Om Thorsen, paven, kulturministeren, Antikrist...

Af Johannes Horstmann. Tidehverv, 1973, s.87.

Om Thorsen, paven, kulturministeren, Antikrist, Luther og udgiverne af Tidehverv

Når Jens Jørgen Thorsen vil lave en sex-film om Jesus og kan få økonomisk garanti af filminstituttet og velsignelse af kulturministeren, er det klart, at dette må tages som et udtryk for det niveau, hvorpå dansk kultur - eller dansk barbari - befinder sig idag. At mange deri ser et moralsk og kulturelt forfald er naturligt. At udlændinge kalder Danmark for "Europas svinesti" er forståeligt. Det er ligeledes forståeligt, at nogle vil foretrække, at en film som den planlagte ikke bliver fremstillet. Og det skal de have frihed til at mene og sige. At de ansvarlige myndigheder må bære ansvaret for den afgørelse, de har truffet, er sikkert. Og der skal selvfølgelig være frihed såvel for fordummelsesfjendtlige kulturministre som for andre til at dumme sig - også når de "taler dansk". Mere er der ikke at sige om den ting.

Når paven siger, at Thorsens sex-film om Jesus er "en forbrydelse imod den kristne religion", er det klart, at han - ved at tale som pave og gøre fordring på at være ufejlbar som Kristi stedfortræder og kirkens synlige hoved - selv gør, hvad han anklager Thorsen for, idet han jo gør det at underordne sig under ham, paven, til salighedsvilkår for mennesker og dermed berøver Kristus hans ære som frelser. Pavens tilgrisning af Kristus er overmåde meget værre, end Thorsens film kan blive - hvormed der ikke skal være sagt et ord til forsvar for denne.

Når kulturminister Niels Mathiassen kritiserer den katholske kirke, fordi den gennem århundreder har virket fordummende og reaktionær, og i den sammenhæng er så uforsigtig at påberåbe sig Luther og reformationen som støtte for sin kritik, der helt er holdt på et humanistisk og politisk plan, er det klart, at han selv er ude i et ærinde, der målt med reformationens målestok er fordummende og reaktionært, og at han derved gør fælles sag med netop den katholske kirke, som han kritiserer - og uforandret ville fortsætte med at være ude i dette ærinde, selv om "hans udtalelser havde været en kende skarpere".

Når Luther kalder paven Antikrist og hans kirke djævelens horehus, er det klart, at hans tale er broderlig og sandt økumenisk, idet den jo er rettet til hans medkristne i pavens kirke, som han netop ved denne alvorlige og skarpe tiltale regner for medkristne. Hvor skulle Antikrist vel have sit sæde om ikke i den sande kirke, som han ved falsk forkyndelse og selvlavet gudsdyrkelse fornægter og derved gør til djævelens horehus? Den sande kirkes tilstedeværelse er overhovedet den nødvendige forudsætning for, at Antikrist kan sidde i den og være den, han er, i fornægtelse af den. Netop fordi paven sidder midt i Kristi kirke, er han uden undskyldning for, at han er Antikrist - og dermed henvist til sammen med Luther og alle andre fortabte og fordømte syndere at leve alene af syndernes forladelse. Samtidig er det også klart, at Luther er uden den allermindste bekymring og frygt for pavens magt og tyranni. Hans bandbuller kan jo intet betyde, når det ikke er Kristus, men Antikrist, som taler gennem dem.

Når samtlige udgivere af Tidehverv tager et medansvar for udsendelsen af en henvendelse til den danske offentlighed, der vil bruge Luther som støtte for en kritik af paven og den katholske kirke, der tilslører, at "katholicismens meningscensur og fordummende åndelige tyranni" er identisk med den forfalskning af evangeliet, som råder der, idet den lader plads åben for den humanistiske og politiske tolkning af disse ting, som er kulturministerens, og når de samme udgivere ved at minde om forskellen mellem "en evangelisk-luthersk kirke, hvori ordet lyder frit, og et djævelens horehus, hvor løgn og tvang udgives for sandhed og frihed", identificerer den forskel, som Luther gør mellem den sande og den falske kirke, med forskellen mellem den evangelisk-lutherske kirke og romerkirken, begge forstået som udvortes synlige og afgrænsede kirkesamfund - og dermed afradikaliserer og borgerliggør denne forskel - er det klart, at disse udgivere af Tidehverv blander kulturministerens humanistisk og politisk bestemte protest imod romerkirken som en fordummende og reaktionær størrelse sammen med Luthers kristelige protest imod den falske forkyndelse i pavens kirke, og at de i det omfang, de gør det, ikke taler ud af den forståelse af, hvad kirke er, som er Luthers og reformationens, men i deres protest imod paven lader pavens forståelse af kirken smutte ind igen ad bagdøren, mens de er ivrigt optaget af at kaste den ud ad fordøren. Når man vil bekæmpe tidens falske økumenik - hvad der er al anledning til - er prisen for at kunne gøre dette, at man som Luther er sandt økumenisk. Ellers får man til trods for sin gode vilje og prisværdige anstrengelser ingenting sagt.