Boganmeldelse

Af Tage Schack. Tidehverv, 1927, s.63-64. (Fr. Gogarten: "Illusionen". 145 S. Diederichs Jena. 1926).

Nærværende Anmelder er i ingen Henseende kompetent til at give en fyldestgørende Anmeldelse af denne Bog. Det efterfølgende maa da begrænses til en Gøren-opmærksom paa et Forfatterskab, i hvilket det kristelige er brudt frem igennem alle Tidens Illusioner, religiøse og kulturelle, pietistiske og sociale, - i hvilket der er gravet igennem ned til de vandførende Lag, til det kristelige i paulinsk og luthersk Forstand.

Og hvad er da det kristelige? Det kristelige ligger i Afgørelsen, hvor et Menneske ikke beskæftiger sig med det taabelige Spørgsmaal, om Gud er til eller ikke, som om Gud var en Tredjemand, hvis objektive Tilværelse man kunde spørge om. Dette Spørgsmaal kan, hvis det skal give Mening, kun rettes til Gud selv, og saa er det besvaret, før det stilles. Vi forstaar endnu ikke, at Gud slet ikke eksisterer i 3. Person, men kun i 2. Person; at Gud kun er til for os i Afgørelsen; at det dybest set er Blasfemi at diskutere ham og tale om ham, som var han en fraværende. Her gælder det kun Lydigheden i dens egentlige Betydning: ikke den, der først og sidst er afhængig af ens egen Overbevisning, og som derfor kun er Lydighed mod sig selv, men Lydighed mod Gud, mod den Gud, som een Gang har aabenbaret sig i Historien. Prøvestenen for et Menneske bliver derfor ikke hans saakaldte ærlige Overbevisning, men Jesus Kristus.

Hermed er vi ved det afgørende. Fælles for den meste nutidige Kristendom er, at den forkynder det kristelige som liggende i Forlængelse af det ethiske. Derfor er det kristelige for de fleste Mennesker i vore Dage blevet uløselig sammenknyttet med den i Øjeblikket gældende, meget borgerlige Moral; og dette tager nødvendigvis Kraften af det kristelige. Men Gud er ikke et ethisk Princip, og Guds Dom i Kristus er noget ganske andet end Ethikkens og Idealets Dom, - der til syvende og sidst dog kun er Menneskets egen Dom; - thi Gud aabenbarer sig med sin Dom og sin Naade kun i Syndsforladelsen. "Men Syndsforladelsen er intet ethisk Princip, men er et Brud med det ethiskes Virkelighed, er hinsides godt og ondt," dér, hvor al menneskelig ethisk Stræben, selv den højeste, er set som Synd. (S. 25).

Det drejer sig her om den dybe Realitet i Menneskelivet: at samvittighedsbestemte Handlinger ikke fritager for, men netop fører ind i Skyld. "Det er netop det særlige ved alle Handlinger, som fødes ud af svære Samvittighedsafgørelser, at de ikke blot strejfer nær op til Skylden, men fører midt i den. Og jo alvorligere et Menneske tager en saadan Samvittighedsafgørelse, desto vissere er han ogsaa paa, at han ikke vil undgaa Skyld" (S. 92). Herudfra forstaar vi Strengheden i Syndsforladelsens Dom: "den skaaner intet i Mennesket, ikke det bedste hos ham, ikke det reneste hos ham, for at skaane Synderen" (S. 121). Og Strengheden ligger deri, at vi ikke mere bliver vore egne Dommere og Tugtemestre, ligesaa lidt som vore egne Trøstere. Vi har intet Holdepunkt mere, end ikke Idealets og Samvittighedens; netop derfor kan vi tro paa Gud selv og paa hans syndsforladende Dom. Thi det er ikke vore høje Maal og skønne Drømme, Gud bryder sig om; men os selv vil han eje i vor almindelige, dagligdags, konkrete Virkelighed.

Der er kun een eneste Udvej af al vor sociale, kulturelle og moralske Forvirring, som dybest set bunder i vort personlige Mørke og Afmagt: at staa paa det Sted, hvor Jesu Røst kan høres, hvor hans Budskab kan opfattes af os; det Sted, som er vor egen Grænse og Tilværelsens yderste Rand; Dommens og Forjættelsens Sted. Men hvad sker der da med os, naar Budskabet høres? Hos Gud sker der noget, ikke hos Mennesket. Paa Gud skal vi se, ikke paa Mennesket. "Naar vi ser paa Mennesket, hvad i al Verden skulde vi da kunne se andet end et syndigt Menneske? Her hjælper intet andet end at tro imod al Fornuft og al Sans, hvad intet Menneske kan se og ingen kan tænke sig at være sandt," nemlig at Gud erklærer det syndige Menneske for helligt. (S. 119). Saa lever da de troende ikke efter Samvittighedens Etik, men efter Naadens Etik.

Dette er Vejen - ikke Samvittighedens Vej, men Naadens Vej. "Uophørlig ligger de fromme i Strid mellem den troende Høren og Lovens Gerninger, fordi Samvittigheden altid er modstræbende og tænker, at den Vej er altfor let: at Retfærdigheden, den Helligaand og den evige Frelse bliver forjættet den blotte Høren af Ordet" (Luther). Her er Vejen til Helligelse - ikke til vor egen Hellighed, men til Guds Helligelse: "at Gud ikke vil anse alt det, vi gør i denne Tro, som i sig selv urent, men alt skal vært helligt, kosteligt og velbehageligt ved dette Barn, Jesus, som ved sit Liv gør hele Verden hellig" (Luther). Det er Guds Naade, som alene helliger al vor Gerning. Derfor er det ikke os, som skal gøre Verden fuldkommen; vi maa intet Øjeblik glemme, at denne Verden er den ved vor Skyld syndige Verden, og at det er Gud, som lader den nye, guddommelige Verden bryde frem. Og dog er det netop i denne menneskelige, verdslige Verden, at den nye Verden skal stige ned. "Dette forkrænkelige maa iføre sig Uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig Udødelighed." Ikke ved at udkaste nye Programmer eller ved at stræbe efter fjerne Maal, men ved at erkende Virkeligheden, ved som lydige Børn at gøre vor Pligt og udføre det nærmestliggende, forbereder vi Guds Riges Komme.

Guds Aabenbaring finder vi ikke inden i os, hvor dybt vi saa trænger ned i Sjælen, - end ikke i det højeste og bedste i os. Kun eet Sted findes den her i Verden: i Mennesket Jesus Kristus og ved hans Kors. Kun dér er Gud synlig i sin Skjulthed. "Godt kan vi nu ved Nattetid kende som Børn vor Fader blid." Paa dette Sted er et Menneske paa én Gang retfærdig og Synder, Guds Ven og Guds Fjende trænge andre bort fra; her er vi alle solidariske. "Om man kan være en Synder uden at være retfærdig, derom vil den intet vove at sige, som selv er en (Luther). Men dette er ikke et Sted, som man kan Synder" (S. 62). Skellet mellem Mennesker bortfalder. Kirken bliver da en Kirke af Syndere, en Kirke under Korset. Syndsforladelsens Kors, der ikke borttager Syndens Følger, men forvandler Synd til Naade. Dette er Kirkens Opgave: at bære Korset og forkynde Korset. Derved bliver vor frie Vilje, som i al sin ethiske og religiøse Stræben - baade hos os selv og hos Kirken - er en oprørsk og djævelsk Vilje, til en bunden Vilje, bunden til Gud. Og bæres Korset, bliver Nøden til Forløsning, men ogsaa kun saaledes; thi alt Guds Ord kommer fra Korset. - Derfor, hvis Verden ikke hører efter Evangeliet, saa er det, fordi Kirken selv ikke mere hører dette sit eget Budskab. - -

Men alt dette bliver i Virkeligheden kun forstaaeligt ud fra dette: at Verdens Ende atter er kommet os nær, som den var de første Kristne nær. Og det skulde vel gælde om Jesu Disciple, hvad Mereschkowski siger om Russerne: "Vi er som Græsstraa paa den yderste Rand af en stejl Afgrund, i en Højde, hvor intet mere vokser. Der nedenfor i Dalene naar høje Egetræer med deres Rødder dybt ned i Jorden. Men vi er de svage, smaa, fra Jorden næppe synlige; vi staar ubeskyttede for alle Vinde og Storme, næsten rodløse, næsten visnede. Derfor staar vi tidlig om Morgenen allerede i Lyset, medens Egenes Toppe endnu er mørke; vi ser det, som endnu ingen ser; vi er de første, som ser Solopgangen til den store Dag; vi er de første, som siger til ham: Amen, kom Herre!"