Forståelsen af Forkyndelsen

Af Johannes Lauridsen. Tidehverv, 1957, s.104-106.

Lægmandsbemærkninger til gejstlige Bestræbelser på at lette Forståelsen af Forkyndelsen.

Toneangivende gejstlige går for Tiden stærkt ind for, at der skal gøres vidtgående Forsøg på at lette Forståelsen af Forkyndelsen for os Lægfolk. Jeg har Indtryk af, at en af dem, der er ivrigst i Anbefalingen af disse Bestræbelser, er Pastoralseminarieforstander L. Brøndum. De Rygter om hans Nidkærhed m. H. t. disse Bestræbelser for at lette Forståelsen af Forkyndelsen for os Lægfolk, som jeg fra forskellig Side har hørt, mere end bekræftes ved Læsningen af Afhandlingen: "Hvordan skal vi prædike?" i "Præsteforeningens Blad" Nr. 44.

Det er naturligvis meget smukt af disse toneangivende gejstlige at lægge deres Embedsbrødre og vordende Embedsbrødre på Sinde at tage Hensyn til os Lægfolk m. H. t. vore Muligheder for Forståelse. Jeg skal naturligvis nok afholde mig fra at lufte Tvivl m. H. t. de gode Hensigter med omtalte Bestræbelser. Derimod skal jeg fremsætte nogle Lægmandsbemærkninger dertil efter først at have beklaget, at de toneangivende Rådgivere i deres Vejledning af mindre toneangivende gejstlige og vordende gejstlige synes at glemme, at den vigtigste Forudsætning for Mulighed for Forståelse af en Prædiken er den, at der er Mening i Prædiken, hvilket det bliver meget svært at få for sådanne som følger f. Eks. det brøndumske Råd: forsag abstrakt Tale! Dersom alle Abstraktioner forsages har vi ingen forståelig Måde at udtrykke os om vore eksistentielle Anliggender på. At eksistere er eet. At tale om Eksistens er noget andet. At tro er eet - er noget, der gøres, om det gøres, at tro er en Eksisteren; men ethvert Udsagn om Troen - om hvad det er at tro - er en Abstraktion. Uden Abstraktioner kan der eksisteres; men der kan ikke udsiges eet forståeligt Ord om Eksistens uden, at der abstraheres. Følgelig må det at anbefale Prædikanter ikke at tale abstrakt være at forklare som en Følge af Vejlederens manglende Forståelse af Forholdet mellem Eksistens og Abstraktion. Synd er en konkret Trodsen mod at skulle gøre og forsage, hvad der gøres og forsages på Guds Tilladelse, fordi vort Liv ikke er vort eget og skal haves fra vor Gud og Skaber som hans os betroede Opgave. Nok er Synd konkret - altså en Eksisteren. Men vi kan ikke tale konkret om Synden. Vi kan kun - hvilket netop er en Abstraktion - fremstille Synden som det konkrete - altså netop i det, som vi nu engang gør eller ikke gør - ikke at ville have alt fra Gud som hans, hvilket vil sige, at vi ikke vil være absolut fordrede, altså absolut ansvarlige for os selv, altså det os betroede Liv, over for dets Giver, over for den Gud, der møder os som den absolutte Fordring. Synd og Tro er noget så eksistentielt eller konkret som Trods og Lydighed; men enhver Tale derom er en Abstraktion - følgelig er det at advare mod Abstraktioner og at anbefale Konkretisering simpelt hen at opfordre til Vrøvl.

Nu vil jeg fremstille Rygtet om Forstander L. Brøndums Prædikenvejledning, som jeg fra forskellig Side har hørt det og fået det mere end bekræftet i nævnte Afhandling i "Præsteforeningens Blad":

1. Eksegetisk Behandling af Teksten.
2. Det anbefales at gå i Kirke hos Teksten.
3. Stoffet ordnes.
4. Eksemplifisicering, Konkretisering og Fjernelse af al Dialektik og alle Abstraktioner.
5. På Prædikestolen fuldendes den under Punkt fire anbefalede Nedbrydning, af den Prædiken som evt. var blevet til ved den under Punkt to anbefalede Kirkegang hos Teksten ved at der ydderligere gøres Anstrengelser for at tale konkret i Stedet for abstrakt.

Til første Punkt er der ikke noget at sige. Den, der gør et hæderligt eksegetisk Arbejde med Teksten (evt. for den videnskabelige Dannelses Skyld) behøver ikke at lade dette hovmesterere sig eller fritage sig for på eget Ansvar at videregive det Budskab han på eget Ansvar har hørt, idet han vover at forstå sin Prædiken som egentlig Prædiken, altså som Videregivelse af det Evangelium, han har hørt, hvilket betyder, at han må risikere Påstanden (en aldeles avidenskabelig, men personlig Påstand): Prædikenen er Guds Ord modtaget af Prædikanten og videregivet i Prædikenen på Prædikantens eget Ansvar til Tilhørernes ansvarlige Høren til Tro eller Vantro. Det med at gå i Kirke hos Teksten er der ikke noget at indvende imod. Det er det hvorved en Prædiken kan blive til. Og det tredie Punkt - det om Stoffets Ordning - er en Selvfølgelighed.

Var der ikke flere Punkter end de omtalte vilde der ikke være Grund til at bemærke noget til den brøndumske Vejledning. Men herefter kommer Nedbrydningen af Prædikenen. Det med Eksemplisificering er en farlig Sag (i Modsætning til det at konkretisere er det ikke umuligt, at Eksempler kan være enten ligegyldige - Fyld, hvis Prædikanten mener, at han skal tale en vis Tid - eller ligefrem virkelig Hjælp til Forståelse, hvilket naturligvis forudsætter, at Eksemplerne ikke kommer til at relativisere, hvad de såre let kan komme til). Eksemplisificeringens Fare er Relativisering. Gud er det absolutte. Han er absolut Myndighed, man kan også sige absolut Fordring og absolut Barmhjertighed (Tilgivelse). Alle Eksempler må hentes fra vore indbyrdes Forhold, der alle er relative (de er relativiserede ved det absolutte). Disse vore Forhold er ikke analoge med - om jeg så må sige Guds Forhold. - Guds Myndighed er absolut - enhver jordisk Fars Myndighed er relativ. I Stedet for, at jordisk Faderlighed skulde være det, hvorudfra vi skulde kunne fatte Guds Faderlighed og Myndighed, er det sådan, at "ethvert Faderforhold" med tilhørende Myndighed har sit Navn efter vor himmelske Far og Skaber, som er Myndighed - modsat jordisk og faktisk kun såkaldt Myndighed, der er relativ, hvilket betyder, at den jordiske Myndighed i strengere Forstand slet ikke er Myndighed; thi Myndighed er noget ubetinget eller alene betinget af sig selv. Altså Eksemplisificeringens Fare er Budskabets Relativisering, hvilken gør Prædikenen til en verdslig Tale. Forkyndelsen mister sin Kraft - mister sin Karakter af Forkyndelse, når Myndigheden og Barmhjertigheden relativeres f. Eks. gennem Eksemplisificering. En sådan Relativisering er en (naturligvis kun i Forkyndelsen) Afskaffelse af Myndigheden og Barmhjertigheden, der bestrides eller benægtes ved Relativiseringen (naturligvis kan vi ikke gøre noget ved Myndigheden og Barmhjertigheden, men nok ved Forkyndelsen deraf).

Forstander L. Brøndum røber i omtalte Afhandling i "Præsteforeningens Blad" en stærk Interesse i af "Eksistenstheologerne" at lære at "prædike Fordringen konkret ud fra Livet". At prædike Fordringen konkret er ikke at prædike Fordringen. Den absolutte Fordring udledes ikke af "Livet". Den giver sig af sig selv. Den er simpelt hen Guds Krav på at være vort Livs Skaber og Herre. I Hørelsen af den absolutte Fordring - af Kristendommens Gøren Guds absolutte Krav på os gældende, kan vi høre Skabelsen forkyndt, kan vi få Besked om at modtage vort Liv fra Gud som hans, altså om at skulle være hans Skabninger. Fordringen er et Udtryk for vort Livs Skabthed. Ja, den befaler os at have vort Liv som Guds os betroede Opgave, som det vi skal, altså gøre, hvad vi nu engang gør og forsage, hvad vi nu engang forsager på hans Tilladelse. Fra "Livet", man kan også sige fra det Professor Dr. theol. K. E. Løgstrup kalder "de før videnskabelige Kendsgerninger", kan der ikke prædikes nogen egentlig, d. v. s. absolut Fordring. Hermed er sagt, at man ikke som Pastoralseminarieforstander L. Brøndum anbefaler kan "konkretisere .... ved Eksempler fra Livet, fra det Dagligliv, som er ...." Præstens eget, og som er "de andres" altså os Lægfolks. Konkretiserer Prædikanten således Fordringen, afskaffer han den (altså i sin Forkyndelse), d. v. s. han relativiserer. En af noget som helst i vor Verden - det være sig videnskabeligt eller førvidenskabeligt - udledet Fordring er ikke den absolutte Fordring, der ikke kan forudsætte eller indeholde andet end netop sig selv. Følgelig bliver der i en Prædiken efter Pastoralforstander L. Brøndums Forskrift eller Opskrift ikke Tale om, at Prædikenen bliver en Gøren Guds ubetingede Krav på at være vor Herre og Skaber gældende. Denne Gøren den absolutte Fordring gældende bestrider nødvendigvis enhver Udleden af den absolutte Fordring af det forhåndenværende Liv. Den bestrider, at Skabelsestro har noget med Ontologi at gøre. At tro på Skabelsen er at adlyde Fordringen, d. v. s. at have det os betroede Liv fra Gud som hans - altså at forstå sig selv som Skabning og følgelig som absolut fordret og dermed ansvarlig for sig selv over for den Gud, der gør Krav på at være vort forhåndenværende tilfældige og nødvendige Livs Skaber og Herre. Skabthed og Fordrethed er således forstået eet og det samme. Vi hører om vor Skabthed i og med, at vi hører, at Gud fordrer os absolut - andet kender vi ikke til Skabtheden. Vi kommer altså ikke til Erkendelse af vor Skabthed ud fra en eller anden Betragtning af vort forhåndenværende Liv - altså ikke ved en eksistential Beskrivelse af det forhåndenværende, men ved en eksistentiel Høren af Forkyndelsen (der aldeles ikke lader sig udlede af det forhåndenværende) af, at Gud vil være Gud - vil være vor Gud og vil være det ubetinget, hvilket vil sige, at han er ufremkommelig. Han møder os som absolut Fordring, altså han er Myndighed. I denne absolutte Fordrings Gentagelse for os Syndere er der alene Frelse. Vort Liv reddes kun ved, at vi i og med, at vi møder Gud som absolut Barmhjertighed, som Tilgivelse bestandig får Lov til at skulle leve vort forhåndenværende Liv på Guds Befaling, som det af ham fordrede, d. v. s., at vi igen og igen får Lov til at skulle - at skulle være til for Gud som hans Skabninger, altså som absolut fordrede. Det er alt der fordres. Ikke dette og hint, således, at der skulde være Øjeblikke, hvor "Fordringen", altså den absolutte Fordring, d. v. s. Gud, skulde være, hvad Højskoleforstander, cand. theol, Knud Hansen, i et afslørende, men kritikløst Løgstrupreferat i "Vindrosen" kalder "arbejdsløs". Efter den løgstrupske Tankegang er Fordringen af og til arbejdsløs, nemlig når den ikke har noget at fordre af et Menneske, fordi det om jeg så må sige ved sin Naturudfoldelse har varetaget et Menneskes Liv og Skæbne i og med, at det har foldet sig naturligt ud - kort sagt Fordringen skulde således være arbejdsløs, når Medmenneskets Liv lykkes ved det, hvorved et Menneskes eget Liv lykkes. Sådan må det også tage sig ud, når Fordringen prædikes "ud fra Livet", altså når Fordringen ikke er absolut, men relativ - nemlig betinget af det, hvorudfra den er udledt. Hvis Barmhjertighed er, hvad der fordres af Mennesket, er Fordringen udelukket fra at blive arbejdsløs. Mennesket skal jo være barmhjertig - altså fornægte sig selv. Det skal Mennesket også om det er ene. Udleder man Fordringen om Barmhjertighed af den forhåndenværende Nød, bliver Fordringen arbejdsløs, når den forhåndenværende Nød er afskaffet - endvidere er Fordringen arbejdsløs, når Afhjælpningen af den forhåndenværende Nød afhjælpes i og med, at et Menneske ved sin Livsudfoldelse (der jo altså ikke er Lydighed) afhjælper Nøden. Det at Fordringen således af og til er arbejdsløs svarer til, at det ikke er ubetinget alt, der fordres, altså det at Mennesket skal gøre og undlade at gøre, hvad det nu engang gør og undlader på Guds Tilladelse, fordi hele Menneskets Liv er det fordrede, da det er Guds - da det er dette Liv, Gud i sin absolutte Fordring gør Krav på at være Skaber af og Herre over, men netop ikke dette eller hint, hvorfor Fordringen således forstået (relativiseret) virkelig også af og til er arbejdsløs. Altså den Fordring, der prædikes ud fra Livet", udledes af de "førvidenskabelige Kendsgerninger" eller hvordan man nu vil udtrykke sig, er en Fordring om dette eller hint. Sligt er det jo også, der hos Løgstrup er Tale om, nemlig Varetagelsen af Menneskets Skæbne for så vidt og i så høj Grad som den er i et Menneskes Magt. Men det, der fordres, er ikke dette eller hint, men at et Menneskes hele Liv skal haves fra Gud som Guds os betroede Gave og Opgave, d. v. s., at alt hvad et menneske gør eller undlader at gøre skal det gøre eller forsage på Guds Tilladelse.

Kort sagt: konkretiseres Fordringen, relativiseres den. Dermed er den i Forkyndelsen afskaffet som egentlig, d. v. s. som absolut Fordring. Som Lægmand ser jeg ikke, at vi Lægfolk har nogen som helst Grund til at takke de - måske meget velmenende - toneangivende Rådgivere for deres Vejledning af deres gejstlige Embedsbrødre og af vordende Prædikanter. Derimod skal man vogte sig for uforsigtigt at lade sig forvilde og begrebsforvirre af sådanne Prædikanter, der følger omtalte Vejledning.

N. B.: Når Brøndum er inde på, hvad der kan læres af "Eksistenstheologerne" er det ikke dem, men Løgstrup folkene, han tænker på. Det røbes af, hvad det er, han vil lære.