En advarsel til Per Salomonsen

Tidehverv, 1972, s.88.

En advarsel til Per Salomonsen.
Religiøsitetens bogholder, Per Salomonsen, har måske i et svagt øjeblik hengivet sig til den risikable syssel at tænke. Et eller andet rørte i hvert fald på sig i en radiodiskussion, som han deltog i den 6. august, og man kan ikke se bort fra, at det kan have været en tanke.

Det skal han passe på med. Hvis det tager magten fra ham, kommer der kludder i bogføringen over, hvem der tror på vorherre, og hvem der tror på nisser og trolde i Københavns amt.

Salomonsens glimtvise tænksomhed åbenbarede sig i en kritik af de opinionsundersøgelser, som, navnligt i forbindelse med EF-afstemningen forpester det politiske liv, fordi den offentlige mening bliver selve sagen for presse og politikere. Herved bliver "saglighed" noget kvantitativt, og det passer de politikere, som forlængst har opgivet at interessere sig for debatten herom, udmærket.

Salomonsen kritiserede med føje disse undersøgelser og foreslog, ikke videre realistisk, en spærretid for deres offentliggørelse op til folkeafstemningen. Han mente, at undersøgelserne "skaber holdninger" i stedet for bare at registrere dem. Og det måtte de forbløffende nok ikke.

Indlægget påkaldte sig interesse, ikke ved sin klarhed (al begyndelse er svær), men mest ved den omstændighed, at Per Salomonsen taler med videnskabens og den personlige erfarings vægt.

For er det da ikke den Salomonsen, som i uskyldig videnskabelighed registrerer folkets religiøse adfærd i den hensigt at hjælpe kirken til at skabe de religiøse holdninger? Den Salomonsen, som til Leif Granes kritik i Præsteforeningens blad replicerede, at "religionssociologen har brug for teologen som menneske, og teologen har brug for religionssociologen som videnskabsmand. . .", og som efter dette forrygende nonsens tilføjede: ". . . for nu at udtrykke det lidt drillende".

Den Salomonsen!

Vi andre, som ikke altid forstår, hvornår Salomonsen forsøger sig som drillepind, og hvornår han er alvorstung og sagligt hviskende videnskabsmand, vi må ganske uvidenskabeligt spørge: - Er der da forskel på religiøse og politiske opinionsmålinger - sådan videnskabeligt set? - Er Salomonsens religiøse undersøgelser ikke længere helt profane? Måske bør de i grunden udsættes for en spærretid i ugen op til en gudstjeneste.

Hvis Salomonsen fremturer med at tænke tanker, så ender han med at stå uden arbejde.

Men så galt går det nok ikke. For Salomonsen havde jo ikke været den Salomonsen, vi elsker så højt, hvis ikke hans kritik af opinionsundersøgelserne havde mundet ud i - ja i hvad? - i et forslag om nogle nye opinionsundersøgelser, som kortlagde de eksisterende undersøgelsers skadelige virkninger. . .

Her åndede vi lettet op. Alt er ved det gamle. Sociologien bliver ikke arbejdsløs, så længe den kan hellige sig den opgave at kortlægge sin egen skadelige virkning. Salomonsens tænksomhed var kun et teknisk uheld. Eller måske udtrykte han sig bare "lidt drillende". Vi slap med forskrækkelsen og tør igen håbe, at verden og Religions-historisk Institut står til påske.

J.L.