Om næstekærlighed, afladskøb og flygtningepolitik

Af Johannes Horstmann. Tidehverv, 1986, s.108-112.

En teologisk randbemærkning til flygtningedebatten

Holger Danske er som bekendt i besiddelse af et førsteklasses sovehjerte. Der skal derfor meget til at gøre ham vågen. Og dersom nogen forsøger sig på dette Herkules-arbejde, må han være forberedt på, at han efter al sandsynlighed ikke vil kunne drive det til mere end til at få Holger til at vende sig om på den anden side og ufortrødent sove videre, alt imens han måske taler i søvne eller endog er i stand til at få sine snorkelyde til at antage en bedragerisk lighed med fuldgyldige udtryk for tale i klarvågen tilstand. Der har været rig lejlighed til at studere Holger Danskes sovevaner i forbindelse med Søren Krarups forsøg på et ruske det danske folk op til at se og forstå flygtningeproblemet, og det ikke mindst på grundlag af den genlyd, som dette forsøg har givet i medierne. Det overvældende flertal af reaktioner både fra politikere og radiofolk og læserbrevskribenter, som har været enige om at anklage S. K. for manglende kristen næstekærlighed - en kendt skuespiller har endog over for offentligheden erklæret, at han vil melde sig ud af folkekirken i protest; men han er jo også skuespiller! - vidner på det klareste om en indædt vilje hos Holger Danske til at fortsætte sin søvn. Det kan i og for sig ikke undre nogen, for det er jo først, når Danmark er i nød, at Holger Danske vågner. Danmarks historie bærer tydelige vidnesbyrd om, at der mindst skal en national katastrofe til, før der skal kunne være et rimeligt håb om, at det danske folk vil vågne. Men kan vore dages Danmark holde til en ny national katastrofe som den 9. april 1940, uden at det danske folk dermed definitivt kommer til at forsvinde fra historiens skueplads? Kan Danmark holde til at blive endnu mindre og endnu svagere og endnu mere åndeligt og karaktermæssigt opløst, end det allerede er? Man kan have sine tvivl herom. Alligevel er det godt, når en vægter, der ser, hvad der virkelig foregår, hæver sin stemme og taler, selv om det meget vel kan ske, at hans tale ikke bliver hørt, eller får nogen virkning, før den nationale katastrofe er indtrådt og dermed selv sørger for en så tydelig kommentar, at ingenting mere er til at misforstå. Hvem af os vil ikke håbe og bede til, at det ikke i vor levetid skal blive nødvendigt med en kommentar af den art. Men det vil kræve af os alle, at vi selv anstrenger os for at se og forstå, hvad der i dag foregår omkring os, mens der endnu er tid - og frihed - til at gøre det.

Den kristne næstekærlighed, som jo har været et hovedord for de fleste, som har ytret sig i den i forbindelse med Dansk Flygtningehjælps indsamling 86 førte debat om flygtningeproblemet, og som hovedsagelig er blevet brugt til at rette en anklage imod S. K. for at mangle den, er det forhold til næsten - det i hvert øjeblik nærmeste menneske, som det uden nogen forudgående beregning bliver givet den enkelte at møde på sit livs bane som det menneske, hvis byrder han er skyldig at bære - som helligånden stiller det nye, det ved troen og til troen genfødte menneske i. Og de gerninger, som gøres i denne næstekærlighedens skyldighed - for næstekærligheden er ikke en følelse, men en skyldighed - er sådanne, hvorunder den venstre hånd ikke ved, hvad den højre gør, altså gerninger, som den, der gør dem, ikke roser sig af som gode gerninger eller overhovedet kan komme til at rose sig af, fordi skyldigheden at elske næsten er uendelig og helt beslaglægger mennesket for sig. Hvor den kristne næstekærlighed virkelig er - og ikke bare den løse snak om den - kan der ikke blive tale om at overveje og planlægge og organisere de gode gerninger, der skal gøres, men før alle overvejelser og al planlægning og organisation er kærligheden i fuld gang med at gøre det gode; og netop således er gerningen god. Så klarsynet er kærligheden, at den straks kender næsten der, hvor han er, og den ser hans trang uden at behøve forudgående undersøgelser af hans nationale og sociale forhold. Som Luther skriver i fortalen til Romerbrevet: "Troen er en levende ufortrøden virksom mægtig ting, så at det er umuligt, at den ikke uafladelig skulle virke gode gerninger. Den spørger heller ikke, om der er gode gerninger at gøre, men inden den spørger, har den gjort dem, og den er altid i virksomhed".

Når det er dette, som er den kristne næstekærlighed, og den således kun kan være til som troens frugt, så bliver det ved den dermed anbragte målestok for, hvad næstekærlighed virkelig er, med det samme klart, at intet menneske nogensinde kan komme til at beskue sig selv som næstekærligt og fra denne ophøjede position anklage og dømme sit medmenneske som værende uden næstekærlighed, uden at han dermed fradømmer sig selv kærligheden, eller uden at han dermed røber sig selv som en farisæer, en hykler, der i sine gode gerninger er ude på at gøre sig selv retfærdig ved at hæve sig over og foragte andre. Ingen kan komme til sand erkendelse af, hvad kristen næstekærlighed er, uden derved at blive dømt af den som værende uden den eller uden at nødes til at bekende, at alle hans egne gerninger, selv de bedste, ikke er andet end overtrædelse og fornægtelse af Guds befaling om at elske næsten. Det er umuligt at have noget andet end farisæerens falske forhold til næstekærligheden der, hvor der ikke er tro på Gud som den nådige Gud, og hvor mennesket i stedet stoler på sin egen gode vilje og sine retfærdige gerninger. Næstekærligheden kan aldrig være til som menneskets egen af det selv virkede kærlighed. Men hvor den er i et menneske, er den der i kraft af syndernes forladelse som en uforskyldt gave af Guds hellige ånd. Den kristne næstekærlighed er der, hvor den er, et under, som Gud selv virker ved sit ord, og den lader sig ikke bruge af mennesker som middel for verdensforandringsinteresser. Hvor mennesker vil gøre denne brug af den kristne næstekærlighed - og det sker i dag ikke bare i den danske debat, men overalt i kristenheden - der er kristendommen afskaffet og erstattet med en farisæisme, der nok vil bære kristennavnet, men kun for at dække over, at den ikke vil vide af hverken den kristne tro eller den næstekærlighed, som er troens frugt.

Men netop der, hvor den kristne næstekærlighed kommer indenfor erkendelsens rækkevidde, opstår for alvor hos mennesket denne farisæiske lyst til at foregive næstekærlighed uden virkelig at øve den, at synes uden at være, altså at gøre sig selv til en retfærdig, på hvem alle kan se, at han holder det mål, som fordres. I konsekvens af denne lyst kommer afladshandelen. For den er jo ikke bare noget, som fandt sted, dengang Johan Tetzel solgte afladsbreve og sagde: "Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer". Princippet i afladshandelen er, at den kærlighed til Gud og næsten, som er fordringen til hvert menneske, bliver overtaget af mennesket selv og dermed oversat til økonomismens, mammonstilbedelsens, sprog og dermed gjort lig med en overkommelig pengeydelse. Mennesket kan så elske sin næste ved at arrangere pengeindsamlinger og ved at give til sådanne. Det at gå på et posthus og udfylde en giroblanket med et passende beløb eller at putte sedler, og helst store sedler, i en raslebøsse bliver nu til det fuldgyldige praktiske udtryk for den kristne næstekærlighed. Praktisk og effektivt, for hvordan skulle det enkelte menneske vel ellers kunne overkomme at elske den vrimmel af næster, som verden er fuld af? Og den, som er med i et sådant foretagende, især den, hvis ydelser ikke er helt forsvindende i kvantitativ henseende, fordi han kan give af sin overflod, er så berettiget til at have en god samvittighed og tænke, at han i sin indbetaling har det klare og uomstødelige bevis for sin egen næstekærlighed, så at ingen for fremtiden skal kunne anklage ham for manglende omsorg for sin næstes velfærd. En organisation for flygtningehjælp, som har bemærket, at den er kommet i miskredit hos en betydelig del af landets egne hjemmehørende borgere på grund af dens ret så hårdhændede fremgangsmåde ved indkvarteringen af flygtningene, mon den ikke skulle have brug for ved en landsomfattende indsamling til flygtninge udenfor Danmark at få sit image som næstekærlighedens forkæmper pudset op? Og regeringen og folketinget, politikerne, der længe har iagttage de fatale konsekvenser af deres forfejlede flygtningelovgivning uden at foretage sig det mindste for at afbøde disse, skulle de ikke med kyshånd gribe denne indsamling for at få lejlighed til at demonstrere, hvor varmt flygtningeproblemet ligger dem på sinde, og samtidig demonstrere, hvor magtpåliggende det danske folks velfærd er for dem? For det indsamlede skal jo ikke gå til de nærmeste flygtninge, men til de fjerneste, til dem udenfor Danmarks grænse. Hvem kan andet end fatte tillid til politikere, der viser en så storstilet næstekærlighed? Og hvilke borgere i landet må ikke herover glemme, at det er de samme politikere, der selv har skabt flygtningeproblemet i landet ved deres tankeløse og uansvarlige flygtningelov, der nu vil demonstrere deres evne til at lede landets politik på en ansvarsfuld måde ved at søge flygtningetilstrømningen begrænset - efter at der er kommet så mange ind, at Danmark er ophørt med at være en nationalstat?

Som borger i Danmark har alle danskere et moralsk og politisk ansvar overfor deres fædreland, et ansvar for, at det fortsat kan bestå som et hjemsted for det danske folk. "Sit fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette", sagde Rasmus Rask, og med rette. Men denne kærlighed til fædrelandet er ikke det samme som kristen næstekærlighed. Den er ikke en frugt af troen, men af folkets historie, dets sprog og kultur, og af den anstændighed, der byder et menneske i ord og handling at være taknemlig for det hjem på jorden, som fædrelandet er, for de gaver, som det i fællesskab med alle andre borgere har modtaget fra det. Her bevæger vi os alene i det udvortes og timeliges verden, og her er der plads for med sin fornuft at overveje, hvad der kan og skal gøres af gode gerninger, af tjenesteydelser for fædrelandet. "Videant consules, ne quid damni capiat res publica, konsulerne skal se til, at staten ikke lider noget tab", sagde de gamle patriotiske romere. Og den forpligtelse gælder naturligvis ikke bare de styrende. Fædrelandet må, som den begrænsede størrelse, det altid er, sætte en bestemt grænse for borgernes skyldighed overfor det - i den forstand, at der ikke kan blive tale om at elske fremmede lande og deres folk på samme måde som det, altså at skylde dem den samme indsats. Den, der drevet af den abstrakte tanke om alle folks og staters lighed ingen forskel mener at kunne eller skulle gøre mellem forpligtetheden overfor fædrelandet og overfor de fremmede lande, viser dermed, at han fornægter kærligheden til sit eget land og indirekte udtrykker beredvillighed til at give sit bifald f. eks. til fremmede staters eventuelle stræben efter at angribe og underlægge sig fædrelandet. Når de fremmede ser en sådan stræben som en ret overtagelse af deres ansvar overfor deres eget land og folk, hvad mening er der så i at stå dem imod? Hvor talen er om det moralske og politiske ansvar, eller hvor vi befinder os i Guds riges til venstre hånd, som Luther udtrykker det, har skyldigheden at elske andre mennesker en grænse, som sættes af forholdet til fædrelandet, og som må overholdes, dersom kærligheden ikke skal degenerere til det tomme mundsvejr, der vil rose sig af intet mindre end at elske hele menneskeheden. Den, som siger, at han elsker alle lande og alle folk uden nogen forskel, røber dermed sig selv som det aldeles selvoptagne og kærlighedsløse menneske.

Den moralske og politiske fordring, der giver enhver borger i Danmark et ansvar overfor fædrelandet og giver dette ansvar prioritet fremfor ansvaret overfor de fremmede, denne fordring stammer ikke fra fædrelandet, men fra den skaber, i hvis rige til venstre hånd alle fædrelande i verden hører hjemme. Men når det er sådan, kan fædrelandets grænse aldrig blive en absolut grænse for ansvaret for medmennesket. Der er også et ansvar overfor de fremmede lande og deres beboere, som må overtages og vedkendes, når og hvor disse måtte bede om hjælp til ting og forhold, som deres egen styrelse ikke selv kan magte. Men dette ansvar for de fremmede folk kan aldrig strække sig så vidt, at det kan komme til at indbefatte forpligtelsen til at medvirke til, at fædrelandets tarv tilsidesættes og stabiliteten i det rent ud ødelægges. Og navnlig kan det ikke være nogens skyldighed at træde hjælpende til der, hvor det er tydeligt for enhver, der vil se, at de fremmede landes regeringer ikke er indstillet på selv at gøre, hvad de kan for at klare de opgaver, som de har anmodet om hjælp til - hvor de f.eks. vil have fødevarehjælp i hungersnødssituationer, for at de kan bruge de forhåndenværende økonomiske ressourcer til indkøb af våben til krigsførelse eller til befæstelse af deres egen magt eller for at realisere deres egne ideologiske teorier om samfundets forandring.

Men når den moralske og politiske fordring om kærlighed altid er endelig og begrænset, gælder det, at de gerninger, som gøres i opfyldelse af den, er en udvortes tjeneste - som f .eks. den, der øves af organisationer og institutioner. Netop som organiserede og institutionaliserede gerninger viser de sig væsensforskellige fra den kristne næstekærligheds gerninger, hvori menneskets fornuft og frie vilje er handlende subjekt, er sådanne, som er af jorden og forgår med den, hvor gode og nyttige de end måtte være. De er lovens gerninger, hvorved intet menneske bliver retfærdigt overfor Gud. Og hvis det alligevel sker, at den slags gerninger bliver udnævnt til at være den kristne næstekærligheds gerninger - hvem det så end er, der foretager denne udnævnelse, om det er præster eller biskopper eller idealistiske mennesker - så er de onde og antikristelige farisæergerninger, hvorved Gud bliver bespottet under foregivende af, at han bliver æret. Hvor der ingen kristen tro er, og der alligevel tales om de gode gerninger, som man selv udvælger sig og vil gøre, som om de er den kristne næstekærligheds gerninger, der har man projiceret kærlighedens fordring ned i fornuftens og den udvortes konstaterbare tilværelses plan og glemt, at Gud vil have menneskets hjerte. Og der har man nedskrevet fordringen til kun at omfatte den for menneskets syndige vilje overkommelige farisæiske selvretfærdigheds gerninger, hvori kærligheden er perverteret til en demonstration af egen godhed og humanitære holdning overfor medmennesket eller til en blæsen i basun for sig selv og sin egen fortræffelighed. At flygtningedebatten i medierne for den overvældende dels vedkommende har bestået i en sådan farisæisk basunkoncert lader sig vanskeligt benægte. Men også i selve Dansk Flygtningehjælps indsamling 86 lyder der kraftige basuntoner af samme art.

Organiseret og institutionaliseret hjælpsomhed mod flygtninge indenfor Danmarks grænse og udenfor den kan aldrig blive til andet end moralske og politiske gerninger, hvis størrelse og art må fastsættes gennem fornuftige overvejelser, hvori de, som fører an i hjælpsomheden, må tage rimeligt hensyn til, at det danske samfund ikke samtidig bliver ledet ud i vanskeligheder og uholdbare tilstande på grund af en hjælpsomhed, som det ikke kan bære. En hjælpsomhed, som bevirker, at det danske samfund påbyrdes en babylonisk forvirring af flygtninge, som hverken kan eller vil integreres i det danske folk, og som ovenikøbet ikke så sjældent straks fra ankomsten til Danmark stiller fordringer, som ikke harmonerer med deres status som asylsøgende gæster, den er i hvert fald ikke hjælpsomhed mod det danske folk, der stadig mere føler sig på vej til at blive hjemløst i sit eget land, svigtet som det er af sine politiske ledere, som ved den måde, de hidtil har behandlet flygtningeproblemet på, tydelig har vist, at de ikke har set det at varetage det danske folks tarv som deres hovedopgave. Også de har ligget under for en ansvarsløs idealisme, der vil bruge den kristelige næstekærlighed som et middel til at få det ubetydelige, som den kan gøre, til at tage sig ud, som om det er noget stort, hvoraf den kan rose sig selv. Men at et folk, der er gennemsyret af farisæiske tanker om kristen næstekærlighed, har en politisk ledelse, der tænker i de samme baner som det selv, det kan vel i grunden ikke være noget, man kan undre sig over.

Når de styrende i Danmark, folketing og regering, gennem den førte flygtningepolitik har vist ringeagt for det danske folks liv i dets hverdag ved hen over hovedet på det at påtvinge det en meningsløs stor byrde af fremmede, kan man ikke undre sig over, at en organisation som Dansk Flygtningehjælp, der af de styrende har fået i opdrag praktisk at tage sig af de flygtninge, der melder sig som asylsøgere i Danmark, handler i overensstemmelse med landets lovgivende og udøvende myndigheder. Hvad skulle den ellers gøre? Det er klart, at denne organisation også har sit medansvar for flygtningemiseren, og den må derfor finde sig i, at de mennesker, som dens praktiske udførelse af sit opdrag især er gået ud over, ikke betragter den med blide øjne. Men at den optræder som en stat i staten må ikke føre til, at det derved bliver skubbet i baggrunden, at de virkelige ansvarlige er folketing og regering. Det er dem, som har ansvaret for flygtningeloven og ikke den juridiske professor, som skal have formuleret udkastet til den. Og det er dem, der ikke har forstået sig selv i at være øvrighed i Danmark. Det er let at se den interesse, som folketing og regering kan have i at lade Dansk Flygtningehjælp fremstå som den naturlige genstand for folkets vrede, når det opdager, hvad det er, som er sket. Og det er ligeså let at se den interesse, som de samme myndigheder kan have i - med sit eget ansvar utydeliggjort og bragt på afstand - at kunne smile velvilligt til en af Dansk Flygtningehjælp organiseret landsindsamling til fordel for flygtninge verden over - "her kan I se en regering, der på forbilledlig måde lever op til sine forpligtelser som en moderne humanitært indstillet landsstyrelse" - og smile velvilligt til, at mange nidkære idealister udnævner en sådan indsamling til en manifestation af kristen næstekærlighed; man skulle jo også helst være regering og folketing for den folkekirke, der som sådan understøttes af staten. Og det er let nok at se, at de ved et sådant køb af aflad kan håbe på bedre at slippe omkring ved at måtte tage deres flygtningepolitik op til revision, fordi vanskelighederne ved denne nødvendige indstilling, især det angrende forhold til den som forfejlet, kan tænkes at blive mindre der, hvor forholdet mellem den kristne næstekærligheds universalisme og det humanitære hjælpearbejdes uundgåelige partikularisme er blevet tilstrækkeligt forplumret - som det synes ikke mindst ved socialpietistiske præsters og biskoppers nidkære bistand.

Hvad det derfor gælder om i den øjeblikkelige situation er, at folketing og regering bliver holdt fast ved deres ansvar som øvrighedsmagt. Det er dem, der ved deres lovgivning har skabt miseren, og de skal løse flygtningeproblemet, ikke ved indsamlinger, men ved politisk gerning. De skal ikke praktisere kristen næstekærlighed i deres embedsudøvelse, men de er skyldige at føre en sådan politik, som ikke skader Danmark samtidig med, at den gavner flygtningene, for så kommer den heller ikke til at gavne dem. De er skyldige for Danmarks og det danske folks sikkerheds og nationale stabilitets skyld at overveje grundigt, hvorfor der kommer så mange flygtninge, hvorfra de kommer, og hvem de er, og tillige at overveje grundigt, om udenlandske magter - hvoriblandt der jo er nogle, der ikke synes at ville modtage flygtninge til varig bosættelse, men som nok, når de kommer, er villige til at sørge for deres viderebefordring til vestlige lande - eventuelt kan have interesse i at få et betydeligt kontingent af uintegrerede fremmede stationeret i Danmark, og hvilken interesse de kan have deri. Flygtninge og flygtninge er forskellige begreber, og den virkelighed, som skjuler sig bag disse begreber, er også forskelligartet. Det er de styrendes ansvar at erkende disse forskelle og træffe deres beslutninger således, at det ikke bliver glemt, at det er i Danmark og derfor med henblik på det danske folks velfærd, at deres beslutninger skal træffes. Flygtninge kommer som gæster. Får de asyl her, skal de selvfølgelig behandles ordentligt. Men så længe de ikke har fået dansk statsborgerskab, er de her som gæster og ikke som hjemmehørende. At de forstår dette, er selve vilkåret for, at deres gæsteophold her kan blive til gensidig tilfredshed for dem selv og deres værtsfolk. Men det er Danmarks regering og folketing, der bærer ansvaret, når flygtningene ikke forstår dette.

Når danske statsborgeres uenighed med regering og folketing ikke drejer sig om hverdagens politiske ting, d.v.s. ting, der hører hjemme på tilværelsens overflade, kan der blive mening i at starte en bevægelse for at få udvirket en anden og bedre politik. Men når uenigheden rører ved noget for folket fundamentalt, som betinger Danmarks og det danske folks fortsatte beståen, må der et stærkere middel til end agitation og bevægelse. Så må der et ord til, som taler til folkets samvittighed, og som kan holde politikerne fast ved deres embede som øvrighed for Danmark og holde den enkelte dansker fast ved hans embede som et menneske, der skylder sit fædreland alt, hvad han kan udrette. Ikke det ord, som bare er tom snak, men det ord, som har sin rod i virkeligheden, eller som er virkelighedens egen tale og derfor kan tale til samvittigheden sådan, at det giver genlyd i den. Jo farligere den situation er, som landet og folket er kommet ud i, af desto større betydning er det, at det rette ord bliver talt, som kan og skal tales - og at det bliver dette ord alene, der virkes ved, og at den eller de, der skal tale det, ikke lader sig forlede til - af hensyn til formodede virkninger, der kan falde i øjnene - at prøve på at stille en kampagne for en anderledes politisk praksis på benene, som om det bare er den forfejlede politik, der er ulykken. Ligesom der i kirken skal tales til menneskers samvittighed, som ved dåben og troen er bundet til Guds ord, så at de kan vedblive med at være holdt fast derved, således er det af afgørende betydning, at der virkes på tilsvarende måde i den folkelige sammenhæng, altså at der her tales til menneskers samvittighed, fordi deres samvittighed af selve det, at de er danske, er bundet til at skylde Danmark alt, hvad de kan udrette. Men denne sandt folkelige tale er ikke en hvilkensomhelst tale, og den kan ikke føres af hvemsomhelst, men kun af dem, der selv hører den, og dermed også hører, at de er skyldige at tale til folket, hvad de hører.

Der kan ikke opstå nogen konflikt mellem den samvittighed, der er bundet til Guds ord, og den, der er bundet til skyldigheden mod fædrelandet. For det er gudsordet selv, der, hvor og når det lyder, i syndsforladende nåde giver det menneske, som hører det, selv at være en fremmed og udlænding på jorden og således kun at kunne have sit fædreland som et midlertidigt herberge for den flygtning på jorden, som han selv er, så længe han lever, men dermed også som et sted, hvor skaberen selv bereder de gerninger, som mennesket netop som fremmed og udlænding på jorden, som ligestillet med alle flygtninge, skal vandre i. Således bliver det at udrette de gerninger, som livet i det jordiske fædreland kræver af dets borgere - mod deres egne landsmænd først og så også mod de fremmede, som drevet af nød banker på landets dør og beder om husly - regnet for lige med det at elske næsten med den rette kristelige næstekærlighed, regnet for en sand gudstjeneste, skønt de ser ud som og er ganske profane gerninger - af uforskyldt nåde, for troens skyld, der hører gudsordets tiltale. Når det er den samme skaber, som har givet mennesket sin befaling om, at det skal elske sin næste som sig selv, som også viser mennesket det konkrete og begrænsede sted, fædrelandet, hvor han vil have denne universale befaling adlydt - og hvor befalingen derfor kan adlydes - så kan bundetheden til fædrelandet som det jordiske relative hjem ikke være en hindring for den grænseløse kristne næstekærlighed, som vantroens farisæere og idealister mener, at den er, men den er tværtimod friheden til virkelig at leve sådan i den, at den kan blive noget andet end farisæisk selvretfærdighed og idealistisk sværmeri.