En Auschwitz-dag

Af Jesper Langballe. Tidehverv, 2003, s.111-112.

Ordførertale i folketinget.

Den 9. november 1923 fremkaldte Hitler den opstand i München - kaldet "Putsch" - som blev begyndelsen til hans vej mod magten. Da han ti år senere kom til magten, gjorde han straks den 9. november til en national helligdag eller mindedag for Rutsch-opstanden.

Det indgår i ethvert totalitært regimes pædagogik over for befolkningen at instituere statslige helligdage. Det foreliggende forslag om at sætte fem mio. kr. af til en statsliggørelse af Auschwitz-dagen som årlig mindedag ser jeg som en principiel forlængelse af denne ideologiske tendens, selvom forslaget utvivlsomt er velment fra forslagsstillernes side.

Bevillingen går tilbage til Holocaust-konferencen i Stockholm i januar 2000 - den, hvor den tidligere regering fejrede orgier af politisk korrekthed - eller af en "stuerenhed", som kom til at virke mere og mere snavset. Det var som bekendt her, den nu fhv. statsminister, hr. Poul Nyrup Rasmussen, var med til at iværksætte den betændte og skæbnesvangre sag mod Østrig, der på grund af en demokratisk valghandling blev udsat for boykot-trusler og blev overvågningsobjekt for Beate Wincklers berygtede racisme-overvågningscenter. Det var her, holocaust-dagen blev vedtaget, og det var her, man vedtog at oprette den politiske korrektheds Mekka, holocaust-centret, der efter regeringen og VOK-flertallets oprydning i ideologiske råd og centre ikke mere er et selvstændigt center.

Det er de såkaldte "stockholmpenge", som i 2 1/2 år sikrede holocaust-centret, som forslagsstillerne vil bruge til statsliggørelsen af Auschwitz-dagen. Centeret fungerede jo som propaganda-institut, bl.a. i en vulgær hetz mod Dansk Folkeparti, der blev beskyldt for nazisme og racisme på grund af den udlændingepolitiske linie, som nu er hele Danmarks officielle - og snart vil være de andre europæiske landes. Nazisme var jo i hine tider det forbandelses-mantra, man brugte til at erklære politiske modstandere for spedalske.

Men skal vi da ikke mindes holocaust? Nej, vi skal erindre holocaust - ganske som vi skal erindre GULAG: De to forbrydelser indtager i omfanget af ondskab en særstilling i verdenshistorien. Men de skal ikke skal rives ud af verdens almindelige historie som en tidløs dæmoni, der skal besværges. Det er jo, som om skolebørn nu må blive totalt historieløse, blot de har taget stilling til dette ene emne, løsrevet fra alt andet: holocaust. Forholdet er desuden, at mens nazismens holocaust overhovedet er det mest udforskede kapitel i verdenshistorien, er kommunismens GULAG nærmest glemt.

Lad mig citere fra forslagsstillernes overvejelser: "...det er centralt, at Auschwitz-dagen ikke reduceres til en officiel politisk mindedag, men anvendes som et omdrejningspunkt for den danske oplysnings- og undervisningsvirksomhed i forhold til erindringen om holocaust og andre folkedrab." - - Men er det sådan, vi vil have vore børn undervist i historie? - med omdrejningspunkt i en mindedag? - Eller vil vi have dem oplyst nøgternt og sobert?

Vi mindes vore døde forældre. Vi mindes Danmarks befrielse den 4. maj eller slaget ved Dybbøl den 18. april. Sådan har vi på kalenderen vore historiske mindedage.

Men nazisternes drab på seks millioner jøder og kommunisternes drab på 80 mio. borgere, det erindrer vi. Det skal ikke helligholdes med kultiske mindedage for statslige penge, hvor skolebørnene måske skal have fri, og hvor der holdes særlige dæmonuddrivende mindearrangementer til benefice for den ideologiske selvgodhed. Det skal tværtimod give anledning til, at skolebørnene nøgternt og konkret lærer om den komplekse historie, som førte frem til disse grufulde begivenheder, og den historie, der fulgte efter. Kun sådan er skolebørnene selv med i historien. Og den viser dem den ondskab og skyld, som er en mulighed i deres egne hjerter.

Vi stemmer imod forslaget, og vi finder, at de såkaldte Stockholm-penge kunne anvendes langt mere frugtbart, f.eks. til en ædruelig historisk forskning i perioden.