordiske Tilværelse, Menneskelivet overhovedet i sin Udfoldelse paa alle Omraader, be-tragtet udefra.

Nu er det jo sandt nok, at vi, i det 20de Aarhundrede her i Vesterland, meget godt kan tale f. Eks. om: at gaa ud i Livet og gaa ud i Verden, trække sig tilbage fra Livet og fra Verden som noget ensbetydende. Men den Sprogbrug kan dog ikke overføres paa Bibelens Tale om disse Ting, f. Eks. i de nævnte Skrift-steder. Det Ord, der oversættes ved Liv baade her og tilsvarende Steder, (Ordet Psychæ), betegner jo ikke under nogen Omstændigheder noget ensbetydende med Verden - hverken i dansk eller bibelsk Tale. Men fremfor alt har det ikke noget at gøre med Livet i den Geismarske Forstand. Det Liv, Bibelen her ta-ler om, er hvert' enkelt Menneskes Liv; men heller ikke her set udefra; som vi paa Dansk ogsaa godt kan tale om et Menneskes Liv. Det er Menneskets Liv i sig selv, d. e.: Indbegrebet af det levende Menneskes Livsaande, Livskraft og Livsvirksomhed. Derfor kan det jo ogsaa oversættes ved Sjæl; ikke i den aande-lige Betydning, vi lægger i Ordet Sjæl, men om den belivende Kraft og Væren i Modsætning til Menne-ske-Leret.

Og vel er hver Menneskesjæl, i den Forstand, i alleregentligste Mening en Del af Verden. Men den er ikke noget, vi kan gaa ud og ind af, ikke noget, vi kan tage Afstand fra eller mænge os med - efter Behag eller Princip have et negativt eller positivt Forhold til, som G.'s Etik taler om. For det er os $elv - os selv i hele vor Menneskelighed. Det Liv, som fra anden Side set er afsluttet i sig selv fra alt andet Liv.

Nej, dette Liv er ikke "Livet" - denne fastliggende Størrelse udenom os. Dette store Problem, vi kan diskutere vort Forhold til, og betragter under de forskelligste Synsvinkler; lige fra noget i Retning af en stor Kagemand af blandet og tvivlsom Sammensætning, som vi maa passe kun at bide af paa de rette Steder - til dette, hele Menneskehedens store Foretagende, hvori ogsaa jeg skal have mit Job og gøre mine Talenter frugtbringende. Naturligvis i de hæderlige Brancher; som f. Eks. i de: "Livets selvstændige Værdier med religiøst Grundlag", som Geismars Etik siger os udspringer af selve det menneskelige Sam-fundsliv og Arbejde.

Jeg tror ikke paa dem; men det spiller ingen Rolle her. For mit Liv, min Sjæl, den er i sig selv aldrig hverken noget fastlagt eller nogen Størrelse, men noget bestandig vordende. I hvert Øjeblik Mulighed - til Godt, til Ondt, til alt mellem Himmel og Jord - kun Mulighed.

Men dette mit Liv, min Sjæl, det er ogsaa foreløbig trods alt mit Alt. Det, jeg ikke kan erstatte eller faa igen, hvis det er gaaet tabt - efter Jesu egne Ord.

Men hvad gælder de da, hvad er Sandheden om de Jesu Ord, som i sig selv vist ikke kan misforstaas, om, at dette vort Liv maa mistes, maa gives hen, hvis vi skal bjærge, ja, hvis vi simpelthen vil beholde det. For selv kan vi, siger Jesus, hvad vi end gør, ikke faa det virkelig i Eje, ikke frelse det fra at gaa tabt. Alt, hvad vi kæmper i og med Verden for at vinde det, vi tror skal styrke og nære det og faa det i sikker Vækst - det nytter ikke noget; ikke om vi vandt den hele Verden med Hud og Haar. Under det alt ebber Livet ud og gaar tabt. Det var Liv og det var Mulighed - men kun i Guds Haand!

Eller passer det ikke, det, Jesus siger om vor egen Vanmagt? Det gør det vist. Men saa er det vist heller ikke Saa dunkelt eller uforstaaeligt, det, som følger paa. At vi maa give det fra os, miste det helt og uden Forbehold - til Gud! kun han kan, og han vil frelse det fra at gaa tabt.

Ja, men dette her kan vi da ogsaa allesammen! Det lyder saare bekendt og saare anerkendt. Det er sandt; men véd vi saa ogsaa, hvad det egentlig er, vi taler om? Hvordan giver vi vort Liv hen, mister det til Gud, for Jesu Skyld - eller mon ikke bedre: ved ham, gennem ham? for just med dette har dog vist Martyriet ikke direkte noget at gøre.

Gud krævede os selv, uden Betingelser og uden Forbehold, men ogsaa uden Paahæng af nogen Art!

Og hvad er saa Svaret, vor Menneskelighed atter og atter giver Gud paa Kravet?

Kød og Blod véd af sig selv overhovedet ikke hvad Talen er om. Ved at give sig selv hen' til nogen eller noget forstaar Menneskesjælen ikke noget, der har Lighed med det at give Gud sig selv. Vi forstaar det kun som Menneske overfor Menneske eller "Sag" - dér, hvor vi rives med af vor Kærlighed eller vor Begejstring, hen i et stærkt Ønske om at give alt, gøre alt, ja navnlig gøre alt for denne anden eller denne store Sag. Og netop dette selvsamme bydes daglig Gud fra vor Side - af et ærligt Hjærte! Ja, netop af Hjærtet, men Hjærtet er ikke meget i denne Sammenhæng. Ikke fordi Hjærtets Kærlighed og Begejstring altid køl-nes lidt efter lidt. Det gør de tidt; men uhørt er det dog ikke, at begge varer Livet ud. Nej, men fordi det, Hjærtet har at byde, kun er, hvad jeg selv, Menneskesjælen vil og kan give. Sjælen selv, mig selv er det ikke. Men overfor Gud kan vi intet tage - og endnu meget mindre formaar vi at give Gud noget. Intet ud-over vor nøgne Sjæl.

"Uden I blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Guds Rige!" Som Børn? Vi forstaar vist næsten altid dette kun om det lille Barns tillidsfulde Lydighed, dets umiddelbare Tro paa den, der byder. Og til dette passer hellerikke kun. Men Indbegrebet af det barnlige rummer mere. Barnet er saadan, kan være saadan, fordi det virkelig ikke har, og klart fornemmer, at det ikke har, andet at møde frem med end sig selv, i Til-lid og Lydighed. Barnet er jo absolut kun Mulighed; og at blive som Børn, det er først af alt at møde Gud igen engang som blot og bar Mulighed. Ubegrænset Mulighed, men aldrig Virkelighed før i hans Haand.

Det store, vise Menneske er et kraftigt Træ, der staar med sin Masse af Gavntømmer, sin Skygge, sine Frugter, sine Blades lægende Kraft o. m. m. Men spørger Gud om noget af alt dette, naar han taler om at blive som Børn? Han spørger tværtimod om noget, som er ved at svinde, langsomt men sikkert, i det store Træ, og netop det, som Barnet er helt. Barnet er intet andet end det formløse, farveløse Cellestof, det leven-de Protoplasma - men dette er dét, som i Guds Haand er den ufattelig underfulde Mulighed til al den le-vende Skabning.

Men vi med vore lukkede Øjne og tilstoppede Øren, om og om igen tror vi at kunne byde Gud - ikke os selv - men alt,* hvad vi ejer, har og formaar! Og jo mere, vi synes, vi har slidt i det for at udvikle Ev-ner og Kræfter til at virke i vort Kald, som vi siger - des mere indtrængende tilbyder vi Gud vor Hjælp. Alt dette vil jeg bruge i Din Tjeneste, Herre! bruge det til at virke for dit Riges Sag! Giv du saa ogsaa din Hjælp til, at dette maa lykkes mig.

Hvor vanskelig kommer de, som have Rigdom ind i Guds Rige!

Hvordan Faderens Svar lyder til de Tusende og atter tusende Røster, som daglig anraaber ham om at maatte tjene ham paa denne Maade, det véd jeg selvsagt intet om. Jeg véd kun ialtfald lidt om, hvad han kan svare - selv om dette, hans Svar først længe efter fandt Gehør. Din Barnagtighed er stor, og saa langt fra det at blive som Barn i min Mening, som Øst er fra Vest. Hvad min og mit Riges Sag, som du kalder det, er, det sanser du jo overhovedet ikke noget af. Din Sag er det at komme ind i mit Rige, under mit Kon-gedømme. Og jeg er den, som i al Evighed antager mig Din Sag, aldrig omvendt. Dine Gaver har jeg ingen Brug for; alt dette er jo mit, mine Gaver til dig. Hvordan du hidindtil har brugt dem, er det bedst for dig, at vi taler saa lidt som muligt om. Kun dette ene kan jeg sige dig herom - om du ellers har Øre derfor - at dine Synder er dig forladte.

Min Langmodighed er stor; jeg venter fremdeles paa, at du selv banker paa og vil ind. Askesen? - Askesen er altsaa ikke noget, vi kan søge og finde i Kristendommen, eller til vor Beroligelse ikke finde. Askesen er ikke noget, Folk har skræmmet sig selv og andre med; en stræng Tale om en tung Byrde, som man frygter, Jesus dog vist har ført. Hvis man da ikke slipper fri, f. Eks. ved at tage de omi-nøse Steder for, sammen med endel andre, hvor man synes, Jesus har talt helt modsat og tydelig vist, at han tværtimod stiller sig velvilligt og positivt overfor Menneskelivet (se G.'s Etik).

Nej, Askesen hører i Sandhed os selv til, ganske og aldeles. Den har intet at skaffe med Guds Ord om at miste Livet ved Jesus Kristus, for at vinde det. Intet at gøre med dette, at Ingen kan være Jesu Discipel, som ikke forsager alt, hvad han ejer - Rigdom og Gods, Forældre, Hustru, Børn, ja endog sit eget Liv! Askesen er Verdens, d. e. vor Forfalskning af Guds Sandhed. Den er vort Angstraab: Gaa bort fra mig og mit! Ske ikke din men min Vilje! - naar vi vender os til Flugt fra den levende Gud og hans Ordre.

For trods de lukkede Øjne og tilstoppede Øren var det dog maaske ikke første Gang, Ordene jagede os en Skræk i Livet. Vi mærkede maaske mere end én Gang forud, at hvor vi nu stod var Isen saa tynd, at ventede vi ét Øjeblik med at flygte ind paa vor egen hjemlige Land j ord, saa dumpede vi i. Og den Tro, at Gud saa - paa sit Ord - vilde række Haanden ud og holde os oppe - Nej! Nej, den havde vi afgjort ikke. Og ærlig talt, var dette nu ogsaa ment helt alvorligt og bogstaveligt? Er det ikke noget overspændt noget for Mennesker at ville tage det saadan? Ganske vist er der noget, som hedder Tegn, og det er godt, meget opbyggeligt, ja overbevisende en Gang imellem at se et Tegn. Men at Troens Liv skulde være en Gaaen paa Vandet, saadan rent dagligdags - i al vor Færd og Dont! Ja, hvem kan saa komme ind i Guds Rige?

Nej, vi vil saa inderlig gerne have vort Hus grundfæstet paa en Klippe, saa det ikke omstyrtes af Stor-men og skylles væk af Styrtregnen. Hvem vil ikke det? Men der maa lidt mere til. Huset maa ogsaa have fire solide Vægge, som kan holde Storm og Regnskyl ude - hvor de saa kommer fra. Ingen Væg slaaet ud til Evighedens svimlende Dimensioner og uigennemtrængelige Dybder; dér, hvor intet er muligt for os, men alt er det for Gud. Dér, hvor ene han véd Raad og Vej og Sti fra Dag til Dag, til vort Liv ender.

Vi maa have Lov at være Mennesker, det er dog klart; og naar vi har faaet vort Hus grundfæstet paa Klippen, saa maa vi, saa skal vi selv lukke og tætte det, selvfølgelig! Og skulde vi saa ikke faa Lov at have lidt kristelig Hygge og Tryghed inden Døre? Jo sikkert!

Og det er der jo saa tilsyneladende ikke det mindste i Vejen for. Men at skaffe denne Hygge tilveje, det paatager Kristendommen sig nu én Gang ikke; den arbejder med andre Bestemmelser. Her har vi afgjort ingen anden Hjælp end Askesen, vort eget kære, ægte Barn. For selvfølgelig maa der gøres noget, det er klart. Det kunde da ikke falde os ind at ville have noget for ingenting. Saa begynder dette dygtige, følgagti-ge Barn at rumstere, og noget bliver der sandelig gjort. Lige fra de helt uskyldige, smaa Arrangementer, der saa meget minder om en lille Pige, der, da en tjenstvillig Dame havde givet hende Sukker i Theen, udbrød: Tak! saa vil jeg dog hellere selv være beskeden - og indtil de store Livets Opgaver, hvor vi bli-ver Guds Medarbejdere, som der blandt mange andre Steder, ogsaa er Tale om i E. Geismars Etik.

Ja, her er jeg egentlig færdig. Men jeg véd saa klart, paa hvad Maade dette i de allerfleste Øren klinger igen: Ja, hvad andet? hvad andet end med Guds Hjælp at tage fat og bestille noget her paa Jorden? For det skrækkelige Billede af Dovenskab og Lediggang i et Slags himmelsk Alderdomshjem hernede, som du har oprullet for os, kan du dog ikke forlange, vi skal tage til Efterretning!

Nej, paa denne Tale har jeg ganske rigtig ikke noget at svare, uden netop det samme: Ja, hvad andet? Om det ene fornødne endnu ikke er blevet os dette, eller kun blevet det i Skikkelse af en Oplevelse, et Spring én Gang for alle - saa er der ingen anden Vej; det véd jeg bedre end nogen. I saa Fald faar vi Be-kymring, det er sagt os, for mange Ting; ja, baade Bekymring og Bekymring for mangt og meget. Og er vi, trods alt, i nogen Grad ærlige, saa faar vi, og skal have det, nok at gøre. Saa her er der virkelig ingen Uenighed.

Men i Sammenhæng med det, jeg iøvrigt har talt om, har jeg kun dette at sige: Jeg tror paa Guds og Vor Herre Jesu hellige Aand; og g eg aner, nej meget mere end aner, at denne, den hellige Aand aktiverer Menneskesjæle med en Kraft og i et Omfang, som ikke det vældigste menneskelige Tiltag, end ikke i mindste Mon, véd at efterligne. Og jeg tror paa, at dette Ord af Jesus - som da ethvert af hans Ord - staar fast: "Dersom da I, som ere onde, vide at give eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal da Fa-deren fra Himmelen give den Helligaand til dem, som bede ham!" -