Tre teser

Af Søren Krarup, Tidehverv, 2004, s.108-109.

Den udenlandske Presseklub 31.3.2004.

Jeg vil gerne som indledning til denne drøftelse fremsætte tre teser, der er mit udgangspunkt.

1. Verden gennemlever i øjeblikket en folkevandringstid, der kan minde om situationen i den tidlige middelalder, da Europas udseende og struktur blev ændret afgørende. På grund af overbefolkning og fattigdom i den tredje verden foregår der i disse årtier en folkevandring fra den tredje verden til den vestlige verden, som vil ende med at oversvømme og opløse Vesten, hvis ikke der sker noget afgørende - enten i form af en stabilisering og udvikling af den tredje verden eller i form af en selvbesindelse og selvhævdelse i den vestlige verden.

2. Den vestlige verden har siden Oplysningstiden i 1700-tallet været bestemt af en ideologisk humanisme, der har betydet en foragt for den menneskelige eksistens som historisk og konkret og i forlængelse heraf har betydet en foragt for det nationale, der jo altid er eksistentielt i sit væsen. Den vestlige verden er derfor ude af stand til at forholde sig realistisk til nutidens folkevandring, fordi den humanistiske ideologi med dens dyrkelse af lighed og forskelsløshed forbyder Vesten at kende forskel på dit land og mit land, på din kultur og min kultur, på kristendom og islam, på virkelighed og idealisme. Den vestlige verden afvæbnes af sin herskende ideologi.

3. Dette gælder den herskende klasse i den vestlige verden, som er entydigt formet og bestemt af denne ideologiske humanisme. De vestlige folk er fortsat formede af kristendommens budskab og tradition og kan derfor ikke lukke øjnene for den dystre virkelighed, som folkevandring og indvandring indebærer for dem. Derfor er der et modsætningsforhold mellem magthavere og befolkninger i Vesten, især i Vesteuropa og ikke mindst i Danmark. Det sidste folketingsvalg var et systemskifte, hvor det menige folk rejste sig mod den herskende klasse, og Danmark er siden blevet et foregangsland i Vesteuropa, fordi den danske befolkning havde dette mod til at sætte de ideologiske magthavere fra styret og ændre den katastrofale indvandringspolitik. Hvorfor netop Danmark? Mit svar er, at Danmark i kraft af sin åndelige tradition, først og fremmest Grundtvig og Kierkegaard, har en frimodighed og respektløshed over for systemmagere og ideologiske narre, som igen avler modet til at turde se en ubehagelig virkelighed i øjnene og udtale en ubehagelig sandhed.