Et brev - Racediskrimination i Danmark

Af Bernard Karawatzki. Tidehverv, 1986, s.24-27.

9. december 1985

Kære Søren Krarup
Med stor interesse følger jeg Deres artikler i Berlingske og Jyllandsposten (og modstandernes svar) om dansk flygtningepolitik. Jeg har lovet mig selv at tie stille i denne for Danmark så pinlige affære, og indtil i dag er det lykkedes mig at holde mig væk fra papiret, når jeg har spekuleret over flygtningestrømmen og danskernes reaktioner. I dette brev vil jeg kun bemærke, at jeg er enig i Deres overvejelser og virkelig har ondt af de mennesker, som i diskussionen med Dem bruger spydige og uartikulerede ord i stedet for relevante argumenter.

Faktisk skriver jeg denne gang i en helt anden anledning.

Vedlagt sender jeg Dem 4 artikler, som på det seneste er blevet afvist af Weekend-avisen efter at være blevet returneret hhv. af Politiken, Jyllandsposten og Berlingske Tidende. Hvis De får tid til at læse dem igennem, vil De måske være venlig at sige mig: Er det mig, der er noget i vejen med, eller er det den borgerlige presse i Danmark?

Samtidig med de 4 artikler får De lejlighed til at læse en pressemeddelelse vedr. Nicaragua, som undertegnede oversatte og sendte til Danmarks Radio og afleverede personligt på 9 af landets vigtigste avisredaktioner den 17. oktober (!) 1985. Denne pressemeddelelse er blevet tiet ihjel af samtlige modtagere!

Drømmer jeg, eller er jeg blevet sindsforvirret?
Kan dette land kalde sig et f rit land med en fri presse?

Jeg vil være taknemmelig for at høre Deres bedømmelse. De er i øvrigt velkommen til at tage fotokopier af alt og bruge det helt efter ønske, men Deres svar vil i høj grad interessere mig, idet De er en af de meget få selvstændigt tænkende personer i Danmark, som - endnu - får lov til at ytre sig i pressen.

Undertegnede giver op.

Med venlig hilsen
Bernard Karawatzki.

P.S. Jeg må indrømme, at selv under mit ophold i et polsk fængsel blev jeg ikke ydmyget så stærkt af fangevogtere og "opdragere" som i dette frie land, som med sin vattede og forsigtige borgerlige presse er i stand til at tvinge mig væk fra den politiske debat, så jeg må gå i "frivillig" indre eksil og isolation.


Racediskrimination i Danmark - (en vejledning for farveblinde)

Motto l
I de politiske diskussioner i dagens Danmark glemmer man som regel, at mange mennesker lider af farveblindhed. For at blive forstået korrekt af alle bør man derfor tale om to grundfarver, som alle kan skelne fra hinanden - den hvide og den sorte samt disses mellemliggende blandingsfarve: grå.

Motto 2
For ikke at blive misforstået eller beskyldt for racisme ønsker undertegnede straks at understrege, at jeg er en hidsig modstander af enhver form for racediskrimination netop af den simple grund, at de hvide beskylder mig for at være sort. Og som sådan ønsker jeg at få en retfærdig behandling - som et menneske, der ikke ønsker at være underlegen for de hvides magt og ringeagt.

Er der nogen, som vil påstå, at der ikke eksisterer raceadskillelse eller -diskrimation her i Danmark? Ikke som en trist erindring fra urolighederne omkring flygtninge fra andre lande, men i al almindelighed. Findes der ikke i Danmark det hvide (det røde - for dem, der kan se farver) mindretal, den grå (tavse) majoritet og de af de hvide så forhadte "sorte" (i de hvides sprog også kaldet "reaktionære")? Er det ikke de mægtige hvide, der hersker og vogter over racens renhed? Er det ikke det hvide mindretal, der har erobret magten i massemediernes højborg - Danmarks Radio - hvor de forhindrer deres modstandere - de undertrykte sorte - i at komme til orde?

Intolerance og foragt for den grå befolkningsmasse i almindelighed og for de sorte i særdeleshed er de hvides kendetegn. I deres egne, helt utilgængelige indre kreds, hvor kun de selv har adgang, plejer man at betegne den grå masse som "dumme aber", mens de helt sorte får benævnelsen "dumme svin". De hvide støtter kun kærligt deres egne racefæller og omhyggeligt vogter de i fællesskab over deres egne privilegier og interesser. I de hvide seminarier, gymnasier og på det hvide, strengt bevogtede Tvind imperiums territorium er der ingen adgang for de sorte. Danmarks frække, arrogante, selvglade hvide behøver endda ikke at sætte skilte på deres døre, der siger: "Kun for hvide", for de grå og sorte har forlængst forstået, at det ikke er alle steder, de kan få lov at komme ind.

Man kan her i landet ydmyge de sorte med bespottende, spydige, giftige og sjofle bemærkninger (og hvad dette angår, er de hvide særdeles opfindsomme), men dertil kommer, at man ikke giver de sorte mulighed for at forsvare sig. Hvis en enkelt repræsentant fra den grå masse blot antyder, at de hvide ikke altid har ret, bliver han/hun straks overført til den sorte kategori, og munden bliver lukket på ham/hende. Det vil sige, at den pågældende godt kan protestere hjemme bag sine egne fire vægge eller frit beklage sig i de sortes selskab, men han/hun er ude af spillet. Hans/hendes stemme bliver ikke hørt længere. De hvide skal nok sørge for dette, for de sorte må under ingen omstændigheder få ret til at tale frit til den grå masse og forvirre den. Det kan blive farligt for de hvides magtposition.

Naturligvis findes der ikke noget ideelt samfund i verden. Danmark er heller ikke noget ideelt samfund. Der findes også tilfælde af uretfærdighed her i landet, men de hvide siger hele tiden, at det udelukkende er de sortes skyld, fordi så snart de sorte ( = nogle tilbagestående individer) foretager sig et eller andet, så sker der altid en eller anden skade, som de grå lider under. Den grå masse skal nemlig renses og gøres så hvid (rød) som muligt.

Hvad den grå del af befolkningen angår, så holdes den af de hvide i uvidenhed om mange ting, der sker rundt om i verden. De hvide misinformerer den grå majoritet ved hjælp af udeladelser og fortielser. De hvide påstår, at der sker så meget hver eneste dag, at disse "dumme aber" - de grå - ikke ville kunne fatte det, og af den grund føler de hvide sig berettiget til at sortere nyhederne efter forgodtbefindende. På den måde bliver den grå masse fordummet og hjernevasket, fordi meningen er, at de skal være lydige og underdanige. De oprørske sorte bliver henvist til deres bantulande og holdes isoleret, for at de ikke skal kunne påvirke den grå masse.

De hvide påstår, at de selv er meget gode mennesker, at de elsker den grå masse, og at de bruger al deres energi udelukkende til at gøre de grå mennesker lykkelige. Hvis man iagttager de hvide, så er det sjældent muligt at se et smil på deres alvorlige ansigter. Det ser ud til, at de selv ikke er særlig lykkelige og ikke ved, hvad lykken egentlig er. Men på trods af denne mærkelige og utilslørede selvmodsigelse arbejder de fortsat og målrettet hen imod netop at gøre alle mennesker i verden lykkelige. Det gør de, fordi de, som de siger, er humanister - store humanister - og deres humanistiske intensitet er afhængig af, hvor hvide de selv er. Hvor rene de er. Hvor blå øjne de har. (Selvfølgelig er de allesammen røde - fra den lyserøde/rosa farve over den almindelig røde i midten af farveskalaen og over i den farve, der ligner størknet blod - nærmest brunlig. Denne bemærkning kan kun forstås af de mennesker, som ikke er farveblinde. Resten må desværre nøjes med at opfatte landets herskere som hvide).

Som sagt er de hvide ikke helt ensartede, og indbyrdes er de uenige om alt muligt. Alligevel er de - og det er det vigtigste - helt enige om, at de er født til at herske, og de betragter sig selv som landets redning og håb. De hvide mener, at de er idealister og alene af den grund har ret til at regere, og de betragter den grå masse som et redskab for deres planer og forestående eksperimenter. De hvide påstår samtidig, at de er store videnskabsmænd. Af humanitære grunde benytter de sig ikke af dyreeksperimenter, men foretrækker at gennemføre deres forsøg direkte på mennesker. Det pudsige er, at selv om disse forsøg i de mange årtier, hvor de hvide har fået lov til at eksperimentere, er endt med at mislykkes, og selv om forsøgsresultaterne altid har været det stik modsatte af, hvad man forventede, så holder de hvide fortsat fast ved deres overbevisning om, at det er forsøgsmennesker, der er skyld i, at teorien ikke bliver bekræftet nogen steder på noget tidspunkt.

Landets grå masse blev næsten skræmt til døde, da de hvide tvang en lov igennem, hvor der sort på hvidt står skrevet, at man ikke må indsamle information om de hvide. De fornuftige, grå mennesker ved godt, at de hvide har deres hemmelige kartoteker, og at de frækt praler med, at de oven i købet har sorte lister parate. Man behøver ikke længere skræmme landets grå masse med, at hvis de hvide bliver rigtig sure på dem, så sender de de utilfredse til Sibirien. Brrr! Ved dette uhyggelige perspektiv bliver de grå endnu mere grå, men de ved, at Sibirien behøver de ikke at være bange for. Endnu findes der i det danske rige et passende territorium, nemlig Grønland (navnet betyder ikke, at landet er grønt - tværtimod, det er helt hvidt, fordi sneen ligger der hele året rundt ). Og koldt er der sikkert også - og plads nok til at indlogere mange millioner skyldige der, hvor foreløbig kun Sirius-patruljen glider afsted med hundeslæden. Det gør ingen forskel, om man kommer til himlen gennem en skorsten i gaskammerets krematorium eller dør af en alt for stor portion af den friske, kolde luft. Forskellen er den samme. Et par millioner mennesker i Cambodja forlod denne jord til fordel for de hvides jordiske paradis ved hjælp af simpel hungersnød.

Hvem er så de hvide herskere her i landet? Hvad skjuler der sig under deres hvide (røde) hud? Selv om de påstår at være en særlig, udvalgt menneskerace, så må de på en eller anden måde ligne almindelige mennesker, ikke? Man siger jo, at selv blandt Hitlers forbryderiske partifæller - nogle hvide, der gik i brune skjorter - var der mange eksemplariske familiefædre. Dette er sikkert rigtigt nok. Men det vigtigste for mig er netop, at for deres ideer var disse familiemennesker i stand til at myrde mange millioner for dem helt ukendte mennesker. Ganske enkelt i fremtidens navn. For at beskytte landets interesser. For at beholde magten.

Kan man ikke sige om Danmarks hvide herskere, at de er af samme skuffe? Uden personligt at tilsnavse deres hvide hænder har de ofret mange mennesker. Cambodjas, Vietnams, Ethiopiens, Angolas tragedier er sket med deres aktive indblanding og billigelse. I humanismens navn er de hvide parat til alt. Og de er parat til at retfærdiggøre ethvert fejltrin, de måtte tage.

Landets hvide holder fast ved nogle uopnåelige idealer, som styrker dem i deres tro på, at de selv er guder på jorden. Disse høje idealer forvandler på en mærkelig måde de hvides hjerter til sten.

Landets hvide kan med rette sige, at de aldrig personligt har dræbt et menneske. De har kun støttet de andre hvides kamp for retfærdighed. Jeg ved ikke, om landets hvide er i stand til at se de vietnamesiske flygtninge i øjnene. Den slags eksperimenter foretager de hvide ikke. Så snart de havde gjort vietnameserne ulykkelige, skyndte de sig at gøre mennesker i Cambodja og Laos ulykkelige. Hvad der foregik i Afghanistan, er de hvide ganske ligeglade med. At landsbyer bliver totalt nedbrændt og samtlige landsbyboere i hundredvis bliver dræbt og begravet i massegrave incl. børn og gamle, betyder intet for dem. De skynder sig at vise nogle billeder i fjernsynet af smilende, afghanske børn for yderligere at fordumme Danmarks grå majoritet, og så er sagen afsluttet. De grå må ikke forvirres. De skal støtte de hvide.

Nu glæder Danmarks hvide sig til det nye blodbad, der er under forberedelse i Sydafrika. Naturligvis sker det med deres aktive støtte og velsignelse. Sydafrika bliver de hvides næste befrielseseksperiment. Retfærdigheden vil sejre! Idealerne er gode nok! Den forestående eventuelle omvæltning, som de danske hvide allerede har taget forskud på nydelsen af, vil i en eksplosion af grusomhed muligvis overgå alt, hvad historien har kendt. Nej, hvor vil de hvide i Danmark blive glade!

Tro mig, de hvides kolde, nedladende øjne bliver kun grædefærdige, når der er tale om babysæler eller naturforurening. Menneskers lidelser og krampetrækninger er de hvide ligeglade med. De siger blot, at de sorte og utilfredse grå i de andre lande, hvor de hvide har overtaget magten, har fortjent en sådan behandling, og så har Danmarks hvide igen renset deres hvide samvittighed. Deres samvittighed er forbavsende hvid. Snehvid. Kold som sne.

Først var de danske hvide utrolig aktive for at vælte Irans shah. Som resultat af deres og andre hvides anstrengelser blev dagens Iran et helvede på jorden. Nu er de hvide igen aktive - de skal nu vælte Khomeini, fordi han heller ikke er god nok. Kun hvis de hvide kommer til magten i Iran, likviderer alle de hvides modstandere og placerer titusinder af sorte og grå i landets fængsler, vil de danske hvide holde op med at aktionere, samle underskrifter og protestere. Tavshedens slør vil da falde over nyhedsformidlingen for dette ulykkelige land, og den grå masse i Danmark vil obligatorisk med deres egne grå øjne få at se, hvordan iranske børn smiler lykkeligt på TV-skærmen. Resten er tavshed. Ligesom i Afghanistan, Polen, Cambodja, Angola, og mange andre lande, hvor ligesindede hvide har overtaget magten.

Gud, hvor jeg er dog skræmt over disse hensynsløse danske hvide! På nært hold har jeg studeret deres hjerte- og hjernefunktioner, deres reflekser og reaktioner. Jeg har flere gange indtrængende set ind i deres kolde, afvisende og langt fra lykkelige øjne, og jeg kom til følgende, meget følelsesladede, men velovervejede konklusion:

For Guds skyld, i medmenneskelighedens navn, tag magten fra de hvide! Sæt dem på plads! Forklar dem én gang for alle, at de er en minoritet, som kun skaber ulykker og sorg. Tro aldrig på de hvides forsikringer om deres høje idealer. Det er løgn, forbandet løgn, hvad de siger. Resultaterne af deres handlinger peger i modsat retning og modbeviser deres teorier. Det er løgn, når de siger, at de elsker Danmark. De ønsker ikke at forsvare deres fædreland. De er parate til at sælge det for tredive sølvpenge til de hvides internationale. Og tro mig - i modsætning til Judas har de ikke i sinde at hænge sig bagefter. Nej - rebet holder de hvide parat til at hænge dem, der overlever deres gemene handlinger.

Jeg håber, at det hermed er lykkedes mig at forklare danskerne, at der findes tre vidt forskellige racer i kongeriget Danmark. Jeg har forklaret det hele så enkelt, at selv de farveblinde vil kunne forstå mig. Men hvis jeg taler til helt blinde, så har jeg ikke flere argumenter tilbage. Ikke et ord mere, undtagen min underskrift.

En af Danmarks sorte

Bernard Karawatzki.