Tidehverv 75 år

Af Søren Krarup, Tidehverv, 2001, s.1-2.

Ved dette årsskifte går Tidehverv ind i sit 75. år. Det begyndte i 1926 og det fortsætter i 2001.Vi er blevet et gammelt og agtværdigt blad, og der vil være nogle - især blandt vore fjender - som siger, at vi burde drage konsekvensen og gå på pension.

Lad det være sagt med det samme, at vi fortsætter ikke på grund af tradition eller vane. N. I. Heje sagde ofte, at hvis der ikke var mening i tingene, kunne man stoppe bladet eller aflyse sommermødet, og vi siger det samme. Det begyndte med et anliggende, og det fortsætter kun, fordi der er et anliggende af ikke mindre væsentlighed og nødvendighed idag. Vi har noget, der skal siges, noget aldeles afgørende, og da der ikke er andre til at sige det, fortsætter Tidehverv sit arbejde. Bladet var nødvendigt i 1926, da Studenterforbundet havde lukket kritikerne ude fra at kunne komme til orde i Sursum Corda, Studenterforbundets blad. Men Tidehverv er om muligt endnu mere nødvendigt i 2001, hvor humanismens eller kulturradikalismens politiske korrekthed hersker massivt i Danmark og søger at aflive et kristeligt og dansk ord af radikalitet og kompromisløshed.

Hvem andre end Tidehverv tør stå fast på evangeliet i en situation, hvor kirkelig gelassenhed og politisk følgagtighed gør det til en størrelse, der i tolerancens og integrationens navn må erkende sin religiøse relativitet og ikke gøre krav på at være sandheden? Og hvem andre end Tidehverv tør sige et dansk ord i en tid, hvor en overnational idealisme lægger den jordiske og folkelige virkelighed for had? Vores berettigelse ligger i viljen til at turde sige det enfoldige. Hvis der ikke er mod til at turde hævde det for humanismen og Kjeld Holm forargelige, lukker vi butikken. Det skal stå fast. Hvis Tidehverv ikke har viljen til at lade en evangelisk-luthersk forkyndelse være dagens tekst, drejer vi nøglen om.

Og hvis der skulle være dem, der siger; at i 2001 er opgaven løst og anliggendet uden relevans - skal de bare se sig om!

For nylig meddelte landets biskopper, at "samtale fremmer forståelsen" mellem kristne og muhamedanere. Dette var overskriften på en rapport, udarbejdet under opsyn af de samme biskopper, og ved forelæggelsen udtalte Kresten Drejergaard: "Jeg er sikker på, at folkekirken har et potentiale som integrationsfaktor - et potentiale, der slet ikke er udnyttet". (Jyllands-Posten 2. dec.)

Det var folkekirken, der udtalte sig, hed det i avisens overskrift i forlængelse af sådanne bispeord - selv om folkekirken som bekendt ikke kan udtale sig, fordi ingen kan tale på folkekirkens, men kun på egne vegne. Nutidens danske biskopper lider imidlertid ikke af falsk beskedenhed eller af nogen udpræget sans for evangelisk-luthersk kristendom, så de betænkte sig altså ikke på at fremstille deres udtalelser som folkekirkens stemme, når de talte om forholdet mellem kristendom og islam i dette kristne land, og som resten af den politiske korrekthed i Danmark var også biskopperne optaget af at skabe "samtale" og "integration" i forholdet mellem kristne og muhamedanere i Danmark.

Dette er jo nutidens abracadabra - trylleordene, som skal få alle forskelle og alle åndelige modsætninger til at forsvinde op i den blå luft. Samtale. Integration. Jo, vist er det udmærket at kunne samtale, men enhver samtale forudsætter fællesskab om sprog og præmisser, for hvis man taler hver sit sprog og den ene taler i øst og den anden i vest, så er der faktisk ikke megen samtale, men nok meget teater. Og integration, der jo betyder samling til en helhed: hvis forskellen er uoverstigelig, så er og bliver integration en umulighed. Man skal derfor vide, hvad man (sam) taler om. Det er ikke nok at bruge ordene.

Og her skulle den danske folke-kirke og denne folkekirkes biskopper faktisk vide, at forholdet imellem kristendom og islam bygger på den helt uovervindelige forskel, der ligger i, at hvor vi kristne tror på Jesus som Kristus, Guds enbårne søn, dér reducerer muhamedanerne Jesus til at være en underordnet profet, rangerende langt under Muhammed. Guds søn eller en tredierangs profet. Guds søn eller en profet af yderst begrænset betydning. Dette er grundforholdet, og hvis det forhold skal respekteres som den afgørende forskel, det er, så er integration naturligvis en umulighed.

Det udelukker ikke derfor samtale. Men det bliver unægteligt en samtale, som består i, at den kristne må forkynde Jesus som Kristus. Ikke falske kompromisser. Ikke falske, feje løsninger, hvis realitet er, at man af den kristne forkyndelse klipper en tå og hugger en hæl. Men den hele og fulde forkyndelse af Jesus som Kristus, Guds enbårne søn og hvert eneste menneskes frelser.

Dette er kristendommens samtale-position.

Jeg kommer i den forbindelse til endnu en gang at tænke på Jens Christensen, den evangelisk-lutherske missionær, som fra 1922 til 1966 var missionær i det muhamedanske Pakistan og som utrætteligt forkyndte og samtalede med pathanerne i disse 44 år. Han huggede ingen hæle og klippede ingen tæer. Han stod fast på den kristne forkyndelse: at Jesus er Guds søn og verdens herre og frelser - han og ingen anden! Ud fra denne forkyndelse samtalede Jens Christensen med muhamedanerne. Nogle blev døbt. Der blev oprettet en kirke. Ikke stor, men dog levende - og først og fremmest: levende i den sandhed, at Jesus er Kristus, din og min herre.

Sådan var denne kristne kirke i Pakistan. Man fristes til at sige, at den havde kvaliteter, som nutidens danske folkekirke synes at mangle - i al folkekirkens vege fejhed og holdningsløse eftersnak af tidens politiske korrekthed hvor en biskop, Kjeld Holm, er formand for noget så meningsløst som nævnet for etnisk ligestilling (i Danmark!) og hvor samme ukristelige biskop udtaler: "Hvis islam løber folkekirken over ende, så har folkekirken ikke fortjent bedre". (De uansvarlige, 1999)

Men hvor er troens brand? spurgte Brorson. Han spurgte ikke forgæves Jens Christensen herom. Han spurgte heller ikke forgæves den danske folkekirkes hæderlige lutherske fædre herom. De vidste, hvad kristendom er, og turde stå fast på evangeliet. Men en folkekirke, der tænker og taler i "integration" med islam og i "samtale" med islam på disse præmisser, har mistet ethvert sandt forhold til evangeliets forkyndelse og troens ord.

Vi må spørge denne danske folkekirke: manden på æslet advents søndag og barnet i krybben julenat - er han en profet som så mange andre, en tredierangs profet mellem andre middelmådige profeter, eller er han Guds søn, eneste anledning til vor frelse? En religiøs skikkelse af begrænset betydning eller troens eneste indhold? Jesus Kristus, Guds søn, eller den relativt ligegyldige Jesus fra Nazareth?

Spørgsmålet stilles hver søndag, nej hver dag. Og hvis den danske folkekirke ikke kan give svaret - klart og uden ringeste tøven, et svar, der er den uforbeholdne og ubetingede forkyndelse af Jesus Kristus som vor og verdens herre og frelser, så er den danske folkekirke ikke blot uden åndelig vægtfylde, en korkprop på tidens ideologiske og politiske hav, men så er folkekirken også uden indhold, fordi den er uden tro.

En kristen kirke kan ikke være travlt optaget af "integration" med en religion, der kristelig talt kun kan betegnes som kætteri, uden at ophøre med at være kirke. Den kan så være en religionsanstalt, et politisk forum for ambitiøse prælater med hang til fede honorarer, en traditionsbestemt forsamling af mennesker, men en kristen kirke kan den ikke være.

En kirke uden kristendom - dertil har Kjeld Holm & Co. bragt den danske folkekirke idag. Og et Danmark uden danskhed eller vilje til dansk selvstændighed - dertil har kulturradikalismen bragt det officielle Danmark idag. Mens det uofficielle Danmark, de menige danskere, protesterer desperat mod disse officielle politikere og stemmer dem ned ved folkeafstemninger vedrørende EU, men alligevel må se politikerne rejse til Nice og skrive under på traktater og menneskerettighedschartre, som den danske befolkning netop har sagt nej til.

Og denne ophævelse af folket sker i demokratiets navn, selv om demokrati betyder folkestyre. Vi har netop oplevet, at den danske statsminister på landets vegne har accepteret en EU-traktat, som bl.a. trækker grunden væk under den danske folkekirke og enhver dansk selvbestemmelse i Danmark samtidig med, at samme EU's kanonisering af menneskerettighederne lægger vort land åbent for ideologisk overvågning og ensretning, og en sådan tilsidesættelse af den danske grundlov og det danske folks ret til at bestemme i sit eget land vækker ikke den store interesse blandt vore "ansvarlige" politikere eller i den presse, hvis embede er at kontrollere politikerne på folkets vegne. Tilbage sidder det bedragne folk, som sagde nej, men må se disse politikere sige ja.

Hvem tør sige og gentage den ubehagelige sandhed?
Det vil vi - også med 75 år bag os.