Folkeskolens Genmæle

Af Majken Frost, Tidehverv, 2001, s.173-174.

Der er grund til at gøre opmærksom på det lille tidsskrift Folkeskolens Genmæle, som i foråret 2001 afløste det tidligere medlemsblad for foreningen af samme navn. Folkeskolens Genmæle valgte et halvt år tidligere at opløse sig selv som forening og at overdrage til Niels Martin Lasthein at udgive det altså nu løbende blad, der efter planen skal udkomme fire gange årligt. De to første numre foreligger således i skrivende stund.

Og der er som nævnt grund til at gøre og være opmærksom på bladet, der - som tidligere også foreningen - er en protest mod det, folkeskolen i dag er endt i. Allerede titlen røber jo, hvori man har sin arv og sit grundlag, og i en række fortræffelige artikler gøres der i de to udgivne numre rede for, hvad en folkelig skole er og skal være - og hvad den er blevet til i dagens Danmark.

Artiklerne er på mange måder rystende læsning i deres direkte og indirekte påpegning af folkeskolens nutidige elendighed, hvor fremtidsvisioner og pædagogisk pilfingrethed og en skullen forholde sig til den spekulative retfærdigheds univers udgør en stor del af børnenes hverdag på skolen. Men samtidig er artiklerne umådeligt opløftende i deres opgør med hele dette væsen og i deres gedigne fremstilling af, hvad det vil sige at holde børneskole. At det er at respektere barnets ret til at være menneskebarn i sin historiske virkelighed, hvorom den voksne har pligt til at oplyse barnet. En folkelig skole har nemlig med folket at gøre, - folket som det er og som dets historie har gjort det til. Det er der, barnet har hjemme, - det er virkeligheden, som barnet færdes i og skal kunne færdes i og som skolen gennem fagenes bundethed til netop virkeligheden skal respektere og tilgodese.

Det er kort sagt alt det, som under ét er undsagt af den moderne folkeskole og dens bestandigt citerede fortalere fra Lærerhøjskolen (i dag omdøbt til Danmarks pædagogiske Universitet), Danmarks Lærerforening og de andre utallige fora, - fagets konkrethed, traditionen, historien, det tilbageskuende og (hvilken fryd) orden og genkendelighed, - der på forskellig vis af forfatterne fremhæves og røber forståelsen for det overgreb på barnets frihed til at være, hvad det er, som den moderne skole repræsenterer. Bl.a. fordi en sådan "fortidig" skole jo kun kan holdes, hvor den voksne selv er bundet til den virkelighed, der skal oplyses om.

I en tankevækkende artikel "Skolens afsked med fortiden" (nr. 1) gør Kr. Schultz Petersen således stilfærdigt opmærksom på bl.a. det SPOGLIGE vanvid, der udfolder sig i dagens folkeskolekredse og som fortæller om meget mere end blot to tidsaldres sprog. Dengang: "Skolen hvilede i sig selv, markedet og udviklingen havde endnu ikke sat sit præg på skolens virke, velfærdslivet heller ikke. Det var før ord som forskning, kompetence og evaluering gik i almindelig omløb. Det sidste ord var ikke i brug, man sagde bedømmelse og befandt sig i så henseende på en skala mellem slet og ug. De fleste erfarede lidt af hvert, og sådan var det, elitedyrkelsen var til at overskue.

Man var ikke i sproglig forlegenhed med ord som "værdier" og "muligheder". Gamle degne ville have afvist forsøg på at bebyrde børn og unge med dybsindigheder som selvværd og tolerance og henvist til Bibel og kristendom. Som om der ikke var nok dér at overveje for et menneske, som føler sig etisk og religiøst berørt. Undervisning og leg sagde man i al jævnhed, og leg var ikke ukendt, men man sagde ikke "leg og læring" eller "Learning Lab Denmark". Man betragtede ikke sit virke, man virkede blot".

Og videre skriver Schultz Petersen - nu: Der tænkes og tales i uddannelses- og værdidebatten amerikansk, større, mere, bedre osv. Forøget fleksibilitet, mobilitet, kvalitet. Amerikanerne har aldrig behøvet at erobre andre lande end deres eget. De kan den kunst at erobre indefra, økonomisk og sprogligt. Der tænkes ikke dansk, men amerikansk, når virksomheder begynder også at aflægge etisk regnskab udfra et såkaldt værdigrundlag (Lars Kolind). Hvis man er god, stiger produktionen, det er sund og sand amerikansk-calvinsk tankegang siden indvandringen i Amerika. Den hjemlige debat om værdier og uddannelse er væsentlig hentet fra amerikansk markedsmoral, der nu helt har bemægtiget sig Europa".

Kr. Schultz Petersens artikel er i al sin stilfærdighed en af de mest præcise afsløringer af dagens skole- og uddannelsestale, jeg længe har læst.

For en del år siden var jeg nødt til nogle måneder at undervise konfirmander på en skole. Én ting slog mig: rodet, slendrianen. I klasseværelset alverdens ting stablet op og stuvet sammen, -kasser, mapper, materialer af den mærkeligste slags. Væggene overalt dækket med opslagstavler og plakater. Et ydre rod, som intet ordentligt arbejde kan udføres i. Og man - både børn og voksne - forekom bestandigt at "daske" omkring. Daske til morgensang (for så vidt forståeligt i betragtning af de mærkværdige sange her), daske til time og daske ud igen eller blive hængende, - alt forekom tilfældigt og totalt ligegyldigt. I "Hvad er en god skole" (nr. 2) skriver Steen Steensen, at i en god skole har også frikvarterer, afgrænsede timer, klasserummet og et skema, der fremmer den over ugen jævnt fordelte lektielæsning deres store betydning. Sådan som det syv-årige barnebarn her i familien røbede, da han smågrædende fortalte, at nu skulle de have tema-uge på skolen, "og så ved jeg slet ikke, hvor jeg skal være".

Det er ikke hovedtemaet i Steensens artikel, men tiltrængte sidebemærkninger i en tid, hvor børn ikke blot kvæles af ord, men også af ting og forløb, der i deres grænseløshed understreger, at alt i grunden er ligegyldigt.

Nævnes skal også Niels Martin Lastheins egen artikel om ene-læreren "I gæld til de gamle degne" (nr. 1). Det var det, seminarietiden grundlæggende uddannede og dannede til: at kunne stå ene, således som en lærer altid skal. Modsætningen til dagens dyrkelse af teamwork og tværfaglighed og tema- og projektuger. At stå ene - det er og bliver lærerens situation og opgave, som også hedder at være selvstændig og at borge for kontinuitet, i og med, at det ikke er tidsåndens dogmer, men det af den enkelte undersøgte og erfarede, der er grundstammen i undervisningen.

Jo, der er grund til at være og gøre opmærksom på "Folkeskolens Genmæle", for hvad der er sket med den danske folkeskole, kan kun benævnes som en national katastrofe. Rodløse og anonymiserede børn, skolede i tidsåndens slogans, men ikke i ret meget andet. Dvs. børn ganske forsvarsløse overfor de samme slogans, for hvad har barnet at sætte op imod de fine ord og visioner. Skolen til dannelse af nyttige idioter - ethvert opgør med den må hilses velkomment.

Folkeskolens Genmæle
Redaktør Niels Martin Lasthein
Eksp. Bodil Laursen, Bybækvej 11 C.
7120 Vejle Ø. 75712345.
4 numre 180 kr.