Historien om en ballade

Af Søren Krarup, Tidehverv, 1973, s.88.

Der var en gang en kirke. Og den kirke var en folkekirke, og så var kirken for hele folket, som blev døbt og konfirmeret og gift og begravet i kirken. Men folkekirken var også en evangelisk-luthersk kirke, og det betød, at der i den kirke skulle forkyndes en kristendom i Martin Luthers ord og ånd.

Det var præsternes opgave, for de var sat til at føre ordet i kirken. Og de bestræbte sig flittigt på at gøre, hvad de skulle. Under deres uddannelse havde de op til flere gange læst i Luthers bøger, og i konventer og ved møder sad de tænksomt og drøftede, hvad evangeliet var. Men sommetider følte de sig sært ensomme i deres folkekirke.

For selv om præsterne ofte og længe havde holdt evangelisk-lutherske prædikener, måtte de gang på gang opleve, at folk ikke havde hørt efter. De troede, at præsterne havde sagt noget andet, end de sagde. Og præstens venlige smil kunne blive stift og anstrengt, når folk betroede ham, at de var ganske enige med ham i det, han - ikke havde sagt.

Så skete det, at der blev ballade i landet på grund af en film, der skulle handle om Jesus. Og balladen opstod, fordi den skulle handle om Jesu kønsliv, og det fandt mange uanstændigt og ukristeligt. "Er der da intet, der er os helligt mere!", sagde aviser og læserbreve og hidsede sig mere og mere op over tidens ukristelige umoral.

Men præsterne skulle forkynde evangeliet rent og purt i overensstemmelse med Den augsburgske Bekendelse og Luthers lille Katekismus, og Luther havde ikke bekymret sig for moral. Han vidste, at evangeliet handlede om noget andet. Og derfor tog præsterne balladen roligt og sagde til sig selv og hinanden, at det var en komisk og tåbelig affære, som man mest måtte smile ad.

Men efterhånden blev også dette smil en smule anstrengt, for alle andre blev mere og mere alvorlige og overbeviste om, at kristendom var det samme som moralsk velanstændighed. Det lutherske blev helt fortrængt. Omkring kirken rasede en storm, der drejede sig om kirkens prædiken, men som ikke vidste, hvad der blev sagt inde i kirken. Præsterne begyndte så småt at føle sig ilde tilpas. Skulle de mon ikke sige højt, hvad de mente om spørgsmålet? Var det ikke deres opgave at løfte røsten og udtale, at kristendom var ikke moral?

Men de tav. Og da indre mission og den katolske biskop gjorde deres bedste for at forvirre folkets begreber om kristendom endnu mere, tav de også. Og da en minister kom til at sige noget grimt til den katolske kirke i irritation over, at den ville bestemme, hvad han skulle gøre, og han var ved at blive stenet af et folk, der kaldte sig protestantisk, tav de protestantiske præster stadig.

Larmen og forvirringen steg og steg. Og da alle i landet snart var overbeviste om, at kristendom bestod i en ligelig blanding af katolicisme, indre mission og Unge Kristne, var der et almindeligt menneske, der måtte have luft. Han havde hørt, hvad evangelisk-luthersk kristendom var, og nu kunne han ikke længere holde den ukristelige ballades løgnagtighed ud. Og så satte han sig ned og sagde i rene ord, hvad der i et luthersk land skulle siges om den sag.

Det fik han nogle præster og andre til at sætte deres navne under, og så kom det i avisen.

Og så blev der endnu mere ballade. Først og mest naturligvis hos de i forvejen forargede. De havde aldrig været ude for noget lignende, sagde missionsfolk og katolikker, og det skal såmænd nok passe. Og det kristeligste af alle dagblade fyldte en hel forside med sin allerkristeligste surhed over, at der lød et evangelisk ord; det havde heller aldrig hørt noget lignende, skrev det, og man har grund til at tro, at det er rigtigt. Og en biskop, der efterhånden ikke kunne hitte ud eller ind af bar økumenisk befippethed, sagde, at man ikke kunne have gået i skole, når man tillod sig at sige sandheden (Græsholt), og en anden biskop var vred over grimme ord og kaldte udtalelsen "forrykt" (K. C. Holm), for sådan opfattede han nu altså evangeliet.

Det var altsammen, som man kunne vente.

Men derefter kom der en anden forargelse listende. Det var den indforståede, der bare havde betænkeligheder. Det var de superfine, de overforsigtige, formalisterne, dem med de nødvendige korrektiver. De ville have sagt det på en helt anden måde. De havde ganske vist ingenting sagt. De havde tiet bomstille. Men nu kunne de berette, hvor udmærket de ville have sagt det.

De var lettere indignerede over "gadedrenge-tonen" og de uindpakkede udtryk. Og de var belærende om forskellen på Luthers og den foreliggende protest. "Her sidder de i deres velbjergede lutherske miljø og har kun et lille anerkendt trossamfund og dets biskop at hamre løs på" (P. Riemann). For der var altid en særlig situation eller en bestemt side af sagen eller et tredie og fjerde og femte forhold at tage hensyn til, før sandheden kunne siges. Det vidste forsigtigpeterne alt om. Og de foredrog det i bedrevidende og bebrejdende tone. De kunne have gjort det! Fint og korrekt. De ville have valgt "en mere begavet og selvstændig måde" (P. Riemann). Af dem skulle det rette ord være sagt.

Men de sagde ingenting.

Og det er karakteristisk for balladen og dem.