Fremtidens danskfag

Af Majken Frost, Tidehverv, 2003, s.67-69.

Danskfaget er i vælten. I sidste nummer af Tidehverv fortalte Miehael Pihl om Peter Heller Lutzens bastante forsøg på at gøre faget til det danskes banemand - og denne artikels overskrift er samtidig titlen på en undervisningsministeriel udgivelse, der under lidt mere slebne former forsøger sig i samme boldgade.

For så vidt er det ikke at undre sig over, at blikket i disse år rettes mod skolens og de videregående uddannelsers danskundervisning, for danskfaget er jo stedet, hvor en opvoksende generation har mulighed for at få kendskab til andet end ideologiske slagord og Stjerne for en aften udsendelser, d.v.s., hvor barnet og den unge far mulighed for at opdage, at der findes en dansk fortid og for den sags skyld også en nutid, hvis tale om menneskeliv og sprog og fædreland er ganske modsat den på bjerget gældende. I danskfaget grundes og opbygges læselysten med al den risiko, læselyst indebærer for det af tiden vedtagne og autoriserede. Da samtidig internationale prøver har vist, at den hidtidige undervisning af danske børn ikke har givet imponerende resultater, er danskfagets udøvere under dobbelt pres. Renomméet er flosset, og faren for, at det spirende (og forhadte) folkelige opgør med 68-tankerne er mere end et forbigående fænomen, kan ikke undgå at bekymre.

Derfor den dobbelttydige tale, der i disse år lyder overalt i undervisningskredse. At det gælder om at styrke det faglige! Sætningen er blevet et slagord, men følges altid op med en forsikring om, at vi naturligvis ikke skal tilbage til den gamle skole, for det drejer sig stadig om personlig udfoldelse og opdragelse til demokrati - og i dag ikke mindst om alle kulturers ligeværdighed.

Også i "Fremtidens Danskfag" (FD) er det tydeligt. Den omfangsrige rapport udsendtes først i marts af Undervisningsministeriets Uddannelsesstyrelse som opfølgning af ministeriets "Uddannelsesredegørelse 2000". I redegørelsen havde begrebet faglighed været temaet, fordi - som det citeres i DFs kommissorium - tidens hastige forandring og den nye viden, der i dag skabes i stadig hurtigere tempo, kræver besindelse og nytænkning. Derfor har Uddannelsesstyrelsen nedsat arbejdsgrupper, der skal udarbejde vurderinger af og planer for udvikling og undervisning i alle eksisterende fag. Som det hedder i den "Masterplan", der har katekismusstatus i FD (og som jeg vil koncentrere mig om her): man vil undersøge, hvordan danskundervisningen på alle niveauer kan fremtidssikres.

Formand for arbejdsgruppen i danskfaget er professor i dansk sprog ved Københavns Universitet Frans Gregersen, og gruppen glimrer i øvrigt - som Michael Pihl nævnede - ved blandt sine medlemmer ikke at tælle en eneste dansklærer fra folke- og gymnasieskolen.

Den engelske titel på FDs centrale afsnit er ikke tilfældig. Koncern- og managementsproget er det foretrukne, og læseren opdager hurtigt, at det er nødvendigt med en fremmed- og engelskordbog ved hånden, når FDs tanker og planer for det danske fremlægges. Alligevel var i hvert fald jeg ustandselig på herrens mark. "Kulturelle kompetencer" "afleveringsforretninger" for de "delsystemer", som undervisningsinstitutionerne varetager - de "lærendes mobilitet og indlæring", fagets "progression" og "strategier" og "diversitet" - for ikke at tale om noget, hedder "årsværksvægt", som jeg endnu ikke har fundet ud af hvad er.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på min far, der for en halv snes år siden modtog et brev fra den stedlige socialforvaltning. Den dengang 89-årige returnerede det med disse ord: "Jeg læser med stor fornøjelse Søren Kierkegaard, men Deres skrivelse er jeg ude af stand til at forstå. De kan sende den tilbage på dansk".

Man fristes til at sige det samme til danskfagets Masterplan. Sjældent har jeg set det danske sprog så maltrakteret. En afsindig kommasætning tvinger ustandselig læseren til at genlæse for at få hoved og hale i sætningerne - ikke sjældent med den afsluttende konstatering, at hoved og hale ikke findes. Et par eksempler: "Variationen i udnyttelsen af de sproglige muligheder som står til rådighed for dem der bor i Danmark mundtligt såvel som skriftligt, bør være et vigtigt emne i faget". (At bo i Danmark mundtligt såvel som skriftligt er vistnok en ny måde at anskue tingene på, og at sætningen efterfølges af påpegning af de mulige variationers betydning for integrationen af "dansk-som-andet-sprogtalende" gør den helt betagende. Det skal nok blive en fin integration).

Eller hvad med det her: "Fagets sammenhæng sikres ved at det er den enkelte lærers gennemtænkte og engagerede valg af det stof og de arbejdsformer vedkommende mener bedst opfylder de mål der er sat for det pågældende delsystem"! Eller: "Faget må overalt udnytte hvad det allerede kan, bedre". (I tredje klasse lærte vi hos lærer Olesen på Gerbrandtsvejens skole om mangt og meget, bl.a. også, at to sagligt sammenhængende ord skal følge umiddelbart efter hinanden i en sætning og ikke adskilles af uvedkommende led. Ak, hvor forandret).

Men, som Masterplanen venligt gør opmærksom på - arbejdsgruppen bidrager gerne til at professionalisere lærerjobbets faglige side.

Men hvordan er da arbejdsgruppens overvejelser over og løsning på kommisoriets målsætning om at fremtidssikre danskfaget?

En overvejelse, for ikke at sige en diskussion, af dette tankevækkende krav finder ikke sted i Masterplanen. Der skulle ellers her være rig lejlighed til at besinde sig på det selvfølgelige og autoritative i danskfaget, som hverken globalisering eller IT-teknologi har den ringeste indflydelse på, men det sker ikke. Det afgørende og fælles for enhver slægt, arven og historien og den sproglige fundering og klarhed i bundethed hertil, - at du og jeg er børn af dette folk med dette modersmål, at min tilværelse har en forankring forud for mig selv, alt det klares med en håndbevægelse. Den indfaldsvinkel er velkendt, fastslår Masterplanen. Den har en næsten 100-årig tradition bag sig - underforstået: i mølposen med den.

En anden indfaldsvinkel, der opfatter faget dansk som et antropologisk fag, har i langt højere grad arbejdsgruppens interesse, fordi her ses dansk og dets stofområde "i forhold til en geografisk-rumlig, international betydningssammenhæng". (8. bud i Masterplanen). Denne indfaldsvinkel, "der bl.a. indebærer, at en hvilken som helst tekst, idé og form nedskrevet i Danmark på et hvilket som helst historisk tidspunkt kan indlejres i et større rum og undersøges for sine rødder og påvirkningsforhold på tværs af landegrænser, bliver stadig mere påtrængende i internationaliseringens og globaliseringens tidsalder". Og som konsekvens af det så påtrængende bekender arbejdsgruppen sig derfor til en spidsformulering af forholdet mellem tid og rum, det nationale og globale, der munder ud i en hævdelse af, at det ikke er danskfagets opgave at artikulere en dansk kultur, men at være mødestedet for alle de kulturer, der findes i Danmark. "Kultur er ikke noget man har, men noget man gør; kulturbegrebet er under alle omstændigheder under hastig relativering og dynamisering". (Præcisering til 8. Bud, mine kursiveringer).

Hvad indebærer denne bekendelse? Det ganske enkle, at både elev og lærer defineres som et i luften frit svævende individ eller som et individ, som skal føres til at opfatte sig således. Eksisterende grænser eksisterer i grunden ikke, for vi befinder os i det regionale og tilfældige rum, hvor intet binder eller fordrer mig. Nihilismens eller - vil jeg snarere sige - den degneagtige position, hvor alt er ligegyldigt, fordi alt kan dissekeres og forklares og derfor på ingen måde forpligter. Vi er jo alle forskere for Vorherre! Trosbekendelsen for den, som aldrig har mødt myndighed eller konsekvent har smøget sig uden om den eller, hvad der er nok så nærliggende: det banale snobberi for videnskaben.

Men det morsomme er, ved jeg fra mine år som indvandrerlærer, at mens disse til landet tilkomne elever ved orientering om det danske samfunds indretning og regler kedede sig til døde, vågnede de op, når man selv optaget bevægede sig dybere ned i historiens og sprogets tale. (Jeg fortalte på et tidspunkt om Sønderjyllands historie og om sprogstriden og Köllertiden, som selvfølgelig er min historie og handler om mit sprog, og man kunne, vil jeg hævde, høre en knappenål falde til jorden. På et andet tidspunkt brugte jeg "Tusind og en nat" som tekst og opdagede, at de granvoksne iranere sad med tårer i øjnene).

Og i en tid, hvor der snobbes for det multikulturelle og det globale og fremfor alt for den ansvarsfri rationalitet, og hvor man metodisk forsøger at bibringe elever i enhver alder det af eliten autoriserede grænseløse og sværmeriske, - dér svigtes både danske elever og elever af indvandrerherkomst i en grad, der nærmer sig mishandling. Læs f.eks., hvad Masterplanen skriver om arbejdet med det sproglige stofområde: "Formålet med arbejdet med sprog er at knytte viden, færdighed og refleksion sammen i en udfoldelse af de fire kulturkompetencers potentialer. … I arbejdet med sproglig variation i dansk, med sprogopfattelse og sprogholdninger forøges den studerendes viden om sammenhænge mellem sprog og identitet, og den studerendes egen praksis sættes op over for de normer han eller hun formulerer for andre og sig selv med henblik på at øge forståelsen af det sprogsamfund vi lever i, og tolerancen overfor personer der har andre sproglige normer". Det lyder besnærende trods forfatternes horrible sprogbrug, men kun overfladisk handler denne sammenhæng som sproget og færdighederne i det. For det er, hvad undervisningen bør føre til, der er det inderste tema. Manipulation kaldes det også.

Sigrid Undset forstod tidligt, at kultur er pligt, at det er ensbetydende med at være fordret af noget andet end sig selv eller af tiden, hvad der er eet og det samme. (At hedre sin far og mor. 1914). Siden blev det klart for hende, at den endegyldige fordring er det ikke mennesker forundt at sætte, for den sættes af Gud. Og at den har som sit særkende at vise mennesket tilbage til dets givne sted og vilkår. Når DF således anfører, at "man har haft tilbøjelighed til at anskue kulturpåvirkninger som et sammenstød mellem 'det særligt danske' og 'det udefra kommende'", røber det en rystende uvidenhed om dansk selvforståelse og om dansk litteratur op igennem tiderne.

Danskfaget skal ikke fremtidssikres, for dansk er til som vores givne og historiske virkelighed og behøver ikke anden sikring end lydhørheden for dette faktum. Betingelsen for enhver hæderlig og fagligt forsvarlig undervisning i danskfaget som i andre er begribeligvis derfor, at underviseren ikke mener at skulle hæve sig over virkeligheden.

Til sidst en lille pudsighed, der er ganske afslørende. "Igennem hele dansksystemet analyseres tekster. Formålet er at afdække teksternes kvalitet eller mangel på samme, deres funktion og deres betydning. I dette arbejde er en levende udveksling mellem dem, der skriver teksterne og dem, der analyserer dem for at lære noget af dem, en fordel. Der bør udarbejdes rammer for samarbejdet mellem skribenter og undervisere og afsættes midler til det. Ordninger bør forhandles mellem Undervisningsministeriet, Kulturministeriet, de to forfatterforeninger, Dansk Journalistforbund og andre interesserede". (10.bud). Hvad med Saxo og Blicher og Grundtvig og Martin A. Hansen? Hvordan skal ministerier og fagforeninger klare det? Eller er de, som en teologisk professor udtalte om en fagfælle fra halvtredserne, outdated?

Majken Frost.