Kollektrevisionen af 1923

Af Chr. Ludwigs. Tidehverv, 1928, nr. 4, april, s.50-52.

I Tidehverv (No. 2, Aarg. 2) har hr. pastor Tage Schack (hvem jeg beder om i det følgende at maatte nævne hr. T. S.) skrevet, at Kollektrevisionen af 5. september 1923 "kun paa ganske enkelte punkter betyder et fremskridt, paa mange punkter betegner et tydeligt forfald og som helhed er et overflødigt og mislykket forsøg paa at gøre det bedre". Og han slutter med at udtale: "Hvis man vil se, hvordan Kollekter skal være, kan der henvises til de af P. A. Fenger forfattede (fra 1874) eller til P. Chr. Kierkegaards julekollekt". (Den sidstnævnte ser jeg bort fra. Den er anvisning til en Kollekt ved en fri liturgisk andagt og derfor dette æmne uvedkommende.)

De "revisorer", hr. T. S. angriber, men ikke nævner, er - som offentligheden bekendt - Danmarks biskopper (i perioden efteraaret 1915 - foraaret 1923). Da jeg hører til disse og tilmed har været pennefører under arbejdet, tør det maaske ikke være ubeskedent at bede om plads for nogle udtalelser om den fremsatte kritik. Naturligvis havde jeg langt foretrukket en forhandling med hr. T. S., men en saadan vilde have forudsat, at han dog havde nogen viden om de omhandlede spørgsmaal, og denne forudsætning er beklageligvis ikke til stede.

I.
Hr. T. S. gaar ud fra som givet, at de faste kollekter er "gamle skatte", ord "fra stærkere slægter, til hvem Aanden har talt", som det noget nær er en "helligbrøde" at røre ved for en slægt som vor.

Han veed m. a. o. ikke, at alle disse kollekter er kommet til os gennem en lang udvikling, hvor de er reviderede gang paa gang, og at de netop er blevet til ved et brud med den gamle kirkelige overlevering. Den sidste revision, som var dybt gennemgribende, ja som ombyttede kollekter med nye og omarbejdede andre næsten til ukendelighed, skete saa sent som ved udgivelsen af Psalmebog for Kirke og Hjem 1897. Man maa derfor være yderst forsigtig, naar man vil fastslaa en kollekt selv eller dens ordlyd som gammel og stammende fra en bestemt periode, hvis man da ikke ønsker at dumme sig.

Et eksempel vil vise dette. Hr. T. S. har selv valgt dette eksempel: kollekten til 27. søndag efter trin. (eller 6. s. e. H 3. kg.). Indtil 1897 havde vi til denne søndag virkelig en gammel kollekt, en af menighedens allerældste, som ganske vist var gengivet parafraseret og lutheriseret hos Palladius (1556) og siden udvidet og sproglig læmpet hos Hans Bagger (1685), men som dog stadig smagte af oldkirke:

"O, barmhjertige, evige Gud, himmelske fader! Vi beder dig, at du vil opvække os, at vi med flid kunne vandre kristeligen i alle gode Gerninger og altid bestyrkes i din naade og befindes i al gudelighed ..." (Doksologien er her som i det flg. Udeladt for Kortheds Skyld.)

Ved revisionen af 1897 fjærnede man denne kollekt og optog et af P. A. Fenger udarbejdet forslag, dog med adskillige rettelser, af hvilke jeg har understreget de væsentligste:

"Vi bede dig, forklar ved din Helligaand din elskelige søn, Jesus Kristus, saaledes for os, at vi i troen kunne (Af Hr. T.S. gengivet "kan", se nedenfor) skue ham i din herlighed og ved din naade efterfølge hans hellige levned og saa til sidst komme hjem til de evige boliger, hvor der er godt at være ......".

P. A. Fenger har paa de udhævede steder: "at vi aandelig maa se din herlighed i hans aasyn og blive forvandlede efter hans billede fra klarhed til klarhed."

Man vil heraf se, at de af os rettede udtryk, som hr. T. S. vil have bevaret som sakrosankte, stammer fra 1897 og oven i købet selv er rettelser i en af de af ham som uforbederlige udraabte P. A. Fenger'ske kollekter! Ved nøjere eftertanke vil han dog vist indse, at dette ikke er vel underbygget kritik, og at det ikke kan kaldes "helligbrøde", at vi, der hører til samme slægtled som revisorerne fra 1897, har rettet deres udtryk, om vi da ellers har gode grunde derfor.

Naar det i kollekten af 1897 hedder: "i troen skue ham (Jesus) i din (Faderens) herlighed," modsiger det ene led det andet. "I troen" henviser til den nuværende tilstand, mens udtrykket: "skue Jesus i Faderens herlighed" viser frem til genkomsten. Dette kan ikke forsvares. Dernæst maatte vi fjærne udtrykket: "efterfølge hans hellige levned," da det ganske simpelt ikke er dansk.

Nu ser jeg nok, at hr. T. S. skriver, at vi har erstattet "de indholdsvægtige" ord med "letløbende, men meget mere ligegyldige ord." Det maa han svare til. Hvis han finder de mægtige ord fra Johs. 1,14 om at se sønnens herlighed for mere ligegyldige end den meningsløse sammenblanding i revisionen af 1897, maa han have besynderlige begreber om ligegyldighed. Og rent ud usømmeligt er det, naar han kalder et af N. T.s virkelighedsmættede ord om Jesu Kristi korsdød, 1. Pet., 2,21: "efterfølge hans fodspor", som gik op paa korset for os, "letløbende" og mere ligegyldigt end et udansk hjemmestrikket udtryk. Ordene "hans hellige levned" (det er derfor en tilsnigelse, naar han i sit citat udelader ordet "efterfølge") finder han andre steder i vor revision. Dem har vi ikke ønsket fjærnet noget sted, hvor de stod i en rigtig sproglig sammenhæng.

Til undskyldning for hr. T. S. maa dog nævnes, at han aabenbart slet ikke har været klar over, at udtrykket: "efterfølge hans fodspor" er fra 1. Pet. og der staar i den nævnte sammenhæng.

II.
Endnu mærkeligere end hr. T. S.s mangel paa kendskab til vore kollekters historie, er dog hans mangel paa kendskab til det af ham selv som mønstergyldigt opstillede forslag af P. A. Fenger (i det følgende nævnet F. 74).

For dem, der kender F 74, behøver dette ikke nogen nærmere paavisning, men af hensyn til andre skal jeg gøre opmærksom blot paa nogle enkelte punkter, der vil være tilstrækkelige.

1) Alle, uden undtagelse alle de af hr. T. S. nævnte "prægnante ord", som han med største voldsomhed angriber os for enkelte steder at have ombyttet med andre, er ganske og aldeles udslettet af F. 74. Han undser sig saaledes ikke for at sige, at vi har "berøvet menigheden et af kristendommens tungeste og stærkeste ord: "sand anger", fordi vi i kollekten til 3. s. e. trin. har ombyttet det med "oprigtig forsagelse", og det findes dog f. eks. i kollekten til Almindelig bededag, 20. s. e. trin., jfr. 11. s. e. trin. (Mærkeligt nok findes dette ord slet ikke i bibelen, og ordet "at angre" bruges kun nogle faa steder om menneskers forhold til Gud. Og det skal være et af kristendommens stærkeste "ord"!) Derimod findes Ordet anger overhovedet ikke i F. 74.

2) Overalt, hvor vi har foretaget udeladelser, som vor kritiker haardt revser, findes nøjagtigt de samme udeladelser i F. 74. Dette gælder saaledes ogsaa kollekterne til 2. s. i adv. og 24. s. e. trin. Hr. T. S. hæver sig her til saadan en højde, at han beskylder os for "en ejendommelig ængstelse for at lade kristendommens hovedpunkt komme frem". Dette kunde han ganske roligt spare sig. Han veed akkurat saa meget som ingenting om, hvad vor bevæggrund har været.

3) Langt den største del (jeg vil antage ca. 75 pCt.) af de enkeltrettelser, vi anklages for, stammer fra F. 74. (Saaledes ogsaa "den brølende Løve" i kollekten til 1. s. i Fasten). Vi har nemlig fortsat og efter min opfattelse fuldført det arbejde, som blev begyndt ved revisionen af 1897 for at redde det værdifulde i F. 74 over i levende brug.

Naar F. 74 aldrig er blevet autoriseret til valgfri brug, kommer dette af, at dette forslag trods de mange geniale glimt og gyldne fund, det indeholder, og som vel væsentligt skyldes Grundtvigs gennemgang af Fengers arbejde, vil jeg antage, at grunden maa søges i dets ubegribelige ensidighed, dets iøjnefaldende liturgiske mangler og stærkt sentimentale præg og dets opdyngen af allusioner til teksten, hvortil kommer stødende sproglige mangler. (Man analysere f. eks. Sætningen: "Jesus Kristus trøstede den dybt bedrøvede fader over sin datters død"!) Men hvordan dette er, saa har F. 74 i alt fald i forøget grad alle de mangler, som hr. T. S. forekaster kollekterne af 1923, og det bryder afgørende med alle de af ham opstillede - jeg veed ikke, om man kan sige: principper.

Hvis man vil følge Luthers anvisning i hans forklaring til det 8. bud, nødes man derfor til at antage, at hr. T. S. slet ikke kender F. 74 eller har skrevet forkert og ment et andet forslag. Et tredje gives forhaabentlig ikke.

III.
Imidlertid kunde man naturligvis spørge, hvorfor kollekterne af 1897 atter skulde revideres.

Hertil kan kun svares, at der forelaa en bestemt nødvendighed. Der var stillet den opgave at bringe dem i overensstemmelse med 1) kollekterne i de nye autoriserede ritualer, 2) den nye autoriserede oversættelse af N. T., 3) den autoriserede form for udsagnsordene, og 4) det danske sprog (d. v. s. at fjærne græskheder, latinskheder, tyskheder o. 1.).(Kirkesproget er nemlig i danske menigheder dansk. Jeg tilføjer denne selvfølgelighed, fordi der lige efter hr. T. S.'s kritik findes "en prædiken, som den holdes i en dansk landsbykirke", og den indeholder et langt tysk citat, en mængde latinske ord, et par franske ord og andre sproglige ejendommeligheder.)

De tre første punkter nævner hr. T. S. slet ikke. Han indkasserer dem blot. Med hensyn til det fjerde indrømmer han virkelig, at der enkelte steder er "afskaffet uheldige og gammeldags udtryk, som er ganske uforstaaelige i vore dage", men samtidig er han meget vred over, at "det skønne og malende udtryk": at hænge hart ved ("einem hart anhangen") er borte. Og helt galt er det, at "grundløs" er blevet til "usigelig". Hertil maa siges, at hr. T. S. vistnok ikke har forstaaet rettelsen. Han tror vistnok, at "grundløs" betyder "uforskyldt, ufortjent" (unverdient), men "grundløs" betyder 1) bundløs, 2) ubegrundet. Da nu "bundløs" paa dansk har en biklang af noget nedsættende, valgte vi ordet "usigelig". Hr. T. S. veed formodentlig ikke, at dette udtryk baade er bibelsk og meget hyppigt anvendt i vore gamle kollekter. Ellers vilde han næppe kalde det "et følelsesbetonet og fladt (!) ord", og endnu mindre kalde den meningsløse oversættelse "grundløs" for "et ord med dyb baggrund og mening". Navnlig "mening" virker noget udæskende.

Ved Siden af de os paalagte opgaver, har vi enkelte steder, hvor det kunde gøres læmpeligt, knyttet kollekten til anden tekstrække (saaledes 24. s. e. trin.). Kun eet sted har vi indført en ny kollekt, nemlig til 5. s. i f., hvor den ældre kollekt var i strid med Herrens ord i evangelieteksten. Kollekten er P. A. Fengers forslag med enkelte læmpelser. Hr. T. S. kunde derfor ganske have sparet sig sine udtalelser om denne kollekts forhold til den gamle kollekt.

En enkelt sproglig rettelse skal jeg endnu omtale. I to kollekter er "os alle" forandret til "alle os". Heri lægger vor strenge kritikus en dyb betydning, som det er mig umuligt at fatte. Da denne rettelse skyldes mig, kan jeg forsikre, at den udelukkende skyldes rhytmiske hensyn, der ikke er uden betydning, naar kollekter skal messes (jfr. F. 74, pag. 5).

Hermed er jeg færdig. Naar hr. T. S. beskylder os for, at vi lærer mennesker at bede efter opskriften fra Luc. 18, 11 ("jeg takker dig, Gud, at jeg ikke er som de andre"), og for, at der ikke har været varmt nok i vore hjærters smeltedigel til at forvandle de af os brugte skriftsteder til bøn, saa overlader jeg dommen over os til den eneste, der veed noget tilforladeligt om den ting. Derom kan vi end ikke selv dømme, og endnu mindre hr. pastor Tage Schack.

Det har været mig meget pinligt at skulle beskæftige mig med en saa letfærdig kritik, som hr. T. S. har præsteret, navnlig fordi den saa udmærket kunde være skrevet i een uimodsigelig og uigendrivelig sætning: "Kollektrevisionen af 1923 er ikke foretaget af Karl Barth". Men tavshed kunde maaske misforstaas.

Chr. Ludwigs,
Aalborg medio marts 1928.

(Tage Schack svarede Chr. Ludwigs i: Svar til Hr. Biskop Ludwigs).