Stiftbåndsløsning

Eversharp, Tidehverv, 1986, s.100.

Stiftbåndsløsning
Kan Henrik Christiansen være biskop en i evangeliskluthersk kirke?

Derom spurgte Jørgen Thorgaard professor Steffen Kjeldgaard-Petersen i Kirkeligt Forum 11. september, og Kjeldgaard-Petersen undlod klogeligt at lade sig drage ind i en afsporende formalistisk-juridisk diskussion ved at nægte at svare - om end han jo godt kunne have sagt, at Henrik Christiansen kan aldrig være ret biskop i en evangelisk-luthersk kirke. Derimod sagde Kjeldgaard-Petersen i sin fortsættelse noget andet, som Jørgen Thorgaard - hvorfor? - klippede væk. Han stillede nemlig det spørgsmål, om præsterne i Aalborg stift virkelig kan være tvunget til som tilsynsmand at skulle have en biskop, der undsiger den danske folkekirkes bekendelse. Kan det være en rigtig og rimelig ordning, at lutherske præster i en luthersk kirke skal være bundet til tilsyn af en mand, der er i klar og åben strid med de lutherske bekendelsesskrifter?

Steffen Kjeldgaard-Petersen fandt, at man også kan forlange for meget af et menneske, selv en præst, og han henviste i den forbindelse til muligheden for at kunne løse stiftbånd på samme måde som der i dag kan løses sognebånd. Tanken forekommer os værd at overveje. Ikke blot ud fra en naturlig medfølelse med præsterne i Aalborg stift. De er udsat for mange lidelser. Men der må for en præst, der har aflagt præsteløftet, være mulighed for at holde evangeliet i ære ved at afvise tilsyn fra en biskop, der foragter det. Det er j o ikke enhver, Gud giver et embede, der fortjener det, og i Henrik Christiansens tilfælde er der megen grund til at tvivle på, at det er Gud, der er den skyldige. Vi finder det nærliggende at rette mistanken et andet og lavereliggende sted hen, og vi finder det en overvejelse værd, om en falsk biskop nødvendigvis skal have krav på sand embedslydighed fra sit stifts præster.

Disse bør kunne stå under tilsyn af en ret tilsynsmand.

At en sådan ordning ville medføre gejstlig masseudvandring fra Aalborg stift er ikke et modargument, men kun en illustration af tilstanden.

sk.