Professor Lindhardt og menigheden

Eversharp, Tidehverv, 1950, s.28.

Professor Lindhardt og menigheden.
Til beroligelse for de kirkelige kredse, der er opskræmt over Aarhusfakultetet og dets skadelige indflydelse paa de unge teologer, skynder vi os at meddele, at ved et møde fornylig i Københavns Præstekonvent, hvor professor Lindhardt talte om: Er de kirkelige retningers tid forbi?, aandede den talstærke forsamling op, synlig lettet, da professoren skildrede Tidehverv som en bunke makulatur, og lettelsen udløste sig i munter lystighed, da han kirkehistorisk fastslog, at Tidehverv er endt i død ortodoksi.

Vi skal ikke her bebrejde den ellers saa aktuelle kirkehistoriker, at han dennegang er kommet en postgang for sent, idet Tidehverv for tiden, efter samstemmende vidnesbyrd, er endt i rationalisme, men vi skal blot omtale en ængstelse, der greb os, men som dog ved nøjere eftertanke straks fortog sig: At indlederen selv eller flere af de tilstedeværende, f. eks. provsterne Raid og Schack, pastor Glahn eller professor Skydsgaard, skulde have følt sig pinlig berørte ved forsamlingens spontane og aabenlyse reaktion.

At det viste sig ved dem efterfølgende diskussion, at der ingen væsentlig uenighed bestod mellem den forkætrede Aarhusprofessor og de københavnske præster, skal blot tilføjes for at fuldstændiggøre referatet. Selv dr. Alfred Th. Jørgensen fandt, at foredragets synspunkter var et værdifuldt korrektiv for kirkens arbejde. Og for én gangs skyld kunde vi være ganske enig med doktoren.

V. K.