Børns menneskerettigheder - imod barnedåben?

Af Margrethe Horstmann, Tidehverv, 2001, s.22-23.

Begrebet menneskerettigheder anvendes hyppigt i den offentlige debat. FN's erklæring om menneskerettigheder blev vedtaget i 1948, og var da først af alt et værn mod en gentagelse af krigens rædsler, navnlig udryddelsen af "mindreværdige"; men nu om dage omtales erklæringen nærmest som grundlaget for en paradisisk tilstand, vi bør stræbe hen imod.

Jævnligt nævnes personer, institutioner og stater, der krænker disse - og som følge deraf bør udelukkes at det gode selskab, som Danmark vistnok gerne vil høre med til.

Lad os derfor gribe i egen evangelisk-lutherske barm og studere, hvad disse menneskerettigheder egentlig betyder.

Børn har også rettigheder! Danmark ratificerede FN's Børnekonvention i 1991. Ifølge dennes art. 14 har et barn "ret til selv at bedømme, hvilken Gud, det vil tro på, og ret til at praktisere sin tro". Således kan kun den udtale sig, for hvem religion i bedste fald er en hobby på linie med fodbold. For hvad kan konsekvensen blive for barnedåben? Den må jo opfattes som en grov krænkelse at barnets integritet, begået af dets nærmeste, forældrene, idet barnet vel næppe kan tage stilling til ret meget selv. Og skulle barnet senere "føle" sig parat til at "åbne sit hjerte for Kristus" - som det hedder i visse kredse -, ja så er det jo et overgreb, at barnet allerede er døbt, og ikke kan få lov at markere sin tro rituelt.

For nylig har der herhjemme været talt om, at Grundloven strider mod menneskerettighederne, fordi Den danske Folkekirke har særstatus i vort land i modsætning til andre trossamfund. Det er således sandt, at vi ikke har religionslighed i Danmark. I den forbindelse er det blevet fremført - af en ikke troende dansk jøde - at alle religioner bør stilles lige og underordnes menneskerettighederne. Det ville være en helt ny situation - eller ville det? I kristendommens tidligste tid herskede der i Romerriget en multikulturel tolerance som i Europas storbyer i dag. Alle religioner og tankesæt kunne udøves frit - når blot tilhængerne ofrede til kejseren. Det nægtede de kristne - og blev derfor forfulgt. Der var altså ikke frihed alligevel - når kejseren havde tiltvunget sig magt over sjælene ved at bestemme, hvad enhver skulle dyrke religiøst.

Der er grund til at frygte, at menneskerettighederne og deres talløse eksperter er ved at overtage kejserens rolle og gøre indhug i den kristne frihed - ved at sætte lighedstegn mellem kristendom og et politisk overgreb. Hvis nogen føler deres religiøse rettigheder trådt under fode i Danmark, fordi Folkekirken her har særstilling, vil de næppe finde disse rettigheder andre steder end i samfund, der er påvirket af kristendommen. Menneskerettighederne selv er jo så umiskendeligt et stedbarn af kristendommen. I andre kulturkredse er tanken om lighed for loven og individets medfødte ukrænkelighed rent nonsens. Der findes samfund, hvor de fattige selv er ude om det, fordi de opførte sig dårligt i deres forrige inkarnation. Og andre steder opfattes fremmede tankesæt som en trussel mod statsreligionen, så de derfor må udryddes.

Som menneskerettighederne gøres gældende i dag, hvor de ikke længere er en slags norm for anstændig politik, har de næsten taget form af Guds lov - uden Gud. For Gud er lighed mellem mennesker ikke noget, vi selv skal bringe i stand - men ligheden ER der, på forhånd. For i dåben siges det, at uanset hvordan et menneskeliv former sig, om det "lykkes" eller "fungerer", eller blot betragtes som vraggods, så er det aldrig "mislykket" for Gud. For overfor Ham er ethvert menneske som et hjælpeløst spædbarn fra fødsel til død, hvilket også er grunden til at vi praktiserer barnedåb. At hævde at et barn selv skal bestemme, hvilken Gud det vil tro på, er, kristeligt set, vrøvl; og derfor i strid med menneskerettighederne. Det har Danmark altså skrevet under på.

Margrethe Horstmann.