Arv og Gæld

Af Niels Jørgen Rald, Tidehverv, 1928, s.60-62.

En Spænding mellem to Slægtled, det som staar med sin Manddomsgerning, men snart skal slippe den, og det, som skal til at tage sin Manddomsgerning op, vil formentlig findes til enhver Tid. Tænker man paa Forretningsverdenen, er Historien i Reglen den, at den ældre ser med Mistillid til den unges nye Methoder og Forsøg paa at følge med Tiden, og ofte er det vel gaaet saadan, at hvad en arbejdssom og sparsommelig Far har samlet i Aartier, har en letsindig og experimenterende Søn spredt i Løbet af faa Aar, det er i det hele taget tvivlsomt, om det er misundelsesværdigt at være en rig Arving, det sundeste for de fleste unge vil sikkert være, om de kan faa en god Start gennem en god Opdragelse, og saa maa de iøvrigt selv bane sig Vej uden at kunne falde tilbage paa Faderens Pengepung, saa vil maaske ogsaa Spændingen udløse sig i gensidig Respekt.

Hvordan er saa dette Forhold paa det aandelige Omraade, eller lad os hellere straks begrænse os og sige paa den Del af Aandslivets Omraade, som hedder Kirken? Ja, der bliver Spændingen i hvert Fald ikke mindre, og for Tiden er Brydningerne store, og det har bl.a. sin Aarsag i rent praktiske Ting, som er særegne for vor Tid, og herom skulde disse Linjer handle, men først maa jeg sige en enkelt Ting om Evangeliets Overlevering fra Slægt til Slægt, hvor det gælder:

Vor Tro den er vor Fortids Arv,
den stander ej alene -
en tusindaarig Eg, hvis Marv
end skyder friske Grene!
Den var min Fader Livsens Frø:
I den jeg saa min Moder dø!
I Fædres Skygge gror jeg -
men ikke derfor tror jeg.

De første syv Linjer minder de unge om Arven, den sidste Linje siger, at Arven kan man ikke upersonligt leve videre paa, deraf kan Spændingen komme, og ret beset er denne Spænding en Livsbetingelse, og der var ikke noget at føle sig trykket af, hvis ikke hele Problemet i vore Dage var blevet kompliceret derved, at vi, som er unge nu, ikke blot har arvet Fædrenes Tro, men vi har ogsaa arvet deres Institutioner og Methoder og deres Gæld, forstaaet lige ud ad Landevejen som Underskud i de kristelige Virksomheders Kasser.

Derfor er det et Problem, som ikke helt sjældent antager Karakteren af en tyngende Byrde, hvorvidt vi er forpligtede til at vedgaa Arv og Gæld. Dette Spørgsmaal har ikke i tidligere Slægtleds Brydning spillet nogen Rolle, det er de sidste 50 Aar, som har bragt os denne Opblomstring af Institutioner og Foreninger (jvfr. at der i denne Tid altid jubileres i Anledning af 50, 40 eller 25 Aars Bestaaen), og det er de sidste Aar med de økonomiske Vanskeligheder, som har bragt os Gælden. Det kan være med ligefrem Misundelse, man hører de ældre berette om deres Vanskeligheder, som væsentlig bestod deri, at der var slet ingenting, der var en Præst og et Skur eller et Loftrum, ja og saa var der Gud, for det hele var saa haabløst, at kun den, der regnede med ham, kunde tage Arbejdet op. Jeg ved naturligvis godt, at Vanskelighederne dengang var saa store, at man skal være varsom med at ønske sig selv saadanne Kaar, og dog staar det for mig saadan, at Vanskelighederne for dem, der brød nyt Land f. Eks. i Kirkefondets første Dage, var af den Art, at dem skulde og turde man slaas med, medens Vanskelighederne i vore Dage ikke er saa lette at vove sig i aaben Kamp med, fordi de er skabte ved det Arbejde, der udsprang af Fædrenes Tro.

Vi lever i det organiserede Menighedsarbejdes Tid, man kunde ogsaa sige i Bogstavernes Tid, K. F. U. M., K. F. U. K., K.U., F. D. F., D. M. S., L. Y. M. o. s. v., hele Alfabetet igennem nogle Gange. Organisationen er godt gennemført, der er lokale Kredse eller Foreninger med egen Bestyrelse, der er Kredsforeninger med deres Ledelse, der er en Overbestyrelse, der er Kredsforbundsmøder, der er Delegeretmøder og Repræsentantmøder, der er et Bestyrelsesmandat i det smaa eller store, for hvem der vil have det, der er Spørgeskemaer og Kontorpersonale, der er Statistik over Fremgang og Tilbagegang, der er Specialarbejde for Chauffører og Jurister og andre Kaster i vort Samfund, der lægges Programmer, og Talere fiskes - ofte med Besvær, der agiteres, og der trykkes Løbesedler i tusindvis, og til Mødet kommer de 27, som kommer til alle Møder, man laver Landsindsamlinger dels direkte ved Listebæring fra Dør til Dør, og dels ved Lodsedler, som man tvinges til frivilligt at sælge og købe. Alt skal holdes i Gang, der er i Sandhed meget at bestille for alle de smaa fortravlede Menneskebørn, man er somme Tider ved at synes, at Kirken ligner en Markedsplads, hver Arbejdsgren har sit Telt og sin Udraaber, Bogstaverne staar over Teltene, men det er Aanden, der levendegør.

Det hjælper os ikke ud af Vanskelighederne at sige: det blev begyndt i Tro og under Bøn i Guds Navn; det tvivler jeg ikke om, og meget af alt dette vilde vi for alt i Verden ikke undvære, jeg nævner blot som Eksempel D. M. S. og Kirkefondet, jeg tror alt godt om de Mænd, der har lagt deres Kræfter der, ja, skønt det er en Selvfølgelighed, saa føler jeg mig forpligtet til at sige, at jeg tror det var Guds Gerning, de gjorde, men det løser ikke Vanskeligheden, som mange af os unge føler, naar vi spørger: er vi forpligtede til at vedgaa Arv og Gæld, skal vi tro, at Gud vil føre os videre ad de Stier, der er traadt, at vi skal holde hele det Maskineri i Gang, som Tid efter anden kræver nye Maskinpassere. Det tager megen Tid og mange Kræfter selv der, hvor man forstaar at indrette sig praktisk og skubbe det mekaniske noget i Baggrunden, og det værste er, at det for en selv og for den almindelige Opfattelse let bliver saadan, at man fristes til at regne med Maskineriets mere eller mindre Fuldkommenhed som Maalestok for Menighedens aandelige Liv, ja for Guds Gerning.

"Fyld Institutionerne", var det ikke Johs. Johnsen, som sagde saadan, og det er netop Problemet, er vi forpligtede eller ej, "gør det positivt og ikke negativt", siges der ofte, ja men staar vi ikke just og véd ikke, hverken ud eller ind; netop fordi det nedarvede er et Udslag af Fædrenes Tro, tør vi ikke tage Ansvaret ved at forlade det; og vort eget kan vi maaske heller ikke danne, ihvertfald daarligt saa længe vi skal holde det gamle i Gang.

I et saadant Syn ligger der ingen Dom over den Gerning, som vore Fædre gjorde i deres Slægtled, men der ligger en stor Angst for, at de nedarvede Methoder og Organisationer skal kvæle os i det næste Slægtled, fordi de ikke er vore, og vi ikke kan fylde dem med Liv, men kun med Besvær holde dem gaaende under Skin af Liv, og det er jo mange Steder blevet et urørligt Dogme, at frem for alt maa man da ikke slaa noget bestaaende ihjel, fordi man altid, naar det kommer til Stykket, føler sig overbevist, om at det er jo Guds Gerning alt til Hobe, igen dette Apparat vævet ind i Fædrenes Tro, det er svært at tage en Kamp op her uden at paatage sig større Ansvar, end man kan bære; men paa den anden Side er jeg overbevist om, at vi i øjeblikket snarere trænger til at nedlægge et og andet end at oprette nyt og centralisere eller lave anden Organisationskransekage.

Det falder mig vanskeligt at se, at et nyt Slægtled kan være aandeligt forpligtet overfor Arv bestaaende i Organisation og Methode i større Udstrækning, end det selv aandeligt kan staa inde derfor, og dette maa vi unge gøre os klart og ikke lade os drive med Strømmen og være ansvarlige for noget, vi ikke tror paa Værdien af i vort Slægtled, vi maa være ærlige, selv om det bliver svært, og selv om vi ikke bliver forstaaede, saa bedes de ældre opfatte det ikke blot som Kritik, men som Kamp for Tilværelsen aandelig talt.

Og hvis det er galt for det ene Slægtled at forpligte det næste til Methoder og Organisation, som angivne Veje for det eneste, de har Ret til at forpligte til nemlig Evangeliets Forkyndelse, saa er det værre endnu at give det Gæld i Arv. Det er maaske nok forstaaeligt og forklarligt men tillige dybt sørgeligt, at Kirkens Virksomheder ligner Verdens Virksomheder deri, at de minder om Fallitboer, gode Venner opfordres til at træde til og hindre den endelige Konkurs, for ellers bliver vi nødt til at indskrænke, og det gaar aldrig for Guds Æres Skyld, mon hans Ære vilde lide mindre ved, at en eller anden Skole eller et eller andet Selskab gjorde en redelig Fallit aabent og ærligt? Det maa være ganske forfærdelig svært at have Ansvar for disse insolvente Foretagender, men hvorfor skulde det ikke være lige saa god Moral i Kirkelivet, som i Privatlivet, at man bruger de Penge, man har og ikke flere, Indblanding af aandelige Grunde og Betragtninger synes kun at føre til Roderi og Sejgpineri. Og jeg kunde godt tænke mig, at meget af Underskudet fremkom derved, at for de gamle Slægtled, staar der ikke et tilsvarende Antal i det nye Slægtled, parat til at bringe Ofre til det gamle Formaal, for det nye Slægtled føles ikke altid de gamles Arbejdsformer, som noget det maa bære Ansvar for, og endnu mindre føler det Ansvar for den overleverede Gæld. Saa kan man sige, at det er ikke smukt af Børnene, at de ikke vil støtte og hjælpe deres Forældre, naar de er i Nød, og en og anden Haandsrækning kan vel gives paa den Konto, men i det store og hele er det alligevel saadan, at vi kan ikke føle os pligtede overfor Gæld, og vi kan ikke se det overvældende forfærdelige i, at en og anden kristelig Institution maatte træde i Likvidation, Byrden ved at gaa ind under arvet Gæld er os for stor, vi kan og vil ikke gøre det, vi vil have Lov at hævde, at baade i Privatliv, Samfundsliv og Kirkeliv skal Princippet Tæring efter Næring sættes i Højsædet, at dette ikke betyder Kapitalopsparelse bemærkes for en Sikkerheds Skyld, men det betyder, hver Dag vort daglige Brød.

Hvad skal vi da gøre? Vi skal være ærlige og vente. Vi skal være ærlige overfor os selv og se de Vanskeligheder vi staar i, og ikke lade os hvirvle rundt af Maskineriet, og vi skal sige til de ældre, at saadan er vor Stilling, og saa skal vi vente, ikke sløve og uden Haab, men idet vi bier paa Herren og af Hjertet ønsker, at hans Gerning maa ske, og at vi maa være med i den, vi kan godt sige, at vi venter paa en Vækkelse, saadan er det altid rigtigt at udtrykke det, men vi har ingen Mening om, hvor den Vækkelse skal komme, og hvorledes den skal virke, og naar man for nylig hørte sagt af en af de ældre, at en Vækkelse er jo nødvendig for at Institutionerne kan holdes i Gang ogsaa økonomisk, saa er det saa bagvendt sagt, som det overhovedet kan siges, det er muligt, at en Vækkelse vil fylde de gamle Rammer med nyt Liv, det er ikke sikkert, jeg ved ikke engang, om det er sandsynligt, det er derimod ganske ligegyldigt, og det er i hvert Fald noget Gud maa bestemme. Vi skal netop i vor overorganiserede Tid bie paa Herren, og som Præst føjer jeg til, at jeg helst vil bie foran Herrens Alter med Ryggen mod Menigheden, for ellers fristes jeg til at tælle og jeg vil nødig risikere at henfalde, hverken til at falde til Ro med, at det ser jo meget pænt ud, eller til at mene, at alt er tabt, fordi der er for faa, derfor vil jeg bie med Ansigtet vendt mod Alteret med et Haab om, at Gud lever og gør sin Gerning, og at vor Kirke og Menighed staar endnu med Herrens Forjættelse over sig, til trods for Markedslarmen uden om.