Raskolnikofs drøm

Af F. M. Dostojevski. Tidehverv, 1988, s.164.

- De smittede mennesker blev øjeblikkeligt ligesom besatte og vanvittige. Men aldrig og ingensinde anså mennesker sig for så vise og var så gennemtrængte af tillid til deres overbevisningers sandhed som al den tid, de havde pesten. Aldrig nogen sinde havde de holdt deres domme, resultaterne af deres videnskab, deres moralske overbevisninger og deres troslærdomme for så ufejlbare og urokkelige. Der rådede almindelig ophidselse, og ingen forstod den anden. Enhver troede, at han alene var i besiddelse af sandheden, og alle slog de sig for deres bryst, græd og vred hænderne i smerte, når de så på de andre. Man vidste ikke mere, hvem man skulle dømme eller hvorledes, man kunne ikke mere komme til enighed om begreberne ondt og godt, man vidste ikke, hvem man skulle dømme og hvem frikende. I vanvittig ondskab begyndte mennesker at slå hverandre ihjel. Man gik løs på hinanden i hele armeer, men allerede under marchen overfaldt de enkelte dele af disse armeer hinanden indbyrdes og sønderflængede hinanden. Rækkerne løste sig op, og de tidligere forbundne krigere nedkæmpede hinanden gensidigt, stak og huggede til hinanden, bed hinanden ihjel og åd hinanden op.