Ateisten

Af K. Olesen Larsen. Tidehverv, 1926, s.44-45.

Han blev Ateist - ikke saaledes, at han benægtede Guds Tilværelse; Guds Tilværelse eller Ikke-Tilværelse er ikke noget Problem for Tanken. Hans Ateisme var Oprør, Fornægtelse og Trods. Han vidste meget vel, at Bevidstheden om Gud lod sig ikke udrydde, den brød frem paa de forskelligste Tider og i de mest forskellige Situationer. Man han oprørte sig imod den; bekæmpede den; ikke saaledes, at han forsøgte at udrydde den, det lod sig jo ikke gøre, men han levede sit Liv paa Trods af Bevidstheden om Gud, søgte at leve Side om Side med Bevidstheden om den almægtige og dog intet, slet intet Hensyn at tage til ham.

Var det kun hans egen Bevidsthed om Gud, der oprørte ham? Nej, det var Gud selv, han forargedes paa; denne Gud, som man ikke kunde blive kvit og, som dog var saa uendelig langt borte. Altid, naar han vilde gribe det guddommelige, greb han kun sin egen dunkle Bevidsthed om det. Denne Skranke, dette Svælg mellem Tanken om Gud og Gud selv, var ham uudholdelig. Tro vilde han ikke; maaske Gud alligevel ikke svarede; at tro vilde jo være at bøje sig for Guds Ret ogsaa i dette Forhold, netop at bøje sig og bede. Han vilde tale med Gud som Mand med Mand; men med hvad Rette forlangte Gud, at man kun maatte tale med ham knælende? Gud var ingen Steder at se, og dog skulde man tilbede, Gud kom kun, hvor han selv vilde, og dog skulde man bøje sig. "Ild er jeg kommen at kaste paa Jorden" - ak, men hvorfor var den aldrig bleven optændt? De kristne taler saa meget om at bede, men var det noget for en Mand at bede? Bede gør man kun, naar man er bunden, men var Gud da alene fri? Var Menneskene alene skyldige, mens Gud i Himlen var retfærdig? Og hvordan kunde Gud da lade Menneskene leve? Dette: mea culpa; mea culpa, ikke alene mine Fejl, men den hele Verdens Synd og Elendighed; alt dette skulde han tage paa sig, - mens Gud dog var retfærdig og hellig. Det raabte jo altsammen mod Gud, fornægtede eller benægtede ham; Gud eksisterede, og det eksisterede; men noget saadant var umuligt. Lad gaa, at Gud var retfærdig, men han kunde ikke være det, naar og saa længe Verden var. Guds Retfærdighed var en Dom over Verden og ham med, men naar Gud holdt sig i det fjerne og lod Menneske være Menneske, lod Forbryderen være udømt, da maatte han forarges.

Saa forargedes han da paa Uvirkeligheden i Tanken om Gud og det store Svælg, der var mellem Gud og den Verden, der bekæmpede ham. Gud var uvirksom; hvornaar havde han egentlig handlet? Hvornaar havde han talt, saa alle rnaatte tie? Hvornaar havde han vist sin Ret, hævdet sin Retfærdighed? Svaret var let og uigendriveligt for alle andre end Præster; der gik nok nogle Sagn om, at han engang skulde have talt i Palæstina, men det var snart 2000 Aar siden og nu var end ikke det mindste Spor at se - ja, hvad værre var: det der skulde være Beviset, den kristne Kirke, det raabte allerstærkest mod Gud og søgte at benægte hans Tilværelse.

Saa forargedes han da, men Forargelsen var Fortvivlelse; saa haanede han da, men han vilde hellere have bedet; saa tvivlede han da, fordi han vilde tvivle, men inderst inde græd han, fordi han ikke maatte tro; saa forskansede han sig mod Gud, men haabede dog samtidig, at Gud maatte overvinde ham.

Bede vilde han ikke. De kristne søgte Tilgivelse; men Tilgivelse uden Guds Retfærdighed, det maatte jo være en Opfindelse af Djævelen. Og dog: stundom længtes han saa stærkt efter Guds Rige og Guds Retfærdighed, at han maatte bede om dets Komme.

Tro, Haab og Kærlighed - herom talte Bibelen og herom talte Præsterne, men hans Tilfælde: at tro, haabe og elske uden at ville, det talte ingen om.

Saaledes gled Livet han; som han havde levet, saa døde han. En Præst besøgte ham ved Dødslejet og talte alvorlige Ord om Livet efter Døden og Guds retfærdige Dom. Han smilede venligt til Præsten og udtalte Haabet om, at denne maatte bestaa for Dommen; selv havde han hele Livet længtest efter Guds retfærdige Dom, men aldrig mødt den før nu, da en Præst kom og truede ham med den.

Saa døde han - uden Bekendelse og uden Tro; og dog vinkede atter nu Haabet til ham som en blinkende Morgenstjerne, Haabet om Guds Retfærdigheds Komme. Han havde bekriget dette Haab og den Tro, som det førte med sig, men Kærligheden havde han ikke villet slippe.

Og hvor kommer Kærligheden, uden at den tager Troen og Haabet med sig?