Indledningstale ved Mødet paa Hindsgavl

Af N. I. Heje, Tidehverv, 1929, s.105-107.

d. 9.-14. August 1929.

Vi byder Dem velkommen til Hindsgavl ældre og yngre, Akademikere og Ikke-akademikere. Indbydelsen til Mødet af alle interesserede møder i vor specialiserende Tid Modstand, men den udtrykker fra vor Side et Ønske og et Haab om Samvirke og Forstaaelse, et Ønske om Fællesskab alle trænger til. Vi ønsker, at dette Hindsgavlmøde maa lade det gamle Spørgsmaal, Kristendommen stiller til os, blive os mere nødvendigt i vor Situation. Vi tror ikke, vi kommer udenom det, hvorfor saa ikke se det i Øjnene.

Jeg vil gerne udfra denne Opfattelse af Mødet have Lov til at læse et Stykke af Bjergprædikenen og knytte nogle Ord dertil, men først vil vi læse en Bøn sammen.

Tal til os Herre i vore Dage, at vi engang maa høre. Tal til os i vor Vantro. Tal til os i vor Ubestandighed. Tal til vort Sind, der bevæges som et Rør for Vinden. Tal til os, der er Nederlagets Børn; tal til os, der stadig drømmer om Sejr. Tal dine Ord opløsende og trøstende ind i vort Sind.

I Mathæus Evangeliet i det syvende Kapitel staar der: "Gaar ind ad den snævre Port; thi den Port er vid og den Vej er bred, som fører til Fortabelsen, og de er mange, som gaar ind ad den; men den Port er snæver og den Vej er trang, som fører til Livet, og de er faa, der finder den. Men vogter Eder for de falske Profeter, som kommer til Eder i Faareklæder, men indvortes er glubende Ulve. Af deres Frugter skal I kende dem. Sanker man vel Vindruer af Torne eller Figen af Tidsler?

Saaledes bærer hvert godt Træ gode Frugter, men det raadne Træ bærer slette Frugter. Et godt Træ kan ikke bære slette Frugter, og et raaddent Træ kan ikke bære gode Frugter. Hvert Træ, som ikke bærer god Frugt skal omhugges og kastes i Ilden. Altsaa skulle I kende dem af deres Frugter. Ikke enhver, som siger til mig Herre, Herre skal indgaa i Himmeriges Rige, men den, der gør min Faders Vilje, som er i Himlene. Mange skal sige til mig paa hin Dag: Herre, Herre, have vi ikke profeteret ved Dit Navn, og have vi ikke uddrevet onde Aander ved Dit Navn? Og jeg vil bekende for dem: Jeg kender Eder aldrig; viger bort fra mig, I, som øver Uret! Derfor hver den, som hører disse mine Ord og gør efter dem, ham vil jeg ligne ved en forstandig Mand, som byggede sit Hus paa Klippen, og Skyldregnen faldt og Floderne kom, og Vindene blæste og slog mod dette Hus, og det faldt ikke; thi det var grundfæstet paa Klippen. Og hver den, som hører disse mine Ord og ikke gør efter dem, skal lignes ved en som byggede sit Hus paa Sandet, og Skylregnen faldt og Floderne kom, og Vinden blæste og stødte an mod dette Hus, og det faldt og dets Fald var stort".

Vilde man spørge en af vore Dages troende, hvem disse Ord er møntet paa, da vilde man vel faa adskillige Forklaringer om, hvem de falske Profeter var og er, men i Hovedsagen vilde Svaret lyde: Ordene er møntet paa Farisæerne, og den svarende vilde glemme at gøre opmærksom paa, at Farisæerne netop var de troende paa Jesu Tid.

Vilde man derimod spørge et lidt ældre Barn, et livligt Barn, der gjorde, hvad det havde Lyst til, et Barn, der fortrød, hvad det havde gjort, naar Forældrene skændte, og letsindigt gjorde det samme igen, et uartigt Barn med noget godt i, ogsaa nogen Fromhed; men maaske tillige, hvad vi vilde kalde et tungsindigt Barn, hvis vi kendte det og vidste, at dette livlige Barn havde et hemmeligt Mellemværende med Angsten og Døden - jeg siger, hvis nogen spurgte et saadant Barn, hvem tales der til i Evangeliet, da vilde Barnet rimeligvis intet svare. Det vilde blot staa og være ligesom lidt forvirret; men det Barn vilde vide det og øjeblikkelig svare sig selv: Det er Dig, der tales til, Dig, der gaar paa den brede Vej, Dig, det gaar som de falske Profeter, Dig, der bygger dit Hus paa Sand, og Barnet vilde ikke have den Fornemmelse, at det nogentid kunde blive troende nok til at komme paa den rette Side, troende nok til at undgaa Dommen; men det vilde maaske nok ved Kirkens Hjælp kunne blive saa voksent og saa omvendt, at det lærte at skjule for sig selv, hvem der taltes til: at det var til Barnet selv; det vilde kunne komme langt ind i Kirkens Bedrag, selvom der et Sted i Sindet blev liggende en ubevidst Anelse om, at det er det selv alene, der tales til. Det er nemlig ofte ikke de troendes Sag at høre, at der tales til dem, men Barnet hører det, hører det, om det end angrede aldrig saa meget, omvendte sig aldrig saa mange Gange; Barnet véd det, den troende tit har glemt, at: "Angers Graad kan ej udslette Syndernes Mangfoldighed". Barnet hører det, den voksne troende ikke mer kan høre, det, den voksne vantro heller ikke mer kan høre; Barnet hører Jesu Røst, som den lød den Dag i Jødeland, da Ordene blev talt, hører hans Tale og' kan ikke finde nogen Retfærdiggørelse for hans Ansigt.

Barnet hører Jesu Tale netop saadan, som den var ment, som en Tale til Afgørelse, en Tale ingen kan flygte fra, ingen kan skjule sig for, ingen komme udenom. Mellem alle Jordens Vismænds Tale er Jesu Tale den, der kan forstaas af det Barn, der hører med Sanserne aabne for Tilværelsens Svingning mellem hjælpeløs Angst og tryg Leven paa Livet løs. Jesu Tale er den af Vismænds Taler, der bedst høres af den, der uden at kende Menneskers Idealer og Manddomsalderens senere Maskeradestads, kun kender Jorden, sin Barndoms Jord, og hvad der tilhører den.

Hør og forstaa dette, at Jesu Tale er kun til Jorden og dens Børn, er en Tale om en Gud, Jorden og dens Børn ikke synes, de har Brug for, men en Tale, de dog maa høre, saasandt de er Jordens Børn og Støvets Børn. Gud og Gud det er mange Ting. Farisæernes, de hellige Farisæeres Gud, det var en Gud, der vilde, at de skulde være bedre end de andre, en Gud, der vilde, at de skulde maale sig med de andre. Til dem siger Jesus: "Med hvad Maal, I maaler, skal Eder tilmaales; hvi ser du Skæven i din Broders Øje". De hellige Farisæeres Gud var en Gud, der fremfor alt vilde, at de skulde være gode, være paa den rigtige Side i Verden, have det rette Sind.

Jesu Ord og Tale er ikke, som den ofte fremstilles, en Dom over dem, men en Tale til dem. Vi vender os til de oplæste Ord. Først en Formaning: Gaar ind ad den snævre Port; dernæst: Vogter Eder for de falske Profeter, for dem, der vil have, at I skal lægge Mærke til Eder selv og gøre Regnskab op. Spændingen i Jesu Tale beror paa, at han synes at gøre Regnskab op, men dog kun taler til Menneskebørnene: I tror alle, I skal paa den sikre Side, I tror, at deri bestaar Troen paa Gud, men jeg siger Eder: lev som Faderens Børn, lev i Guds Vold, som hjælpeløse Børn, bliv Jorden tro som frimodige Børn, der lever løs. Jesus ønsker ikke det Sindelag, der vil redde sig, men han vil kalde paa den Vilje, der aner Guds Vilje, og vil blive i Verden, vil blive i Livet uden Gud, og i dette Liv hører hans Røst. Naar han derfor fortsætter: Af deres Frugter skal I kende dem, saa er det et Ord til Afgørelse og ikke til Undersøgelse af andre. Jesus begynder nemlig ikke at forklare, hvad de onde Frugter er og hvordan man skal kende dem, men siger blot:
Sanker man vel Vindruer af Torne eller Figen af Tidsler. Han taler ikke om en Undersøgelse! Men Billedet betyder, hvad det betyder, nemlig, at Frugten maa blive som Træet, og derfor er det ikke den, der er paa den rette Side, og ikke den, der kan sige Herre, Herre, der skal frelses, men den, der gør min Faders Vilje. Det er ikke vor Godhed, vore Frugter, vort Budskab, der tales om, men Guds Vilje. Derfor er det heller ikke Freden i Gud, Guds Tilgivelse, der er Maalet for deres Liv, der hører Jesu Røst, men Guds Vilje er Maalet. - Guds Tilgivelse, hvis vi vil tale om den, den er Fadersindet, Faderhjælpen. - Guds Vilje, siger jeg: hør Jesu Røst, hans Liv fra Bethlehem til Golgatha, ja Guds Ord.

Vi vender tilbage til vort Udgangspunkt: Dette forstaar Barnet, Jordens Barn, til hvem Jesus har talt, at der tales netop til det, selvom Barnet ikke forstaar eller fatter noget af Gud og om en Gud. Det forstaar dog, at Jesus siger: Gud er Gud, Jordens Børns Gud, lev i hans Vold. Der staar i en Sang af Jacob Knudsen: "Lad mig da kun drage ad natmørkt Hav, lad mig ikkun stævne imod min Grav". I Jesu Ord siges det, som Sangens følgende Linier udtrykker: "Lysets Gud mig skærmer, jeg er hans Barn, ud hans Haand mig river af Dødens Garn".