Kirken og det politiske

Af Johannes Horstmann. Tidehverv, 1979, s.87-88.

Skal kirken engagere sig i tidens politiske strid, eller skal den holde sig fra de jordiske og udvortes ting for udelukkende at beskæftige sig med de himmelske eller med det religiøse sjæleliv? Og hvis den skal blande sig i det politiske - ville det ikke vidne om manglende næste-kærlighed, hvis den lader være med det? - skal den så stræbe efter at bevare det bestående imod nedbrydende tendenser, eller skal den være revolutionær og støtte bestræbelserne for at skabe et bedre og retfærdigere samfund? Sådan spørges der i dag, og de spørgende forudsætter som en selvfølge, at deres spørgsmål giver mening, for hvem kan vel hindre kirken i at være så politisk eller upolitisk, som den selv vil? Mennesker kan imidlertid stille meningsløse spørgsmål, og hvor de gør det, sker der det, at de svar, der fremkommer, heller ingen mening har og blot øger forvirringen i stedet for at skabe klarhed.

Forudsætningen for, at kirken overhovedet kan engagere sig politisk, er, at den er en menneskeregeret størrelse af samme slags som de politiske partier, men kan man som en selvfølge forudsætte det? "Kirken er de helliges forsamling, i hvilken evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes ret", hedder det i den augsburgske bekendelse, og det vil sige, at kirken er det samfund mellem Gud og mennesket og mellem mennesket og dets næste, som bliver til der, hvor Gud selv taler, og fordi han gør det - og man kan derfor ikke pege på den og sige "se her" eller "se der", men alene troen kender den. Det hedder jo også i den tredje trosartikel, at vi tror en hellig almindelig kirke, hvormed vi indirekte bekender, at vi ikke ser den. Det, som vi ser, kan vi ikke tro. Men den usynlige kirke, som skabes af evangeliet og helligånden, styres ikke af mennesker og kan ikke af dem bringes ind i deres menneskelige foretagender. Hvor kirken virkelig er kirke - og det er den der, hvor evangeliet lyder og høres - der står mennesket ved sin tilværelses grænse, og det medfører, at al dets egen gerning - herunder dets politiske stræben, enten den går i den ene eller den anden retning - mister sin betydning og mening.

Evangeliet afdækker menneskelivets grundvilkår og bringer mennesket selv ud på en sådan eksistensdybde, at dets politiske stræben forvandles til leg i kravlegården. Her kan mennesket ikke undgå at se, at dets liv er en vandring mod døden under dødens herredømme og er dette uden hensyn til dets igangværende politiske aktiviteter. Mennesket er sammen med sit medmenneske ude på en vandring ikke mod højere levestandard og livskvalitet, men mod tilintetgørelsen af det selv og alt, hvad der er dets, og hvor dette ikke er til at modsige, bliver ikke verden, men den opgave at være menneske i verden fundamentalt forandret, mens den politiske stræben i den ene eller den anden retning bliver til tom geskæftighed uden mening. Her bliver det klart, at alt politisk engagement er ensbetydende med at lukke øjnene for det, som er menneskelivets virkelighed. Det er en flugt fra det dødens herredømme, som dog alle ved, at ingen kan flygte fra.

Kirken kan derfor slet ikke komme til at engagere sig politisk, fordi selve det evangelium, der skaber og opholder den, ved at sætte den i menneskelivets virkelighed gør den politiske stræbens mål, og dermed den politiske stræben selv, til fantasteri og illusion. Hvor kirken er, der ser mennesket sig sat i en verden, hvis skikkelse forgår hurtigere, end det kan nå at gribe fat i den, og hvori de forandringer, som menneskets fornuft og kraft kan udvirke, svinder ind til betydningsløse og latterlige krusninger på overfladen. Det evangelium, som kirken hører og taler, er sådan, at der dér, hvor det lyder, slet ikke kan blive nogen verden, som mennesket ejer, og som det kan bevare eller forandre. Og den stræben, som mennesker indenfor eller udenfor kirken udfolder for at bevare eller forandre den, må afsløre sig i hele sin barnagtige latterlighed.

Men er dette ikke, at kirken tager håbet fra mennesker, når den ved den tale, den fører, knuser deres politiske forhåbninger ved at stille dem ved deres livs grænse? Er det ikke raffineret grusomhed overfor jordens hærskarer af lidende og ulykkelige mennesker at sige til dem, at de er givet hjælpeløst i dødens vold, og at alle bestræbelser for at ændre noget heri er frugtesløse? Nej, det er tværtimod at forkynde glædeligt budskab for dem og alle andre, det er at prædike håb for de håbløse og trøst for de sørgende og at give en fremtid til dem, som ingen fremtid har. For der, hvor menneskets magt går ud, der går Guds magt ind. Der, hvor mennesket må stå ved sin grænse og erkende, at dets egen magt slet intet kan, der er det i hænderne på en Gud, der har faderlig omsorg for det, og som drager det til sig, så at den vandring mod døden, som dets liv er, og som det ikke kan slippe for, er en salig vandring med ham ved hånden derhen, hvor han ikke blot vil tros, men også ses. Der, hvor mennesket i erkendelsen af sin magtesløshed må indrømme, at det er skabning og ikke Gud, og at det, fordi det ikke har villet forstå det, også er synder, der er Gud den nådige, der giver det at leve det liv, som er intet mindre end hans enbårne søns liv, det sandt menneskelige liv omsluttet af Guds kærlighed og i den kærlighed til ham, som elsker, fordi han elskede først.

Hvor den tale høres - og at den gør det er, at der er kirke - der er mennesker frie til at leve på jorden, uden at de behøver at bilde sig ind, at den er eller ved deres hjælp skal blive til himlen. Og der er de også frie til, om så skal være, at engagere sig i det politiske, hvis de ellers har forstand til eller håndelag for det. Og de kan muligvis endda gøre en smule nytte dermed, netop fordi de nu ikke kan undgå at forstå, at det, som de således udretter, intet kan forandre ved verden og ingen verdens ting kan betyde.